13. september 2013

On Her Majesty’s Secret Service

On Her Majesty’s Secret Service er en solidt underholdende Bond-roman, men den er ikke er oppe at ringe som én af de bedste i serien.

I den tiende James Bond-roman møder vi indledningsvist en desillusioneret James Bond. Jagten på Blofeld er gået i stå, og han er blevet sat til rutinearbejde. Kort sagt: Bond keder sig, og derfor overvejer han seriøst at opsige sit job hos efterretningstjenesten.

Inden det kommer så vidt, sker der dog noget. På vejen til sit hotel i Frankrig, overhales han af en smuk ung kvinde i en hurtig bil – to af Bonds yndlingsting i verden – og han bliver naturligvis pikeret. Senere samme aften må han redde den unge kvinde, Tracy, fra en pinlig situation i hotellets kasino, da hun har spillet uden at være i stand til at betale.

Det fører frem til en enkelt nats elskov, men Bond får fornemmelsen af, at der er noget helt galt med den unge kvinde. Det er der, romanen faktisk starter: Med at Bond holder øje med den unge kvinde på stranden i Royale-les-Eaux – i øvrigt samme by, Casino Royale (1953) foregår i.

Ganske rigtigt ser det ud til, at den unge kvinde har til hensigt at begå selvmord, men da Bond går i aktion for at redde hende, bliver de begge passet op af et par bevæbnede mænd. I båd føres de væk fra stranden, og Bond konfronteres med kvindens far, der viser sig at være lederen af den korsikanske mafia, Marc-Ange Draco.

Draco har et tilbud til Bond: Gift dig med min datter og jeg vil belønne dig fyrsteligt. Datteren har haft et ulykkeligt ægteskab og er mentalt ustabil, og Draco mener, at Bond er manden til at sætte datteren på ret kurs. Bond er i sagens natur skeptisk, men øjner en chance, da han beder Draco sætte sit efterretningsnetværk i gang med at finde information om Blofeld.

Og ganske rigtigt: Draco sporer Blofeld til Schweiz, hvor han har etableret et forskningsinstitut på en alpetop, og fører sig frem i et forsøg på at få anerkendt sit slægtskab med en adelig slægt. Herefter beslutter Bond sig for at infiltrere den formodede Blofelds hovedkvarter under påskud af at komme fra det britiske College of Arms, der netop undersøger slægtskabsforhold.

M går med på legen, og Bond tager til Schweiz, hvor han helt på egen hånd må begå sig i Blofelds forskningsinstitut, hvor der også er indkvarteret en række smukke, unge kvinder, der alle behandles for forskellige former for allergi. Men er det Blofeld, og hvad er han i givet fald ude på?

Filmatiseret trofast
Ian Fleming (1908-1964)
Selvfølgelig er det Blofeld, og selvfølgelig lykkedes det til sidst Bond at finde ud af, hvad det er, den gamle skurk nu har på tegnebrættet, for selvfølgelig er han ikke blevet mere godhjertet, efter at Thunderball-planen slog fejl. Præcist hvad Blofelds plot går ud på, er der såmænd ingen grund til at fortælle her – enten kender I den allerede, hvis I har set filmatiseringen; ellers kan det komme som en overraskelse, når I ser filmen eller læser romanen.

For hvis der er én ting, der må slås fast med det samme, er det, at On Her Majesty’s Secret Service formentlig er den mest trofast filmatiserede Bond-roman. Det er sandt, at Casino Royale (Daniel Craig-udgaven fra 2006), From Russia With Love (1963) og Goldfinger (1964) alle er forholdsvis tekstnære filmatiseringer, men On Her Majesty’s Secret Service er måske alligevel en tand mere tro over for forlægget.

Dermed være også sagt, at Bond og Tracy naturligvis ender med at forelske sig og faktisk ender med at blive gift – det ligger faktisk i kortene rimelig tidligt i romanen. Men hvordan det slutter, skal jeg selvfølgelig heller ikke fortæller her.

Blofeld som papfigur
Forsiden af førsteudgaven af 'On Her Majesty's Secret Service', forlaget Jonathan Cape, 1963.
Den tekstnære filmatisering er måske romanens primære problem: Har man set filmen, er romanen blottet for overraskelser, ligesom filmen tilsætter actionelementer, der ikke findes i romanen. Det får On Her Majesty’s Secret Service til at føles en smule tør, når man læser romanen, efter at have set filmen.

Men her må ret og rimelighed også komme romanen til gode: Har man ikke set filmen, er On Her Majesty’s Secret Service faktisk en solid Bond-roman, om end den ikke er blandt de allerbedste. Der bruges måske lige lovlig lang tid på introduktionen af den genealogiske baggrund, og selvom Fleming er dygtig til at udnytte det faktum, at Bond er helt og aldeles alene i løvens hule en stor del af romanen, så bliver On Her Majesty’s Secret Service aldrig helt så ”farlig” som f.eks. en roman som Dr. No (1958), der har en helt anderledes bidsk spændingskurve.

Et større problem er dog nok, at Blofeld, som vi endelig får lov til at møde in persona viser sig at være en lidt tør person. Her har filmen, hvor Blofeld spilles af den sindssygt karismatiske Telly Savalas, en klar fordel i forhold til romanen, hvor Fleming forsøger at gøre Blofeld mystisk ved at holde ham så meget ude at handlingen som muligt.

Det er et gammelt og hæderkronet trick (sjældent set bedre end i Bram Stokers Dracula (1897), hvor Draculas fravær i store dele af handlingen gør ham så meget mere skræmmende), men i On Her Majesty’s Secret Service giver det en smule bagslag. Blofeld forbliver ganske enkelt en ret uinteressant papfigur, mens det i stedet er hans uendeligt skurkagtige assistent, Fräulein Irma Bunt, der træder frem som den primære antagonist. Hun er til gengæld gennemført festlig, særligt i Flemings portrættering af hendes tysk-influerede engelske dialog.

Et andet højdepunkt undervejs er naturligvis Bonds flugt fra alpetoppen Piz Gloria, der også er meget i tråd med den måde, det bliver fremstillet på filmen – og på nogle måder endda bedre. Faktisk er Bond ingen synderligt god skiløber (i modsætning til, hvad han altid er i filmene), så på den måde formår Fleming faktisk at opbygge noget spænding, fordi Bond er oppe imod skiløbere i verdensklasse.

Solidt underholdende

Det er unfair at bedømme en roman ud fra, at den er filmatiseret ekstremt trofast, og at man kender filmen til hudløshed – On Her Majesty’s Secret Service er én af mine favorit-Bond-film – og derfor skal det bestemt heller ikke ligge romanen til last, at Broccoli og co. valgte at lave en meget tro filmatisering.

Men der er noget med pacingen i romanen, der gør den en anelse mindre velfungerende, end de bedste af Bond-romanerne. Jeg har utrolig svært ved at sætte fingeren på, præcist hvad det er, men spændingskurven fungerer ikke lige så godt i On Her Majesty’s Secret Service, som den gør i de bedste af Flemings romaner.

Når det er sagt, skal der ikke herske nogen tvivl om, at On Her Majesty’s Secret Service er en solidt underholdende roman, der på forskellig vis – ikke mindst gennem den hjerteskærende slutning – lægger grunden til Bonds næste eventyr, som i romansammenhæng er You Only Live Twice.

4 stjerner

Titel: On Her Majesty’s Secret Service
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1963
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 259
hvid
On Her Majesty’s Secret Service er udkommet på dansk to gange, første gang i 1965 som Spillet er ude – James Bond på forlaget Skrifola som nummer 356 i forlagets Lommeroman-serie. Anden gang udkom romanen under titlen I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste på forlaget Forum i 2002.

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013