Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

28 Days Later

28 Days Later
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Engelske Danny Boyles roste pseudozombiefilm 28 Days Later starter godt, men udvikler sig til en pompøs og selvhøjtidelig opblæst ballon, der glemmer sin fine præmis til fordel for mere alvorlige emner.

28 Days LaterDa den kom ud i 2002 fik Danny Boyles britiske zombiefilm 28 Days Later (dansk: 28 Dage Senere) generelt fine anmeldelser over hele linjen i dagspressen. Og filmen er stadig populær ude i byen.

Da jeg for nyligt købte filmen ved en lokal DVD-forhandler konstaterede den unge ekspedient, at “Det er også en rigtig fed film”. Da jeg derefter forklarede ham, at jeg mente den første halvdel var ok fed, mens anden halvdel var noget bras, kiggede han på mig som om jeg havde en skrue løs i øverste etage.

Det viser sig imidlertid at jeg tog fejl, og ekspedienten ville uden tvivl mene, at jeg har mere end bare et par skruer løs i tagetagen hvis han vidste, at jeg nu generelt ikke har særligt meget til overs for denne opstyltede pseudozombiebasker i det hele taget. Ja, den er engelsk. Nej, det gør den ikke automatisk til en god film.

Der ER gode elementer i 28 Days Later, men ikke nær så mange som jeg huskede fra første gang, jeg så den. Første halvdel af filmen er stadigt klart den bedste, og anden halvdel er stadig lige så irriterende som jeg erindrede den. Og den påklistrede happy-end er noget nær uudholdelig.

Økohippier

Det første offer - en af dyreværnsaktivisterne i filmens begyndelse.

Det første offer – en af dyreværnsaktivisterne i filmens begyndelse.

Men first things first. Det hele begynder i en dyreforsøgsklinik i England. I bedste A Clockwork Orange-stil (1971) ser vi i filmens begyndelse en stakkels chimpanse spændt fast på en briks, hvor den er tvunget til at kigge på en række TV-skærme, hvorpå der vises billeder af vold. Nogle andre aber er lukket inde i bure, og snart dukker en gruppe dyreværnsaktivister op for at befri forsøgsdyrene i en variant på 12 Monkeys (1995).

En videnskabsmand springer til og forsøger at stoppe dem, idet han advarer dem om, at dyrene er inficeret med noget, han kalder “Rage”, men det lytter økohippierne naturligvis ikke til. De lukker ét af burene op, og så er Fanden ellers løs i Laksegade. Efter at én af aktivisterne er blevet bid af en abe og inficeret med “Rage”-virusset, springer handlingen.

Ravende galninge

Jim bevæger sig ud i det tomme London.

Jim bevæger sig ud i det tomme London.

Jim (Cillian Murphy) vågner i en hospitalsseng. Han har ligget i koma efter en trafikulykke, og nu vågner han til en helt anden verden. Han bevæger sig ud i et mennesketomt London, men løber til sidst ind i nogle af de inficerede i en kirke, som han af én eller anden grund går ind i. Uden at vide, hvad der foregår, flygter han over hals og hoved mens han bliver forfulgt af en flok ravende vanvittige mennesker.

Han reddes af to andre raske, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), der kan fortælle ham, hvad der er sket. “Rage”-virusset har lagt England, og måske verden, øde. De inficerede går amok i ren blodrus og dræber alt og alle. Kommer man i kontakt med inficeret blod, bliver man selv smittet og så er der 20 sekunder til man selv er en ravende galning.

Scenerne fra det mennesketomme London er noget af det bedste ved filmen.

Scenerne fra det mennesketomme London er noget af det bedste ved filmen.

Den lille gruppe mister hurtigt Mark, men Selena og Jim støder til gengæld på to andre overlevende, der har forskanset sig i en lejlighed. Det drejer sig om taxachauføren Frank (Brendan Gleeson) og hans datter Hannah (Megan Burns). Frank har opdaget en båndoptagelse, der spilles over radioen, og som opfordrer andre raske til at opsøge nogle soldater, der har forskanset sig nord for Manchester.

Frank, Hannah, Jim og Selena begiver sig af sted til Manchester i Franks taxa, og da de endelig når frem til soldaterne udvikler filmen sig til det rene pjat. Det viser sig, at soldaterne er ude efter kvinder, som de kan “muntre sig med”, og nu må Jim gå i aktion for at redde damerne (Frank er i mellemtiden afgået ved døden). Her bliver filmen til ren actionfjolleri, og så skal der ikke siges mere. Ud over at der som sagt er en påklistret happy-end, der i hvert fald klart antyder, at ikke hele verden er blevet zombificeret.

Hurtige zombier

Selena (Naomie Harris) og Jim (Cilliam Murphy) lige efter den hektiske ankomst til Frank og Hannahs lejlighed.

Selena (Naomie Harris) og Jim (Cilliam Murphy) lige efter den hektiske ankomst til Frank og Hannahs lejlighed.

Nuvel. 28 Days Later er ikke en decideret zombiefilm idet de “Rage”-inficerede mennesker ikke er zombier i traditionel forstand. De er stadig levende, men helt ude af kontrol og kun i stand til at angribe og dræbe. Men det er ordkløveri, for konceptet og virkemidlerne er akkurat det samme som i “rigtige” zombiefilm, dog med den undtagelse at de inficerede ikke bevæger sig langsomt og klodset, men er lynhurtige og sindssygt aggressive.

Her har 28 Days Later klart efterladt sig en arv, for det er den samme type zombier, der to år senere dukkede op i Zack Snyders 2004-remake af Romero-klassikeren Dawn of the Dead (1978). Godt nok var hurtige zombier set tidligere, men ikke på præcis den måde, som de optræder på i 28 Days Later.

Egentlig begynder det hele meget godt, og idéen om en virus, der gør folk aldeles dyriske og aggressive er sådan set fin. De aggressive og hurtige zombier er et udmærket spin på den sædvanlige filmzombie, og også her har 28 Days Later faktisk haft efterdønninger. I hvert fald virker det som om Stephen King har hentet en vis mængde inspiration fra filmen til sin roman Cell (2006), der findes anmeldt andetsteds på Planet Pulp.

Palle alene i verden

Frank (Brendan Gleeson) og Hannah (Megan Burns).

Frank (Brendan Gleeson) og Hannah (Megan Burns).

Den første times tid er filmens klart bedste, og her er der vitterligt nogle særdeles atmosfæriske scener fra det helt mennesketomme London. Men selv her er der ting, der ikke hænger ordentligt sammen når man begynder at tænke lidt over det. Byen er simpelthen for tom. Der er ikke mange forladte biler, trafikuheld eller køer, og de inficerede ser man faktisk forbløffende lidt til. Man får aldrig nogen forklaring på, hvor de inficerede opholder sig, og de dukker generelt kun op, der hvor manuskriptforfatteren Alex Garland har brug for dem til klassiske horrorsekvenser. Og dem er der i øvrigt kun få af.

Taget i betragtning at London er helt mennesketom burde det myldre med inficerede, men det gør det ikke, og Jim kan i filmens begyndelse gå rundt i ganske lang tid før han overhovedet løber ind i nogle af zombierne. Det samme gælder da han sammen med Mark og Selena bevæger sig gennem byen – det gør de ganske åbenlyst, og de virker på ingen måde bange for at blive opdaget.

Myriader af spande på toppen af lejlighedskomplekset, hvor Frank og Hannah bor.

Myriader af spande på toppen af lejlighedskomplekset, hvor Frank og Hannah bor.

Det hænger ikke helt sammen, og det gør det heller ikke da Jim, Frank, Selena og Hannah stopper ved et supermarked inden de kører mod Manchester. Ingen af dem står vagt mens de andre henter varer, nej de løber alle frejdigt rundt i supermarkedet uden en eneste bekymring. Endvidere giver det ingen mening, at motorvejen mod nord er helt og aldeles tom – her burde være kolossale køer af tomme biler, efterladt af panikslagne mennesker på vej ud af byen før de selv er blevet overfaldet.

Flot og stemningsfuldt er det unægteligt, men det er mere en Palle alene i verden-stemning, der fremmanes end det er en “The end is extremely fucking nigh”-dommedagsagtig én af slagsen. Det hænger bare ikke sammen.

Og hvorfor gør det så ikke det? Der er næppe tvivl om, at Alex Garland fint kender genren, for han har selv afsløret at forbillederne bl.a. udgøres af Romeros Dead-trilogi foruden bl.a. The Omega Man (1971), hvori zombierne ganske vist heller ikke er ægte zombier, men også en afart af typen.

Der er også flere direkte referencer i løbet af filmen, bl.a. og nok mest tydeligt til Romeros Dead-film. Supermarkedsscenen er måske den tydeligste, og viser klart tilbage til Dawn of the Dead, men drengezombien, der angriber Jim på en tankstation har også paralleller til samme film. Det synes altså klart, at Garland fint kender genren, så der må altså ligge noget andet bag hans bevidste brud på genrekonventionerne.

Nedkog og opkog

På vej til Manchester på en helt og aldeles tom motorvej.

På vej til Manchester på en helt og aldeles tom motorvej.

Svaret er civilisationskritik. Det er helt tydeligt, at Garland primært er interesseret i at få sine hovedpersoner videre fra London og op til de skumle soldater nord for Manchester. De inficerede er bare et påskud for denne underliggende agenda, og forfatteren har tydeligvis ikke haft nogen ægte interesse i at skrive en zombiefilm.

Da Jim, Selena og Hannah når frem til soldaterne får vi en solid omgang utilsløret kritik af menneskelige omgangsformer, og Garlands bud på, hvad verdens undergang kan bringe frem i os alle. Soldaternes lille isolerede verden repræsenterer naturligvis alt, der er modbydeligt ved mennesket (med undtagelse af én soldat), mens vore tre hovedpersoner repræsenterer det gode. Men omstændighederne former mennesket, og soldaterne tvinger ved deres handlinger Jim til at blive en dræber for at forsvare sin flok.

De onde soldaters leder, Major West (Christopher Eccleston).

De onde soldaters leder, Major West (Christopher Eccleston).

Det er nedkog og opkog af temaer fra blandt andet William Goldings roman Lord of the Flies (1954), blot med voksne og naturligvis med langt mindre finesse og føling end i Goldings roman. Dermed er der også trukket tematiske linjer tilbage til The Beach fra 2000, også instrueret af Danny Boyle og baseret på en roman af Alex Garland fra 1996.

Problemet er bare, at denne del af filmen hurtigt udvikler sig til en actionfilm, hvor Jim må redde Selena og Hannah fra soldaterne, samtidig med at de må undslippe indtil flere zombificerede soldater. Som et led i sin redningsplan har Jim nemlig sluppet en inficeret soldat fri, de andre soldater holdt fanget som studieobjekt.

Taber historien på gulvet

Inficeret soldat.

Inficeret soldat.

Resultatet af alt dette er en særdeles splittet film, der er mange ting og ingenting på én gang. Det er ikke en rigtig zombiefilm. Dels fordi der er så få inficerede med, dels fordi de ikke spiller den store rolle for filmens handling. Egentlig kunne resten af Englands befolkning lige så vel være forsvundet som følge af en helt “almindelig” sygdom, og hovedpersonerne være faldet i kløerne på soldaterne på anden vis.

Det er som sagt tydeligt, at Garland egentlig bare ønsker at få sine personer frem til de onde soldater. Men selv her, hvor filmen ellers kunne være blevet mere interessant, taber Garland historien på gulvet, dels ved at lade soldaterne være ustyrligt karikerede og dels ved at lade filmen degenerere til en ordinær actionfilm.

Dermed er den hverken zombiefilm eller civilisationskritisk drama. Den vil for meget, men kan for lidt og sætter sig derfor godt og grundigt mellem to stole og falder af samme grund direkte på røven med et stort, dundrende brag.

Visuelt fin

Den tåbelige happy end, hvor hovedpersonerne ses af et fly.

Den tåbelige happy end, hvor hovedpersonerne ses af et fly.

Billedmæssigt er filmen flot, på nær et par irriterende og sært selvbevidste anvendelser af skæve kameravinkler. Her er det lidt som om Boyle skal være smart bare for at være med på noderne, og det er helt unødvendigt. Scenerne i det mennesketomme London er værd at se alene for deres spøgelsesagtige stemning, og scenen hvor Frank tager Jim med op på taget af lejlighedskomplekset er også smuk i sin simple absurditet.

Her rammer Garland og Boyle tættest på mål, for her er det klassisk zombiebelejring, vi er vidner til: i et forsøg på at sikre sig drikkevand har Frank stillet et utal af spande op på taget af bygningen, og i en ganske underholdende scene konstaterer han det utrolige i, at det ikke har regnet i over ti dage. I England!

Desværre er der for lidt af den slags, og det kan filmens ellers fine visuelle side ikke rette op på. Skuespilpræstationerne fra hovedpersonerne er hæderlige og heller ikke mere, men soldaterne er reduceret til tåbelige karikaturer, hvilket præstationerne fuldt ud lever op til.

Ærgerligt

I sidste ende må det derfor konstateres, at 28 Days Later faktisk har ufatteligt lidt at byde på, hvis man bare er lidt bekendt med de mange andre ting, zombiegenren kan tilbyde. Det er skide ærgerligt, for man fornemmer klart potentialet til en langt bedre film. Men hvis det er engelske zombier vi snakker om, så giv mig Shaun of the Dead til enhver tid. Nitte.

2 stjerner

Titel: 28 Days Later
Dansk titel: 28 Dage Senere
Instruktør: Danny Boyle
Manuskript: Alex Garland
Cast: Cillian Murphy (Jim), Naomie Harris (Selena), Brendan Gleeson (Frank), Megan Burns (Hannah), Christopher Eccleston (Major Henry West)
Producere: Andrew Macdonald (producer), Robert How (line producer), Greg Caplan (executive producer), Simon Fallon (executive producer)
Foto: Anthony Dod Mantle
Klip: Chris Gill
Musik: John Murphy
Spilletid: 112 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Surround 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, 2002
Produktionsselskaber: DNA Films, British Film Council
Distributør (DVD): 20th Century Fox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: London, Postapokalyptika, Sygdom, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *