13. december 2012

Koncert: En aften med Alfred Hitchcock

How do you do, ladies and gentlemen? My name is Alfred Hitchcock and this is Music to be Murdered By …

Da Danmarks Radio tilbage i sommer annoncerede P2-koncerten En aften med Alfred Hitchcock, var to af Planet Pulps filmmusikentusiaster hurtige til at sikre sig billetter, og fredag den 23. november kl. 18.30 sad undertegnede og Jesper Hansen bænket på parterren i DR’s imponerende koncertsal.

Selve koncerten skulle først begynde kl. 19.30, men kl. 18.30 var der ”Mød musikken”, hvor P2-værten Mathias Hammer i selskab med den danske filmmusikkomponist Søren Hyldgaard introducerede koncerten og talte lidt om Hitchcocks forhold til musik og de komponister, the master of suspense anvendte på sine film.

Inden Hammer og Hyldgaard gik på scenen, indledtes seancen med afspilningen af Alfred Hitchcocks egen introduktion til albummet Music to be Murdered By, der oprindeligt udkom i 1958 og indeholdt musik fra Alfred Hitchcock Presents (1955-1962). Hitchcocks introduktion på pladen indledes ikke med den klassiske, helt klart artikulerede ”Good eee-ve-ning”, som mange ældre TV-seere (og nogle af os lidt yngre) vil huske fra serien, men med en tilsvarende klart artikuleret ”How do you do, ladies and gentlemen?”.

Lean back and enjoy yourself – until the coroner comes …

Fordi Hitchcocks introduktion til pladen er så vittig får I den lige her, som en lille stemningsskaber:

”How do you do, ladies and gentlemen? My name is Alfred Hitchcock, and this is Music to be Murdered By. It is mood music in a jugular vein, and I hope you like it. Our record requires only the simplest of equipment: An ordinary phonograph needle, a four-inch speaker and a .38 caliber revolver. Naturally, the record is long playing, even though you may not be. So why don’t you relax? Lean back and enjoy yourself – until the coroner comes …”

I en halv time herefter øste Søren Hyldgaard både vittigt og vidende ud af sin store viden om filmmusik og om Hitchcocks komponister og ikke mindst om forholdet mellem Hitchcock og hans komponister, der ikke nødvendigvis var simpelt – særligt ikke forholdet mellem Hitchcock og Bernard Herrmann, der af Hyldgaard på humoristisk vis (og helt i overensstemmelse med, hvad vi ved om de to herrer) blev beskrevet som to enorme egoer, der stødte sammen.

Til sidst kom én af DR symfoniorkestrets violinister på scenen og demonstrerede, hvordan de huggende violiner fra brusebadsscenen i Psycho (1960) bliver spillet. ”Mød musikken” var en fin introduktion og appetitvækker til hovedmenuen, der altså begyndte 19.30.

Kort før koncertstart entrerede musikerne scenen, og den velkendte kakofoni af instrumenter, der bliver stemt, fyldte koncertsalen. Klokken 19.30 gik den amerikanske dirigent John Mauceri, der ligner en blanding af David Cronenberg og Barry Bostwick, på scenen til stort bifald, og snart var koncerten i fuld gang.

Fine introduktioner af dirigenten

Fra første tone var det tydeligt, at DR’s symfoniorkester under Mauceris ledelse, havde godt styr på musikken. Koncerten indledtes med Bernard Herrmanns koncertouverture fra The Man Who Knew Too Much (1956), hvorefter Mauceri gav en kort introduktion til koncerten som helhed og til de umiddelbart følgende uddrag.

Bernard Herrmann fik lov til at indlede koncerten, men ellers var uddragene af Herrmanns musik henlagt til koncertens anden del. Første del af koncerten bestod af uddrag af musikken fra Rebecca (1940) og Rear Window (1954), der begge har musik af Franz Waxman, fulgt af uddrag af musikken fra Strangers on a Train (1951) og Dial M for Murder (1954), der har musik af Dimitri Tiomkin. Endelig afsluttedes koncertens første del af Miklós Rózsas koncert for flygel og orkester, baseret på hans vildt populære musik til Spellbound (1945).

Inden der spilledes musik af de forskellige komponister gav John Mauceri en introduktion til komponisterne og til musikken. Hermed satte han på glimrende vis musikken i den rette kontekst med tanke både på komponisternes oprindelse og de omstændigheder, der gjaldt de enkelte film. Mauceri fremstod både sympatisk, ekstremt vidende og med udpræget sans for humor – ikke mindst i hans senere introduktion af forholdet mellem Hitchcock og Bernard Herrmann.

Golden Age-musik

Musikken i koncertens første del var for størstepartens vedkommende ren, uforfalsket Hollywood Golden Age – en kompositorisk stil, vi ikke hører længere. Her er det de store følelser, der spilles på, og musikken er i et øjeblik ufatteligt bredt malende og lyrisk for i det næste at blive højdramatisk og i nogle tilfælde decideret dystert. Det er en musikstil, der er nem at gøre grin med, og som mange moderne filmseere finder påtrængende og melodramatisk, men hvis man gør sig den tjeneste at lytte ordentligt efter, vil man bemærke, at der ikke alene er tale om overordentligt smuk musik, men at det også er utroligt velkomponeret.

En undtagelse fra dette formsprog i koncertens første del var musikken fra Rear Window, der er komponeret delvist i jazzens formsprog, bl.a. fordi meget af Waxmans score skulle fremstå som diegetisk musik (altså musik, der kommer fra en lydkilde i filmens univers). Det gjorde uddraget fra Waxmans score til Rear Window til en livlig og sprudlende oplevelse, hvor DR’s symfoniorkester fik lov at spille en type musik, der nok sjældent er på repertoiret. Dog er ikke hele Rear Window diegetisk – Waxman komponerede bl.a. også et smukt tema for filmens kvindelige hovedperson (spillet af Grace Kelly), og som ligger inden for tidens formsprog.

Uddragene fra Dimitri Tiomkins film var naturligvis også præget af den datidige filmmusikstil, men som John Mauceri pointerede, var der også tydelige personlige stilistiske forskelle mellem Waxman og Tiomkin. Noget af det bedste suspensemusik i koncertens første del kom i øvrigt i suiten fra Tiomkins score til Dial M for Murder, hvor den romantiske vals for filmens kvindelige hovedperson (endnu engang Grace Kelly) afløses af noget fremragende stemningsmusik.

Ellers var højdepunkterne i koncertens første del uddraget fra Waxmans Rebecca (ca. 8 minutter), der eksisterer hundrede procent inden for det klassiske Golden Age-formsprog, samt Miklós Rózsas Spellbound-koncert (ca. 12 minutter), som Rózsa skrev, fordi musikken i Spellbound var så populær, at folk så filmen både tre og fire gange alene for musikkens skyld!

Til fremførslen af Spellbound-koncerten kom Steinway-flygelet på scenen. Det var pianisten Per Salo, der på fornem vis stod for flygelsoloerne i koncerten. I Spellbound-scoret gjorde Rózsa brug af theremin, men som Søren Hyldgaard havde forklaret i ”Mød musikken”, var der ikke en ægte theremin på scenen til koncerten, bl.a. fordi det er et særdeles krævende instrument at spille på. I stedet produceredes thereminens æteriske lyd ved hjælp af en computer. Det fungerede fint (thereminens rolle er heller ikke så stor i koncerten), og Rózsas fejende flotte musik var en glimrende måde at lukke første del af koncerten på.

Herrmann og Hitchcock

I anden del var det så Bernard Herrmann, der dominerede. I pausen havde DR’s Koncertkor sat sig til rette over orkestret, men de skulle dog ikke komme i aktion før hen imod slutningen. Da pausen var overstået, var det indledningsvist kun orkestrets strygersektioner, der kom på scenen. Det skyldtes, at anden del af koncerten indledtes med musik fra Psycho, som Bernard Herrmann komponerede alene for strygere (læs min anmeldelse af Herrmanns score her).

Endnu engang indledte John Mauceri med at fortælle lidt om Bernard Herrmann, Herrmanns forhold til Hitchcock samt, naturligvis om scoret til Psycho. Derefter spillede orkestret Herrmanns ”Psycho: A Narrative for String Orchestra”; en suite som Herrmann selv arrangerede i 1968. Alt er naturligvis baseret på hans musik til filmen, men i modsætning til mange andre suiter er det altså komponisten selv, der har arrangeret den her.

Psycho-suiten var aftenens længste enkeltstående uddrag med sine i alt ca. 16 minutter, men minutterne fløj af sted. Herrmanns musik til Psycho er mesterlig, og DR’s symfoniorkester og John Mauceri skal have stor ros, for i fremførslen kunne man virkelig høre detaljer og nuancer i musikken, som man ikke lægger mærke til, når man hører musikken på CD.

Suiten fra Psycho fulgtes af en kortere, men ikke mindre fremragende, suite fra Herrmanns score til Vertigo (1958). Inden da var resten af orkestret kommet på scenen igen, for Vertigo er komponeret for fuldt symfoniorkester, og i Vertigo-musikken kommer blæserne da også til deres ret.

Det officielle koncertprogram afsluttedes med Bernard Herrmanns arrangement af den australske komponist Arthur Benjamins kantate ”Storm Clouds”. Kantaten blev oprindelig komponeret til Hitchcocks oprindelige indspilning af The Man Who Knew Too Much fra 1934, og Hitchcock ønskede at bruge kantaten igen, da han lavede den amerikanske genindspilning af filmen i 1956. Problemet var blot, at den afsluttende suspensescene, hvor kantaten spiller en vigtig rolle, var blevet længere end i den oprindelige udgave, så kantaten måtte udbygges lidt.

Den opgave fik Bernard Herrmann, men kantaten er ellers i øvrigt komponeret af Arthur Benjamin (1893-1960), der i dag er lidet kendt, men som både komponerede klassiske værker, operaer og filmmusik.

Hvorfor Arthur Benjamin ikke er bedre kendt i dag kan undre én, i hvert fald hvis hans produktion rent kvalitativt bare er i nærheden af ”Storm Clouds”-kantaten, for der er tale om et virkeligt imponerende stykke musik (ca. 12 minutter). Det er her, DR’s Koncertkor kom ind i billedet, og til sammen slap orkester og kor et imponerende musikalsk stormvejr løs! Undervejs var der også vokalsolist i form af sopranen Klaudia Kidon.

Det officielle program sluttede med begejstrede klapsalver fra publikum, og en tydeligt glad og begejstret dirigent modtog den obligatoriske buket blomster. Det foregik med samme form for glimt i øjet, som hele aftenens program og præsentationer bar præg af: Da John Mauceri fik overrakt sin buket, havde orkestrets repræsentant buketten i den ene hånd; den anden hånd holdt han skjult bag ryggen, og heri holdt han, i bedste Hitchcock-ånd, en kødøkse. Publikum kvitterede naturligvis med et latterbrøl.

En uropførelse

Efter klapsalverne afslørede John Mauceri, at orkestret havde forberedt to ekstranumre. Det første af disse var Bernard Herrmanns main title-cue fra North By Northwest (1959). Mauceri indledte med at forklare, hvordan Hitchcock instruerede Herrmann i at skrive et stort Gerschwin-inspireret cue, hvilket Herrmann naturligvis ikke gjorde, for ingen skulle fortælle Herrmann, hvad han skulle skrive. Resultatet blev cuet fra North By Northwest, der naturligvis i dag er berømt.

Efter endnu en omgang begejstrede klapsalver, præsenterede Mauceri salen for en vaskeægte overraskelse. Mauceri forklarede, at da han skulle forberede koncerten, spekulerede han på, hvad han skulle spille af ekstranumre. Han kom til at tænke på den kommende biografiske film om Hitchcock. ”Så jeg ringede lige til Danny Elfman og spurgte ham, om han havde noget liggende, jeg kunne bruge.”

Elfman sagde ja, og Mauceri kunne derfor præsentere publikum til En aften med Alfred Hitchcock for en vaskeægte uropførelse, nemlig af Danny Elfmans end credits-musik fra Hitchcock (2012). Bemærk, at Hitchcock først havde premiere i USA samme dag, som koncerten løb af stablen, og først har premiere i resten af verden i 2013. I øvrigt skal det lige nævnes, at på nær Psycho-suiten, som Mauceri tidligere har opført i Danmark med DR’s symfoniorkester, var resten af koncertens musik faktisk uropførelser i dansk regi – i hvert fald så vidt Mauceri vidste.

Som Mauceri også sagde i sin introduktion, er Elfmans End credits-musik fra Hitchcock et smukt stykke filmmusik, der forsøger at indfange Hitchcocks problematiske ægteskab og hans ligeledes ofte problematiske fascination af sine kvindelige hovedrolleindehavere. Elfman-cuet var en fornem overraskelse og en fin måde at slutte en glimrende koncert på.

Herfra skal der lyde stor ros til både John Mauceri, DR’s symfoniorkester og til planlæggerne på P2 – vi håber på mere filmmusik ved senere lejligheder. Vi skal i hvert fald nok stille op herfra Planet Pulp!

6 stjerner

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012