13. juni 2012

Eraserhead

David Lynchs spillefilmsdebut er en film, der med garanti ikke vil falde i alles smag. Men er man klar på en anderledes filmoplevelse, venter der et unikt og surrealistisk filmmesterværk, du med garanti aldrig vil glemme.

Der er skrevet mangt og meget om David Lynchs første spillefilm Eraserhead, og anmeldere og fans verden over har forsøgt at fortolke den på mange måder, siden dens premiere i 1977. Lynch har dog udmeldt, at ingen af de publicerede fortolkninger har været tæt på hans egentlige mening med filmen, og vil heller ikke ud med, hvad filmen egentlig handler om.

Lynch snakker generelt ikke om sine film og hvordan, de skal fortolkes, men lader det være op til den individuelle seer selv at fortolke og finde mening. På denne måde får publikum selv lov til at tænke over, hvad de lige har set, i stedet for at blive fodret med den ene forklaring efter den. Og selvom mange måske ikke hælder til film med alt for åbne fortolkningsmuligheder, er det oftest dem, man husker bedst.

Man finder guldet i det usagte

For at holde denne anmeldelse så objektiv som muligt, vil jeg ikke begynde at fortolke og trække ting ned over filmen, da det vil ødelægge oplevelsen for de læsere, der endnu ikke har set Eraserhead.

Eraserhead startede som et ca. 20 sider langt manuskript, som Lynch skrev, imens han stadig gik på filmskole i Los Angeles. Desværre var der ikke mange, som var villige til at spytte penge i denne produktion, da Lynch ikke tidligere havde haft nogle større erfaring med spillefilm – og manuskriptets korte længde hjalp heller ikke på at overbevise eventuelle producere. Men det lykkedes alligevel Lynch at overbevise de rigtige personer, og han fik et beskedent budget til at skyde sin film for. Dog måtte venner og familie senere træde til med lidt ekstra penge.

At gengive handlingen i Eraserhead er ikke sådan lige til. For hvor andre film har et plot, hvor den ene scene afløser den anden, har Lynch skabt en film, der indeholder så bizarre scener, at et lineært forløb nærmest er umuligt at gengive. Jeg vil her forsøge, i nogen grad, at ridse noget af forløbet og handlingen op.

Bizarre scener og et ikke-lineært plot

Omdrejningspunktet er den generte Henry Spencer (Jack Nance), der har gjort sin kæreste Mary X (Charlotte Stewart) gravid. Han inviteres derfor over til hendes forældre for at spise nogle menneskeskabte små kyllinger, der begynder at bløde, da Henry stikker i dem.

Mary føder ganske kort tid efter et lille misfoster, der bedst kan beskrives som halvt menneske og halv kalv uden arme og ben. Det bliver desværre for meget for Mary, og hun flytter hjem til sine forældre, og Henry begynder at fantasere om den kvindelige nabo. Imens alt dette sker, lever der en kvinde i Henrys radiator, som synger til Henry, imens hun danser på små, hvide fostre.

Barnets gråd får til sidst bugt med Henry, og han dræber barnet, hvorefter en serie af besynderlige indstillinger følger. Henry taber hovedet og hans hjerne bliver lavet til viskelædere, imens et kæmpe babyhoved svæver uhyggeligt for enden af hans seng.

Dette er handlingen i meget grove træk, og vel egentlig det tætteste, jeg kan komme på en genfortælling af plottet. Nogle af tingene husker man, og andre gør et indtryk, men er glemt igen, når filmen er slut. Jeg har ved flere gennemsyn været overrasket over, hvor mange enkelte indstillinger, der var gået i glemmebogen for mit vedkommende. Men samtidig er filmen en hel anderledes oplevelse ved andet eller tredje gennemsyn, og det er jo sjældent, at en film har dette potentiale.

Fremragende visuel side

Billedsiden er holdt i nogle smukke og samtidige gustne og uhyggelige sort/hvide billeder, der, som i The Grandmother (1970), har en skærende kontrast imellem de nedslidte, mekaniske industriområders rå, lige linjer, og det slimede organiske virvar af rødder, jord og kød. Det er uhyggelig flot udført og filmet af Herbert Cardwell (der døde to år inde i produktionen) og Frederick Elmes, der bør tilskrives meget af den stemning, som Eraserhead oser af. Uden dem vil filmen ikke have været det samme.

Lydsiden består af nogle uhyggelige dybe droner og mekaniske lydeffekter, der supplerer filmens visuelle side fantastisk og sætter standarden for lyddesignet på Lynchs senere værker – her bør hans soloalbum Crazy Clown Time (2011) nævnes, da det emmer langt væk af den samme uhyggelige stemning.

Taget i betragtning, at vi har med en lowbudgetfilm at gøre, og tilmed en film, der blev skudt over en periode på fem år, er produktionen og skuespillet faktisk utrolig vellykket. Skuespillerstaben er holdt på et minimum, hvilket hjælper meget hen ad vejen, da Lynch på den måde også har kunnet koncentrere sig om at få nogle gode præstationer fra de enkelte skuespillere.

Især Jack Nances præstation som Henry er glimrende, og man har en udmærket forståelse for, at Lynch arbejdede sammen med Nance i flere af sine senere produktioner.

Ældet med ynde

Filmens alder taget i betragtning er mange af effekterne utrolig vellykkede selv den dag i dag. Der er selvfølgelig et par scener, hvor man godt kan mærke, at budgettet ikke har været så stort, men disse bliver fuldt opvejet af nogle fantastiske sets og den altoverskyggende monsterbaby. Sjældent har denne anmelder set noget mere skræmmende og surrealistisk end dette misfoster, der ligger hjælpeløst og græder, imens faderen punkterer dens lunger med en saks.

Hvordan Lynch har formået at skabe så realistisk og bizar en model er ikke til at fatte, og da instruktøren heller ikke selv vil ud med hvordan (eller hvad) han gjorde, vil dette nok altid forblive et mysterium. Uanset hvordan denne effekt er blevet til, så hører den i hvert fald til i en top fem over bedste effekter.

En personlig favorit

Eraserhead er en af mine personlige favoritter, men det er ikke en film, jeg sætter på ofte. Det er en film, man sætter på et par gange om året, hvor man sætter sig ned med en kop kaffe og er fuldt koncentreret fra ende til anden.

David Lynch har valgt ikke at opdele sine film i kapitler, som man ellers kender fra DVD/Blu-ray-skiverne, da han mener, at en film er noget, man bør se fra start til slut. Det er fuldt ud forståeligt med en film som Eraserhead, og derfor har man heller ikke muligheden for hoppe frem og tilbage i “kapitler” eller vælge en scene i DVD-menuen.

Det fungerer fremragende i dette tilfælde, men med en film som Inland Empire (2006), der har en spilletid på over 2,5 time, kan jeg ikke dy mig for at tage en lille toiletpause indimellem.

Ved premieren var der ikke mange, der var synderligt begejstret over Eraserhead. Filmen var for mørk og bizar til at nå ud til den bredere befolkning. Men dette forhindrede dog ikke filmen i at få sit eget liv som midnatsforestilling, i stil med andre kultklassikere som The Rocky Horror Picture Show (1975), Pink Flamingos (1972) og El Topo (1970).

Og Eraserhead blev også lidt af en kultklassiker. For efter premieren blev Lynch opsøgt af både Mel Brooks og George Lucas med tilbud om at instruere henholdsvis The Elephant Man (1980) og Return of the Jedi (1983)! Rygter siger også, at Eraserhead var en af Stanley Kubricks favoritter.

Lynch takkede som bekendt nej til at instruere Return of the Jedi, da han ikke mente, at resultatet ville være hans egen vision, men derimod Lucas’. Et godt træk fra Lynchs side, men det kunne nu have været sjovt at se, hvordan det færdige resultat havde været.

Sådan ser man en Lynch-film!

David Lynch har altid gået meget op i, hvordan man ser hans film. En af de ting, han går meget op i, er, som allerede nævnt, at publikum ser filmen i en køre, uden afbrydelse. Men her stopper Lynch ikke. På flere af hans udgivelser er der næsten direkte anbefalinger til, hvad man skal gøre, før man ser filmen.

På skiven her (fra Davidlynch.com) anbefales det, at man trækker sine gardiner for, så man mørklægger det rum, man sidder i, og derefter følger en beskrivelse af, hvordan man indstiller TV’ets kontrast bedst for at få den bedste oplevelse af filmen. Sådan! Skiven til Lost Highway (1997) foreslår f.eks. også, at man skruer helt op for lyden, så man virkelig kan leve sig ind i det dystre univers.

Jeg vil her på falderebet endnu en gang opfordre alle til at stifte bekendtskab med Eraserhead og David Lynch, da han i min bog er en af filmverdenens største nulevende mestre. Den her anmeldte skive er fra en stor samleboks fra Davidlynch.com og indeholder også The Short Films of David Lynch. Prisen er skruet lidt i vejret, og er man ikke samler, bør man nok lede efter en single-DVD-udgivelse, der også findes billigere.

Skulle du stadig sidde og mangle lidt mere at viden om Eraserhead og hvordan nogle har fortolket den, er det bare at lave et Google-tjek eller finde nogle af de mange bøger om Lynch, der også har indtalt sin egen bog Catching the Big Fish (2006), hvor Lynch bl.a. fortæller om transcendental meditation og om, hvordan han laver film. Lynch er som regel hyggelig at lytte til, og han kommer med mange spændende anekdoter omkring tilblivelsen af Eraserhead, dog uden at røbe for meget.

6 stjerner

Titel: Eraserhead
Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch
Cast: Jack Nance (Henry Spencer), Charlotte Stewart (Mary X), Allen Joseph (Mr. X), Jeanne Bates (Mrs. X), Judith Roberts (Beautiful Girl Across the Hall), Laurel Near (Lady in the Radiator), V. Phipps-Wilson (Landlady), Jack Fisk (Man in the Planet), Jean Lange (Grandmother), Thomas Coulson (The Boy), John Monez (Bum), Darwin Joston (Paul), T. Max Graham (The Boss), Hal Landon Jr. (Pencil Machine Operator), Jennifer Chambers Lynch (Little Girl)
Producere: David Lynch (producer), Fred Baker (executive producer)
Foto: Herbert Cardwell & Frederick Elmes
Klip: David Lynch
Musik: David Lynch
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 1.37 : 1
Lyd: Dolby
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1977
Produktionsselskaber: American Film Institute (AFI), Libra Films
Distributør (DVD): Davidlynch.com
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012