13. august 2013

Ironclad

Beskidt, voldsom, MEGET blodig og underholdende actionfilm, hvor en lille samling hårde hunde tager kampen op mod overmagten i 1200-tallets England.

Med Ironclad fra 2011, der blev filmet i Wales i 2009, får vi en mørk, beskidt og hypervoldelig actionfilm, der river alle de bedste klichéer frem fra ”last stand-gryden”. Bevares, den er ujævn og for mange kokke har fordærvet dele af retten, men et mesterligt cast og sansen for detaljen hiver alligevel stikket hjem.

Den onde Kong John og de seje helte

Velkommen til England anno 1215: Den onde, onde Kong John vil have hævn over dem, der var med til at begrænse hans magt, da han blev underlagt Magna Carta.

Nu har John lejet soldater i Danmark, sådan nogle viking-style bøller, til at smadre sig igennem England. Men nogle få helte vil stoppe ham, og de forskanser sig i en mindre borg i Rochester (til filmproduktionen byggede man en kopi af bogen i Wales), som John og vikingebanden skal indtage, før de for alvor kan begynde deres hærgen – på trods af at vi virkeligheden, på det tidspunkt, var blevet kristne, og at Kong John i virkeligheden ikke brugte danskere. Men sådan er der jo så meget.

Men tilbage til vores helte, eller helte er måske så meget sagt. De er i hvert fald vores hovedpersoner, der tager kampen op mod overmagten. I filmen er de ca. 20 og i virkeligheden var der nok nærmere omkring 200, der forsvarede slottet, men det er jo mere dramatisk med et mindre antal.

Det er lidt i stil med Shichinin no samurai (1954; dansk: De syv samuraier) og The Magnificent Seven (1960; dansk: Syv mænd sejrer). I denne omgang er det bare købmanden, der samler den brogede flok, som blandt andet tæller tempelridderen Thomas Marshall, der er løseligt baseret på virkelighedens William Marshall, der var ridder.

Under alle omstændigheder forskanser vores helte sig i bogen, som snart ligger under belejring af John og danerne. Smukt og simpelt.

Rod og blod

Ironclad er en af de mest blodige film jeg har set i nyere tid, og det er en sand fornøjelse at se sværd kløve kroppe og køller smadre kranier. Og så er det jo endda en ”historisk” film, men det skal man dog ikke ligge for meget i, da vi mere er i fantasyland, dog uden magi og andet gøgl. At man skal tage det historiske med et gran salt, bliver også ganske tydeligt, når man ser filmens tagline: ”Heavy Metal Goes Medieval”. Ja tak!

Ironclad er lidt af en rodebunke, da man netop også har ønsket lidt romance, den historiske fernis og spørgsmål om tro og den slags, og de ting runger lidt hult, da filmen dybest set ”bare” er en actionfilm, hvor få seje krigere smadrer kroppe. Så når den er bedst, i de mange fine detaljer om forskansningen og i de blodige voldsoptrin hvor mænd er mænd, og heste er noget, man spiser, er filmen mesterlig.

Men den stikker i lidt for mange retninger, eller rettere sagt: den vil have lidt for meget med og ikke 100 procent stå inde for, hvad den i virkeligheden er. Ironclad er i sin essens et beskidt og mørkt actionbæst, som man har iklædt historiske klæder.

Enten skulle man have lavet den til en miniserie, have givet den tre timers-behandlingen (i episk mode a la Braveheart, 1995) eller så skulle man have cuttet 20 minutter ud. Svaret på noget af rodet skal man nok også finde i filmens tilblivelse, hvor ikke mindre end 24 personer har været inde over filmen som producere af den ene eller anden art!

Et fremragende cast

Det er til gengæld lykkes for producenterne at skaffe et ganske fremragende cast, hvor der både er til gården og gaden, til svinehunden og overspilleren. Som Thomas Marshall er James ”Solomon Kane” Purefoy ganske fremragende, da han er så vanvittig sej. Mere af ham tak!

Derudover ser vi selveste ”birollekongen over independentfilmen” Paul ”Sideways” Giamatti i rollen som Kong John. Et noget spøjst valg, men det fungerer fint og Giamatti stjæler mange scener og har tydeligvist haft det sjovt med denne herlige skurkerolle. Jason Flemyng, der også spillede med i Solomon Kane (2009), er også god i rollen som den liderlige, og meget seje, Becket.

I mindre roller gør Charles Dance og Derek ”Claudius” Jacobi det også fint, og Brian ”Manhunter” Cox er som altid god i rollen som baronkøbmanden der samler heltene. Og så er der min personlige favorit i form af Vladimir Kulich som Tiberius, lederen af de danske lejesoldater. Hvis man som jeg har en svaghed for The 13th Warrior (1999), vil man kunne huske Kulich i rollen som den overseje (igen viking) Buliwyf.

Alt i alt er castet helt perfekt, som det skal være i denne type last stand-fortælling, og det gør, sammen med alt snavset og blodet, at det er en film, jeg kommer til at se mange gange i fremtiden.
Danske biografdistributører: Kom så ind i kampen!

Så hvis du kan lide er herlig blanding af Braveheart, Flesh+Blood (1985) og The Magnificent Seven, er det bare med at skaffe dig Ironclad – som jeg for øvrigt fandt til 25 kroner… Hvilket fund! Ironclad lægger sig i kølvandet på flere genrefilm, som ikke har fået premiere i de danske biografer, på trods af at jeg mener, at de burde være vist i den store sal. I den bølger surfer film som Solomon Kane, Outlander (2008), House of the Devil (2009) og Black Death (2010) også rundt.

Det er en opfordring fra min side til de danske biografdistributører: kom så ind i kampen og giv os noget velproduceret snavs i de danske biografer, så vi ikke får et entydigt Hollywood-billede af, hvad der rører sig på genrescenen. På forhånd tak.

Splittelse

Og så er det i karaktergivningen, at jeg kommer lidt op at slås med mig selv. For i ”virkeligheden” fortjener Ironclad fire stjerner, da den ikke er helstøbt nok, men så alligevel. Der er sgu’ så mange fede ting at komme efter, og jeg ved (og det ved dem, der kender mig også), at jeg er en sucker for den slags film, så vi ender på fem stjerner til herlige Ironclad. Sådan!

Og så kan jeg lige her på falderebet nævne, at der kommer en efterfølger senere på året med titlen Ironclad: Battle for Blood – spændende! Dog har jeg lidt svært ved at se, hvad den skal handle om. Men o.k. Hvis det bliver endnu en omgang belejring og blod, er jeg med på vognen tilbage til middelalderen.

5 stjerner

Titel: Ironclad
Instruktør: Jonathan English
Manuskript: Jonathan English, Erick Kastel & Stephen McDool
Cast: James Purefoy (Thomas Marshal), Paul Giamatti (Kong John), Kate Mara (Lady Isabel), Brian Cox (Baron William d’Aubigny), Jason Flemyng(Gil Becket), Vladimir Kulich (Tiberius)
Producere: Rick Benattar (producer), Andrew J. Curtis (producer), Jonathan English (producer) samt 21 andre!
Foto: David Eggby
Musik: Lorne Balfe
Klip: Peter Amundson og Gavin Buckley
Spilletid: 116 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England/USA/Tyskland, 2011
Produktionsselskaber: Mythic International Entertainment
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 94 | 13/08/2013