Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

2001: A Space Odyssey

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Stanley Kubricks science fiction-klassiker er tonstung og fremragende filmkunst, der både følger Arthur C. Clarkes roman og er noget helt andet.

2001: A Space OdysseyDer er næppe mange film, der har været så indflydelsesrige som Kubricks 2001: A Space Odyssey. I hvert fald når vi taler science fiction. I det hele taget har Stanley Kubricks karriere udmærket ham som en af de store filmpionerer, der har flyttet adskillige milepæle.

Her er det især forbløffende at bemærke, hvor få film Kubrick rent faktisk indspillede, og hvor mange af disse, der i dag bliver regnet blandt de helt store mesterværker. Kubrick var en kunstner, der med en nærmest perfid perfektionisme og en pedantisk nøjagtighed skabte den ene storfilm efter den anden. Det er i virkeligheden derfor måske heller ikke så overraskende, at det var netop ham, der skabte en af de mest troværdige rumfilm, der til dato er blevet indspillet.

Mastodontprojekt

2001: A Space Odyssey er en film, som i et pinagtigt naturalistisk formsprog forsøger at gengive verdensrummet med en så stor selvfølgelighed, som var det en tur med bybussen, Kubrick skildrede.

Det havde verden ikke set før, og her skal man i øvrigt huske på, at den historiske månelanding først fandt sted i 1969 – året efter Kubricks film var blevet udsendt. Hans rumvision gik altså forud for befolkningens indtryk af universet såvel som Månen, og mange mener, at Kubrick rent faktisk har været med til at modellere vores underbevidste billedliggørelse af rumrejsen som idé.

For at nå dertil måtte Kubrick igennem et opslidende mastodontprojekt, der trak ud i en uendelighed. Kubricks perfektionisme har næppe været med til at fremskynde produktionen, men det stort anlagte projekt voksede sig flere gange så stort, at det truede med at kollapse. Naturligvis skyldtes dette hovedsageligt de mange krav til special effects, men selve manuskriptet voldte også vanskeligheder.

Forfatteren og filmmanden

Den oprindelige planlægning begyndte allerede i 1964, da Kubrick tog kontakt til sci-fi-forfatteren Arthur C. Clarke og forhørte sig, om han ville være med til at samarbejde omkring et manuskript til en troværdig science fiction-film. Det indvilligede Clarke i, og med udgangspunkt i hans novelle The Sentinel fra 1948, gik Clarke og Kubrick i gang med at skrive.

Arbejdet strandede imidlertid, og det blev derfor besluttet, at Clarke skulle forsøge at skrive historien som en roman, og senere kunne de så omarbejde denne til et screenplay. Mens Clarke skrev, begyndte Kubrick at forberede de tekniske dele af filmen. Arbejdet på manuskriptet stod imidlertid ikke helt stille, og det endte faktisk med, at Clarke både skrev på romanen og manuskriptet samtidig.

Som arbejdet skred frem, opstod der en stigende utilfredshed hos Clarke, der ikke helt kunne istemme sig Kubricks fortolkninger af historien. Romanen fik derfor et meget anderledes udtryk, som ikke lader sig genfinde i filmen. I store træk stemmer film og roman dog overens. Handlingen er mere eller mindre den samme, men den afgørende forskel er, at Clarke forklarer alt, mens Kubrick kun rejser spørgsmål.

Monolitten
Solsystemet åbner sig for os.

Solsystemet åbner sig for os.

Da 2001: A Space Odyssey havde premiere, blev den et kæmpemæssig hit. Den ramte biograferne i 1968, og man kunne næppe have forestillet sig et mere perfekt udsendelsesår. Kubricks film er gennemsyret af tidens åndelige søgen og visuelle udtryk. Den blev et populært mål for flippere på syre, og selv om hverken Kubrick eller Clarke var på stoffer, har tidens bevidsthedsudvidende tendenser tydeligvis slået rod i udtrykket.

Menneskehedens vugge.

Menneskehedens vugge.

Filmen begynder, da mennesket endnu er i sin spæde barndom. Vi præsenteres for en øde verden, hvor abemennesker lever side om side med vilde dyr. Endnu har den udvikling, der for alvor skal udskille mennesket som noget særligt ikke grebet om sig. Midt i denne urtilstand sker der imidlertid noget.

En sort monolit dukker med ét op ud af intet, og som en katalysator sætter den gang i det underbevidste hos abemenneskene. Den drivende kraft som monolitten introducerer, er volden. Mennesket lærer våbnets magt at kende, og i det øjeblik monolitten har kastet sin slange ind i paradisets have, kan handlingen flytte sig med gevaldige skridt.

Rejsen til Jupiter
Voldens fødsel.

Voldens fødsel.

I et af filmhistoriens mest forbløffende klip flytter vi os ud i verdensrummet. Dr. Heywood Floyd er på vej til Månen, hvor han skal undersøge et besynderligt fænomen. Man har nemlig opdaget en sort monolit i et krater på Månen. Denne monolit lader til at være blevet fremstillet af tænkende væsner, og den må med andre ord være det første bevis på liv uden for Jorden.

I kredsløb om Jorden.

I kredsløb om Jorden.

Denne chokerende opdagelse bliver holdt hemmelig for offentligheden, og det er Heywoods opgave at undersøge sagen til bunds. Bedst som han er i gang med dette arbejde, vågner den sorte monolit pludseligt, og udsender en skærende lyd, der slynger os videre frem i historien.

18 måneder efter at vi mødte Dr. Heywood Floyd på Månen, er vi nu ombord på det gigantiske rumskib Discovery 1, der er på vej til Jupiter som den første bemandede ekspedition til denne fremmede planet. Ombord finder vi fem astronauter, om end kun to af dem er vågne. Resten ligger i en kunstig dvale, som først skal hæves, når skibet går i kredsløb omkring Jupiter.

Hal
Sterilt euro-design i verdensrummet.

Sterilt euro-design i verdensrummet.

Rumfærgen har dog også et sjette medlem, nemlig computeren HAL 9000, der er så højt udviklet, at den må karakteriseres som et selvstændigt tænkende individ. Astronauterne er i stand til at kommunikere frit med computeren, og den omtales da også konsekvent under navnet Hal lige som et andet menneske. Det er Hal, der styrer alle skibets væsentlige funktioner, mens de to vågne astronauter Dave Bowman og Frank Poole, nærmest fungerer som en art viceværter ombord.

Samarbejdet med Hal fungerer upåklageligt, men en dag sker der noget. Hal meddeler, at en fejl i skibets kommunikationssystem vil bringe radiokontakten med Jorden i fare. Derfor må fejlen udbedres hurtigst muligt. Problemet er bare, at astronauterne slet ikke kan finde nogen fejl, da de søger efter den. Hal har taget fejl, hvilket teknisk set ikke burde være muligt.

Herfra går udviklingen stærkt, og med ét befinder de to astronauter sig i åben krig med en almægtig modstander, der kontrollerer alt omkring dem. Hvordan situationen udvikler sig ombord på Discovery 1, bør man nok selv se.

En indre rejse
Dr. Heywood R. Floyd (William Sylvester) taler med sin datter over telefonen. Pigen bliver i øvrigt spillet af Kubricks datter.

Dr. Heywood R. Floyd (William Sylvester) taler med sin datter over telefonen. Pigen bliver i øvrigt spillet af Kubricks datter.

Filmens hovedafsnit er astronauternes kamp mod Hal, men ser vi bort fra denne helt forrygende og ganske konkrete del, er der ikke mange faste holdepunkter at finde. Som sagt rejser 2001: A Space Odyssey flere spørgsmål end den besvarer, og som handlingen skrider frem, opløses mening og rationel tankegang til fordel for et mystisk, spirituelt sprog, der sammenblander gammelkendte symboler med uforståelige billeder og lyd.

Kubrick pakker menneskets kamp mod maskinen ind i dybt følsomme og poetiske afsnit, der synes at ville postulere noget om menneskelivet i sig selv. Hvad Kubrick vil sige med filmen er umuligt at afgøre, eller i hvert fald helt åbent for enhver fortolkning. Netop det meningsløse og uforståelige synes dog at være en mening i sig selv, som retfærdiggør filmen som et åndeligt budskab. En form for linse, som man kan betragte sin egen mytologiske forestillingsverden igennem.

Monolitten på Månen.

Monolitten på Månen.

Rumrejsen bliver en indre rejse, der fører os dybere og dybere ind i det underbevidste. Handlingen skræller så at sige vores verdslige, teknologiske hud af, og fører os ned i den mentale ursuppe, som simrer i hjernens afkroge. Alt dette sker vel at mærke uden ord. Det er kun billeder og musik, som Kubrick benytter sig af. Her finder vi da også filmens egentlige genistreg, for netop fordi filmen i så udstrakt grad er dialogløs, fremstår billeder og musik des stærkere.

På den led lykkes det eksempelvis at skabe en oplevelse af vægtløshed, som utvivlsomt har påvirket den måde, vi forstår denne tilstand på. Kubrick bringer poesien ind i verdensrummet, og fremstiller universet som noget smukt. Noget uberørt og oprindeligt, der ligger på grænsen af det, vi kan fatte.

Uberettiget kritik
Rumskibet Discovery 1.

Rumskibet Discovery 1.

Alt dette finder man ikke i Arthur C. Clarkes roman. Romanen forklarer alt, og fjerner enhver form for mystik. Man kan måske mene, at romanen ligefrem bliver en smule banal i forhold til Kubricks film, men det ville være for hårdt ved Clarkes fortælling. Bogen er sober underholdning, men den når ikke Kubricks vision.

HAL 9000.

HAL 9000.

På den anden side kan man mene, at Kubrick måske slet ikke havde brug for Clarke, for i virkeligheden handler filmen om alt andet end netop det, romanen forsøger at fortælle. Det besynderlige er, at roman og film på én gang er stort set identiske og samtidig så forskellige som nat og dag. Den formelle handling er den samme, men hvor vi hos Clarke får udlagt alle begivenhederne, er filmen en tåget symfoni af billeder og lyd.

I sidste ende burde Clarke nok være Kubrick taknemmelig for den store berømmelse, han opnåede gennem Kubricks film; romanen alene ville nemlig næppe have rejst synderlig opmærksomhed. Clarkes kritik minder en smule om Stephen Kings utilfredshed med Kubricks filmatisering af The Shining fra 1980, som King heller ikke følte levede op til hans roman. Desuagtet bliver Kubricks film regnet som en af de mest skræmmende gysere, der er blevet indspillet, og på den led kommer både Clarkes og Kings kritik til at fremstå en smule ligegyldig.

Tonstung filmkunst
Dr. Dave Bowman (Keir Dullea).

Dr. Dave Bowman (Keir Dullea).

2001: A Space Odyssey er en fremragende film. Ja, den er mere end det. Den er filmhistorie. Man kan faktisk ikke rose den nok. Dens hypnotiske kraft står stadig med uforandret intensitet i dag, og effekterne er stadig af en nærmest uhyrlig realisme, som nutidens computerskabte tricks ikke formår at gøre meget bedre.

Tingene tager en uset drejning.

Tingene tager en uset drejning.

Når det er sagt, kommer man ikke uden om, at det er en usædvanlig tung film, som man bestemt ikke bare sætter sig til at se. Det er hårdt arbejde at komme gennem den over to timer lange film. Navnlig den sidste del er en prøvelse, som på sin vis er en fantastisk oplevelse hver gang, man ser den, men på den anden side skal man også være i humør til det udsyrede univers.

Man kommer ikke uden om 2001: A Space Odyssey, men popcorn-underholdning er det ikke. Vi taler tonstung filmkunst af den type, som man i ny og næ må tvinge sig selv til at gense, for derved at huske, at der rent faktisk er instruktører, som formår andet og mere end blot at underholde med filmmediet.

6 stjerner

Titel: 2001: A Space Odyssey
Dansk titel: Rumrejsen år 2001
Instruktør: Stanley Kubrick
Manuskript: Stanley Kubrick & Arthur C. Clarke
Cast: Keir Dullea (Dr. Dave Bowman), Gary Lockwood (Dr. Frank Poole), William Sylvester (Dr. Heywood R. Floyd), Leonard Rossiter (Dr. Andrei Smyslov), Margaret Tyzack (Elena), Robert Beatty (Dr. Ralph Halvorsen), Sean Sullivan (Dr. Bill Michaels), Douglas Rain (HAL 9000’s stemme)
Producere: Stanley Kubrick (producer) & Victor Lyndon (associate producer)
Foto: Geoffrey Unsworth
Klip: Ray Lovejoy
Spilletid: 143 minutter
Aspect ratio: 2.21:1
Lyd: 5.1 Dolby Digital
Sprog: Engelsk, tysk
Undertekster: Dansk, engelsk, tysk, hollandsk, svensk, norsk, finsk, islandsk, italiensk
Produktionsland, år: England/USA, 1968
Produktionsselskaber: Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) & Polaris
Distributør (DVD): Sandrew Metronome Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Kunstig Intelligens, Rummet, Rumskibe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *