13. marts 2014

300: Rise of an Empire

Vulgær, rodet, magisk, teatralsk: Velkommen til en greenscreen-bandit, der underholder bravt, mens den bader os i CGI-blod.

Zack Snyders 300 fra 2006 blev en dundrende succes, der gav genklang ind i de spartanske annaler. Et budget på ”små” 65 millioner dollars blev forpagtet til en box office-succes på intet mindre end 456 millioner dollars.

Efterfølgeren har så et budget på 110 millioner dollars, og det er allerede blevet tjent ind på en uge, så der kommer nok flere film i 300-serien, og man forstår godt, at der er tænkt i en fortsættelse lige siden 2006. Med 300 havde man et fremragende forlæg i form af Frank Millers graphic novel af samme navn, der udkom i 1999.

Alarmklokkerne begynder at ringe

Efterfølgeren er så baseret på en Miller-tegneserie med titlen Xerxes, som endnu ikke er udkommet. Og det bør sætte gang i alarmklokkerne. Men der er også andre elementer, der peger mod fiasko: Gerald Butler, der var omdrejningspunktet i den første film, er ikke med, og instruktøren, Noam Murro, har kun én anden film på sit cv.

Handlingen i 300: Rise of an Empire er tynd som papir. Måske endda tyndere. Den er også lidt sjusket fortalt, og jeg er ret sikker på, at jeg ved en gensyn på BluRay vil spole en del frem og tilbage for at nyde den fremragende billedside.

Vi er i 480 f.kr.: Perserne angriber, og grækerne forsvarer sig mod overmagten. Denne gang mest på vandet og i nogle meget betagende søslag. Handlingen fra 300 rives ind i handlingen på dens efterfølger, og det fungerer ikke særlig godt.

Overrumplende biografoplevelse

300: Rise of an Empire har mange andre problemer, men den har så sandelig også mange ting, der får mig til at få våde drømme om natten. Jeg så filmen i 3D og samtidig Level 7 (65 % højere lyd, sådan det var tiltænkt fra filmfolkenes side). Efter visningen var ALLE mine sanser, på godt og ondt, gennembanket. Det er netop den type visning, der går direkte i struben på downloaderiet, da man her får noget, man bestemt ikke kan få hjemme i stuen.

Filmen mangler Gerald Butler – eller en anden sej skuespiller med pondus. Sullivan Stapleton fungerer glimrende som Themistocles i kampscenerne, som der naturligvis også er mange af, men han kommer til kort i både dialog og monologscenerne. Han kan ikke bære den patos, der glider ud af replikkerne, og når han holder sine store taler, runger det desværre hult.

Det gør, at filmen ikke løftes op på det niveau, vi så i 300, hvor replikker som ”Ready your breakfast and eat hearty, for tonight we dine in Hell!” blev leveret med sikker hånd af Butler. Det lag mangler i 300: Rise of an Empire.

Problemer i manuskriptafdelingen

Men det største problem ved filmen er dog manuskriptet, der fægter i blinde, ofte uden fokus, og hvor man ikke helt har kunnet beslutte sig for, hvilken retning filmen skulle fortælles i og hvilken form, det skulle gøres med.

Det er tydeligt, at der er brugt meget voice over, da filmen ellers simpelthen ville være blevet for rodet, men det gør også, at man som tilskuer føler sig lidt talt ned til. At filmen foregår før, under og efter handlingen i 300 er som sådan en fin ide, men det er ikke udført godt nok. Så er det sagt.

Men, men, men. Der er så sandelig også mange ting, der fungerer. Rent visuelt er filmen overrumplende, og hvis man køber strategien, overdrevet og svulstigt som den er, er man inde for ”a ride”. Mange film bruger greenscreen, fordi de gerne vil tilnærme sig at ligne virkeligheden, men det gør 300-drengene ikke. Det er ikke meningen.

Det skal ligne film/tegneserie, og det univers, der er skabt, er både vulgært, smukt og alt for meget af det gode. Derudover er der tilsat slow motion og bullet time samt spandevis (og mange af dem) med CGI-blod. Normalt er jeg ikke den store fan af CGI-blod, men her fungerer det fremragende, da filmens look i forvejen er så kunstigt (på den fede måde), som det næsten kan blive, uden at det bliver til tegnefilm.

Sværd og sandal – den italienske kopifabrik

Man kan også spørge sig selv om dette er en korrekt historisk skildring af slagene omkring 480 f.Kr., og før du får din Bailey galt i halsen, må jeg sige, at det er det ikke. Langt fra. Faktisk MEGET langt fra. Så hvis du forventer det, bør du gå i en stor bue uden om denne moderne pepla-film (sværd og sandal).

Frank Miller så som knægt The 300 Spartans fra 1962. Den var en amerikansk udgave af pepla-filmene. I perioden fra 1958-1965 spyttede den italienske filmindustri masser af disse film ud, som var kopier af de store historiske eposser fra Hollywood. Efter 1965 blev det så til spaghetti westerns fra Italien, sidenhen actionfilm, zombiefilm og resten er historie.

Uden at skulle være for hård ved den italienske filmindustri, og ja, der dukker gode film om en gang imellem, havde de deres kunstneriske storhedstid fra ca. 1944-1952 med neorealismen. Men mindre end kunst kan sagtens også gøre det, og her på Planet Pulp elsker vi de italienske kopimaskiner. Big time.

Vulgært og underholdende

Men det jeg vil frem til er, at 300: Rise of an Empire er efterfølgeren til en film, der er baseret på en tegneserie, som er baseret på en film, der var en inspireret af nogle italienske kopifilm, der var inspireret af store Hollywood-film fra 1940’erne og 1950’erne. Så du skal nok kigge langt efter den historiske korrekthed, og det er sådan set glimrende. Det vi til gengæld får, er en mytisk gengivelse af en historisk virkelighed og det støtter stilen perfekt op om.

Alt i alt er 300: Rise of an Empire en vulgær film. Overlæsset, overfortalt men også overrumplende. Så den store finte er at slå hjernen fra og lade sig forføre af lyden og billederne. Den når ikke op på siden af sin forgænger, men rent underholdningsmæssigt er filmen en kæmpe succes. Og til husarerne: der er også bryster i 3D og lækkerier i form af Eva Green.

4 stjerner

Titel: 300: Rise of an Empire
Instruktør: Noam Murro
Manuskript: Zack Snyder, Kurt Johnstad baseret på ikke-udgivet tegneserie af Frank Miller
Cast: Sullivan Stapleton (Themistokles), Eva Green (Artemisia), Rodrigo Santoro (Xerxes)
Producere: Mark Canton (producer), Bernie Goldmann (producer), Thomas Tull (producer), Gianni Nunnari (producer), Zack Snyder (producer), Deborah Snyder (producer) Marty P. Ewing (executive producer), Craig J. Flores (executive producer), Jon Jashni (executive producer), Stephen Jones (executive producer)
Foto: Simon Duggan
Klip: David Brenner og Wyatt Smith
Musik: Junkie XL
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, 2014
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures

Anmeldt i nr. 101 | 13/03/2014