13. juni 2008

Les Démoniaques

Les DémoniaquesHvis man er hardcorefan af Jean Rollin, er det muligt, man vil finde kvaliteter ved Les Démoniaques. For de fleste andre vil manglende narrativ sammenhæng, manieret overspil og en haltende visuel side være et frustrerende og kedsommeligt bekendtskab.

Lad mig indrømme det med det samme: jeg er ingen stor fan af Jean Rollin. Jeg ved, at Rollin har en fanskare, der er i stand til at værdsætte hans film for deres særprægede stemning, og ofte ganske høje grad af ekspressionistisk visuel skønhed. Selv om jeg må medgive, at manden kan skabe virkningsfulde billeder, må jeg samtidig klart sige, at det ikke fanger mig. Auteur eller ej: jeg finder Rollins film dræbende kedsommelige, uhyrligt prætentiøse og dybt frustrerende i deres mangel på narrativ sammenhæng.

Stemningen og billederne i højsædet

Dermed er linjen allerede stukket ud for denne anmeldelse, og det er helt sikkert, at der er folk derude, der vil være hamrende uenige med mig i min bedømmelse af Rollin som filmskaber. Dette til trods synes der at være nogenlunde bred konsensus om, at Les Démoniaques under alle omstændigheder ikke er én af Rollins bedste film.

Har man set nogle stykker af Rollins film ved man, at man ikke skal forvente en fortælling, der hænger specielt godt sammen fra et narrativt synspunkt, og man ved også, at dialog spiller en lille rolle: at det er stemningerne, billederne og det overordnede udtryk, der er i højsædet. På den måde passer Les Démoniaques ganske godt ind i Rollins øvrige produktioner, om end der også rent billedmæssigt er problemer her, hvilket jeg vender tilbage til.

Vragrøvere, voldtægt og vanvid
Kaptajnen (John Rico)
Kaptajnen (John Rico)

Handlingen er ganske kort fortalt denne: en lille flok blodtørstige vragrøvere lokker skibe til at gå på grund og plyndrer vragene. Det er Kaptajnen (John Rico), Bosco (Willy Braque), Paul (Paul Bisciglia) og Tina (Joëlle Coeur). Les Démoniaques begynder netop som de fire har tvunget et skib på grund og leder efter vraggodset. Ikke alle skibets ombordværende er imidlertid døde: to blonde piger vakler op på stranden – fra ét mareridt til det næste. De voldtages, udsættes for fysisk vold, og efterlades for døde af de fire blodtørstige og liderlige banditter, som derpå vender tilbage til baren i den lille by, hvor handlingen foregår.

Og her begynder tingene så at blive mærkelige. Kaptajnen begynder at se syner: de to unge piger synes at hjemsøge ham, og Kaptajnen bliver efterhånden mere eller mindre sindssyg. De fire vragrøvere tager afsted igen for at sikre sig, at de to piger er døde, men ikke før den clairvoyante kromutter har udtalt nogle dystre ord.

Tina (Jöelle Coeur)
Tina (Jöelle Coeur)

Tilsyneladende er der nogle ruiner i nærheden, som alle er bange for, på nær den psykopatiske Tina. Det lykkes for de to blonde piger at komme frem til ruinerne, hvor de møder en pige, der er klædt ud i klovnekostume, og en Rasputin-lignende mand. De to lader til at vogte over en person, der holdes indespærret i ruinerne. Klovnepigen og Rasputin tager sig af pigerne, og fortæller dem, at det kun er dem, der kan sætte den indespærrede mand fri, og at han vil kunne give dem midlet til at tage hævn over de fire blodtørstige vragrøvere.

Sex med Satan
De to piger
De to piger

Det siges aldrig direkte, men det er ret tydeligt, at den indespærrede mand må være Djævlen. De to piger slipper ham fri, og efter at de har haft samleje med ham (naturligvis, fristes man til at sige), erklærer han, at hans kraft nu er i dem indtil solopgang. De har altså nogle få timer til at tage deres hævn.

Dette udnytter de dog ret dårligt. De tager ind til kroen, hvor de ikke formår andet end at skræmme livet af de lokale. Så flygter de tilbage til ruinerne, hvor de opdager, at de fire vragrøvere har været på spil og såret både Klovnepige og Rasputin dødeligt. Kun ved at blive hos dem til solopgang, kan pigerne redde deres liv, hvilket imidlertid vil blive på bekostning af deres eget, for så forlader Djævlens kræfter dem, og de er på ny almindelige dødelige.

Falsk varebetegnelse
De to piger møder Klovnepigen i de mystiske ruiner - det er pænt sort
De to piger møder Klovnepigen i de mystiske ruiner - det er pænt sort

Præcis hvordan det hele spænder af, vil jeg ikke fortælle her, men blot sige, at bagsideteksten på Another World Entertainments udgave af Les Démoniaques ikke bare tangerer, men er falsk varebetegnelse. Hør her:

To skibbrudne piger ryger i kløerne på en bande brutale pirater, der voldtager og myrder dem. De fire banditter, inklusiv den underskønne Tina, har ingen kvaler som følge af deres handling, men det varer ikke længe, inden de får anledning til bekymring. Pigernes sjæle har nemlig indgået en pagt med Satan, som nu har givet dem magiske kræfter. Så nu har de bare et mål – at finde og udrydde deres overfaldsmænd på blodigste vis!

Ikke alene lægger denne tekst en tolkning ind over filmen, som den efter min mening ikke kan bære (pigerne er ikke nødvendigvis døde), men referencerne til, at de vil “finde og udrydde deres overfaldsmænd på blodigste vis”, beskriver ikke den film, jeg har set. Kort sagt: pigerne udrydder ikke nogen som helst. Dermed ikke være sagt, at piraterne overlever, men det er ikke ved pigernes mellemkomst, at de tages af dage.

Ingen narrativ sammenhæng
Ra-Ra-Rasputin! Eller en lookalike under alle omstændigheder
Ra-Ra-Rasputin! Eller en lookalike under alle omstændigheder

Her er vi fremme ved manglen på narrativ sammenhæng. Pigerne får “magiske kræfter” af Djævlen (eller hvem han nu er), vender tilbage til kroen og foretager sig intet. Godt nok er de usårlige, hvilket vi ser, da Bosco planter en kniv i maven på den ene, men de bruger ikke deres kræfter til noget som helst. Tværtimod vender de tilbage til ruinerne, hvor banditterne nu allerede har været og har overfaldet Klovnepigen og Rasputin. Der bliver de så, indtil de mister deres kræfter og igen er hjælpeløse.

Narrativ kohærens eller ej, hvad er problemet så? Vi ved jo, at det ikke er Rollins ærinde at fortælle en historie, der er lige ud ad landevejen, men mere at skabe en stemningsmættet og billedskøn metafor. Og det er såmænd også fint nok. Hvis man er i det analytiske humør er Les Démoniaques jo en historie om valget mellem at gøre det gode eller det onde: pigerne vælger at opgive deres kræfter (og dermed sandsynligvis deres liv) for at hjælpe de eneste, der har været søde ved dem, til fordel for at få hævn over de onde. Banalt, ja, men sådan er det jo så ofte.

Den fimsede Djævel
Den fimsede Djævel

Hvis så bare Les Démoniaques rent visuelt havde kunnet leve op til nogle af Rollins andre produktioner, der vitterligt formår at opnå et eget særegent liv på grund af de drømmeagtige, dialogtomme tableauer. Desværre fejler filmen også langt hen ad vejen her. Der er ganske vist enkelte scener, hvor Rollins visuelle kunnen ikke fornægter sig. Det er hovedsageligt i scenerne, der foregår i de mystiske ruiner – en Rollin-klassiker – men også i enkelte af scenerne ved havet.

Desværre foregår en god del af filmen også på den tidligere omtalte bar eller kro, som er en virkelig dårligt udført kulisse, der mest af alt minder om noget, man kunne forvente at finde på et tredjerangsteater. Det gør også, at filmen fra et rent visuelt synspunkt ikke fremstår som nogen æstetisk nydelse, og det er særdeles stemningsdræbende, når der skiftes mellem eksteriørscenerne og scenerne i baren.

Ekspressionistisk overdrev
Så korpuleres der! Det får tøserne ikke det helt store ud af
Så korpuleres der! Det får tøserne ikke det helt store ud af

Skuespillet er der ikke meget godt at sige om. Dialog spiller sjældent nogen væsentlig rolle i Rollin-film, og det gør den heller ikke her. Når den forekommer, er den imidlertid særdeles overdrevet, og især John Rico brillerer i manieret overspil som Kaptajnen. Ganske vist præsenteres filmen direkte som et ekspressionistisk værk (det står i forteksterne), men her er vi for alvor ude på overdrevet. At bare patter og umotiveret sex spiller en ret stor rolle hele vejen igennem, kan ikke overraske de, der kender Rollin, men her nærmer det sig for alvor det ufrivilligt komiske.

Med andre ord har vi altså en film, der mangler narrativ sammenhæng, skuespilmæssigt er helt ude i hampen, og som også halter på den visuelle side, som ellers er Rollins største styrke. Han formår kun i få scener at opnå noget af den drømmeagtige kvalitet, der findes i andre af hans film. Det betyder, at en af de få ting, der kunne have gjort filmen rigtig seværdig for de, der dyrker den slags, mestendels glimrer ved sit fravær. Jeg vil derfor påstå, at man skal være alvorligt betaget af Jean Rollin for at man kan finde væsentlige kvaliteter ved Les Démoniaques.

Les Démoniaques er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Les Démoniaques
Andre titler: Curse of the Living Dead, Demoniacs, Deux vierges pour Satan, Les Diablesses, L’Isola delle demoniache, Tina, la naufrageuse perverse
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean Rollin
Cast: Joëlle Coeur (Tina), John Rico (Kaptajnen), Willy Braque (Bosco), Paul Bisciglia (Paul), Lieva Lone (Demoniaque #1), Patricia Hermenier (Demoniaque #2), Louise Dhour (Louise), Ben Zimet (eksorcist), Mireille Dargent (klovn), Miletic Zivomir (Djævlen)
Producere: Pierre Quérut (producer), Lionel Wallmann (producer)
Foto: Jean-Jacques Renon
Klip: Michael Patient
Musik: Pierre Ralph
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.66:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Frankrig/Belgien, 1974
Produktionsselskaber: Général Films, Les Films ABC, Nordia Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/06/2008