Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

X-Men: The Last Stand

X-Men: The Last Stand
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

John Powells X-Men: The Last Stand er et fantastisk score, der både har fremragende temaer, imponerende actionmusik og stille øjeblikke af stor skønhed. Det er det bedste X-Men-score til dato.

Da Bryan Singer i 2000 lavede X-Men, havde Singers faste komponist John Ottman ikke mulighed for at komponere musikken på grund af andre forpligtelser, så scoret blev komponeret af Michael Kamen. Ottman komponerede så scoret til Singers X2 (2003), men da Singer forlod den tredje X-Men-film i 2004 for i stedet at koncentrere sig om Superman Returns (2006), tog han samtidig Ottman med sig.

Det betød, at den tredje X-Men-film, X-Men: The Last Stand, bød på den tredje komponist i seriens historie. Denne gang tilfaldt opgaven den dengang 43-årige britiske komponist John Powell (f. 1963). Powell startede i Hollywood som én af Hans Zimmers protegéer, og er uden tvivl den dygtigste af Zimmers mange ”lærlinge”.

Efter at han forlod Zimmers Media Ventures-studie, har Powell skabt sig en flot karriere i Hollywood og markeret sig med sin helt egen stemme indenfor moderne filmmusik. Powell mestrer den symfoniske tradition, men er samtidig dygtig til at inkorporere elektroniske elementer i sine scores på en måde, der ikke lyder upassende sammen med symfoniorkestret.

Derfor var det bestemt en velkommen nyhed, at det blev Powell, der skulle stå for musikken til X-Men: The Last Stand, og resultatet blev da også helt afsindig godt! X-Men: The Last Stand er et powerhouse af et symfonisk filmscore, hvor Powell virkelig fjerner alle stopklodser og går all-in!

Et kvalitativt spring

The Last Stand er det hidtil mest tematisk drevne score i X-Men-franchisen, og akkurat ligesom John Ottman valgte at se bort fra de temaer, Michael Kamen havde etableret i den første film, så valgte Powell at se bort fra Ottmans temaer fra X2, da han komponerede sit score.

På den ene side kan man sige, at det er ærgerligt, at filmene på den måde helt mangler musikalsk sammenhæng, men når man hører de temaer, Powell komponerede til The Last Stand, er der nu ikke meget at ærgre sig over, for The Last Stand er på alle måder et kvalitativt spring op ad stigen i forhold til både Kamens og Ottmans scores.

Vaskeægte superheltetema

Der er fire væsentlige temaer i Powells score, og alle væves på mesterlig vis ind i musikken fra første færd og lige til slutningen.

Det første tema er selve hovedtemaet, som på albummet dukker op allerede i det indledende cue ”20 Years Ago”, her i en afdæmpet version med hvirvlende strygere. Det afløses dog hurtigt af temaet for fulde gardiner i ”Bathroom Titles” (nr. 2), der er komponeret til filmens main titles.

Vær dog opmærksom på, at albumversionen af ”Bathroom Titles” ikke er identisk med den, der høres i filmen, som er lidt mere avanceret i sin orkestrering. Dette skyldes vistnok, at filmversionen af cuet endnu ikke var indspillet, da albummet gik i produktion.

Det betyder imidlertid intet, for ”Bathroom Titles” er et helt forrygende cue! Efter en stemningsfuld indledning blæser temaet bare derudaf – et vaskeægte heroisk superheltetema hvis underliggende rytmiske ostinato minder ikke så lidt om John Williams’ Superman-tema, og det er næppe tilfældigt. Det er en absolut fryd at høre et så velkomponeret, svært ørehængende tema, der samtidig i den grad vedkender sig sin arv uden på nogen måde at være plagiat. Wow. Just wow!

Det der gør temaet endnu mere imponerende er, at det er så ”plastisk” i sin udformning, at Powell uden problemer kan anvende det i vidt forskellige variationer til vidt forskellige stemninger. Sammenlign f.eks. den superheroiske udgave fra ”Bathroom Titles” med den tragisk-noble udgave i det virkeligt smukke cue ”The Funeral” (nr. 16) eller den hårde, ballsy version i ”The Battle of the Cure” (nr. 25).

Powells hovedtema er det perfekte X-Men-tema, og langt bedre end både Kamens minimale fanfare og Ottmans ellers også catchy tema fra X2.

Storslået, ekspansivt og smukt

Det andet væsentlige tema i scoret er Phoenix-temaet, der er associeret med Jean Grey og mere specifikt med hendes ”reinkarnation” som den vanvittigt magtfulde Phoenix. Temaet dukker første gang op i ”Whirlpool of Love” (nr. 5) og er storslået, ekspansivt, men også meget, meget smukt. Også dette tema behandler Powell på vidt forskellige måder i forskellige situationer, og temaet kommer til at spille en meget vigtig rolle senere på scoret.

Den absolut flotteste og mest imponerende behandling får det i ”Dark Phoenix’ Tragedy” (nr. 14), hvor temaet antager decideret episke proportioner – det er også scorets absolut flotteste og mest imponerende cue, ligesom temaet i sig selv ikke bare er scorets bedste tema, men meget muligt også Powells bedste til dato.

Den episke udgave af Phoenix-temaet vender tilbage i forbindelse med filmens klimaks, i ”Phoenix Rises” (nr. 26), men her i en noget mere orkestreringsmæssigt ”sminket” udgave med stort kor.

Heroisk og stolt

Det tredje af de fire væsentlige temaer, Powell etablerer, dukker op hen imod slutningen af ”Angel’s Cure” (nr. 8). Det er et stort og heroisk, nærmest stolt, tema, der i den udgave, der høres i ”Angel’s Cure” synes at passe perfekt til den bevingede mutant Angel. Temaet er i denne udgave et perfekt ”flyve-tema” med samme storslåede kvalitet som John Williams’ fantastiske ”Buckbeak’s Flight”-cue fra den tredje Harry Potter-film, The Prisoner of Azkaban.

Powells senere anvendelse af temaet synes imidlertid at antyde, at temaet ikke kun er for den flyvende Angel, men nærmere skal forstås som et tema for alle filmens unge mutanter. I hvert fald dukker en meget smuk og blid udgave af temaet, fremført af træblæsere og suppleret af strygere og harpe, op i ”Skating on the Pond” – en scene, der i filmen fokuserer på Bobby Drake, alias Iceman, og Kitty Pryde, alias Shadowcat.

Endelig er der det fjerde tema, som er betydeligt mindre udviklet end de øvrige, men som ikke desto mindre figurerer ganske prominent i scoret – i særdeles i de store actioncues hen imod slutningen af scoret. Det er associeret med Magneto og hans Broderskab og høres første gang i ”The Church of Magneto, Raven is My Slave Name” (nr. 3).

Selvom det er betydeligt mindre udviklet og mindre genkendeligt end de øvrige temaer, så er det faktisk et decideret tema med både et A- og et B-tema. Oftest høres dog kun A-temaet, der består af fire faldende toner, men af og til høres også B-temaet, der udvider med yderligere 10.

Fantastisk flow på albummet

Tilstedeværelsen af temaer, uanset hvor ørehængende og genkendelige de er, er naturligvis ikke noget, der skaber et godt filmscore i sig selv. Det, der gør Powells score så godt, er, at han vitterligt forstår at bruge temaerne aktivt uden at være en slave af dem. Han væver dem behændigt ind og ud af de forskellige cues, som nævnt ofte i forskellige variationer og i forskellige kontekster – bombastisk action, suspense, afdæmpet melankoli, you name it. Det fungerer fantastisk.

Dertil kommer, at scoret har et fantastisk flow fra start til slut. Her kan man virkelig tale om, at musikken i sig selv fortæller en historie – albummet, som med sine 61 minutter indeholder et ganske generøst uddrag af scoret, formår at opbygge sin egen ”spændingskurve” med stedvise dramatiske højdepunkter, inden der bygges op til det endelige opgør.

Rent musikalsk forløser det endelige opgør sig i øvrigt over de sidste syv cues på albummet, der faktisk alle hænger sammen – fra og med ”Building Bridges” (nr. 21) og til albummet slutter, løber hvert enkelt track således direkte over i det næste og udgør et næsten 22 minutter langt sammenhængende actionklimaks med dertilhørende forløsning i det afsluttende cue, ”The Last Stand” (nr. 27).

Actionmusikken på The Last Stand-scoret er generelt af vanvittig høj kvalitet, men det er i de sidste tyve minutter, at Powell virkelig skruer op for sine virkemidler og leverer noget af det mest spektakulært underholdende actionmusik, han nogensinde har komponeret. Det er komplekst, hurtigt, højt og ekstremt spændende – og både symfoniorkester og kor udnyttes til det yderste! Cues som ”Shock and No Oars” (nr. 22), ”Attack on Alcatraz” (nr. 23) og ”The Battle of the Cure” (nr. 25) er ganske enkelt filmmusik af allerhøjeste karat, og selvfølgelig glemmer Powell ikke at inkorporere sine temaer undervejs!

Entydigt positiv

Skal man endelig kritisere The Last Stand-scoret for noget, er det, at actionmusikken stedvist bliver lidt for kompleks! Der er simpelthen så mange lag i musikken, at man kan blive helt åndeløs af at forsøge at holde styr på, hvad der foregår. Men det er en billig og unfair kritik, som selvfølgelig ikke skal få lov til at have det mindste at sige i forhold til min bedømmelse.

Og bedømmelsen er entydigt positiv! John Powells X-Men: The Last Stand er et fantastisk score, der både har fremragende temaer, imponerende actionmusik og stille øjeblikke af stor skønhed. Det er det bedste X-Men-score til dato, og hvor er det ærgerligt, at John Powell ikke fra og med The Last Stand blev seriens faste komponist.

Nummerliste:
1. 20 Years Ago (1:10)
2. Bathroom Titles (1:09)
3. The Church of Magneto, Raven is My Slave Name (2:40)
4. Meet Leech, Then Off to the Lake (2:38)
5. Whirlpool of Love (2:03)
6. Examining Jean (1:12)
7. Dark Phoenix (1:29)
8. Angel’s Cure (2:32)
9. Jean and Logan (1:39)
10. Dark Phoenix Awakes (1:44)
11. Rejection is Never Easy (1:08)
12. Magneto Plots (2:05)
13. Entering the House (1:18)
14. Dark Phoenix’ Tragedy (3:13)
15. Farewell to X (0:30)
16. The Funeral (2:52)
17. Skating on the Pond (1:12)
18. Cure Wars (2:59)
19. Fight in the Woods (3:04)
20. St. Lupus Day (3:02)
21. Building Bridges (1:17)
22. Shock and No Oars (1:16)
23. Attack on Alcatraz (4:37)
24. Massacre (0:31)
25. The Battle of the Cure (4:21)
26. Phoenix Rises (4:21)
27. The Last Stand (5:29)

Total spilletid: 61:31

6 stjerner

Titel: X-Men: The Last Stand
Komponeret af: John Powell
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony
Dirigeret af: Pete Anthony
Orkestrering: Brad Dechter, Bruce Fowler, Randy Kerber, John Ashton Thomas, Suzette Moriarty, Rick Giovanazzo, Kevin Kliesch, Conrad Pope, Walt Fowler & Ken Kugler
Komponeret: 2006
Udgivet: 2006
Label: Varèse Sarabande

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *