Krise i dansk film: Part One

8 minutters læsetid

Planet Pulps Jacob Krogsøe har taget kontakt med lektor i Film og- Medievidenskab Peter Schepelern og filmskribent Christian Mongaard på Infomation for at tage pulsen på dansk film. Hvorfor gik det så galt i 2009, er der en reel krise og hvad kan vi forvente os fra dansk film i fremtiden? I denne første del af artiklen bringer vi interviewet med Peter Schepelern. I næste måned følger interviewet med Christian Monggaard sammen med en afslutning på artiklen.

Da filmen stadig var i kravlegården, var dansk film blandt de store spillere. Urban Gad, Asta Nielsen og mange andre var med til at putte Danmark på verdenskortet, hvor Århus i en kort periode nærmest var Hollywood. Så blev der lidt stille. Dreyer dukkede op, og endnu en gang var dansk film på alles læber – specielt de toneangivende franske læber.

Men atter engang kom stilheden. Dårlige folkekomedier og et lavvande af talenter gjorde at alle, på nær danskerne selv, i mange år stort set ikke tænkte på dansk film. Men i 80’erne fik vi succes med to Oscars, signeret Gabriel Axel og Bille August. Yes, det er far, og vi var med igen. Det blev dog Lars von Trier, der om nogen kom til at tegne billedet på dansk films næste guldalder.

Da Trier sammen med sine Dogmebrøde annoncerede manifestet i 1995, blev det startskuddet på mange fede år. Men nu er det, som om hverdagen er vendt tilbage. Jungletrommerne spiller krisemelodien, og de fleste medier spiller med: Dansk film er i krise!

2009 var det bedste år for de danske biografer i 30 år, men det dårligste år for dansk film i 20 år!
Etablerede instruktører som Ole Bornedal og Christoffer Broe har lavet film, der solgte under 30.000 billetter. Hvordan kunne det ske?

Jacob: Hvorfor gik det så galt for danske film i 2009?

Peter: ”Man kan sige om 2009, at det var et år, hvor der ikke rigtig var nogen af de populære danske filmskabere, der lavede noget. Ole Christian Madsen kom ikke med noget, Per Fly, der plejer at kunne levere noget populært, kom ikke med noget – at han så i år er kommet med noget, der er uhyre upopulært er så en anden historie.

Men man skal huske noget: Faktum er at der bliver lavet cirka tyve danske spillefilm om året – hvis man fraregner dokumentarfilm og andet gøgl, som puttes på listen for at sminke det samlede resultat. Og man kan sige, at ud af de tyve så er de ti som regel uden reel kommerciel gennemslagskraft.

Det vil sige, at vi har ti film, og mere præcist en kerne på fem-seks film, som er afgørende for billetsalget. Og så kan man ligesom sige, at satsningen ligger på, hvordan de fem-seks centrale film sælger billetter. Så det er klart, at enhver statistik vil blive påvirket, hvis der enten er et år, hvor der ikke lige er noget, eller hvis der netop er et mastodontår, hvor to-tre film trækker hele læsset.”

Jacob: Når vi snakker om store instruktører og kommercielle fiaskoer kommer vi ikke uden om Fri os fra det onde af Ole Bornedal. Den blev kun set af ca. 27.000. Hvorfor gik det så galt for den film?

Peter: ”Fri os fra det onde har lidt gusten sex, en hel masse smaskende vold og det burde sådan set tale til nogen. Jeg syntes den er et interessant eksempel på, at en film nogen gange kan gøre noget, som man skulle mene var udmærket, men alligevel får den ikke noget publikum. Jeg mener, det ligger i selve filmens ideologiske opstilling: Man kunne godt få mistanke om, at filmen postulerer, at det laveste proletariat i samfundet er nogen modbydelige væsner. Og det syntes den brede danske befolkning ikke er sjovt at se på. Hvis Bornedal derimod havde fortalt om overklassen, som Fly gør det i Arven (2003) og skildrede den som nogen ubehagelige hykleriske sataner, som går og voldtager rengøringskonen, ja så havde den solgt.

Men når man ser på underklassen som nogen modbydelige skabninger, som selv er skyld i deres skæbne, så er man ude i noget, som ikke er populære tanker. Derfor sælger den måske kun 27.000. Men vi kan stadig godt undre os over, at Fri os fra det onde ikke solgte bedre. Den ligger tæt op ad Peckinpahs Køterne (Straw Dogs, 1971, red) og der altid en tendens til, at Oles film læner sig op af noget, man kan komme i tanke om. Jeg tror at det er historien, der mangler noget.

For Fri os fra det onde er ikke en type film, som skal ses på baggrund af anmeldelserne, den skal ses via word of mouth. Altså den publikum, der siger til en anden: Det var altså en fed film, den skal du gå ind og se. Og hvis det rigtige hold mennesker siger det, så er der snildt et par hundrede tusinde, som vil se den. Men hvis man derimod siger nej, den er sgu ikke noget, så er vi nede på 27.000 – dem der vil følge med i, hvad Bornedal laver, og hvad der sker i dansk film.”

Jacob: Et år efter Bornedals kommercielle maveplasker lavede Per Fly næsten en identisk brøler med Kvinden der drømte om en mand, som kun er set af 26.000. Kan du sige noget om det?

Peter: ”Ja. Det gør de to film af vidt forskellige grunde. Fælles for dem er, at det er fiaskoer fra to veletablerede og populære instruktører. Men ellers er det ikke film, der på nogen måder ligner hinanden. Problemet er, at når man har et så lille miljø som det danske filmmiljø, hvor dem der skal sælge billetterne så laver kommercielle maveplaskere, så får det en meget synlig effekt.

Man kan sige at i et land som Amerika, hvor der snildt vælter 300 film ud om året, er der plads til flere svipsere end i Danmark, da det er et større antal til at tjene pengene hjem. I Danmark har vi en stærk centraliseret filmproduktion. Der er Filminstituttet og en håndfuld afgørende instruktører, og når de så ikke leverer det, der sælger, ja så bliver der straks en slags krise.”

Jacob: Når vi ser på antal solgte billetter af eksperimenterede film, kunne man måske tro, at der kun er plads til én Lars Trier i Danmark?

Peter: ”Nej. En fyr som Broe får også lov til at lave det, man kalder art film – den slags film skal have gode anmeldelser, vise fanen på festivaler, men der er ingen, der forestiller sig, at de skal ses af mange i de danske biografer. Det har aldrig været meningen med art filmen. Til gengæld så har den konventionelle folkekomedie, med Far til fire i spidsen, leveret varen.

Man kan råbe og skrige og kalde det tamt, men det sælger og holder på den måde økonomien i dansk film oppe. 380.000 af årets ca. 500.000 solgte billetter står Far til fire – på japansk (2010) for. Og så har vi en almindelige mainstreamfilm som Parterapi (2010), der nærmer sig 90.000 betalere og som er en rigtig dårlig film.”

Jacob: Er det så ikke lidt alarmerende, at hvis man ikke havde Far til fire i år, ville næsten ingen have set danske film?

Peter: ”Ja. Det kan man godt sige. Men Filminstituttet kører jo en meget synlig politik, som tager dette med de store billetsælgere med i betragtningen: Der skal laves de store, brede folkelige familiebrag med Far til fire, Tempelriddernes Skat og Anja & Viktor-filmene. Dem skal der gives støtte til. Og så er der nogen penge, der skal bruges til det smalle, hvor man siger, at det er vigtig filmkunst. Uha, nu skal der laves noget kunst!

Det der så har givet de gode år er der, hvor der kommer solide mainstreamfilm, i den forstand film der fanger både et yngre og et ældre publikum, altså der hvor Biografklub Danmark-seerne siger: Den vil vi se. Det har været film som Drømmen (2006), To verdener (2008), Kunsten at græde i kor (2006) og Kærestesorger (2009). Og når man ser på 2010, så mangler den slags titler, som kan sælge billetter. Og Filminstituttet er meget bevidste om, at der skal være de tre kategorier, så på den måde planlægger de sig også frem til de film, der kan sælge. Men nogen ganske lykkes det bare ikke helt.”

Jacob: Mener du dansk film er i krise lige nu?

Peter: ”Når det er så få film, det drejer sig om, så er der tilfældighed ind over, for man kan aldrig 100 % vide, hvad der bliver en succes. Så hvis det lykkes, står man tilbage med et godt filmår, og hvis det ikke gør, bliver det dårlige filmår meget hurtigt synligt. Med det sagt, så kan man sige, at det så tyndt ud i 2009, og at det også gør det i 2010. Men man skal heller ikke gøre krisen større, end den er. Der er jo tale om en håndfuld kunstnere, som er i bedre eller dårligere form, så udsvingene kan blive store.

Men krisen ligger og lurer. De folk der har været centrale i dansk films succes igennem de sidste ti år er enten ved at tage til udlandet eller de har uheld med det, de har lavet herhjemme. Eller de er brugte, som man ser med Anders Thomas Jensen og Kim Fupz, så har de gjort det, de kan så mange gange. Så ingen kan forvente, at de kommer med 100 nye idéer. Efter 10 år kan der godt indtræde en mathed, hvor man godt kunne bruge tre nye skingrende begavede manuskriptforfattere, der kommer med samme gennemslagskraft som Kim Fupz og Anders Thomas Jensen gjorde det for ti år siden. Og vi kunne godt bruge fem nye instruktører som kommer med et SMASK.

På den måde kan man godt tale om en krise i talentfornyelsen – man mangler kort sagt nogle nye stærke kræfter. Vi håber at en Pernille Fischer, der danner par med Kim Fupz, vil bringe det, vi mangler. Jeg mener dog ikke, at man skal overdrive krisesnakken. Man skal hele tiden tage sig i at huske, at med så få danske film, der kommer ud, så er der meget kort fra succes til stor fiasko for dansk film.”

Fakta:
hvid
2009 var det dårligste år for danske film i over 10 år. 2,4 millioner solgte billetter og en markedsandel på kun 11 %, hvor andelen normalt ligger mellem 20-30 %, tegner et billede af en branche i krise. Paradoksalt nok var 2009 også det bedste år i 26 år for de danske biografer, men desværre sad dansk film tilbage med Sorteper.
hvid
Peter Schepelern: Født 1945. Schepelern har siden 1970 været ansat på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, fra 1979 som lektor. Schepelern blev i 1973 første danske magister i Filmvidenskab med afhandlingen Den fortællende film (1972).
hvid
Schepelern har skrevet et stort antal artikler, blandt andet som medredaktør af filmtidsskriftet Kosmorama og filmmagasinet Ekko, samt bøgerne Film og genre (1981), Lars von Triers elementer (1997, revideret udgave 2000) og, som redaktør, Filmleksikon (1995) og 100 års dansk film (2001). Schepelern er blandt andet ekspert i filmhistorie, dansk film og Lars von Trier.

Udgivet i nr. 56 | 13/06/2010

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.