13. oktober 2012

Die Another Day

Musikken til Die Another Day ender som en massiv skuffelse på grund af David Arnolds overforbrug af elektroniske effekter, der drukner det, der i øvrigt lader til at være fin symfonisk musik.

Efter det virkeligt fede og effektive score til The World is Not Enough (1999) markerede David Arnolds musik til Die Another Day et kvalitetsmæssigt tilbageskridt for Bond-seriens musik. Hvor mange kritikere allerede beskyldte Arnolds The World is Not Enough-score for at inkorporere for meget electronica, er det først med Die Another Day, at jeg synes, blandingsforholdet bliver problematisk.

Dertil kan vi lægge manglen på et gennemgående tema, bl.a. afledt af den rædsomme titelsangs totale mangel på en brugbar melodi, og slutresultatet bliver en noget middelmådig affære sammenlignet med Arnolds to foregående scores.

Titelsangen

Og hvis nu lige skal få overstået det med titelsangen med det samme, så er der ikke andet at sige om Madonnas “Die Another Day” end at den er den ringeste Bond-sang, der nogensinde er skrevet! Inden Madonnas sang blev valgt som titelsang, arbejdede Arnold faktisk på en sang sammen med Bond-veteranen Don Black, men de fik aldrig gjort sangen færdig.

“Die Another Day” er måske nok et passabelt diskoteksnummer, men som sagt indeholder sangen ikke en sammenhængende melodilinje; den er i stedet bygget op omkring nogle tilbagevendende noderækker, der opbygger et minimalt motiv. Dertil kommer den ulidelige produktion, hvor de begrænsede symfoniske samples hakkes i småstykker og blandes med sangens dominerende electronica. Endelig er der den puerile tekst, hvor Madonna bl.a. stønner “Sigmund Freud” og “Analyze this”. Det er pinligt ringe.

Derudover skal vi som albummets track 2 trækkes med et endnu et totalt unødvendigt remix af James Bond-temaet, denne gang begået af Paul Oakenfold.

Dominerende electronica
David Arnold (f. 1962)
Derfor kan man roligt springe de to første skæringer på albummet over og springe direkte videre til David Arnolds score, der allerede i det første cue desværre demonstrerer nogle af problemerne ved musikken som helhed.

Gunbarrel-sekvensen (første del af “On The Beach”, nr. 3) indeholder elektroniske beats, som vi også hørte masser af på Arnolds to første Bond-scores, men her bliver electronicaen både dominerende og den er tillige suppleret med nogle elektroniske lyde i baggrunden, der lyder som om, de spilles baglæns. Det kommer til at fremstå forceret, og det er desværre den samme type dominerende electronica, der fortsætter i cuets anden del, hvor den symfoniske musik ellers er rigtig fin.

Også i “Hovercraft Chase” (nr. 4) tager de elektroniske elementer magten fra de symfoniske elementer, og her må det med yderligere beklagelse bemærkes, at Arnold også har sendt de symfoniske dele af scoret igennem en elektronisk efterbehandling, så store dele af cuet faktisk lyder som om, det generelt er sat sammen af samples. Det er rent ud sagt pisseærgerligt, for man kan fint høre, at den symfoniske musik i udgangspunktet har været rigtig fed – igen med rigelig anvendelse af Bondske blæsere og også med en liberal dosering af James Bond-temaet.

Desværre fortsætter de elektroniske elementer med at dominere store dele af scorets actioncues, hvor det stedvist også helt tager magten fra de symfoniske elementer, der trænges helt og aldeles i baggrunden (f.eks. slutningen af “Laser Fight”, nr. 11, eller hele “Iced Inc.”, nr. 12).

Vi skal helt frem til det næsten 12 minutter lange cue “Antonov” (nr. 14), før symfoniorkestret får lov til at dominere actionmusikken, og “Antonov” er da også et godt eksempel på, hvad Arnold virkelig kan. Det er et glimrende actioncue, der desværre også udstiller de øvrige actioncues ved at vise, hvor gode de kunne have været.

I øvrigt er Die Another Day også lidt specielt i den forstand, at Arnold i flere af de store actioncues anvender kor. Det lyder som sådan rigtig godt, men det har desværre også den effekt, at det gør musikken opulent og unødigt storladent og – i sidste ende – lidt grinagtig i sin gradiositet. Hør f.eks. “Icarus” (nr. 10), hvor det mere lyder som om, Arnold komponerer musik til enorme rumskibe a la Independence Day (1996) end noget så relativt gement som en nordkoreansk dræbersatellit.

Enkelte cues uden elektroniske elementer

Actionmusikken dominerer scoret som helhed – naturligvis, fristes man til at sige, for der er jo tale om et Bond-score. Der er enkelte afdæmpede cues, hvor Arnold skruer ned for de elektroniske elementer eller helt udelader dem. “Some Kind Of Hero?” (nr. 5) er et godt, atmosfærisk cue, der næsten uden elektroniske effekter introducerer et minimalt motiv for de nordkoreanske skurke, bl.a. med fin anvendelse af cimbalom.

Også de to romantiske cues “Jinx Jordan” (nr. 7) og “Jinx & James” (nr. 8) er helt fri for electronica, ligesom de begge er bygget op omkring det samme tema, nemlig filmens kærlighedstema, eller Jinx Jordans tema, om man vil. Det er et udmærket, men forholdsvist anonymt romantisk tema, der klart skylder John Barry en del, selv om selve temaet ikke forbliver længe i hukommelsen.

Det samme er tilfældet for det nydelige tema for filmens anden babe, Miranda Frost, der udgør den midterste del af suspense-cuet “A Touch Of Frost” (nr. 9). Ingen af de to temaer spiller i øvrigt nogen gennemgående rolle i musikken, men er stort set isolerede til de tre nævnte cues.

Fattigt på tematiske idéer

Ud over kærlighedstemaet, Frost-temaet og det originale James Bond-tema er Die Another Day fattigt på tematiske idéer. Der er enkelte motiver rundt omkring, bl.a. som tidligere nævnt ét for de nordkoreanske skurke, men det er tydeligt, at Arnold har manglet et egentligt tema at arbejde omkring.

Det kan undre, for selv om titelsangen totalt savner en anvendelig melodilinje, burde det ikke forhindre Arnold i at levere sit eget hovedtema til filmen. Det har han imidlertid valgt ikke at gøre, og det betyder også, at Die Another Day er et af de musikalsk mest anonyme Bond-scores i mange år. Foruden de forskellige små motiver, der høres, dukker der hist og pist enkelte referencer op til tidligere Bond-scores, men det er mest i actionmusikken. Bl.a. høres ét af actionmotiverne fra The World is Not Enough i “Antonov”.

Men for det meste er det James Bond-temaet, der fungerer som scorets primære tematiske tråd. Det er som sådan også fint nok, og Bond-temaet anvendes da også i udstrakt grad, men desværre primært i de elektronisk dominerede actioncues.

Massiv skuffelse

Slutresultatet er et score, der irriterer langt mere end det fornøjer. De næsten allestedsnærværende elektroniske effekter drukner det, der i øvrigt lader til at være fin symfonisk musik, og bortset fra James Bond-temaet, savner man nogle gennemarbejdede tematiske idéer, der binder musikken sammen. Derfor er Die Another Day også en massiv skuffelse efter det rigtigt fine score til The World is Not Enough, hvor blandingen af symfonisk musik og elektronica virkeligt fik Bond ind i 2000′erne. Heldigvis blev det bedre igen med Casino Royale (2006).

Nummerliste:
1. Die Another Day (Performed by Madonna) (4:39)
2. James Bond Theme (Bond vs. Oakenfold) (4:05)
3. On The Beach (2:52)
4. Hovercraft Chase (3:49)
5. Some Kind Of Hero? (4:33)
6. Welcome To Cuba (2:08)
7. Jinx Jordan (1:29)
8. Jinx & James (2:04)
9. A Touch Of Frost (1:52)
10. Icarus (1:24)
11. Laser Fight (4:36)
12. Whiteout (4:55)
13. Iced Inc. (3:08)
14. Antonov (11:52)
15. Going Down Together (1:36)

Total spilletid: 55:02

2 stjerner

Titel: Die Another Day
Komponeret af: David Arnold
Orkestreret af: Nicholas Dodd
Dirigeret af: Nicholas Dodd
Produceret af: David Arnold
Komponeret: 2002
Udgivet: 2002
Label: Warner Bros.

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012