Den fine danske blog Apokalyptisk rundede i september deres indlæg nummer 1000. Ganske imponerende, også når man tænker på, at det er på kun lidt over tre år. Jeg interviewede de to hovedkræfter bag bloggen, og vi startede tilbage i tiden, hvor Jakob ridsede skabelsen op:
”I foråret 2011 boede jeg i Canada og var jobsøgende. I den forbindelse manglede jeg noget at lave, og jeg savnede lidt at snakke og skrive dansk. En eftermiddag kiggede jeg på Netflix og faldt over den franske zombiefilm La Horde. Jeg elsker zombiefilm, men havde dog mine bange anelse med en fransk en af slagsen, og søgte derfor på nettet efter anmeldelser, men fandt kun engelske. Et par dage efter snakkede jeg med en ven om filmen, og vi kom til at snakke om postapokalyptiske film generelt.
Ikke lang tid efter startede jeg bloggen: Det var en god undskyldning for at se flere film om et tema, jeg elsker, og en måde at skrive lidt dansk på, mens jeg var i udlandet. Jeg havde aldrig drømt om, at den små fire år senere ville have haft over 150.000 besøgende og 1000 indlæg.
Apokalyptisk er blevet en autoritet, når det kommer til genren. Vi har været i både radio og tv for at snakke om apokalyptiske emner, og vi er blevet brugt i flere interviews og endda i en kandidatopgave som kilde. Vi mener faktisk, at genren ikke kun er underholdning, men at den også fortæller rigtig meget om os som mennesker.”
Der skal to til en postapokalyptisk tango
Det skulle hurtigt vise sig, at Jakob ikke var den eneste med et skarpt blik for den postapokalyptiske genre – eller kan man overhovedet kalde det en genre? Måske nærmere en setting eller et tema, da de fleste genrer kan optræde i apokalyptiske og postapokalyptiske klæder.
Uanset hvilken betegnelse, man bruger, fik Jakob og bloggen følgeskab. Og det skete således, da Hr. Martin Schjönning gjorde sin entre:
”Jeg kom til i foråret 2012. Jeg var pludselig blevet arbejdsløs og manglede noget at rive i, og jeg var fast læser på Jakobs blog. Jeg har tidligere anmeldt bøger og musik, og har været apo-freak, siden jeg fandt tegneserien Mutanternes Verden på børnebiblioteket. Det virkede derfor som det helt rigtige sted at udfolde sig, så jeg tog kontakt til Jakob, og så var vi pludselig to skribenter.”
For folk som mig, og sikkert også for jer læsere, er det åbenlyst, hvorfor vi godt kan lide det postapokalyptiske. Men lad os lige lade Jakob og Martin komme med deres bud på, hvorfor det postapokalyptiske er så populært. Jakob starter:
”For mig skyldes det, at værker i denne genre svarer på spørgsmålet “Hvordan ender det hele?”. Det er naturligt for alle, tror jeg, at forestille sig en ende på det hele: Vi mennesker har gjort det, siden vi kunne opfatte, at der var “tid”. Desuden er genren, eller temaet som nok er en mere passende betegnelse, så omfattende, da det kan ende på så mange måder; zombier, krig, sygdom, monstre, aliens, økologiske, økonomiske katastrofer osv.”
Og Martin supplerer:
”At det er så voldsomt. Én ting er en vampyr, der jager en enkelt person i nattens mørke, eller et genfærd, med en trist fortid, der skal udfries fra sine lidelser. Det kan være skummelt og give gåsehud. Noget helt andet er Jordens undergang. Alt slutter og noget nyt starter måske op.
Mathias Clasen postulerer i sin utroligt fine bog Monstre, at horrorgenren har en evolutionspsykologisk forklaring: Vores hjerner skal bruge frygten til at lære med, fordi hjernerne stadig er på et slags primitivt stadie, der ikke har kunnet nå at følge med udviklingen. Vi skal forberede os på det værst tænkelige.
Jeg tror, den apokalyptiske fortælling er det ultimative evolutionspsykologiske “våben” i vores arsenal. Vi bliver forberedt på en verden, hvor alle hjælpemidler er borte, og kun stammen eller individet er tilbage. Det lyder selvfølgelig som anarko-primitivistisk propaganda, og man må aldrig glemme, at det kun er underholdning, men jeg tror, dommedagstemaet fascinerer os, fordi det stimulerer vores hjerne på den måde.”
Et hobbyprojekt
Så er det ligesom på plads. På den ene eller måde. Anarko-primitivistisk propaganda eller ej. Noget vi kender fra Planet Pulp er problemet med at holde gejsten eller finde tiden til skriveriet. For ideer er der altid nok af. For Jakob er det vigtigt, at bloggen er en hobby:
”For mig har det været vigtigt, at dette er et hobbyprojekt; livet (forhold, børn, arbejde, træthed) kommer altid først, og det skal være lysten, der driver værket. Når det er sagt, kunne jeg godt tænkte mig nogle flere skribenter, så vi kunne levere endnu mere indhold til vores læsere.”
Hvortil Martin tilføjer:
”Der har været perioder, hvor bloggen har været stille i måneder – hvis vi begge har travlt på arbejde, op-og-nedture i privaten osv. Men det fede ved blogmediet er jo, at der er så stor frihed til bare at skrive, når man har tid og lyst. Ingen deadlines der skal overholdes.”
Min umiddelbare tanke var, at man risikerer en side, der føles død, hvis der går for langt mellem indlæggene. Sådan ser Martin dog ikke helt på det:
”Ja, vi kan jo se nogle utroligt detaljerede læserstatistikker, og når vi har været langsomme til at smide ting på siden, kan det absolut ses på læserantallet. Men med brug af Facebook, især i de grupper der har med sci-fi og horror at gøre, og de grupper, der handler om zombier, er det ret nemt at få folk ind på siden igen – heldigvis.
Skrivekonkurrencen og udgivelsen af Undergang satte seriøst fut under kedlerne, fordi så mange linkede til de artikler. Kort sagt, der er aldrig rigtig dødt på Apokalyptisk (påfaldende nok). Med over 1000 artikler er der også enormt mange, der simpelthen kommer ind og læser os via Google.”
Og så er vi tilbage i henholdsvis Valby og Vollsmose. Et tidspunkt ude i fremtiden, hvor Danmark er gået i zombie-mode. Og hvordan kommer man bedst omkring i sådan et samfund?
I baggården står Jakobs cykel. Den skal bruges til den første del af rejsen. Men når han først er ude af byen, regner han med at være lige så heldig som hovedpersonerne i Zombieland og finde en Hummer hos en tilfældig landmand.
I Vollsmose løber nogle af de samme tanker igennem Martins hoved:
”I et så gennemasfalteret land som Danmark, ville den cykel, jeg i forvejen har stående ude i skuret, være det perfekte køretøj: Lydløs, let at reparere, til at bære, hvis man skal krydse forhindringer, og løber aldrig tør for brændstof. Bare ærgerligt, det ikke er en mountainbike.
Nyt Blod
Et tiltag, der kunne afhjælpe døde perioder på siden, er, som Jakob var inde på, at skaffe nye skribenter. Jeg spurgte Jakob ind til, hvilke krav han ville have til det nye blod:
”Kravet er en kærlighed til genren: Man behøver ikke se 100 film om måneden eller kunne remse alle klassikerne op. Måske er man mere vild med spil eller tegneserier, eller ligesom Martin en rigtig bognørd. Måske er man endda bare interesseret i filosofien om dommedagsfortællinger – f.eks. en præst.
Det er vigtigt for mig, at sidens skribenter er ærlige: Bare fordi der er en generel mening om f.eks. et værk, kan man godt gå imod strømmen, som Martin f.eks. gjorde da han gav World War Z-filmen én stjerne. Har man lyst til at skrive om vampyrer og mener, at Twilight er verdens bedste vampyrfilm, så skriv det, så længe man kan begrunde sine tanker.”
Den negative side
Der er mange fede postapokalyptiske værker, og overordnet set er vi nok alle enige om, at genren/temaet/settingen er noget, der giver os våde drømme om natten. Men hvad med de dårlige sider? Jakob bød først ind:
”En af genrens dårlige sider er, at den for det meste er fanget i, hvad der sker i vores verden lige nu – hvad er vi bange for lige nu, ender med at blive værkets tema. Det er sjældent, man ser værker, som går helt deres egne veje.
En anden dårlig ting er det dystre, som altid følger med: Ja, det er sørgeligt, at verden er gået under og kun en lille gruppe overlever, men måske kan de starte noget nyt og bedre, måske er det slet ikke en dårlig ting? Lidt ligesom Noah og historien om syndfloden er apokalyptisk, men jo dybest set er en historie om håb og en ny start”.
Martin byder hurtigt ind:
”Et rigtig godt eksempel på det, Jakob efterlyser, er H.G. Wells’ The Time Machine: Menneskeheden har overlevet, om end i en meget anderledes form. Og ud over Morlockerne er det en ret o.k. verden, de har sig, uden forurening og korruption. Den slags værker er meget sjældne. Apokalyptiske utopier. Problemet er vel, at utopier ikke indeholder særlig meget konflikt, og det er ofte det, der driver handlingen.”
Når man rammer et jubilæum, kigger man naturligvis både frem og tilbage. Og jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvad vi kan forvente os af Apokalyptisk i fremtiden.
”I fremtiden vil jeg gerne have en side i et nyt og lidt mere opdateret design, dette ville også give os flere muligheder for opsætning. Faktisk findes vi allerede på http://www.apokalyptisk.dk, men indtil videre bliver man bare sendt over på bloggen. Jeg vil også gerne lave flere ting ligesom vores antologi Undergang – på lang sigt kunne det være fedt ligefrem at blive et lille forlag, der udgiver mindre kendte forfattere i genren, men det er vist langt ude i fremtiden.”
Og Martin supplerer med tanker om, hvad han godt kunne tænke sig at skrive om i fremtiden samt mere overordnede betragtninger om selve genrens fremtid:
”Jeg har så mange idéer til artikler, men jeg har længe gerne villet skrive 1) En guide til apokalyptiske film, rettet mod børn. 2) En billedartikel med forskellige kunstneres udlægning af den Bibelske syndflod. Og 3) En række artikler om værker, hvor overlevende fortæller om nær-apokalyptiske oplevelser (eksempelvis bombningen af Hiroshima).
Jeg tager løbende noter og har allerede skrevet halvdelen af disse artikler oppe i hovedet. De mangler alle sammen den sidste lille ting, der gør, at jeg kan færdiggøre dem og skrive dem ned.
Apokalypsen har altid haft en plads i den store menneskelige fortællekultur, og det vil den blive ved med at have – indtil vi rent faktisk går under.
Den har indtil videre udviklet sig i mange retninger, og det tror jeg, den vil blive ved med. Jeg tror man vil se flere historier, hvor verden ikke går under, og menneskeheden overlever, men i en ikke-fysisk form. En digital form. Det store spørgsmål vil så være, om vi overhovedet forsvandt? Er vi stadig mennesker, eller er den æra forbi?
Meta-apokalyptiske overvejelser på baggrund af den rivende teknologiske udvikling. Efterhånden kan vi også skræmmende meget med robotter og droner, og den historie er bestemt ikke fortalt færdig med I, Robot eller RoboCop. Der er rigeligt at tage hul på!”.
Twinkies, druesukker og et stort tillykke med de 1000
En sjov detalje, som er meget klassisk, når vi taler om hjemmesider, er, at Jakob og Martin aldrig har mødt hinanden i ”virkeligheden”. Men måske muligheden kommer, når zombieepidemien rammer os? Så kan de måske mødes et sted på Fyn – Martin på sin cykel og Jakob i sin Hummer. Her kan de dele deres erfaringer og måske deres mad?
I Vollsmose kiggede Martin på de forsyninger, han havde gjort klar til rejsen ud i det zombificerede Danmark:
“Konserves er møgtungt og larmer. Moderne rationer i folieposer, som vandrere og bjergbestigere bruger, er langt mere fornuftige. Men jeg ville nok primært pakke proteinpulver og druesukker samt medicin. Disse tre ting kan holde en gående, mens man skaffer mad.”
Og Jakob har også fine sager i rygsækken, der bliver fyldt med Heinz Tomatsuppe, da det simpelthen er fantastisk… Og måske et par Twinkies, hvis han altså kan finde dem?
God tur drenge mod solnedgangen og tillykke med de 1000 indlæg. Godt gået.
Udgivet i nr. 108 | 13/10/2014
Stikord: Postapokalyptika, Zombier
