13. september 2013

The Day the Earth Stood Still

The Day the Earth Stood Still er ét score af den type, der ikke bare understøtter den film, det er komponeret til, men som faktisk er med til at konstituere hele filmoplevelsen. Det er filmmusik af en særegen høj kvalitet.

I 1951 havde to klassiske science fiction-film om besøg fra rummet premiere: The Day the Earth Stood Still med Michael Rennie som den godhjertede Klaatu, der kom for at give Jorden en advarsel, og The Thing from Another World med Peter Arness som den alt andet end godhjertede ”thing”.

Et interessant aspekt ved musikken fra de to film er, at begge scores inkorporerer theremin – det besynderlige elektroniske instrument, der spilles uden berøring og som skaber en klagende, modulerende lyd. Af de to scores var det Bernard Herrmanns fra The Day the Earth Stood Still, der skulle blive skoledannende, ikke mindst på grund af den måde, Herrmann anvendte thereminen på.

I scoret til The Thing from Another World brugte Dimitri Tiomkin thereminen langt mindre åbenlyst – som et supplement til det i øvrigt meget klassisk orkestrerede score og ofte med thereminen langt nede i lydbilledet. Herrmann gjorde det modsatte: Han lagde thereminen langt frem i lydbilledet og gjorde det til ét af de absolut primære instrumenter i sit score.

Specielle orkestreringer
Bernard Herrmann (1911-1975)
Herrmanns score var også på andre måder specielt, for Hermann var, om nogen, kendt for sine ofte specielle orkestreringer. Tænk f.eks. på Psycho (1960), der blev komponeret udelukkende for strygere, eller Journey to the Center of the Earth (1959), der slet ikke indeholdt strygere, men til gengæld supplerede træ- og messingblæsersektionerne med masser af percussion, adskillige harper og ikke mindst fem (ja, fem!) orgler – heraf ét stort kirkeorgel og fire elektroniske.

Også The Day the Earth Stood Still nyder godt af Herrmanns eklektiske instrumentering: scoret blev komponeret for et mindre ensemble, bestående af to thereminer, tre trompeter, tre tromboner, fire tubaer, et harmonium (populært kaldet stueorgel), to Hammond-orgler, to flygeler og dertil adskillige percussioninstrumenter (herunder vibrafon) samt elektrisk violin, cello, bas og guitar. Det resulterede i et score, der er langt mere intimt end Tiomkins store og bredt orkestrerede score, og det skabte en helt speciel stemning og ikke mindst en helt speciel lyd – ikke mindst takket være thereminerne.

Fra The Day the Earth Stood Still og fremefter blev thereminen i mange scores en signaturlyd for 1950’ernes flyvende tallerkener, og det er blandt andet også Herrmanns indflydelse, Danny Elfman kærligt parodierer i sit score til Tim Burtons Mars Attacks! (1996).

Flere klart artikulerede tematiske idéer

Der er adskillige klart artikulerede tematiske idéer i scoret til The Day the Earth Stood Still. De vigtigste er hovedtemaet med dets stigende og faldende skalaer og med liberal anvendelse af thereminen. Dernæst kommer et flygeldomineret suspensemotiv og et truende og aggressivt motiv for robotten Gort. Endelig er der et nobelt trompettema, der er langt det mest konventionelle ved hele scoret.

De tre primære idéer bruges forskellige steder og i flere forskellige permutationer i løbet af scoret, ikke mindst hovedtemaet, som Herrmann dekonstruerer efter behov og i flere cues kun citerer – faktisk bruges det fuldt udviklede hovedtema kun i fire cues: ”Prelude and Outer Space” (nr. 1), ”Escape” (nr. 8), ”Panic” (nr. 22) og ”Finale” (nr. 33). Ellers anvendes temaet langt mere subtilt, som f.eks. i ”Klaatu” (nr. 4).

Suspensemotivet, der først høres i ”Radar” (nr. 2) hører vi kun flygtigt igen og, ligesom hovedtemaet, i en meget anderledes udgave, f.eks. i ”Nikto” (nr. 26), mens Gort-motivet, der første gang høres i ”Gort” (nr. 5), bruges i en serie forskellige udgaver, bl.a. i ”The Robot” (nr. 14) og ”Captive” (nr. 27).

Det omtalte trompettema høres udelukkende i de to umiddelbart på hinanden følgende cues ”Arlington” og ”Lincoln Memorial” (nr. 10-11), og som sagt udgør temaet her uden tvivl scorets mest konventionelle idé. Det gør bestemt ikke temaet mindre tiltalende, og hvor fremragende resten af scoret end er, udgør de to cues også en lille ø, hvor der stemningsmæssigt falder ro over det ellers ofte urovækkende lydbillede, Herrmann skaber.

Stemningen gør scoret imponerende

Her er vi imidlertid også inde ved det, der gør musikken til The Day the Earth Stood Still så fremragende. For uanset, at der er en stribe temaer og motiver, som Herrmann suverænt varierer, dekonstruerer og rekonstruerer, så er det stemningen, Herrmann formår at skabe, der gør The Day the Earth Stood Still så effektivt og imponerende et score.

The Day the Earth Stood Still er i den forstand ingen ”let” lytteoplevelse – det er der mange af Herrmanns scores, der ikke er – men musikkens effektivitet er uovertruffen, også i de cues, der på ingen måde inkorporerer nogle af de tematiske idéer. Der er stribevis af forrygende cues, der stemningsmæssigt ligger fra suspense til horror og endda action.

Det ville være omsonst at gennemgå dem alle – blot vil jeg her nævne et par af mine favoritter, de to imponerende suspensecues ”Nocturne” (nr. 12) og ”Space Control” (nr. 15), der imponerer endnu mere ved at være så forbløffende afdæmpede, som de er – der er en enkelhed og en renhed over Herrmanns kompositioner, der imidlertid ikke må misforstås som udtryk for minimalisme.

”Escape”, der anvender det fuldt udviklede hovedtema, er et frenetisk højtempo-actioncue med masser af theremin og det umiddelbart følgende ”Solar Diamonds” (nr. 9) er et vidunderligt mystisk (og ekstremt enkelt) atmosfærisk cue, udelukkende komponeret for vibrafon.

Flot genindspilning

Den anmeldte udgave af scoret er – ligesom den her på Planet Pulp anmeldte udgave af scoret til Psycho – en genindspilning af scoret, dirigeret af den dygtige amerikanske komponist Joel McNeely, der for pladeselskabet Varèse Sarabande har stået for en stribe genindspilninger af Bernard Herrmanns scores.

I den forbindelse må også fremhæves selve optagelsen i fuld stereo og med nogle stedvist ekstremt spændende stereoeffekter (lyt f.eks. til ”The Magnetic Pull”, nr. 17), som ikke er Herrmanns originale, men er fortolkninger foretaget af lydteknikeren Jonathan Allen, der forsøgte at tilgå projektet sådan som han mente, Herrmann ville have gjort, hvis han havde rådet over samme muligheder i 1951.

Ligesom det gælder for Psycho-scoret, betyder den meget trofaste genindspilning, at albummet præsenteres i ren cueformat – det vil sige, at vi får scoret præsenteret præcist sådan, som Herrmann komponerede det. Det resulterer i, at albummet består af 33 tracks, hvoraf det længste er 2:48, mens over halvdelen er under et minut lange. Det er ikke nødvendigvis befordrende for albummets tilgængelighed som lytteoplevelse, men til gengæld får man musikken præsenteret, som den blev komponeret til filmen og ikke som en stribe arbitrært sammenredigerede suiter.

Filmmusikklassiker

Så nej, The Day the Earth Stood Still er ikke nødvendigvis nogen let lytteoplevelse – det er på ingen måde et score, man sætter på som ”let” baggrundsmusik, mens man laver andre aktiviteter. Det er et score, der taler til intellektet samtidig med, at det taler til følelserne. Men i modsætning til meget moderne filmmusik, der slår lytteren i hovedet med letfordøjelige temaer, kræver Herrmanns scores, at man fordyber sig i dem for egentlig at kunne værdsætte, hvor unikke og intelligent konstruerede de er.

Hver gang man lytter til et score som The Day the Earth Stood Still eller Vertigo (1958), Journey to the Center of the Earth, Psycho eller andre, opdager man små detaljer og nuancer, man ikke har lagt mærke til før. Det gør dem langtidsholdbare på en meget speciel måde, også selvom musikken rent kompositorisk og orkestreringsmæssigt helt klart tilhører en bestemt periode og på den måde ikke er ”tidløse” (men hvor ofte dækker udtrykket ”tidløs” egentlig ikke bare over det samme som ”identitetsløs”?).

The Day the Earth Stood Still er ét score af den type, der ikke bare understøtter den film, det er komponeret til, men som faktisk er med til at konstituere hele filmoplevelsen. Det er filmmusik af en særegen høj kvalitet, og som seriøs filmmusikfan kan man ikke komme udenom Bernard Herrmann i sin samling – om det så lige er The Day the Earth Stood Still, man udpeger som én af sine Herrmann-favoritter er en anden sag. At The Day the Earth Stood Still er en filmmusikklassiker skal der imidlertid ikke herske nogen tvivl om.

Nummerliste:
1. Prelude and Outer Space (1:43)
2. Radar (2:06)
3. Danger (0:25)
4. Klaatu (2:09)
5. Gort (0:46)
6. The Visor (1:10)
7. The Telescope (0:43)
8. Escape (0:57)
9. Solar Diamonds (1:01)
10. Arlington (1:23)
11. Lincoln Memorial (2:10)
12. Nocturne (2:48)
13. The Flashlight (0:54)
14. The Robot (2:08)
15. Space Control (1:12)
16. The Elevator (0:30)
17. The Magnetic Pull (1:36)
18. The Study (0:46)
19. The Conference (0:31)
20. The Jeweler (0:47)
21. 12:30 (0:31)
22. Panic (0:46)
23. The Glowing (1:02)
24. Alone (1:04)
25. Gort’s Rage (0:43)
26. Nikto (0:36)
27. Captive (0:33)
28. Terror (1:49)
29. The Prison (1:44)
30. Rebirth (2:04)
31. Departure (0:56)
32. Farewell (0:36)
33. Finale (0:38)

Total spilletid: 38:47

6 stjerner

Titel: The Day the Earth Stood Still
Komponeret af: Bernard Herrmann
Dirigeret af: Joel McNeely
Orkestrering: Bernard Herrmann
Komponeret: 1951
Udgivet: 2003
Label: Varèse Sarabande