Christian Bogh
Ingen kommentarer

47 Meters Down: Uncaged

47 Meters Down: Uncaged
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En irriterende omgang teenage-"horror", hvor man ret hurtigt sidder og hepper på hajen og beder til, at den snart får lukket munden på de skrigende piger.

47 Meters Down: Uncaged5. december 2019 var der dansk premiere på en ny hajfilm. Den havde godt nok været ude på det store lærred siden august måned, men da undertegnede og PP’s fælles guru Jacob Krogsøe var blevet så pænt inviteret af Hadstens bio-eventmager no. 1, Tommy Prang Vonsyld, til at sige et par forvirrede ord inden forestillingen (og fordi jeg nok havde set den alligevel – det er jo en hajfilm) daffede jeg af sted en våd decemberaften til Hadsten i udkanten af Aarhus.

I biografen ventede en lille flok trofaste biografgængere på at se filmen. De så ud, som om de vr hårdføre nok til at se filmen – lige meget om den skulle vise sig at være monsteruhyggelig eller monsterringe.

Efter publikum tålmodigt havde hørt på Jacobs kloge ord om havet og de onde ting, der lurer i dybet, og min lettere forvirrende enetale om, hvorfor hajfilm er et must i enhver filmsamling (og gerne mindst en halvtreds stykker), blev det endelig tid til at filmen kunne begynde.

Kendisbørn

Men lige inden vi begynder, skal det lige nævnes, at denne film er en toer. Den første film udkom i 2017 med titlen 47 Meters Down eller rettere: Det endte den med at hedde. Først hed den In the Deep, men det er en helt anden historie.

Den første film handlede om to søstre, der tog på en lille haj-udflugt ud for Mexicos kyst. Ved et uheld endte de 47 meter nede under overfladen i et gammelt rustent jernbur, mens sultne hajer cirklede rundt om dem. Ikke en behagelig situation, og filmen havde da også (til tider) en grum stemning og en slutning, som ikke var helt efter den normale Hollywood-drejebog.

To år efter er det så på tide at se en efterfølger. Du skal dog lige være opmærksom på, at filmen kun er en efterfølger, når det kommer til titlen – for handlingen og castet har intet med den første film at gøre. Dog er instruktør og manuskriptforfatter de samme.

Udover en fordobling af budgettet er der også sket en opgradering på castet – i hvert fald hvis du går efter kendis-navne. Eller rettere kendis-efternavne – for i denne film optræder der både en Stallone, en Foxx og en Bassinger.

Navnene dækker over Sylvester Stallones datter Sistine Rose og Jamie Foxx’ datter Corinne. Brec Bassinger er dog ikke i familie med Kim Basinger – det er bare rent tilfælde (og der er også et s for meget).

Instruktøren Johannes Roberts er mest kendt for sine lowbudget-horrorfilm som Hellbreeder (2004), Forest of the Damned (2005) og efterfølgeren til The Strangers (2008), The Strangers: Prey at Night fra 2018.

Hajudflugt

47 Meters Down: Uncaged begynder på hvad jeg vil tro er en high school i Mexico. Den unge Mia (Sophie Nélisse) mobbes af en flok piger, der ledes af Catherine (Brec Bassinger), mens Sasha (Corinne Foxx) ser på.

Vi finder hurtigt ud af, at Mia og Sasha er søskende – eller rettere stedsøskende. Mias far Grant (John Corbett) har nemlig giftet sig med Sashas mor Jennifer (Nia Long). Hvad der er sket med Mias mor vides ikke.

De to søskende er ikke just perlevenner, og da Grant fortæller pigerne, at de skal på en hajudflugt sammen, vækker det ikke begejstring. Sasha vil hellere hænge ud med sine seje veninder – den vilde Nicole (Sistine Rose Stallone) og den kloge, men seje, Alexa (Brianne Tju).

Grant er leder af en gruppe dykkere, som netop har fundet en gammel Maya-landsby under havet, som strækker sig ind under fastlandet via en række grotter. Mens pigerne skal på hajudflugt, skal Grant sammen med to af sine dykkere ned i byen.

Sasha får overtalt Mia til at tage med Nicole og Alexa på eventyr i stedet for den kedelige hajudflugt. Og nu går turen til en lille hemmelig indsø, hvor en af indgangene til Maya-landsbyen er. Her presser de Mia til at dykke ned i byen sammen med dem.

Det viser sig at være en ret dårlig idé, for den underjordiske by er ikke blot under vand; der er også en masse fisk i vandet. Fisk som er blinde, fordi de har været nede i mørket, siden Maya-indianerne herskede. Og naturligvis er byen ikke kun befolket af små blinde fisk – der er naturligvis også en stor, blind haj.

Efter at have set mere end 150 hajfilm er det vist første gang, jeg er stødt på en sådan. Jeg har set små hajer, store hajer, flyvende hajer, robothajer, zombiehajer, spøgelseshajer, dino-hajer og besatte hajer, men aldrig en blind haj.

Den blinde haj jagter nu pigerne rundt i grotterne, og den sørger også for at få lukket udgangen. Så nu er gode råd dyre for de fire. I takt med at ilten slipper op, stiger deres panikniveau, og der er tilsyneladende ingen udvej. Og dog… ved et tilfælde møder de Mia og Sashas far, der jo som bekendt var nede i byen i forvejen. Sammen med ham tager de kampen op mod hajen.

Hepper på hajen

Filmen har i sit udgangspunkt en ret spændende præmis, men desværre har instruktøren fravalgt den uhygge, der var til stede i etteren for at erstatte den med irriterende teenage-“horror”. Ret hurtigt sidder man og hepper på hajen og beder til, at den snart får lukket munden på de skrigende piger.

Og selvom jeg naturligvis godt ved, at en hajfilm som denne ikke nødvendigvis behøver at være 100 % tro mod virkeligheden, så er det ret forstyrrende (og næsten umuligt ikke at lægge mærke til), at de fire piger kan snakke sammen under vandet.

Det findes der naturligvis udstyr, der kan, men det kræver altså, at man har en eller anden form for høretelefon på. Og når deres ører ikke engang er dækket af dykkermasken, er det pinligt tydeligt, at det har de vist glemt at tænke over.

At CGI’en ikke altid er super er tilgivet, men de kunne godt overveje, om boblerne fra dykkermaskerne ikke burde blive påvirket, når de suges gennem kæmpe strømhvirvler. Her fortsætter boblerne lystigt lige op.

Middelmådighed

Måske er jeg bare en gammel sur mand, men når instruktørens fortælling ikke griber en, så lægger man mærke til den slags. Havde filmen været gribende, eller spændende, som etteren til dels var, så glemmer man disse fejl, men her er det næsten det eneste, man bruger tiden på.

Filmens slutning giver dog en smule spænding til den frustrerede biografgænger, men slet ikke nok til, at filmen hæver sig over middelmådigheden.

Filmen er til tider flot at se på, men de flotteste scener, hvor man ser hajen i et rødt lys, som kommer og går, er tyvstjålet fra etteren, som igen har stjålet dem fra The Descent (2005). The Descent er dog en langt, langt bedre film.

2 stjerner

Titel: 47 Meters Down: Uncaged
Instruktør: Johannes Roberts
Manuskript: Johannes Roberts og Ernest Riera
Cast: Sophie Nélisse (Mia), Corinne Foxx (Sasha), Brianne Tju (Alexa), Sistine Rose Stallone (Nicole), Brec Bassinger (Catherine), John Corbett (Grant), Nia Long (Jennifer)
Foto: Mark Silk
Klip: Martin Brinkler
Musik: tomandandy
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2019

Stikord: Dræberdyr, Hajer, Mexico

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *