13. august 2011

Lady Libertine

Lady LibertineAlt i alt er Lady Libertine en ganske fin lille victoriansk boudoir-historie, der på én gang både lykkedes og fejler. Jeg var fint underholdt af den lille frække fortælling, der i virkeligheden slet ikke er så fræk endda.

Lady Libertine er en ret velproduceret, men helt utrolig tandløs og ufarlig Playboy-produceret softpornfilm, der faktisk er så tandløs, at det er at strække den i det hele taget at kalde den softporn. I Europa fik filmen biografpremiere, mens den i USA vistnok udelukkende blev vist på Playboy Channel.

Filmen er baseret på den senvictorianske roman Frank and I (1902) af den britiske forfatter Bill Adler. Vi møder aristokraten og levemanden Charles de Beaumont, der en dag møder den unge forældreløse Frank og giver ham husly for en nat. I sympati for den unge mand beslutter Beaumont sig for at tage Frank til sig og sørge for, at ungersvenden får en passende uddannelse.

Ret hurtigt finder Beaumont dog ud af, at Frank i virkeligheden slet ikke er en ung mand, men en ung kvinde. Da indleder Beaumont og Frances et hedt forhold, og Beaumont finder også ud af, hvorfor Frances havde klædt sig ud som en mand. Efter hendes forældres død var hun nemlig blevet solgt af kostskolebestyreren til en bordelmutter i London, som hun flygtede fra.

Høj production value
Frances er ikke synderligt overbevisende som dreng
Frances er ikke synderligt overbevisende som dreng

Vi ser lidt til Beaumonts erotiske eskapader i London med elskerinden Maud, vi ser lidt til Beaumonts og Frances’ forhold i dobbeltsengen, og vi ser lidt til en gryende krise mellem de to, da en ivrig ungersvend bliver forelsket i Frances. Det hele går dog op i en højere enhed til sidst, da Beaumont endelig forsværger sit skørlevned som playboy og beslutter sig for at gifte sig med Frances. Gad vide hvad Hef har sagt til den morale?

Beaumonts landsted
Beaumonts landsted

Lady Libertine er en ret flot film at se til, og det er tydeligt, at den har en ret høj production value, for en film i sin genre, med både fine locations, kulisser og kostumer. Skuespillerne er hæderlige, erotikken er meget uskyldig (et par bare bryster hist og pist), og historien er helt og aldeles harmløs. At se Lady Libertine er lidt som at se et erotisk historisk drama uden specielt meget erotik og drama.

Som sådan kan det overraske en hel del, at franske Sophie Favier, der har rollen som Beaumonts elskerinde Maud, forsøgte at forhindre filmens genudgivelse, for alt andet lige har Favier, der senere er blevet en kendt TV-vært, meget lidt at skamme sig over.

Sympatisk og tandløs
Frances får smæk, og hendes hemmelighed afsløres
Frances får smæk, og hendes hemmelighed afsløres

Spørgsmålet er af samme grund, om Lady Libertine er værd at investere i? Både ja og nej. Hvis man forventer saftig erotik i en victoriansk setting, bliver man skuffet, for erotikken er vitterligt ekstremt uskyldig. Selvfølgelig er den til stede, men vi er ikke langt fra det, man i dag ville se i en erotisk scene i en amerikansk mainstreamfilm.

Den onde bordelmutter
Den onde bordelmutter

Omvendt er det også med til at gøre Lady Libertine til en på mange måder sympatisk lille film. Den unægteligt tynde historie er i virkeligheden ret sød, og det er meget svært at forestille sig nogen tage anstød endsige blive pirret af handlingen. Deri ligger også filmens største problem: Den er ganske enkelt helt og aldeles tandløs. S/M-temaet, der antydes af teksten bag på DVD-coveret, ser man ikke meget til, og man skal bestemt ikke regne med, at det spiller nogen væsentlig rolle for handlingen!

Omvendt går Lady Libertine faktisk hen og bliver noget moraliserende. Både Beaumont og hans tidligere elsker Maud beslutter sig for at blive gift, den grumme bordelmutter får en verbal røvfuld af Beaumont og en slesk østrigsk diplomat, der frekventerer bordellet, indtager rollen som klam stodder.

Selvmodsigelse
Maud og Frances
Maud og Frances

Dermed er Lady Libertine også lidt af en selvmodsigelse, for samtidig med at den gerne vil være en erotisk film, moraliserer den over den selvsamme letleven, som erotiske film netop lukrerer på (og som Playboys stifter i den grad har skabt sit navn og formue på). På den måde minder den i dikotomien mellem formsprog og indhold lidt om Joseph Sarnos Every Afternoon (1972), som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Men det var et sidespring.

Alt i alt er Lady Libertine en ganske fin lille victoriansk boudoir-historie, der på én gang både lykkedes og fejler. Jeg var fint underholdt.

Lady Libertine er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Lady Libertine
Andre titler: Frank and I
Instruktør: Gérard Kikoïne
Manuskript: Harry Alan Towers efter romanen Frank and I af Bill Adler
Cast: Christopher Pearson (Charles Beaumont), Jennifer Inch (Frank/Frances), Sophie Favier (Maud)
Producere: Wilfrid Dodd (producer), Harry Alan Towers (producer)
Foto: Gérard Loubeau
Klip: Caroline Gombergh
Spilletid: 83 minutter
Aspect ratio: 4:3 (original aspect ratio ukendt)
Lyd: Dolby Digital Stereo 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Storbritannien, 1984
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011