13. november 2013

Maniac

Den unødvendige 2012-genindspilning af Maniac holder skindet på næsen på grund af en sjov gimmick og en til tider ubehagelig og urovækkende stemning.

Maniac er en genindspilning af filmen af samme navn fra 1980, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Dengang var jeg måske lidt hård ved Lustigs originale film, men jeg holder fast i min centrale pointe, nemlig at filmen vakler lidt mellem to forskellige udtryk, der begge er fascinerende, men som ikke fuldt tilfredsstillende kobles sammen til et homogent hele.

2012-udgaven af Maniac lider ikke helt under samme problem som originalen, men det betyder til gengæld også, at den på mange måder er langt mindre fascinerende på det psykologiske plan.

Den nye udgave af Maniac er skrevet af Alexandre Aja og Gregory Levasseur, der tidligere har samarbejdet om manuskripterne til Haute tension (2003, engelsk: Switchblade Romance) og 2006-genindspilningen af Wes Cravens The Hills Have Eyes – begge film i øvrigt instrueret af Aja. Med andre ord er det er par blodige herrer, vi har med at gøre, og det bærer Maniac da også præg af.

Filmen er instrueret af den ligeledes franske Franck Khalfoun, der også tidligere har arbejdet sammen med Aja og Levasseur, og i øvrigt bør det lige nævnes, at instruktøren af den originale Maniac, William Lustig, er en af filmens producere.

Tro overfor forlægget

Hvad angår historien, forholder Maniac sig meget tro overfor sit forlæg: Vi følger den ensomme Frank, der om dagen restaurerer antikke mannequindukker og om natten forvandles til en sindssyg kvindemorder, der skalperer sine ofre.

Skalpene tager han med hjem og sætter på mannequiner, som han har i sin lejlighed, mens han fører imaginære samtaler med en person, som vi ret hurtigt finder ud af er Franks afdøde mor. Igennem en serie flashbacksekvenser afsløres det desuden for os, hvorfor Frank er, som han er – lad os bare sige, at Franks mor ikke ligefrem var det bedste forbillede for knægten.

En dag møder Frank den smukke fotograf Anna (Nora Arnezeder), der fascineres af mannequinerne i Franks butik og gerne vil bruge dem til en kunstudstilling. De to indleder et venskab, og Frank forelsker sig i Anna, men dæmonerne forsvinder ikke af den grund…

Radikalt anderledes fortællestil

Præcis hvordan og hvorledes handlingen udspiller, er det ikke på sin plads at gengive her. Har man allerede set den originale Maniac afslører jeg dog intet ved at sige, at filmen også heri forholder sig (stort set) tro overfor sit forlæg.

Der hvor genindspilningen for alvor adskiller sig, er i den måde, filmen er fortalt på. Det sker nemlig næsten udelukkende igennem POV-shots. På nær ganske, ganske få scener, hvor kameraet får en ”ud af kroppen-oplevelse”, opleves hele filmen gennem Franks øjne, og Frank, der spilles af Elijah Wood, ser vi kun som spejlbilleder i spejle, butiksruder eller lignende.

På den ene side skaber denne fortælleform en ubehagelig oplevelse af nærhed med Frank – vi ser trods alt verden gennem hans øjne – men på den anden side har det desværre også den effekt, at det stort set suger al suspense og uhygge ud af filmen. Den er stadig urovækkende og til tider ubehagelig, men den originale films til tider helt eminent opbyggede spændingssekvenser glimrer ved deres totale fravær – og det på trods af, at filmen faktisk også indeholder en ny udgave af originalens klart bedste sekvens, hvor Frank jager et offer i undergrundsbanen.

POV-fortælleformen gør, at spændingen udebliver, for vi ved jo trods alt, at Frank ligger gemt under en bil, når hans kommende offer går så tæt på bilen, at han kan række ud og snitte hendes akillessene over. Det er ikke uden grund, at POV-shots normalt kun bruges som krydderi, krydsklippet med ”almindeligt” objektivt filmsprog.

Kan ikke hamle op med originalen

Et andet sted, den nye Maniac ikke kan hamle op med sit forlæg, er i portrætteringen af Frank. Joe Spinell ydede en fremragende indsats i den oprindelige film, hvor hans forsøg på normalitet blev decideret rørende og skabte en ekstra kontrast til hans monstrøse handlinger om natten.

Det er såmænd ikke fordi, jeg tvivler på Elijah Woods evner som skuespiller – problemet er, at man ser ham så lidt, som man gør. Hans forsøg på at agere normal opleves derfor alene gennem hans stemmeskuespil og kameraføringen, og det bliver desværre aldrig overbevisende.

I Lustigs Maniac så man både galningen og staklen Frank Zito; i genindspilningen dominerer galningen totalt, måske også fordi Franks brutale handlinger, qua fortælleformen, bliver serveret med publikum på førsteparket. I modsætning til forlægget, opnår man da heller ikke et øjeblik at føle sympati for Elijah Woods Frank, og hermed bliver 2012-udgaven af Maniac en noget fladere film, der spiller på kuriosaværdien i sin fortælleform og det at fortælleformen øger chokværdien ved de til tider meget blodige og brutale mordsekvenser.

Den urovækkende og ubehagelige stemning kan man imidlertid ikke tage fra filmen, og sammen med den aparte måde, Maniac er fortalt på, er det noget af det bedste ved filmen. Selvom det er en gimmick, så fungerer det faktisk langt hen ad vejen, og om ikke andet så må man tage hatten af for Khalfoun og hans fotograf Maxime Alexandre for at få det til at lykkes.

Holder skindet på næsen

Vi havde ikke rigtig brug for en genindspilning af Maniac, og den nye film er da heller ikke nær så god som sit forlæg. Men på grund af sin til tider ubehagelige stemning og gennemførte gimmick holder Maniac alligevel skindet på næsen og er en film, genrefans sagtens kan smide i dvd’en en grå søndag efterniddag.

Maniac er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Maniac
Instruktør: Franck Khalfoun
Manuskript: Alexandre Aja & Gregory Levasseur
Cast: Elijah Wood (Frank), Nora Arnezeder (Anna)
Producere: Alexandre Aja (producer), Thomas Langmann (producer), William Lustig (producer), Antoine de Cazotte (executive producer), Daniel Delume (executive producer), Andrew W. Garroni (executive producer), Pavlina Hatoupis (executive producer), Alix Taylor (executive producer)
Foto: Maxime Alexandre
Klip: Baxter, Franck Khalfoun
Musik: Rob
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig/USA, 2012
Produktionsselskaber: La Petite Reine, Studio 37, Canal+, Ciné+, Blue Underground
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 97 | 13/11/2013