Knowing

8 minutters læsetid
Knowing

Den australske instruktør Alex Proyas har tidligere leveret visuelt stærke film i form af The Crow (1994), Dark City (1998) og I, Robot (2004). Han har vist, at både det meget mystiske, den håndgribelige action og de hårde sci-fi elementer er noget, han kan formidle. Knowing lægger da også ganske fint ud.

Filmen tager sin begyndelse i 1959. På William Dawes Elementary Scool i Lewington, Massachusetts graves en beholder ned i jorden. I beholderen har eleverne skrevet og tegnet deres bud på fremtiden, og meningen er så, at beholderen skal graves op efter 50 år, altså i 2009. Men der er noget galt med én af eleverne, som er en pige ved navn Lucinda. For det første skriver hun manisk en masse tilsyneladende tilfældige tal på et stykke papir, og for det andet finder lærerne hende om aftenen i et skab, hvor hun sidder med sine blodige fingre og snakker om de stemmer, hun hører i sit hoved. Fedt og meget mystisk anslag.

At se ud i fremtiden?

Det famøse talark.
Det famøse talark.

Så springer handlingen frem til 2009. Vi møder enkemanden John Koestler, der underviser i astrofysik på MIT. Sammen med sønnen Caleb bor John i et gigantisk hus, hvor John om aftenen drikker sig fuld og hører musik, mens han lader sorgen opsluge sig. For det er ikke lang tid siden, konen døde i en brand.

Må først åbnes om 50 år.
Må først åbnes om 50 år.

Sjovt nok går Caleb på den selv samme skole, hvor beholderen blev gravet ned, og sjovt nok får han også det stykke papir, som Lucinda skrev sine underlige tal på. Og så begynder mystikken ellers at brede sig. John, der naturligvis har meget forstand på tal, finder ud af, at Lucindas talrække beskriver noget helt bestemt. Nemlig de største dødsulykker de sidste 50 år.

Her finder John både frem til 9/11 (og hvor mange der døde) og den ulykke, hvor hans kone døde! Det er spændende, for hvordan fanden kunne en pige 50 år tilbage forudsige disse hændelser? Snart drages John og Caleb ind i et apokalyptisk race mod tiden for at finde ud af, hvad der sker, når de sidste numre på Lucindas liste bliver passeret. Og så ellers ikke mere om handlingen (før i spoilerafsnittet længere nede)

Frustration!

Den lille pige i skabet.
Den lille pige i skabet.

Da jeg havde set Knowing færdig var jeg meget, meget frustreret. Og faktisk ret sur. Film der er dårlige hele vejen, eller bare middelmådige, kan man ryste på hovedet af og glemme som var de en dårlig date, hvor man ikke kommer med pigen hjem. Men når film udviser et meget stort potentiale, og hvor filmen helt frem til det sidste kvarter opfylder dette, så er det rigtig ærgerligt, når filmens slutning stort set ødelægger alt det positive, som størstedelen af filmen har leveret. Altså lidt som hvis du efter en god date går med en pige hjem i håb om at hun er en pige, og opdager at hun så i virkeligheden er en mand.

Da jeg nærmede mig slutningen forstod jeg ærlig talt ikke, hvorfor Knowing så mange steder var blevet svinet til. Jeg tænkte nærmere: wow, jeg sidder måske med et lille overset mesterværk mellem mine hænder. Men det gjorde jeg ikke, for føj hvor er slutningen kvalm, patetisk, overspillet, dårligt udført, for meget af det gode og alt muligt andet godt, som overhovedet ikke er godt. Og jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor nogen køber den slutning.

Spoilers i farvandet

Far og søn.
Far og søn.

Men lad os tage et lille kig på slutningen (og det er nu, du skal stoppe med at læse, hvis du ikke vil vide, hvordan filmen slutter). Koestler finder de to forsvundne børn sammen med de fire ”strangers”, der løbende er dukket op i filmen. Spændingen stiger, men pludselig springer ballonen, og en stank af lort spreder sig ud fra filmen: de fire fremmede viser sig at være en mellemting mellem rummænd og engle. De to børn er udvalgt til at undslippe apokalypsen og tage med de fremmede ud i verdensrummet! Ja, så langt er vi ude, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den ligeledes frygtelige alien-del af Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008).

Hvis aliens på film skal fungere, kræver det en del screentime til at gøre dem troværdige. Hvad enten vi taler om E.T. (1982), Aliens (1986) eller The Abyss (1989). Og det giver Knowing sig ikke tid til, da den kløgtigt nok har brugt tiden på alt muligt andet godt. Og der er så ærgerligt, at man vælger at hoppe i den kvalme sci-fi-kløft, og at man derudover slet ikke giver sig tid til at gøre det bare en anelse troværdigt. Nej, vi fyrer en masse CGI af, og så må den prut være slået.

Domino effekten

Der drikkes igennem og høres patetisk musik – det er sådan, man skildrer sorg i Hollywood.
Der drikkes igennem og høres patetisk musik – det er sådan, man skildrer sorg i Hollywood.

Resultatet bliver bare, at Knowing falder til jorden, og det bliver da heller ikke bedre, da Koestler, efter at han har sendt sin søn af sted, tager tilbage til sin familie og dør sammen med dem i en stor omfavnelse. Bræk, bræk og en ordentligt tissetår i bukserne.

Frem til det punkt i handlingen, hvor de fremmede smider maskerne, var jeg solgt. Proyas havde dygtigt bygget en stemning op af frygt, paranoia og dommedag. Mange scener i Knowing er mere uhyggelige end det man ser i 5-6 middelmådige gysere tilsammen, netop fordi stemningen er i top. Og så er det ubegribeligt, at slutningen er så fesen.

Uden tømmermænd formår John Koestler at holde en gribende forelæsning.
Uden tømmermænd formår John Koestler at holde en gribende forelæsning.

Et andet stort problem er, at filmens logiske brister og plothuller træder meget tydeligt frem, da man har set slutningen. For langt hen ad vejen var jeg faktisk gået helt og aldeles ind på filmens præmisser og havde ladet mig forføre af dens nonsens, men slutningen gør ikke blot slutningen dårlig; også resten af filmen kommer til at lide, da man efterfølgende skal konstruere fortællingen.

Hvis nu bare Knowing ikke havde den latterlige slutning, havde den været tæt på mesterlig. Nu er den bare middelmådig, for det betyder alt, hvordan man afslutter sin film, da slutningen, som det endegyldige punktum, er det som publikum husker bedst. Og så ikke flere spoilers i denne omgang.

Har Roger Ebert taget coke?

Efter 50 år graves tidskapslen op.
Efter 50 år graves tidskapslen op.

Normalt inddrager jeg ikke andre anmeldelser, men i dette tilfælde kunne jeg alligevel ikke dy mig. De fleste kender nok anmelderen Roger Ebert, der har haft sin faste spalte i Chicago Sun-Times siden 1967. Samtidig var han sammen med nu afdøde Gene Siskel vært på de to filmprogrammer Sneak Previews og Siskel & Ebert at the Movies. Derudover har han skrevet mange bøger om film, og er alt i alt en temmelig respekteret anmelder, hvad enten man er enig med ham eller ej. Om Knowing siger Ebert bl.a.:

”Knowing is among the best science-fiction films I’ve seen – frigthening, suspenseful, intelligent and, when it needs be, rather awesome”.

Jeg nægter at tro på, Ebert har været ved sine fulde fem, da han kalder Knowing for noget af det bedste sci-fi han har set. Eller også har han en meget, meget sofistikeret (læs: fucked up) tilgang til sci-fi. Filmens mangler er i mine øjne åbenlyse, og fortællingens knæk er udført, som var det skrevet af en patetisk chimpanse. Men sådan kan anmeldere være noget så uenige.

Who ya gonna call?

Koestler har tjek på tal, og bliver hurtigt opslugt af talrækken.
Koestler har tjek på tal, og bliver hurtigt opslugt af talrækken.

Når det værste patetiske overspil skal hives frem, hvem ringer du så til? Ja, Nicholas Cage. Den mand har om nogen haft en karriere, hvor hans hundeøjne, drevne patetiske stemme og overdrevne kropssprog har kastet meget forskellige roller af sig i film af meget svingende kvalitet.

De fremmede.
De fremmede.

Hvis en instruktør formår at vende Cages svagheder/styrker til noget positivt (eller mere præcist at give det en kant i form af enten selvironi eller en fed karakter), så har han et meget stærkt aktiv i ærmet. Hvad enten der er tale om komedie, drama eller action. Tænk i den sammenhæng blot på mesterlige film som Raising Arizona (1987), Leaving Las Vegas (1995) og Con Air (1997 – ja, måske ikke er mesterværk, men mere over the top action og selvironisk patos skal man lede længe efter). Men hvis dette ikke lykkes, så er en slem Cage-film rigtig slem, hvor netop hans varemærker kan underminere en hel film. Og her kan man se på film som City of Angels (1998), The Family Man (2000) og National Treasure: Book of Secrets (2007).

I Knowing lykkes det langt hen af vejen for Proyas at få det optimale ud af en mere seriøs udgave af Cage. Men da filmen kollapser, gør den det hånd i hånd med Cage, der de sidste 15 minutter af filmen viser sig fra sin værste side. Og det er ærgerligt, da Cage langt hen ad vejen gør det rigtig, rigtig godt. Han er vigtigst af alt troværdig, hvilket er meget vigtigt for en type film som Knowing.

Fed idé, lækker stil og en frygtelig slutning: bedre held næste gang

Helt ekstremt vellykket skildring af et flystyrt.
Helt ekstremt vellykket skildring af et flystyrt.

Rent teknisk er filmen en lækkerbisken. Filmen er skudt på Red One, som er et digitalt kamera. Det mærker man tydeligt, specielt på baggrunde og detaljegraden, og det er bestemt ikke noget minus, men giver filmen et lidt ”kunstigt” look. Det ses også tydeligt i den lange sekvens, hvor flyet styrter ned – i øvrigt en sekvens, der får én til at tænke på en lignende veludført sekvens i TV-serien Lost (2004-2010). Proyas formår at give filmen et noget dystopisk udseende, som støtter godt op om fortællingen, og ligeledes er Marco Beltramis score lige i øret.

Knowing blev en ubetinget succes ved billetlugerne, og det forstår man faktisk godt, når man har set traileren. Og så er tiden også god til en dystopisk thriller, hvor dommedag måske banker på døren. Knowing lagde sig solidt på førstepladsen på Box Office-listen med en indtjening på ca. 25 millioner dollars i første weekend (hvilket er ganske godt, da filmen ”kun” kostede 50 millioner dollars at producere).

Med en samlet indtjening pt. på små 200 millioner dollars er der heldigvis også mulighed for, at Proyas kommer til at stå bag roret på flere film, og man kan så bare håbe, at han næste gang vil bruge længere tid på filmens manuskript. For Knowing har simpelthen så stort et potentiale, at det næsten gør ondt, da den fejler. Bedre held næste gang.

Knowing er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner
Titel: Knowing
Instruktør: Alex Proyas
Manuskript: Ryne Douglas Pearson, Juliet Snowden og Stiles White efter en historie af Ryne Douglas Pearson
Cast: Nicholas Cage (John Koestler), Chandler Canterbury (Caleb Koestler)
Producere: Todd Black (producer), Jason Blumenthal (producer), Alex Proyas (producer), Steve Tisch (producer), David Alper (executive producer), David J. Bloomfield (executive producer), Topher Dow (executive producer), Norman Golightly (executive producer), Stephen Jones (executive producer), Aaron Kaplan (co-executive producer), Sean Perrone (co-executive producer), Ryne Douglas Pearson (co-producer)
Foto: Simon Duggan
Klip: Richard Learoyd
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: Anamorphic 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2009
Produktionsselskaber: Summit Entertainment
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 48 | 13/10/2009

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.