Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

X2

X2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ottmans X2-score er god symfonisk filmmusik, som ikke mindst fremstår stærkt qua det mindeværdige hovedtema.

Da X2 havde premiere i 2003 var det til tonerne af John Ottmans score. Ottman er Bryan Singers faste komponist, men måtte sige nej til at levere musikken til den første film, da han på det tidspunkt var travlt optaget med sin egen spillefilmsdebut som instruktør på Urban Legends: Final Cut. Men i 2003 var han klar – både som klipper og komponist.

Ottmans tilgang til X-Men-universet var markant anderledes end Michael Kamens. Hvor Kamens musik til den første film var mørkt, indadvendt og kun sjældent heroisk, tog Ottman en noget mere traditionel og direkte vej ind i stoffet.

Hans score er sprudlende, udadvendt, rent symfonisk og alt andet end bange for at spille på superheltegenrens heroisme – også selvom X-Men-filmene tager sig selv en anelse mere seriøst end nogle af genrens øvrige indlæg.

Selvom Michael Kamen til X-Men, foruden temaer for både Magneto og Mystique, også havde komponeret et fanfare-lignende hovedtema, som Ottman sagtens kunne have genbrugt og udviklet på, valgte John Ottman helt at se bort fra Kamens score, da han komponerede sit eget. Det betyder, at vi både får et nyt hovedtema og temaer for flere andre karakterer – heriblandt også Mystique.

Fængende hovedtema

Ottmans hovedtema er langt mere udviklet end Kamens, men i sin kerne har den stadig en lidt ”her-kommer-vi”-fanfare-agtig kvalitet, der fra et stilistisk synspunkt virker som en meget organisk videreudvikling af Kamens tilgang – uden at de to temaer i øvrigt har noget som helst med hinanden at gøre.

Det fængende hovedtema høres adskillige gange i løbet af scoret, og det er tilpas nuanceret til, at Ottman kan bruge det i mange forskellige situationer. De fleste, der har anmeldt scoret tidligere, har anklaget Ottman for, at hovedtemaet til X2 i virkeligheden ikke er andet end en let omskrivning af Henry Mancinis hovedtema til Tobe Hoopers Lifeforce (1985). Det synes jeg er en ret letkøbt kritik, for selvom der bestemt er strukturelle sammenfald, er de to temaer langt fra ens. I øvrigt synes jeg, at Ottmans tema er klart overlegent.

Hovedtemaet høres første gang i den lange og flotte ”Suite from X2”, der indleder det oprindelige 2003-album (et næsten dobbelt så lang album udkom i 2012). Foruden hovedtemaet består suiten af smukt og afdæmpet tematisk materiale associeret med Jean Grey, hvis udvikling spiller en vigtig rolle i filmen.

Hovedtemaet citeres ofte i scoret, men i de fleste tilfælde kun kortvarigt som en fanfare, der bruges som signatur i heoriske situationer, f.eks. i ”Rogue Earns Her Wings” (nr. 7). Men det er også et tilpas organisk tema til, at Ottman kan bruge det i forskellige situationer og stemninger; en suspensepræget udgave af temaet høres f.eks. i begyndelsen af Sneaky Mystique” (nr. 2).

Action- og suspensemusik dominerer albummet

Størsteparten af den musik, der præsenteres på det her anmeldte album, er action- og suspensemusik af forskellig art, og det attraktive Jean Grey-materiale, der spiller en så væsentlig rolle i suiten, hører vi desværre ikke så meget til. Temaet indgår dog i både ”Storm’s Perfect Storm” (nr. 2) og ”Goodbye” (nr. 15).

En af grundene til, at action- og suspensematerialet fylder så meget på albummet skyldes også, at de udvalgte cues næsten alle stammer fra anden del af filmen, hvor filmen bliver actionfokuseret – en del af de mere stille og stemningsfulde cues, der findes i filmens første halvdel, er altså udeladt her, men det er nogle spektakulære actioncues dog også.

Den musik vi finder på albummet er til gengæld af ganske høj kvalitet, og lige fra starten er det tydeligt, at Ottman med X2 har valgt at ”go big”: Allerede track nummer 2, ”Storm’s Perfect Storm” byder således på massiv symfonisk lyd, inklusive stort kor.

Det er den samme lyd, vi finder i albummets længste track, det over syv minutter lange ”Mansion Attack” (nr. 6), der foruden hæsblæsende og spændende actionmusik med masser af slagtøj også byder på dissonante passager. Her hører vi desuden også et sekundært heroisk tema.

”Magneto’s Old Tricks” er et andet stort cue, der overvejende består af action- og suspensemateriale, her med creepy æterisk kor og Elliot Goldenthal-inspirerede messingblæsere. I samme cue får vi også et simpelt og desværre ikke synderligt mindeværdigt motiv for Magneto i form af fire faldende toner (her var Michael Kamens Magneto-tema klart bedre).

Stille øjeblikke, stedvis af stor skønhed

Actionmusikken dominerer, men der er også nogle fine suspensecues, bl.a. det allerede nævnte ”Sneaky Mystique”, der stedvist giver klare mindelser om Ottmans glimrende score til Singers The Usual Suspects (1995). Her hører vi desuden første gang Ottmans motiv for Mystique – som med Magneto-motivet er der tale om en enkel sag på kun fem toner, men i modsætning til Magnetos motiv, får Ottman gjort Mystiques motiv meget karakteristisk igennem instrumenteringen, der bl.a. inkluderer stønnende, halverotiske kvindestemmer.

Også ”It’s Time” (nr. 8) byder på effektiv suspensemusik, især i anden halvdel, der bygger stemningen op ved hjælp af en rytmisk strygerostinato.

Selvom albummet er klart domineret af action og suspense, så er der dog også blevet plads til enkelte mere stille øjeblikke, stedvis af stor skønhed. ”Finding Faith” (nr. 3) er et smukt, malerisk cue, hvor også hovedtema-fanfaren kortvarigt indgår i en af sine stille variationer. ”Cerebro” (nr. 5) er også et smukt cue med en næsten klassisk sensibilitet – måske på grund af strygersoloen midt i cuet – og suppleret med subtil anvendelse af æterisk kvindekor.

Noget ufokuseret

Hvis man skulle komme med en kritik af Ottmans score, i hvert fald sådan som det præsenteres på det her anmeldte album, så er det, at det ikke er så tematisk forankret, som det kunne have været. Hovedtemaet er godt nok tydeligt artikuleret, og det dukker som sagt også op en del gange, ligesom Mystique har fået et genkendeligt motiv. Men derudover savner man en lidt større grad af tematisk sammenhængskraft på tværs af de enkelte cues.

Man savner et tema for skurken Stryker, ligesom Jean Grey-materialet som sagt bruges meget lidt i de cues, vi hører her. Sammenlignet med John Powells score til den næste film i serien, er der forholdsvis langt mellem fremførslerne af de forskellige temaer og motiver, og især nogle af de lange actioncues kunne med fordel have været struktureret omkring nogle sekundære og tertiære småmotiver. I stedet er actionmusikken i store træk ren underscore – flot, dynamisk og ofte larmende, men af samme grund til gengæld også stedvist noget ufokuseret.

Hvorvidt dette indtryk vil ændre sig, hvis man hører det komplette score, ved jeg ikke, men jeg kunne forestille mig, at det komplette score i det mindste giver en tydeligere fornemmelse af et fremadskridende narrativ. Det er nemlig den anden ting, man kommer til at savne i musikken – en klarere musikalsk gengivelse af, hvor vi egentlig befinder os henne i handlingen.

Her er musikken ganske enkelt for stilistisk ensartet, især i actionmaterialet, hvor cues fra midten af filmen sagtens kunne have været placeret i slutningen, uden at man egentlig ville bemærke forskellen.

God symfonisk filmmusik

Tendensen mod det ufokuserede, som især findes i actionmusikken, kan dog ikke ændre på, at Ottmans X2-score er god symfonisk filmmusik, som ikke mindst fremstår stærkt qua det mindeværdige hovedtema. Men vi skal frem til John Powells score til X-Men: The Last Stand for at finde det første virkeligt gode X-Men-score.

Nummerliste:
1. Suite from X2 (7:11)
2. Storm’s Perfect Storm (2:18)
3. Finding Faith (1:31)
4. Sneaky Mystique (3:31)
5. Cerebro (1:28)
6. Mansion Attack (7:34)
7. Rogue Earns Her Wings (1:36)
8. It’s Time (3:40)
9. Magneto’s Old Tricks (4:59)
10. I’m In (4:11)
11. If You Really Knew (3:21)
12. Playing With Fire (2:45)
13. Death Strikes Deathstryke (4:52)
14. Getting Out Alive (3:59)
15. Goodbye (5:27)
16. We’re Here to Stay (1:50)

Total spilletid: 60:13

4 stjerner

Titel: X2
Komponeret af: John Ottman
Dirigeret af: Damon Intrabartolo
Orkestrering: John Ottman & Damon Intrabartolo
Komponeret: 2003
Udgivet: 2003
Label: Superb Records

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *