The Colour out of Space

4 minutters læsetid
H.P. Lovecraft Omnibus 3: The Haunter of the Dark and Other Tales

The Colour out of Space er en længere novelle, som forfatteren H. P. Lovecraft skrev i marts 1927, og fik udgivet i magasinet Amazing Stories samme år. Novellen er hovedsageligt en gyserfortælling, men trækker også på elementer, der kan betegnes som science fiction. Indholdsmæssigt ligger novellen ikke inden for det, der bliver kaldt “Cthulhu-mytologien”.

På dansk udkom historien for første gang i 1966 under navnet Farven fra verdensrummets dyb i antologien Masser af spøgelser, og er så sent som i 2004 igen blevet oversat, denne gang som Farven fra Rummet i novellesamlingen med samme navn.

Unavngiven jeg-fortæller

H.P. Lovecraft (1890-1937)
H.P. Lovecraft (1890-1937).

Novellen er fortalt gennem en unavngiven jeg-fortæller, der genfortæller en beretning han selv har hørt da han var på rundrejse for et selskab der skal etablere en dæmning uden for den fiktive by Arkham i Massachusetts. Da han rejser gennem de tilgroede bakker vest for byen, kommer han gennem et besynderligt område, de lokale kalder “the blasted heath”; et dødt område, der har noget truende og ildevarslende over sig.

De lokale vil helst ikke tale om stedet, hvilket naturligvis vækker hovedpersonens nysgerrighed. Derfor beslutter han sig for at opsøge den mand, alle siger han ikke skal lytte til, i håb om at finde ud af mere om den forbandede hede. Fortælleren finder frem til gamle Ammi Pierce, der viser sig at kende hele historien bag området. Hovedparten af novellen består af Pierces beretning, genfortalt med hovedpersonens egne ord og kommentarer.

Besynderlig meteorit

Den beretning, Ammi Pierce fortæller, udspiller sig 1880’erne, omtrent en halv menneskealder tidligere. En nat faldt en meteorit ned på heden, ikke langt fra bonden Nahum Gardners gård. Dette vækker naturligvis stor opstandelse, og folk kommer til helt fra Arkham for at studere det mærkværdige himmellegeme, der nu ligger begravet i et krater på familien Gardners jord.

Geologer fra universitetet undersøger meteoritten men kan ikke konkludere noget om den, i hvert fald ikke andet end at den langsomt er ved at gå i opløsning. Af alle bemærkes det dog, at en besynderlig farve udstråles fra alt hvad der har været i kontakt med fremmedlegemet – en hidtil ukendt farve. Tiden går og meteoritten bliver glemt af alle. Kun for familien Gardner forbliver mindet om himmellegemet.

Ildevarslende forandringer

Fra den nat hvor nedstyrtningen sker, begynder der at ske ting og sager på heden vest for Arkham. Afgrøder forandres, dyrelivet ændrer sig – ikke engang vind og vejr er helt det samme længere. Først er det små forandringer der sker, men som tiden går, bliver ændringerne mere og mere drastiske.

Livet bliver ikke let for familien på heden, der stædigt bliver boende. Omverdenen begynder at undgå stedet, da det bliver tydeligt at noget er galt og man døber heden “the blasted heath”.

Hjælp kan Nahum Gardner ikke få nogen steder: inde i Arkham griner de af ham og kalder hans historier for almueovertro, mens de andre bønder fra Gardners hjemegn slet ikke ønsker at have noget med stedet eller familien at gøre. Kun én vil hjælpe, Nahums ven Ammi Pierce, der tøvende lader sig involvere i sagen.

Blandt Lovecrafts mest vellykkede

The Colour out of Space er en meget enkel og velskrevet novelle. På mange måder må den regnes blandt Lovecrafts mest vellykkede. Sprog og stemning er velafstemte, og spænder ikke ben for hinanden, som det sker i flere af forfatterens kortere arbejder. Uhyggen i fortællingen er langsom om at bygge op, men som læseren kommer længere ind i historien, gribes man af den ulmende intensitet.

Det klaustrofobiske og kvælende, der omklamrer beskrivelserne af livet på Gardner-familiens gård, er både præcist og skræmmende formuleret. Man føler en dyb sympati for Nahum Gardner, der ikke kan få hjælp nogen steder. Både lokale og eksperter griner af manden, mens hans familie er ved at gå i opløsning.

Historien adskiller sig til en vis grad fra mange af Lovecrafts andre noveller. Det faktum, at Nahum rent faktisk har en familie, han må forsøge at passe på, og ikke blot er en enlig særling, skiller ham ud fra de fleste af forfatterens andre hovedpersoner. Nahum har noget at kæmpe for, og netop det gør hans kamp des mere desperat.

Dog er det grundlæggende en ganske typisk lovecraftiansk historie, der beskæftiger sig med kosmisk horror. På en gang er historiens plot uendeligt naivt, men samtidig er perspektiverne og tankerne bag den skabning, som Lovecraft lader bosætte sig i bakkerne vest for Arkahm, meget komplekse og fantastiske.

Blanding af kosmisk gru og vampyrfortælling

Væsnet der beskrives i novellen, er så fremmedartet, at det af mennesker kun kan opfattes som en farve, og end ikke denne farve er jordisk. Væsnet ernærer sig af livskraft i organisk materiale, og bliver stærkere som novellen skrider frem, mens smerten og ødelæggelserne, den forvolder, bliver mere og mere udtalte.

På den led skaber Lovecraft en hybrid mellem sin egne historier om kosmisk gru og den klassiske vampyrberetning, der endda har meget tilfældes med eksempelvis den mytologiske vampyr som F. W. Murnau 1922 portrætterer i Nosferatu. Ikke alene suger vampyren her sine ofre tomme for blod, men den spreder også pest til sine omgivelser. Der er ikke langt fra den tyske ekspressionistiske vampyr til Lovecrafts skabning fra det ydre rum.

Inden for filmens verden har man også været opmærksom på novellens kvaliteter, og den er således blevet filmatiseret, eller har i hvert fald dannet grundlag for to film. Den første er Daniel Hallers Die, Monster, Die! fra 1965 og den anden er David Keiths The Curse fra 1987.

The Colour out of Space er måske ikke direkte uhyggelig i dag, men den er forbandet fascinerende og den grumme skæbne som Nahum Gardner må gennemleve med sin familie, fortjener at blive læst igen og igen.

5 stjerner
Titel: The Colour out of Space
Forfatter: H.P. Lovecraft
Udgivet: 1927
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af The Colour out of Space der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 3: The Haunter of the Dark and Other Tales, Forlaget Grafton, London 1985 s. 236-271.
hvid
Bibliografisk information er hentet fra den daterede liste over H.P. Lovecrafts samlede forfatterskab, kompileret af August Derleth, der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 2: Dagon and Other Macabre Tales, Forlaget Grafton, London 1985 s. 7-9.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, Filmatiseret, H.P. Lovecraft, Rumvæsner

Skriv et svar

Your email address will not be published.