Thomas Strømsholt
Ingen kommentarer

Dinosaurs vs. Aliens

Dinosaurs vs. Aliens
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med en titel der henleder tankerne på Cowboys and Aliens, vil de fleste nok betakke sig, men faktisk er Dinosaurs vs. Aliens betydeligt mere intelligent end titlen lader ane, og dertil dygtig tegnet og fortalt.

“Barry Sonnenfeld’s Dinosaurs vs. Aliens,” udråber forsiden med store bogstaver. Barry hvem? Jo det var instruktøren bag blandt andet den vellykkede sci-fi-komedie M.I.B. (1997) og den gennemført idiotiske komedie Wild Wild West (1999). Men dette er hverken en komedie eller en film (endnu) men en tegneserie skrevet af Grant Morrison efter en idé af Sonnenfeld.

Hvis det navn ikke er tilstrækkeligt til at give Dinosaurs vs. Aliens en chance, så burde et blik på tegningerne gøre det. Ikke at forlaget ligefrem promoverer tegneren Mukesh Singh – hans navn optræder hverken på for- eller bagside, for der skulle jo være plads til Sonnenfeld.

Indrømmet: hvor uinspireret titlen end kan forekomme, er den ikke uden et element af forførelse. Hvem kan modstå dinosaurer og rumvæsner? Åbenbart ikke undertegnede som med spænding har afventet denne tegneserie i månedsvis. Endelig er titlen deskriptiv: der er virkelig tale om dinosaurer versus rumvæsner. Men det er også en konflikt, der vil noget mere end blot underholdning.

Dominion

Vi er omkring 65 millioner år tilbage itiden. Dinosaurerne dominerer Jorden, og der er ingen risiko for, at Daniel Craig dukker op og spolerer det hele. Flyveøgler svæver rundt på himlen, i baggrunden ses fjerne bjerge og kæmpevulkaner, nede i de disede dale og frodige skove rumsterer en flok dinosaurer, brontosaurus, triceratops, raptorer og hvad de nu ellers hedder.

Min eget kendskab til disse væsner indskrænker sig stort set til Jurassic Park (1993), men man behøver ikke være palæontolog for at bemærke, at de adskiller sig markant fra alle hidtidige fremstillinger: De bærer en slags make-up og smykker af blomster, fjer, sten og klør, og nogle af disse store planteædere er tilmed udstyret med fastspændte stødtænder.

Mens denne farverige flok ligger i kamp med en enøjet Tyrannosaurus, som for øvrigt ikke følger dagens mode og naturligvis nok heller ikke har brug for kunstige våben, frembryder et sælsomt syn på himlen: et cirkelformet rumskib der ser ud som om det er ankommet fra Close Encounters of the Third Kind (1977).

Men disse rumvæsner opfører ikke et lys- og musikshow for kridttidens jordboer. Idet de indfødte anses for laverestående intelligensvæsner, gøres der intet forsøg på kommunikation. I stedet iværksætter rumvæsnerne ”Dominion”, en procedure der skal sikre dem herredømmet på bekostning af de indfødte.

Truede arter

”We had no choice. We were a species sliding down the razor’s edge to extinction,” forklarer Commander Kit i de ledsagende tekstbokse. Kits egen hjemplanet er for generationer siden gået under, mere end halvdelen af hans art er død under migrationen, og de er løbet tør for brændstof og håb.

Men Kits stemme er en bekendelse og en advarsel:”We did what we had to do and I challenge you all to say you wouldn’t do the same. But that doesn’t mean we were right.”Kits stemme er en meget human stemme. Deres moralske og taktiske fejl ligger i at de ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på de intelligenstegn, som dinosaurerne udviser.

Ud over smykker og make-up har de indfødte udviklet et primitivt samfund komplet med samarbejde og sociale hierarkier samt indbyrdes konflikter. Det der kunne have været et frugtbart kulturmøde bliver et voldeligt clash of civilisations. Hvordan den kamp ender ved ethvert skolebarn – af dinosaurerne er der kun fugle og krokodiller tilbage.

Men hvad blev der af rumvæsnerne?

Manifest Destiny

I 1609 udgav præsten Robert Gray en prædiken, hvori det hed, at store dele af Jorden, menneskets gave fra Gud, var ”possessed and wrongfully usurped by wild beasts, and unreasonable creatures, or by brutish savages, which by reason of their godless ignorance, and blasphemous Idolatrie, are worse than those beasts which are of a most wild and savage nature.” Med sin prædiken opfordrede Gray til at kolonisere Virginia som svar på Englands overbefolkning.

Samme tankegang behersker rumvæsnerne. Hvis der skulle være nogen tvivl tilbage hos læseren, skærer Sonnenfeld temaet ud i pap i sit forord: Dinosaurs vs. Aliens handler om koloniseringen af Nordamerika (Kit er ligefrem navngivet efter Kit Carson). Sonnenfeld kalder det en metafor, men allegori måske ville være mere korrekt; under alle omstændigheder er subteksten meget tydelig.

Rumvæsnerne møder en større modstand, end de havde forventet, men der er som nævnt også intern splid mellem de indfødte. Førnævnte Tyrannosaurus er stolt og mere interesseret i at beskytte sit eget afkom end i at gå sammen med sine naturlige fjender mod den nyankomne trussel – han er enøjet (get it?). Men hvor gennemskuelig historien end er, er den dog ikke uden overraskelser og charme.

Visuel skønhed

Så vidt jeg ved, er det første gang at en filmidé foreligger som tegneserie, før den realiseres på biograflærredet. Her er dog ikke tale om et storyboard men en selvstændig tegneserie.

Mukesh Singh er et nyt navn for mig, men han kender tydeligvis sit håndværk. Næsten hver ramme rummer skønhed, og de dramatiske splashsider er effektive og storslåede. Men dinosaurerne, skønt levende og detaljeret tegnet, mangler personlighed.

Det er måske unfair at sammenligne med Frank Quitely og hans samarbejde med Morrison på WE3 (2004), en af de bedste tegneserier nogensinde skabt. Med minimal dialog formåede Quitely at skabe dyr med fuldt udviklede og individuelle personligheder.

Det hjalp selvfølgelig, at WE3’s protagonister var pattedyr og endda af den slags, som vi læsere har en tendens til at antropomorfisere. Øgler og krybdyr har vi det til gengæld svært med.

Singh gør sit bedste for at portrættere dinosaurerne, men vi kommer aldrig rigtigt ind under deres pansrede, hårde hud. Den enøjede Tyrannosaurus er en markant og bemærkelsesværdig undtagelse.

Bedre er det ikke med rumvæsnerne som er gemt under et billeagtigt og meget uniformt exoskelet (eller noget i den stil), men i det mindste taler de. Grant Morrison har gennem sin efterhånden lange karriere udviklet en dynamisk stil og fortælleteknik, som ikke forlader sig på ordrige tekstbokse.

En af hans største evner som fortæller er at overlade så meget af fortællingen som muligt til tegneren: Vi får ikke fortalt, hvad der sker, vi ser det. Men da læsningen af Dinosaurs vs. Aliens i store stræk er afhængig af Kits narration gennem tekstbokse, mindskes fortællingens dynamiske aspekt.

Monstrene kommer

”Listen closely,” skriver Morrison i sit forord. ”Is that thunder? Or voices? Or the opening chords for the end of worlds? The monsters are coming.” Hvem er monstrene?

Ud over Singhs streg er den største styrke ved denne tegneserie måske at der hverken er helte eller skurke. Dinosaurs vs. Aliens er ikke så endimensionel som for eksempel Camerons Manifest Destiny-film, Avatar (2009). At dinosaurerne kæmper for deres egen overlevelse kan man næppe laste dem for.

Hvad angår rumvæsnerne, har de intet andet valg end at slå sig ned på den Blå Planet, hvis de ikke skal uddø som race. Her halter allegorien lidt, men i deres overbevisning om egen overlegenhed er rumvæsnerne generelt ligeså racistiske som denne verdens Robert Grays og General Custers.

For øvrigt antydes det, at rumvæsnerne lægger spiren til en ny slags uhyrer – gæt selv hvem. Her slutter Dinosaurs vs. Aliens efter kun 96 sider – alt for kort – med ordene: ”End of part 1”, men egentlig behøves ingen fortsættelse. Det er særdeles tvivlsomt, om denne underholdende historie med held lader sig omskabe til en CGI-film, men åbenbart fantaserer Sonnenfeld allerede om en trilogi.

4 stjerner

Titel: Dinosaurs vs. Aliens
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Mukesh Singh
Forlag, år: Dynamite Entertainment & Liquid Comics, 2012
Albumlængde: 96 sider

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *