2012

3 minutters læsetid
2012

2012 er science fiction, og så skal der jo gerne være lidt videnskab. I 2009 opdager en videnskabsmand, at neutrinoer fra Solen er begyndt at mutere til en ny slags partikler: “They’re heating up the Earth’s core and suddenly act like microwaves,” forklarer han, og så er den videnskabelige lektion overstået.

Tre år senere går det så løs som – påstås det – forudset af mayaerne. Nostradamus var blevet sat i skammekrogen, da Jorden ikke gik under i 1999, hvorfor mayaerne synes mere kurante, især fordi profetien er det pure opspind. Men det er jo bare en film, og hvem hænger sig i den slags detaljer når man får CGI for alle pengene?

The world, as we know it, will soon come to an end

Det er 2012: Dommedag. I al hemmelighed har verdens regeringer dog bygget et lille antal arker, som skal sikre menneskehedens overlevelse. Eller rettere: De velbjærgede som har råd til at købe en billet. Forfatteren Curtis har fået nys om det hemmelige projekt.

– Hey. Hey, guess what? They’re selling seats.
– Put me down for three.
– No, guys like you and me don’t have a chance. You’d have to be Bill Gates or Rupert Murdoch or some Russian billionaire or something.

Curtis er selvfølgelig fraskilt far til to, hvoraf det ene barn selvfølgelig er en søn, som selvfølgelig har et anstrengt forhold til sin far – sådan er det jo. Det er den menneskelige vinkel. Men fra utallige andre film ved vi, at der ikke er noget som en større eller mindre apokalypse, der kan forene en splittet kernefamilie akkompagneret af alt, hvad Hollywood kan opdrive af strygere.

Ødelæggelsens æstetik

Som bekendt har instruktøren Roland Emmerich en forkærlighed for violinmuzak, dårlige skuespillere, sentimentalisme eller klichéer, så det må man leve med sammen med den tynde videnskabelige fernis og mayavrøvlet. Det væsentlige i hans katastrofefilm er da også ødelæggelsens æstetik.

Emmerich nyder tydeligvis at ødelægge ting. I Independence Day (1996) eksploderer Det Hvide Hus i et festfyrværkeri, i Godzilla (1998) tramper det muterede krybdyr gennem New York som en insensitiv King Kong, og i hovedværket The Day After Tomorrow (2004) er det hverken aliens eller reptiler, der hærger, men mennesket selv. Har man set sidstnævnte, har man set 2012.

Her er jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier, byer bliver knust, hele kontinenter lægges øde. Vore småborgerlige protagonister klarer altid skærene i sidste sekund, faktisk hver gang kun i allersidste sekund. Gentagelser er heller ikke noget, Emmerich viger tilbage for. Til gengæld giver det os et unikt prospekt af en verden, der braser sammen om ørerne på os. Det er sine steder både spektakulært, smukt og grusomt.

Imidlertid er det også filmens store svaghed. Emmerich bruger alle kræfterne på CGI i tillid til, at ingen bemærker fraværet af plot og handling. I sidste ende ligner 2012 mere et computerspil end en film.

Memento mori

Hvis man føler en infantil begejstring over storslået og global destruktion eller en anarkistisk fryd ved civilisationens undergang, vil man ikke blive helt skuffet over 2012. Men det er stadig en katastrofalt elendig film. Skønt alle Emmerichs dårlige vaner var tilstede i The Day After Tomorrow, formåede han alligevel at gøre filmens apokalyptiske tema nærværende – hvilket det sådan set også er.

Before this century is over billions of us will die and the few breeding pairs of people that survive will be in the Arctic where the climate remains tolerable.
– James Lovelock.

Heldigvis er vore ansvarlige politikere bevidst om alvoren. Siden 1995 har klodens topledere indløst flybilletter til eksotiske lokaliteter hvor de ikke bare er blevet enige om en menu men tillige om en dagsorden. Der er altså ingen grund til pessimisme. Eller hvad?

Those who will not reason
Perish in the act:
Those who will not act
Perish for that reason.

– W. H. Auden.

1 stjerne
Titel: 2012
Instruktør: Roland Emmerich
Manuskript: Roland Emmerich, Harold Kloser
Cast: John Cusack (Jackson Curtis), Amanda Peet (Kate Curtis), Woody Harelson (Charlie Frost), Morgan Lily (Lilly Curtis), Liam James (Noah Curtis), Danny Clover (President Thomas Wilson), Zlatko Buric (Yuri Karpov), etc.
Producere: Mark Gordon (producer), Harald Kloser (producer), Roland Emmerich (executive producer), Ute Emmerich (executive producer), Michael Wimer (executive producer)
Foto: Dean Semler
Klip: David Brenner, Peter S. Elliot
Musik: Harold Kloser, Thomas Wanker (som Thomas Wander)
Spilletid: 158 minutter
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2009
Produktionsselskaber: Columbia Pictures, Centropolis Entertainment, Farewell Productions
Distributør (DVD): Universal
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012

Thomas Strømsholt. Forfatter til overnaturlige, gotiske og sære historier, hvilket han skrupelløst gør reklame for på sin hjemmeside, www.tstromsholt.dk. I 2010 udkom hans første novellesamling, De underjordiske (H. Harksen Productions). Thomas skriver desuden for bogmagasinet Overgrunden og tegneseriemagasinet STRIP!. Nogle af hans favoritkunstnere inden for tegneserier er George Herriman, Winsor McCay, Chester Gould, Grant Morrison [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.