Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

1408

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

1408 er ikke decideret dårlig, men handlingen går i stå, da løjerne for alvor går i gang, og kort efter fordamper uhyggen i effektpræget bulder og brag.

1408 er baseret på en novelle af Stephen King, der første gang udkom i lydbogsnovellesamlingen Blood and Smoke i 1999, hvor Stephen King selv oplæste tre af sine noveller. Egentlig var det aldrig Kings hensigt, at 1408 skulle udgives på tryk, men det skete nu alligevel tre år senere i novellesamlingen Everything’s Eventual.

Novellen blev til på en lidt sjov facon: King skrev oprindelig den første håndfuld sider af novellen til On Writing (2000) som et eksempel på redigeringsprocessen – fra råt udkast til mere forfinet tekst (On Writing er halvt selvbiografisk og halv instruktionsbog for aspirerende forfattere). King blev så grebet af idéen, at han skrev novellen færdig, og den nåede altså at udkomme i Blood and Smoke, inden On Writing udkom i 2000.

Don’t enter 1408

Her er det dog Mikael Håfströms filmatisering fra 2007, det skal handle om. 1408 handler om forfatteren Mike Enslin, spillet af John Cusack, der bor i Californien og lever af at skrive guidebøger til hjemsøgte steder. ”De 10 mest hjemsøgte hoteller”, ”De 10 mest hjemsøgte kirkegårde” og den slags. I virkeligheden tror han slet ikke på den slags; han skriver bare bøgerne for at tjene til dagen og vejen, og i filmens indledning finder vi også ud af, at han tidligere har skrevet såkaldt ”seriøs” litteratur.

I sin post finder han en dag et postkort. Billederne forestiller et hotel – Dolphin Hotel – i New York, og det eneste, der står på bagsiden er kortet er ”Don’t enter 1408”, og så er Enslins nysgerrighed naturligvis pirret. Han beslutter sig for at tage værelse 1408 på Dolphin Hotel med i sin nye bog.

Desværre er det nemmere sagt end gjort, for da han ringer til hotellet, vil de ikke leje værelset ud til ham på noget tidspunkt. Han finder dog en lovgivningsmæssig klemme på hotellet, og så drager han ellers til New York for at tage endnu en kedelig overnatning i et såkaldt hjemsøgt værelse. Men der venter ham lidt af en overraskelse.

Masser af dødsfald

Først modtages han af hotellets direktør Gerald Olin (Samuel L. Jackson), der på alle tænkelige måder forsøger at overtale Enslin til ikke at tjekke ind i værelse 1408. Han fortæller Enslin alle mulige historier om, hvad der er sket i værelset – de fleste naturligvis relateret til de 56 dødsfald, der har været! Olin fortæller, at han lukkede værelset ned efter det fjerde dødsfald, der havde været, efter at han blev direktør.

Alligevel holder hotellet værelse 1408 så nogenlunde i stand. Der bliver gjort kursorisk rent én gang om måneden, men stuepigerne arbejder altid i hold af to, døren til værelset bliver aldrig lukket og Olin overvåger selv arbejdet. Alligevel er det gået galt. Olin fortæller, at en stuepige engang blev smækket inde på toilettet i værelse 1408. Hun var kun låst inde i to minutter, men da de fik døren op… Ja, det må I selv finde ud af ved at se filmen.

Uanset hvor meget Olin forsøger at overbevise Enslin om, at det er en dårlig idé (og jeg vil gerne her indskyde, at havde det været mig, så havde jeg sagt tak for info og i hast forladt stedet), insisterer Enslin på at tilbringe en nat i værelse 1408, og til sidst kan Olin ikke gøre andet end at indvilge.

Mister fremdriften

Præcist hvad der sker, da Enslin først kommer ind på værelse 1408, skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det er her, at 1408 begynder at have nogle problemer. Selvsagt foregår der alskens uhyggelige ting og sager, og mange af elementerne er bestemt effektive – til at starte med gyser man og får chok på de helt rigtige steder. Som sådan er 1408 skruet godt sammen.

Problemet er, at filmen mister sin narrative fremdrift, da Enslin går ind i værelse 1408. Godt nok får vi lidt mere kød på Enslin som karakter. Vi finder ud af, at Enslin har været gift, tidligere har boet i New York og at hans datter er død af kræft. Kort sagt finder vi ud af, at Enslins skepsis over for alt overnaturligt kommer fra hans afvisning af religion i kølvandet på sin datters død.

Og det er bestemt også fint. Ikke overvældende originalt, men det er velfungerende karaktermateriale. Problemet er, at John Cusack ikke har særligt meget, han kan gøre med det, fordi filmen, fra det øjeblik han træder ind i værelse 1408, mest af alt består af en række rædselsvækkende begivenheder af stadig mere katastrofal art. Som nævnt er der gode gys og chok undervejs, men det undgår ikke at blive noget repetitivt, ligesom narrativet som sagt går i stå.

Det ligger ligesom i filmens præmis (hentet fra novellen), at hovedparten af handlingen foregår på hotelværelset og handler om de rædsler, Enslin udsættes for, men hvor jeg sagtens kan forestille mig, at Stephen King kan gøre det interessant i novellen (jeg har dog ikke læst den), så ender det med at være lidt uinteressant i filmen. Og jo vildere og mere outrerede ting, værelse 1408 udsætter Enslin for, jo mindre uhyggeligt bliver det faktisk også. Filmens klart mest creepy øjeblikke findes i de første 10-15 minutter, efter at Enslin er trådt inden for døren. Da Helvede for alvor bryder løs, forfalder filmen i bulder og brag og uhyggen fordufter mere eller mindre totalt.

The Shining og 1408

Det er selvfølgelig helt umuligt ikke at sammenligne 1408 med Stephen Kings anden store haunted hotel-historie, The Shining (1977), og der er da også nogle markante fællestræk – ikke mindst forholdet mellem en far og en søn eller datter. Begge historier har en forfatter som hovedperson, og begge historier har også fornægtelse som ét af deres væsentlige temaer: Jack Torrances fornægtelse af sin egen alkoholisme i The Shining over for Mike Enslins fornægtelse af det åndelige i 1408.

Begge er følelsesmæssigt og åndeligt tilknappede mænd, men som Stephen King nok ville beskrive dem, så er de også begge mænd med sprækker – sprækker som alle former for ondskab kan trænge ind igennem og udnytte.

Den helt markante forskel mellem The Shining og 1408 er, at The Shining aldrig mister sit narrative drive – uanset om vi her taler om Kings roman eller Kubricks filmatisering (1980). Det har selvfølgelig noget at gøre med, at The Shining er en større historie end 1408 – altså med flere handlingstråde og synspunkter, som King og Kubrick skifter mellem. Og så har det selvfølgelig også noget at gøre med, at det meste af 1408 udspiller sig på én lokalitet og med én person. Det kræver en hel del mere at holde sådan en historie kørende, og det er nok det, der gør, at filmen ender i bulder og brag.

An evil fucking room

Når det er sagt, er der bestemt også positive toner ved 1408. John Cusack gør det glimrende i filmens altdominerende hovedrolle, og de få biroller er også besat af kompetente folk. Ikke mindst Samuel L. Jackson får en del ud af sin begrænsede screen time som hoteldirektøren Olin. Han har også filmens bedste replik, da Enslin udfritter Olin om, hvad det er, der hjemsøger værelse 1408 – om det er et spøgelse eller noget i den stil. ”Jeg har aldrig sagt det var noget i den stil,” svarer Olin. ”It’s just an evil fucking room.”

Som Enslins forlagsredaktør møder vi Tony Shalhoub i en lille birolle, og Enslins ekskone spilles af smukke Mary McCormack. De gør det begge fint. Løjerne er kompetent iscenesat af svenske Mikael Håfström, og på den anmeldte 2-disc-udgave får man både biografversionen og director’s cut-versionen med en alternativ slutning.

1408 er ingen decideret dårlig film, men den lider under, at den handlingsmæssigt går i stå, da Enslin træder ind i værelse 1408 og at uhyggen efterhånden fordamper i effekter. Hvis man vil opleve en uhyggelig Stephen King-historie, der foregår på et hotel, er det stadig The Shining, der er kongen.

3 stjerner

Titel: 1408
Instruktør: Mikael Håfström
Manuskript: Matt Greenberg, Scott Alexander & Larry Karaszewski efter Stephen Kings novelle 1408
Cast: John Cusack (Mike Enslin), Samuel L. Jackson (Gerald Olin), Mary McCormack (Lily), Tony Shalhoub (Sam Farell)
Producere: Lorenzo di Bonaventura (producer), Jake Myers (executive producer), Richard Saperstein (executive producer), Bob Weinstein (executive producer), Harvey Weinstein (executive producer)
Foto: Benoît Delhomme
Klip: Peter Boyle
Musik: Gabriel Yared
Spilletid: 104 minutter / 112 minutter (director’s cut)
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, 2007
Produktionsselskaber: Dimension Films, The Weinstein Company, Di Bonaventura Pictures
Distributør (DVD): Midget Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *