Library of Souls

2 minutters læsetid

Library of SoulsMin indledende, femstjernede begejstring for Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children skyldtes i høj grad det makabre, okkulte univers og de herlige særlinge, der befolker det.

Dertil kom stemningen af gryende ulykke, skæbnesvanger kærlighed og social og geografisk isolation. Den samlede læseoplevelse var intens og poetisk, rædselsvækkende, men smuk.

I 2’eren, Hollow City, blev universet udbygget med blod og krudt, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Den verden, Ransom Riggs har skabt, fortjener bedre, og jeg har svært ved at tilgive ham, at han ikke lader sine hovedpersoner og læsere ånde lidt ud i ny og næ.

Jeg efterlyste substans i Hollow City, og den kommer kedeligt nok kun haltende og ufuldkommen tilbage i Library of Souls.

Hollow City var én lang jagtscene, hvis endelige mål var diffust. Destinationen var ukendt. For Jake – den lidt udenforstående fortæller i trilogien – var det frustrerende ikke at kende rejsens dybere mening, men det var måske godt det samme, at han ikke var klar over sandheden. Turen går nemlig lige lukt i Helvede.

I Dantes fodspor

Helvedesfærden er en mytologisk og litterær trope, der simpelthen aldrig bliver kedelig, og det redder helt klart Library of Souls, at den bliver skrevet ind i traditionen med Orfeus, Balder, Dante og alle de andre inferno-turister.

Handlingsmæssigt befinder de få overlevende og frit bevægelige hovedpersoner sig i en desperat situation, hvor de er tvunget til at risikere liv og sjæl for at løse plottet. De skal endegyldigt krydse grænsen, fysisk, metafysisk og mentalt, mellem det sikre og det ukendte.

Riggs udbygger på ny universet, men bevarer sin loyalitet overfor det allerede skabte. Der er ingen guddommelige maskiner, der kommer ned fra himlen – vores helte må selv trække sig fri af sølet med selvopofrelse og en nærmest masochistisk trang til at lide for at andre kan overleve.

Dette bliver gestaltet totalt i en karakter, hvis magiske evne er at helbrede andre, men kun ved at opgive dele af sin egen krop og livskraft. Gennem hende illustreres det, hvordan livet er én ustoppelig kannibalistisk genfødsel – ikke ligefrem det mest positive livssyn, men troværdigt og, igen, tro mod trilogiens univers.

Gusten totaloplevelse

Jeg har, i mine anmeldelser af de to første bøger, forsømt at nævne en af de ting, der gør serien til noget særligt. Bøgerne er smukt sat op, med stor kærlighed til det grafisk komplette og næret af en gotisk æstetik, der emmer af kvalitetsuhygge.

Det ville næppe have virket så overvældende uden de mange mere eller mindre groteske sort/hvide fotos, som Riggs, med imponerende nørdet ildhu, har gravet op hos private samlere. Der er øjensynligt et stort miljø og marked for gamle trick-fotos og mystiske portrætter af vanskabninger.

Disse finder fin anvendelse i Miss Peregrine-bøgerne, både som stemningsunderbyggende illustrationer, men også som deciderede forlæg for karakterer, bygninger og landskaber.

Kun et fåtal af billederne er redigeret til brug i bøgerne. Langt størstedelen er bragt i uændret tilstand, hvilket kun føjer mere mystik og bizarreri til det samlede værk. Trilogien bliver dermed en totaloplevelse af tekst, billeder og grafik, som jeg selv supplerede med en auditiv dimension, i form af post-industrielle Aghast, Pig Destroyers unikke drone-soundscape Natasha, og neo-folk fra det kulsorte overdrev, som Death in June og Blood Axis. Dette kan varmt anbefales, hvis man vil give sig i kast med Miss Peregrine-serien.

Library of Souls råder bod på meget af det, der gjorde Hollow City træg. Den har dog lidt svært ved at leve fyldestgørende op til den sublime start af trilogien, og derfor bliver det kun til fire stjerner.

4 stjerner

Titel: Library of Souls
Forfatter: Ransom Riggs
Forlag: Quirk Books
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2015
Sideantal: 464 sider

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017

Stikord: 3’er, Fortsættelse

Martin Schjönning er litterat, forfatter, rollespiller og generelt en inkarneret nørd – og stolt af det! Han debuterede som novelleforfatter i 2011 med Anonymt Bidrag i antologien Velkommen til Dybet, og har siden deltaget i flere antologier, blandt andet Vampyr, Pix og Varulv. Hans første kortroman, Deroute, udkom i maj 2015, efterfulgt af den første fulde roman, Afsind, i januar [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.