Batman: Europa

2 minutters læsetid

Batman: EuropaStørstedelen af Batmans eventyr forgår i Gotham City, men i ny og næ tager han ud i den store verden for at løse mysterier, der kræver hans skarpe hjerne. I Batman: Europa får han hårdt brug for den.

For han er blevet ramt af en særlig virus, og hans ultimative ærkefjende Jokeren er også blevet ramt. De to dødsfjender danner en usædvanlig alliance for at redde deres liv og må rejse rundt omkring i Europa (Berlin, Prag, Paris og Rom) for at finde en kur. Men kan de nå det i tide, samtidig med at de skal besejre en masse fjender?

Spændende idé, rodet fortalt

Forfatterne til Batman: Europa er Brian Azzarello og Matteo Casali. Azzarello er mest kendt for sin DC Vertigo krimi-tegneserie 100 Bullets, men har før skrevet om DC-superheltene og deres skurke, mens Casali skrev 99 Days og Catwoman: The One You Love.

Så begge forfattere begår sig godt i DC-universet, men trods deres erfaring falmer Batman: Europa i helhed som en narrativ oplevelse.

At få Batman til at samarbejde med Jokeren er en rigtig god idé, men man tør ikke rigtig gøre noget vildt spændende med det. Deres samspil mangler den gedigne spænding, der burde være.

Visuelt er Batman: Europa interessant. Jim Lee lægger flot ud med første del og har også lavet den flotte forside. Hans tegnestil er anderledes, med brug af vandfarver, der giver tegningerne et ekspressionistisk look. Lee gjorde noget lignede med de mange flashback-scener i den fede Batman: Hush.

Italieneren Giuseppe Camuncolis dynamiske streg er fed at se på, især det øjeblik hvor Batman og Jokeren samarbejder og tæver løs på fjender, der kommer fra alle sider i del to.

Diego Latorres dystre streg i del tre er til gengæld bevidst desorienterende. Virussen i Batmans hjerne præger nemlig hans sanser og dermed også billedsiden. Den får ikke for lidt med digital manipulation af tegningerne, men det bliver simpelthen for meget, og man mister orienteringen. Intentionen er ellers god nok.

Franske Gerald Parel der tidligere har lavet flot arbejde for Marvel slutter balladen af med en smuk, malerisk streg med spændende farver. Et flot punktum for en noget ujævn historie.

Et tamt roadtrip-eventyr med Batman og Jokeren

Batman: Europa er et flot stileksperiment frem for ordentlig historiefortælling. Idéen er ellers god, men historien og de forskellige, alternative stilarter formår ikke at komme med noget drastisk nyt. Det virker som at DC Comics ikke rigtigt turde gå hele vejen med det specielle setup, hvilket er ærgerligt.

Man skal med andre ord være “bat crazy” med Batman-tegneserier, hvis man vil på tamt roadtrip med flagermusmanden og den gale dræberklovn.

3 stjerner

Titel: Batman: Europa
Forfattere: Brian Azzarello & Matteo Casali
Tegnere: Jim Lee, Guiseppe Camuncoli, Diego Latorre, Gerald Parel
Forlag: Forlaget RW
Udgivelsesår: 2018
Dansk oversættelse: Zille Gellert
Sideantal: 150
hvid
Oprindelig udkommet i fire hefter i 2015-16 på forlaget DC Comics.

Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019

Stikord: Superhelte

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.