13. november 2012

Johannes V. Jensens gotiske forbindelse

I denne artikel forfølger Jonas Wilmann supercomputeren og de gotiske forbindelser hos Johannes V. Jensen.

For en del står forfatteren Johannes V. Jensens bøger nok som noget, man blev tvunget til at læse i folkeskolen eller gymnasiet. Hans noveller har været objekt for utallige analysemodeller, og hans folkekære roman om Danmark på Christian d. 2.’s tid, Kongens Fald (1900-1901), har været en af de absolut mest brugte i skolepensum.

Men sjovt er det, at de fleste synes at huske netop Kongens Fald med lidt forvrængede briller. Der er i hvert fald elementer i historien, som i vores kollektive bevidsthed lader til at være gået i glemmebogen.

En supercomputer i Kongens Fald?

Jeg havde noget skriftlig korrespondance med en ven for et par måneder siden, og der faldt emnet af en eller anden grund på Johannes V. Jensen. Det første, min ven spurgte om, da det gik op for ham, at jeg var gået hen og blevet Jensen-fanatiker, var, om der ikke var et eller andet science fiction-agtigt tilsnit hen mod slutningen af Kongens Fald med en doktor, der var ved at lave et menneske om til en slags supercomputer?

Han havde nævnt dette for flere i sin omgangskreds, men de nægtede hårdnakket, at der skulle være noget med nogen supercomputer med i det tyvende århundredes store danske roman. Men det er der.

Og selvom det åbenbart ikke er sådan en ting, folk husker om Kongens Fald indeholder romanen både elementer af horror og science fiction.

Det, som min ven svagt kunne erindre, er en episode, hvor romanens hovedperson, Mikkel Thøgersen, opsøger den fordækte læge Zacharias, der afslører en grotesk opfindelse, han gemmer på sit loft: Kongens uægte søn, som lægen har fjernet hovedskallen på og ladet hjernen vokse til groteske dimensioner i en glasklokke.

Den gotiske åre
Ungdomsbillede af forfatteren med tekst omkring levetid (1873-1950)
Den skræmmende afsløring illustrerer det spejlende forhold, der er imellem den udtjente krigsknægt, Mikkel Thøgersen, og Kong Christian d. 2. – Thøgersen har et på anden måde handicappet barn, den døve Ide, afkommet af en voldtægt – men samtidig er det også et håndgribeligt, fysisk faktisk element i historien, der ikke forsøges afskrevet som drøm eller hallucination. Jensen har intet problem med at lade den ellers meget velresearchede og historisk korrekte fortælling afspore og glide over på fantastikkens sveller – men det er ikke dette greb, læserne husker.

Og der er mange flere eksempler i Kongens Fald på episoder, der mere hører hjemme i genrer knap så velansete af parnasset. I et kapitel, hvor der virkelig skrives fra den gotiske åre, beslutter bogens Mikkel sig for at sælge sin sjæl til Djævlen selv, og han overværer, eller tror han overværer, forskellige af Helvedes rædsler. Herfra stammer følgende citat:

”Naar Han nu vendte sig, stod der en led Abe lydløst groet op af Jorden.”

Her er det værd at bemærke ligheden med den irske forfatter, Sheridan Le Fanus, novelle Green Tea fra den sublime novellesamling In a Glass Darkly (1872), hvor en dæmonabe forfølger en mand til den bitre ende.

Jensen i slægt med horrorforfatterne

Der skulle efter sigende have været en vis udveksling til stede i starten af det tyvende århundrede, men det er nok alligevel tvivlsomt, at Jensen har læst Le Fanu – det kan i hvert fald ikke dokumenteres. Det interessante er den danske forfatters villighed til at bruge dystre, mytiske elementer, hvilket beslægter ham med den victorianske æras horrorforfattere.

I Jensens enorme samling af myter, udgivet i endeløse bind og konstellationer, er der også mange eksempler på historier, der er skåret over en ærkegotisk skabelon.

Den på én gang hylemorsomme og dybt skræmmende Myggene fortæller om en mand, hvis kummerlige logi i Sevilla bliver invaderet af flyvende kryb. Den starter sådan her:

”Jeg boede i Sevilla i et Kælderrum, hvis Gulv skraanede ind mod Midten, og her var der et Laag, der førte ned til en Kloak. Naar man lettede ved dette Laag stod der en graalig Sky af Myg i vejret.”

Denne novelle har i form ikke så lidt tilfælles med f.eks. H.P. Lovecrafts The Rats in the Walls (1924) eller The Music of Erich Zann (1922). Elementet af invasion på trange rum og den tilspidsende rædsel gør Myggene til en mesterlig stiløvelse i gysets kunst. Det er godt nok bare myg, men i Jensens hysteriske, næsten deliriske stil, bliver det et nerveflænsende møde med de små kryb.

Og her er postulatet jo selvfølgelig ikke, at Jensen har læst Lovecraft eller omvendt, men at Jensens forfattermæssige disposition var dybt gotisk, hvilket han sjældent krediteres for.

I myten Potowatomis datter, der følger en jæger ved Pistakee Bay i Illinois, sås der megen mystik om et væsen i bugten, der omtales som Potowatomis datter. Det viser sig godt nok bare at være en bæverrotte, men fortællingen er gennemsyret af en bagvedliggende – ”næsten-magisk” – kraft i naturen.

Det samme ser vi i den engelske forfatter Algernon Blackwoods arbejde. Novellen The Willows (først kendte udgivelse 1907) følger to mænd i en kano på Donau, der ser noget i vandet, der ligner en odder, men dog viser sig at være noget ganske andet, og der følger en kamp med en overjordisk kraft, der ligger bag ved naturen.

Horrorfærgen
Karon som portrætteret i Carl Th. Dreyers filmatisering, 'De nåede færgen'
En anden af Jensens myter, der må fremhæves, og som nok er det nærmeste på en direkte horrornovelle fra hans hånd, er Naaede de færgen (1925) (filmatiseret i 1948 af Carl Th. Dreyer som De nåede færgen). Her udvises en nærmest sadistisk glæde ved at aflive hovedpersonerne, der racer løs på en motorcykel for at nå færgen fra Nyborg – det viser sig nemlig at være en ganske anden færge de to ulykkesfugle akkurat når:

”I det samme tørnede Færgen med et Bump mod Bolværket, Karons gamle sorte Pram, der er slidt og ser ud som Snegleslim indeni (…)”

Indlemmelsen af færgemanden, Karon, er et oplagt eksempel på Jensens velvillighed til at lade det mystiske glide ind i sine ellers virkelighedsnære historier, hvilket leder mig til Himmerlandshistorier (1910). I denne samling noveller fra Jensens hjemstavn er det mytiske også hele tiden inden for rækkevidde.

Historier fra Himmerland

Lindby-skytten (i novellen Lindby-Skytten) er en personificering af Pan; det fortælles, at han bærer Pans mærke, og i den dystre novelle Vandmøllen er der en konkret manifestation af en ånd, da den bitre, gamle møller i sit afsind leder sin datter i døden – der er dog langt flere af Himmerlandshistorierne, der har en mere indirekte gotisk inspiration. Én, jeg gerne vil dvæle lidt ved, er den bedste Himmerlandshistorie af dem alle, Tre og tredive aar.

Vi følger Kirsten Smed fra ungdommens lykkelige rus, til en række af tragedier leder hende ind i vanviddets tåger og til sidst døden, og tre og tredive år er tiden, det tager at gå fra lyset til det absolutte mørke.

Novellen styrer i bedste gotiske stil, allerede fra side 1, mod katastrofen. Vi bliver endda trakteret med et forvarsel, da en spøgelsesrædsel titter ind ad ruderne til den glade stue, hvor der danses og drikkes. Det glimt, der er en påmindelse om det, der venter for enden af alting, giver dog kun anledning til kort pause i ungdommens feber, og musikken spiller igen.

Denne spøgelsesrædsel er lige så håndgribelig/ikke-håndgribelig som f.eks. det selvhadske billede, hovedpersonen i H.P. Lovecrafts The Outsider (1926) ser i spejlet til sidst. Og i Tre og tredive Aar spekuleres der endda i et af det gotiske gys’ varemærker: den sidste rungende sætning, som får nakkehårene til at rejse sig:

”De sidste tyve Aar levede hun i Vanviddets endeløse Mørke.”

Så at der både er elementer af horror og til dels science fiction i Johannes V. Jensens litteratur er ufravigeligt, men hvad med fantasy?

Hvad med fantasy?

Jensens seksbinds-epos Den lange rejse (1908-1928), der beskriver menneskets udvikling fra præ-istid, helt op til Christoffer Columbus, er en sjov blanding af fakta og fantasi, endda ”fantasy”.

Første del, Det tabte land, indledes med en besjæling af en vulkan. Det er den gamle tordner, Gunung Api, der beskuer verden og længes tilbage til de brændende tider, da Jorden kun var et vidt omspændende ildocean. ”Ak, for Ilden var det gået tilbage” tænker den gamle vulkan, og det er ikke svært at føle med ham.

I Den lange rejse præsenteres vi for en sømløs skiften mellem ægte historiske fakta og fri fantasi, som en verden i trækronerne, hvor menneskerne lever som aber, eller i Norne-gæst hvor der findes et magisk objekt, der ligefrem tillader tidsrejse.

Samtidig er der en række meget maleriske syn, især i anden del, Bræen, hvor hovedpersonen, Dreng, føler hele verdens store hjerteslag i en sekvens, der kammer over i et fantasiens overdrev meget på samme måde som Lovecraft i At the Mountains of Madness (1936) eller The Dream-Quest of Unknown Kadath (1943).

”Gruset ved Bredden af en Blodsump bestaar af sammenskyllede Mennesketænder, og op af Sumpen vokser der tuer af fingre (…)”

Passager som denne indtræder meget pludseligt, og uden varsel, og opløser normaliteten og minder om, hvor meget underliggende ånd, der er i Jensens skriverier; i naturen bagvedliggende eller parallelle verdener, som i værker af gotiske mestre som Blackwood, Machen, Le Fanu eller Lovecraft.

Har vi forstået Jensen forkert?

Men når der nu er så meget håndgribelig evidens på fantastik i Johannes V. Jensens forfatterskab, hvorfor har han så på en eller anden måde fæstet sig forkert i vor kollektive bevidsthed? Eller ”forkert” er måske et lige stærkt nok ord, men både blandt den brede læserskare og i litteraternes miljø, er der en tendens til at huske hans værker med selektivisme; det er ikke sortekunsten, en episode med en genganger eller den uhyggelige læge, Zacharias, og hans eksperiment, der huskes fra Kongens Fald; Jensens enorme novelleproduktion omtales godt nok som myte, men ikke som gotik; og Den lange rejse præsenteres da ikke som et dansk bud til læsere af Tolkien etc.

Dette skyldes måske til dels Johannes V. Jensens temperament og ligefrem ydre fremståen. Udadtil var han et billede på nærmest mejslet stoicisme. Han tog skarpt afstand fra søsteren, Thits, overtro, og det er også meget tvivlsomt, at han selv ville have vedkendt sig et slægtskab med skaren af victorianske horrorforfattere.

Vildskaben, den anarkistiske skrivestil, stod skarpt i kontrast til hans profil, og man fornemmer i hans litteratur nærmest en kamp for at holde benene på jorden. Sjovt nok er det dét, der gør hans litteratur allermest interessant, netop elementet af anarki; når benene pludselig letter, og vi hvirvles ud i fantasien og absurditetens verdener – dette virkelig raffineret i det kolossale værk Den lange rejse.

Udgivet i nr. 85 | 13/11/2012