300

Medmindre man er befundet sig under en sten de sidste par måneder, har man som en ægte pulpelsker set frem til filmatiseringen af Frank Millers mytiske og fantastiske graphic novel fra 1998, 300. Og nu hvor filmen har tiltrukket og frastødt publikum i et stykke tid, er det på tide at trække forlægget frem i lyset. Der er nemlig tale om en helt uovertruffen tegneserie i sig selv.

Blodig, voldsom og glorificerer krig – med stil!

300 udkom oprindeligt på Dark Horse Comics i fem separate albums på hver 32 sider – alle fem albums back to back i 1998 og samlet i en hardcoverudgave i 1999. Det er denne hardcoverudgave G. Floy Studio nu har fået introduceret på det danske marked, og tidspunktet kunne ikke være bedre.

Naturligt nok er 300 inddelt i fem kapitler, hvert oprindeligt udkommet i sit eget hefte. De bærer titlerne Ære, Pligt, Hæder, Kamp og Sejr og titlerne afspejler præcis, hvad 300 handler om. Ja, den er blodig. Ja, den er voldsom. Ja, den glorificerer krig. Men for fanden, hvor gør den det med stil!

If it doesn’t kill me, it makes me stronger

I Ære-kapitlet sættes rammerne for resten af historiens handling. Kong Leonidas og hans 300 spartanere marcherer nådesløst gennem heden mod et endnu ukendt mål. Ingen hvile, ingen nåde, intet følelsespladder. Falder man bagud, straffes man. Den gammelkendte frase “If it doesn’t kill me, it makes me stronger” passer i al sin klichéfyldthed perfekt. Og det er ikke uden grund, dette folk har fået et helt tillægsord opkaldt efter sig. Spartanere er de, spartansk lever de. Indtil flere gange skimtes helt nøgne krigere, kun med deres røde kappe og deres skjold, sværd og spyd. Kun om natten hviles der, mens Dilios fortæller historier. Om hvad, spørger du? Om krigere naturligvis. Og især deres yndlingshistorie, den om Leonidas som dreng.

Så får vi grunden til marchen. Handlingen hopper gnidningsfrit et års tid tilbage i tiden, mens Leonidas tænker tilbage på starten af hele denne krig. Perserne og deres gudekonge Xerxes sender en budbringer med budskabet “Underkast jer eller gå til grunde!”. Naive fjolser, tænker man for sig selv – at give et ultimatum til et folk, der kun lever for at dø.

Kun de hårde. Kun de stærke

Kapitel to, Pligt. Igen får læseren indblik i Leonidas’ tanker. Han tager os med to uger tilbage i tiden, hvor han en sen nattetime besøger Eforerne, de gamle guders præster, for at bede om deres velsignelse.. som en rigtig konge. Som en metakommentar på kirken gennem tiderne mødes han af korrupte, vansirede skabninger, der har mere travlt med at følge forskrifterne og kidnappe frække, unge piger for at forvandle dem til orakler end at forsvare nationen og folket. Xerxes’ indflydelse gennemsyrer også Eforerne – hvorvidt de har ladet sig bestikke til at svigte Leonidas, lades hen i det uvisse.

Ingen velsignelse, ingen hær. Men Leonidas beslutter at gå en lille tur, naturligvis bevogtet af sine 300 livvagter – Sparta skal ikke falde uden kamp. Og i et lille hjørne af en side, i en kort dialog med sin kone, opsummeres hele den spartanske tankegang: kom tilbage med dit skjold – eller på det. Så skilles de, Leonidas’ følelser åbenbaret for læseren og med konens skjulte tårer. Pointen – “Kun de hårde og stærke kan kalde sig spartanere. Kun de hårde. Kun de stærke.”

Og så marcherer de. På vej mod Den Varme Port, Thermopylæ. De får følgeskab – af amatører, fra spartanernes synspunkt. Af frie mænd, borgere, frigivne slaver. Alle mænd, der vil kæmpe for deres land, indtil de til sidst ankommer og venter på de persiske horder.

Ærefrygtindgydende godt

Hæder, tredje kapitel. Konflikten tilspidses. Perserne bydes velkommen på spartansk manér – til ligene af deres egne, spiddet på langs af egne spyd. Og læseren stifter bekendtskab med den mand, der besegler spartanernes skæbne, den forvredne og forstyrrede Efialtes. Han beder kun om at tjene Leonidas, men han afvises… mere skal der ikke siges her.

Og så ankommer perserne ellers. 22 sider inde i albummet begynder jorden at ryste som ved et jordskælv, og de to fronter tørner sammen for første gang. Fornemmelsen af slagets episke proportioner kan næsten ikke holdes sammen af siderne på trods af Frank Millers karakteristiske meget sparsomme brug af farver. At linjer, skygger og den (undskyld ordspillet) spartanske brug af farve kan give læseren en følelse af fordum tiders mytiske storhed er intet mindre end imponerende, tjah, man fristes til at sige ærefrygtindgydende. Det her er rigtig, rigtig godt!

Hypnotiserende poesi

Og så kommer den. Kamp, kapitel fire. På slagets første dag oversvømmes spartanerne af persere og slår fast, at de ikke er til at spøge med. Millers røde pensel får frit løb, og intensiteten ophøjer nærmest teksten til hypnotiserende poesi. Kampen udføres som en dans, indtil det hele er overstået – indtil videre. Pausen udnyttes mesterligt til mødet mellem titaner – Leonidas og Xerxes, mennesket og guden. Pludselig finder kampen sted i sprogets og psykens arena, og heller ikke her giver Leonidas nogen indrømmelser.

I løbet af slagets første nat begynder anden bølge, denne gang med Xerxes’ mest livsfarlige krigerelite, de udødelige, i spidsen. Maskerede som nattens dæmoner sniger de sig ind på spartanerne, men igen uden held. Selveste Xerxes begynder at tvivle. Og lige inden sidste kapitel starter, dukker Efialtes op igen.. denne gang med andet og mere end spartansk loyalitet i tankerne.

Ingen hvile, ingen nåde, intet følelsespladder

Om kapitel fem, Sejr, skal ikke afsløres andet, end at Millers virtuose pen og Varleys sparsomme farvespand går op i den højere enhed, som historien i sig selv lægger op til. Spartas fortid, nutid og fremtid smelter sammen i Leonidas’ figur og som en ægte græsk-mytologisk helt ender hans historie og hans arv med at blive genfortalt til inspiration for et helt folk. Selve albummets interne logik sammenknyttes også, da det pludselig går op for læseren, at alt det, man har læst, måske kun har været endnu en historie fortalt af Dilios, inden det virkelige slag om Sparta går igang. Som slangen der bider sig selv i halen og derved fuldendes, ender 300 hvor den starter, og opfordrer nærmest læseren til at gå i gang igen. Ingen hvile, ingen nåde, intet følelsespladder.

Jeg mangler endnu at se filmen, men vil blot sige, at jeg kun håber, at instruktøren Zack Snyder har opført sig ordentligt. Ellers pudser vi 300 spartanere på ham.

300 er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Titel: 300
Originaltitel: 300
Forfatter: Frank Miller
Tegner: Frank Miller
Farvelægning: Lynn Varley
Sideantal: 88 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid