13. oktober 2007

The Hills Have Eyes 2

The Hills Have Eyes 2Fortsættelsen til remaken af The Hills Have Eyes er en helt igennem tåbelig film stopfyldt med utroværdige karakterer, klichéer, plothuller og en generelt hjernedød handling.

Jeg kan lige så godt skrive det først som sidst. Jeg er vild med instruktøren Alexandre Aja og mener, at hans to film Haute Tension (2003) og genindspilningen af The Hills Have Eyes (2006) er tæt på at være små mesterværker. Ovenpå dette, kan den uundgåelige toer til The Hills Have Eyes næsten kun skuffe.

Når Alexandre Aja oveni købet ikke er involveret, og der i stedet hives en gammel cirkushest som Wes Craven ind i manegen til at skrive manuskriptet, dukker de bange anelser hurtigere op end en guitarsolo til en Slayer-koncert. Deroveni skal lægges, at den oprindelige The Hills Have Eyes 2 (1985), fra det forrige århundrede, er en af de få film jeg slukkede for efter et kvarter, hvorefter den fandt sin plads i skraldespanden. Med andre ord, jeg forventede ingenting.

Mutantfoder
En smuk mutant
En smuk mutant

Toeren begynder et stykke tid efter begivenhederne i den første film. Militæret har gennemsøgt området for mutanter, men har ikke været i stand til at finde nogen. Dermed formoder de, at egnen er sikker og sender forskere ind i området. Det tager efterfølgende mutanterne ca. et halvt minut af at slagte disse, plus den ene soldat som skulle bevogte dem.

Hvor må det være fedt som forsker, at blive sendt ind i et potentielt farligt område med kun én soldat til at beskytte dem. Men igen; garanteret, at USA har så mange forskere, at de kan fodre mutanter med dem.

He got the point
He got the point

Herefter skifter fokus til en flok amerikanske rekrutter, der viser, hvorfor det pt. ikke går for godt for USA i Irak. De ville med andre ord ikke kunne beskytte en bodybuilder fra en baby. Det viser sig, at disse rekrutter på vej hjem fra en øvelse skal køre tværs gennem ørkenen for at levere forsyninger til de forskere, som mutanterne allerede er ved at lave gullasch af. Inden længe begynder rekrutterne da også at forlade denne verden på spektakulære måder, og pludselig må de kæmpe mod en ukendt fjende i ørkenen såvel som inde i bjergenes huler.

Filmen får ikke mange point for dens handling, men til gengæld er den ganske blodig. Den korte spilletid betyder endvidere, at denne mavesure anmelder kun nåede at brokke sig højlydt over små tyve ting. Men da dette ville fylde for mange sider, har jeg kogt mine klagepunkter ned til fire.

Karikerede og tåbelige personer
Savner dig mor
Savner dig mor

Den første film havde personer, som jeg som tilskuer ikke havde lyst til at se blive slået ihjel det øjeblik, de dukkede op. Endvidere bibragte hovedpersonernes familiære bånd et håb om, at de klarede det i live. I toeren er personerne så karikerede og tåbelige, at man skulle tro de medvirkede i et dansk lystspil fra 1960′erne. Et eksempel på dette er to af rekrutterne, der henholdsvis er en Rambo-type og en “Make Conversation – Not Confrontatation”-karikatur. Mere udviklede er rollerne ikke, men Craven og søn, der står for manuskriptet, har nok ment, at dette viser rekrutternes dybde. Bullshit.

I klarer det aldrig
I klarer det aldrig

Manuskriptet forfalder også til at vise en af de kvindelige rekrutter, der gentagne gange ser et klip med hendes søn på sin mobil. Derved skal vi som (stakkels) tilskuere identificere os med hende, når hun senere bliver: a) voldtaget, b) dræbt med en stor kødkrog og c) forsvinder ud af filmen. Dette gimmick med at vise billeder eller film af ens familie er bare set en milliard gange i andre film og virker alt, alt for billigt og dovent fra manuskriptforfatternes side.

Når en films spilletid lige akkurat kan snige sig op over de 80 minutter, så må det forventes, at filmen kan holde en fanget til slutningen, men de mange klichéer, plothuller og generelt hjernedøde handling bliver altså for meget her. Mit favoriteksempel på dette er den soldat som skulle bevogte forskerne i starten, og som publikum troede døde. Han overlevede mirakuløst, kun for at skyde hjernen ud efter at rekrutterne har fundet ham. Det virker bare så enormt fordummende at se den slags.

Har ingen slutning
Wave hello, say goodbye
Wave hello, say goodbye

Jeg elsker at gyserfilm har åbne slutninger, der rigtigt kan fucke med en, eller sørge for at producerne kan levere en 2′er, 3′er og 4′er. Men denne film går et skridt videre. Den har slet ikke nogen slutning. Der kommer bare et skilt med oplysninger til tilskueren og det er det. Når endelig man vil skrive manuskriptet til en film og stjålet en milliard klichéer, kunne man så ikke stjæle en enkelt eller to til også slutte lortet af på en eller anden måde.

En sammenfatning på dette rod må være, at Wes Craven, bortset fra sin producer-tjans på remaken af den første The Hills Have Eyes, ikke har leveret en eneste helt igennem god film. Mon det nogensinde kommer?

2 stjerner

Titel: The Hills Have Eyes 2
Instruktør: Martin Weisz
Manuskript: Wes & Jonathan Craven
Cast: Michael Bailey Smith (Papa Hades), Archie Kao (Dr. Han), Jeff Kober (Col. Lincoln Redding), Lee Thompson Young (PFC Delmar Reed), Daniella Alonso (PFC Missy Martinez), David Reynolds (Hansel), Tyrell Kemlo (Stabber), Eric Edelstein (Cpl. “Spitter” Cole), Jessica Stroup (PFC Amber Johnsson)
Producere: Wes Craven, Peter Locke (Producer), Marianne Maddalene (Producer), Tina Anderson, Jonathan Craven, Cody Swieg (Co-Producers), Jonathan Debin (Executive Producer)
Foto: Sam McCurdy
Klip: Sue Blainey & Kirk M. Morri
Musik: Trevor Morris
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: Letterbox 16:9
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2007
Produktionsselskaber: 20th Century Fox
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Lasse Grønborg | 13/10/2007