13. juni 2012

Ritual

Bogen, der inspirerede filmen The Wicker Man, er en okkult øko-thriller, barokt forklædt som krimi. Romanen er vanskeligt tilgængelig og ganske ubehjælpelig, men ikke desto mindre rummer den magiske passager med stor sproglig dybde og kraft.

Ritual er uden tvivl en af de mest besynderlige bøger, som undertegnede har læst i mange år. For det første er den ganske svær at klassificere rent genremæssigt, tonen eller stemningen skifter løbende, og endelig er den skrevet i et sprog, der ligger i gråzonen mellem prosadigt og romantisk parodi.

Før vi ser nærmere på selve romanen, skal det slås fast, at engelske David Pinners debutroman i det store hele er en ganske obskur udgivelse fra 1967, der gik under anmeldernes radar. Romanen kunne dermed let være blevet en overset og hurtigt glemt bog, men sådan skulle det ikke helt blive.

British Lion Films købte nemlig rettighederne til en filmatisering. Man øjnede i romanen en mulighed for at indspille en alternativ horrorfilm, der kunne sætte liv i den stagnerende engelske gyserfilmsproduktion, anført af det hurtigt hensygnende Hammer-selskab. Manuskriptforfattere arbejde hårdt på sagen, og den unge instruktør Robin Hardy blev sat på sagen, uden det lykkedes at omsætte romanen til noget brugbart. Instruktøren valgte derfor at begynde forfra og nytænke filmen, hvilket førte til den fabelagtige The Wicker Man fra 1973.

Pinners roman efterlod sit tydelige aftryk på The Wicker Man, men da der ikke var tale om nogen egentlig filmatisering, blev romanforlægget glemt og efterfølgende bedst husket som romanen, der næsten blev filmatiseret. En trist skæbne for en enigmatisk bog, der på mange måder fortjener et publikum.

Historien kort fortalt
David Pinner
Ritual begynder med et lig. En lille pige omkommer ved noget, der umiddelbart lader til at være et uheld. Hun falder ned fra et stort egetræ, som hun og en veninde leger i. Pigen hedder Dian Spark, er otte år gammel og brækker nakken i faldet. Familien bliver alarmeret og hele Thorn, den lille landsby i Cornwall, hvor Dian levede, er på den anden ende. Alle begræder ulykken, men som den eneste insisterer Dians mor på, at der er tale om mord.

Omtrent samtidig med, at Dians mor under en spiritistisk seance rager uklar med de lokale autoriteter på grund af hendes mordanklager, ankommer Scotland Yard-opdageren David Hanlin til landsbyen. Han er også overbevist om, at der er tale om et barnemord, og han sætter derfor ud på en rejse ind i Cornwallsk overtro og mystik, drevet af et opgør med indre dæmoner og en glødende puritanisme.

Det viser sig hurtigt, at landsbyen og dens indbyggere ikke alene lader til at være hekse og hedninge, men de er tilmed ikke blege for at udfordre Hanlins autoritet som ordenshåndhæver. Det udvikler sig til en besynderlig menneskejagt, hvor man aldrig er helt sikker på, hvem der er jæger og hvem, der bliver jaget.

Er det de lokale, der driver gæk med Hanlin, mens der gradvist kommer flere dødsfald for dagen? Eller er han rent faktisk i færd med at afsløre et perverteret lille samfund, der isoleret fra omverdenen har haft mulighed for at udvikle en besynderlig form for nyhedenskab med alt, hvad dertil hører af offerritualer og frugtbarhedsmagi?

Hanlins arbejde bliver absolut ikke hjulpet på vej af Thorns indbyggere, og han må derfor traske fra den ene mere besynderlige personage til den anden, afhøre dem og stykke deres vidnesbyrd sammen for blot at finde antydninger af hoved eller hale i det, der bliver sagt. De fleste lyver tydeligvis, men gradvist begynder han at øjne omridset af et motiv.

Som Hanlin kommer tættere på sagens kerne, nærmer midsommerfesten sig imidlertid, og både betjenten og vi læsere forstår, at noget dramatisk vil udspille sig i midsommerbålenes skær. Hvad der sker, og hvem der ender med at blive offeret, skal ikke afsløres. Det kan dog indskydes, at Pinners roman går andre veje end The Wicker Man, og man behøver derfor ikke frygte, at historiens forløsning er kendt på forhånd.

En kriminalroman på afveje

Kriminallitteratur er mindst lige så svær at klassificere som alle andre genrer, men Ritual er måske ekstra vanskelig at genrebestemme. Den har alle trækkene fra den klassiske engelske krimi; det vil sige den kriminelle handling, den ukendte gerningsmand, et bredt udvalg af mulige motiver, en velafgrænset lokalitet samt ikke mindst opdageren, hvorom det hele udspiller sig. Så langt så godt.

Dian Sparks er blevet myrdet, og en hel landsby af mere eller mindre sære indbyggere med lig i lasten kan stå bag. Opdageren Hanlin er da også på sagen med vanlig engelsk sporhundssikkerhed, men trods det falder det hele meget skævt i forhold til en normal krimi. Landsbyen Thorn er ganske enkelt skildret for besynderlige og indbyggerne er for sære. Det gør sig også gældende for betjenten David Hanlin, der fuld af moralsk fanatisme går til de lokale med en utildækket afsky, som end ikke Sherlock Holmes vil kunne mønstre.

I sidste ende er Ritual måske nok en kriminalroman. Men den er så atypisk, at man dårligt kan sammenligne den med eksempelvis Agatha Christie, der i nogen grad har stået gudmoder til hele romanens grundstruktur. David Pinner har nemlig transformeret den pastorale idyl i Miss Marples univers og gjort Cornwalls landliv til noget mystisk, beskidt og vildt, kun skjul af den tyndeste fernis solskin og mild forårsidyl.

Man kan måske også her tænke på Sheridan le Fanus rustikke mareridtsskildringer eller en nedtonet udgave af H. P. Lovecrafts ”West of Arkham the hills rise wild…”, der åbner The Colour Out of Space (1927).

Barnemordet er faktisk kun det, der udløser Hanlins rejse ind i Thorns mørke. Den kriminelle gerning er et påskud for at udforske den bizarre ramme og afdække råddenskaben gemt bag den smilende facade. Mordet er vejen ind i en dyster parallelverden, hvor traditionelle borgerlige dyder ikke gælder.

Heri ligger måske også den største afvigelse fra krimikonventionerne, for selve mordets opklaring bliver hurtigt ganske ligegyldigt. Det er ikke drabet, vi bekymrer os om, men snarere at forstå Thorns sære mennesker og ikke mindst at forstå, hvad der driver den ligeledes besynderlige opdager Hanlin selv – der i øvrigt deler fornavn med forfatteren.

Stemning i flux

Stemningen i Ritual kører i karruselfart. Læseren bliver slynget fra intens og nervepirrende spænding over sort humor til saftig erotik og endelig decideret gys. Hvordan så forskellige ender kan mødes, er et godt spørgsmål, og de gør det egentlig heller ikke.

Som læser bliver man derfor til tider overrumplet og udfordret af de bratte omslag i tone og stemning. Pinner forsøger tydeligvis at lege med læseren og konfronterer konsekvent vores forventninger med valg, der går andre veje end det, man typisk regner med.

I indeværende udgave af romanen sammenligner Bob Stanley i forordet Dian Sparks’ mor med Laura Palmers mor. Det er skarpt iagttaget, for faktisk er Twin Peaks (1991-92) måske den bedste parallel til Ritual. Der løber i hvert fald en fælles absurditet og sort brutalitet, dækket af til tider nærmest lallende komik, gennem både romanen og TV-serien.

Dermed ikke sagt, at Twin Peaks-fans nødvendigvis vil falde for Ritual, men har man serien i baghovedet, når man vil forstå, hvordan romanens eklektiske stemningsunivers virker, rammer man ikke ved siden af.

Det labyrintiske sprog

Romanen er skrevet i noget af det mest overlæssede prosa, man kan forestille sig. Teksten svulmer, og alle beskrivelser vælter sig i metatunge vendinger. Når det går godt, bliver det til fabelagtige billeder, der står sitrende og klart i bevidstheden. Tonen er konstant legende og æstetiserende som åbningen, hvor den døde Dian beskrives:

“… She noticed nothing as the blood whispered between her front teeth and slid down her throat. Soon it streaked into her corn hair but she still noticed nothing. And she wasn’t asleep. Dian Spark was eigth years old and very dead.” (p. 13).

Det sensuelle og taktile er hele tiden i forgrunden i alle Pinners beskrivelser, der svælger i forårsmetaforer og frugtbarhedsbilleder. Cornwalls natur bliver gjort til et gigantisk stilleben med svirrende fluer, der sværmer om det overmodne overflødighedshorn af frugt og livskraft.

I landskabsskildringerne fungerer det rigtig godt for Pinner, men der opstår stedvist problemer, når han projicerer samme sprogbrug over på sit ganske omfattende persongalleri. Her bliver det flamboyante, overdådige sprog vanskeligt kaperbart og fremmedgørende. Det bliver ganske enkelt svært at acceptere flere af personerne, som eksempelvis landsbyens modløse præst eller den satanistiske skuespiller, der bor på byens herregård som egentlig karakterer.

De fremstår nærmere som litterære ordlege, der driver gæk med Hanlins forsøg på at finde frem til deres motiver. I den forstand er der noget gormenghastisk over romanens karakterer og deres vanvittige leg med ord og meninger, uden dog at nå Mervyn Peakes mesterlige ordkunst.

Helt sært bliver det i Ritual, når romanens tredjepersonsfortæller flere steder forlader historien og henvender sig direkte til læseren i små metabemærkninger, der kommenterer på steder og personer. Hvordan, vi skal forstå fortællerens rolle, er ikke helt klart, men fortællerens bemærkninger til handlingen fremmer oplevelsen af romanen som noget sært distanceret eller iscenesat, der fastholder læseren som iagttager mere, end den inviterer til indlevelse og fordybelse i persongalleriets univers.

Snublende prosa og handlingsmæssigt spredehagl

Som sagt er Ritual en bizar læseoplevelse, fyldt med mening og dybde, men også med en debuterende forfatter, der kommer i vejen for sig selv. Sproget og naturreflektionen er Pinners store styrke, og romanen gør et indtryk, når den skildrer menneskets konfrontation med naturkræfter, der ikke kan kontrolleres.

Desværre sker det hele slingrende og ujævnt. Handlingen betyder ikke meget for Pinner, men det til trods insisterer han på at skabe et gevaldigt persongalleri, der alle har motiver for mord, der væves sammen og udgør komplicerede handlingstråde. Til tider overvejer man, om Pinner selv har styr på det univers, han beskriver. Om det så er tilfældet eller ej, er han en fascinerende lyriker, der beklageligvis ikke kender begrænsningens kunst.

Ritual er generelt for meget af alt: Den vil for meget, siger for meget og fylder for meget – til trods for at romanen rent faktisk er relativt kort. Alt i alt gør det bogen til et mærkværdigt bekendtskab. Den kan anbefales og bør læses af alle Wicker Man-fans, men man skal ikke gå til bogen i forventningen om en underholdende gyser eller krimi; det er den absolut ikke. Den er snarere en poetisk mordfabel med okkulte overtoner, der bør læses for fascinationens skyld.

Om den anmeldte udgave

Ritual udkom oprindeligt i 1967, udsendt af Arrow Books, i et ganske lille oplag og blev aldrig genoptrykt. Med The Wicker Mans stigende kultstatus, blev romanen et samlerobjekt, der bliver solgt eksempelvis på eBay til skyhøje priser.

Det forhold rodede det lille pladeselskab Finders Keepers bod på i 2011, da de udsendte romanen som deres første forlagssatsning. Finder Keepers har som erklæret målsætning at genudgive eller bare udgive glemte popkulturelle skatte. Ritual er et rigtig godt eksempel på dette, og man kan eksempelvis nævne, at de også har udsendt en del scores til Jean Rollins horrorfilm, som ellers aldrig eller kun delvist har været udgivet tidligere.

Ritual foreligger dermed nu let tilgængelig i en rigtig fin udgave, hvor originaludgavens fantastiske træsnit fortsat pryder coveret! Desværre bliver 60’er-æstetikken i paperbackudgaven skæmmet af et stort felt, der fortæller om relationen til The Wicker Man. Det kunne vel dårligt være anderledes, men grimt ser det ud.

4 stjerner

Titel: Ritual
Forfatter: David Pinner
Forlag: Arrow Books
Udgivelsesår: 1967
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2011
Forlag: Finders Keepers
Format: Paperback
Sideantal: 220

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012