Women of Marvel vol. 1

3 minutters læsetid

Women of MarvelDer er særlig fokus på kvindelige superhelte i øjeblikket. Filmene Wonder Woman (2017) og Captain Marvel (2019) har vist sig at være kæmpesucceser i alverdens biografer, og det har åbnet op for, at flere kvindelige superhelte fra tegneserierne kan blive portrætteret i levende billeder.

Så til siden helte, hvis jeres navne slutter med “man”. Kvinderne vil frem, og det kan ses på Mike Mayhews nydelige forsidetegning til tegneserieantologien Women of Marvel vol. 1.

Marvels kvinder er i spotlyset med en samling af selvstændige historier om Black Widow, The Cat, Shanna the She-Devil og mange flere.

Superheltekvinder

Women of Marvel vol. 1 lægger ud med en historie om Black Widow, som de fleste kender fra det evigt voksende Marvel Cinematic Universe, hvor hun spilles af en badass Scarlett Johansson, der efter sigende får sin egen solofilm til næste år. Utroligt at de har været længe om det, eftersom Johansson har spillet den russiske superspion siden Iron Man 2 (2010).

Her møder vi hende i et nummer af Amazing Spider-Man, hvor Black Widow gør netsvingeren til bifigur i sit eget hæfte! Eller det tror man, når man ser den gamle forsideillustration til hæftet. Desværre er der i sidste ende meget lidt om den rødhårede spion i historien. Come on, Marvel! Det kunne I have gjort bedre.

Vi får også de oprindelige orgin-historier om Shenna the She-Devil og The Cat. Det er karakterer, som nok kun de mest inkarnerede Marvel-fans har kendskab til, og deres historier hører ikke til de bedste orgin-historier. De er hurtigt glemt, efter man har læst dem.

Det bedste bud på en solid kvindedrevet historie er hentet fra X-Men. Det er Storm, der bliver udsat for telepaten Emma Frost. Hun overtager Storms krop, så hun og lederen af Hellfire Club, Sebastian Shaw, kan få ram på resten af X-Men.

Historien er skrevet af den populære X-Men-forfatter Chris Claremont, der var på serien som fast forfatter gennem en del år og skabte mange af de ikoniske figurer, bl.a. Dark Phoenix, som man kan se i sommerens X-Men-film af samme navn.

Mere mutant-stof er der også i det første solo-hæfte om popsanger-mutanten Dazzler, der kan noget særligt med lys og lyd. I den mere useriøse og kedelige ende er She-Hulk hovedpersonen i en Avengers-historie, hvor Captain America, Iron Man osv. vil teste den grønne heltinde, før hun kan blive fuldbyrdet medlem af holdet.

Streger fra dengang

Der er meget gammelt indhold i Women of Marvel vol. 1, så er der naturligvis streger fra den tids dygtige tegnere som John Buscema, John Romita Sr. og sønnen John Romita Jr. og den senere Witchblade-skaber Marc Silvestri.

Som stor fan af farmand og sønnike Romita er det altid spændende at se tegninger fra de tegnere. Jeg har altid godt kunne lide Romita Sr.’s måde at tegne Spider-Man og særligt Mary Jane.

En X-Men-historie om Rogue (også skrevet af Claremont), er tegnet af John Romita Jr. Her kan man opleve på en tegner, der lige skulle finde sit eget udtryk, der ikke lå for tæt opad faderens streg. Efterfølgende blev Romita Jr. en af de bedste Spider-Man-tegnere, der senere også tegnede den ultravoldige Kick-Ass for forfatteren Mark Millar.

Trods den gode tegnekunst, kan det ikke redde en tegneserieudgivelse alene, hvis mange af historierne skuffer, og det gør de desværre i Women of Marvel vol. 1.

En slap hyldest til Marvel-kvinderne

Idéen med Women of Marvel vol. 1 er ellers supergod. Men valget af historierne lader noget tilbage at ønske.

Problemet med mange af dem er, at de kræver dybere indsigt i figurerne samt det faktum, at de konstant refererer til tidligere numre af de forskellige titler. Det havde været noget nemmere, hvis historierne var one shot-historier uden behov for forhåndsviden.

Marvel kan sagtens forsætte med det gode koncept, så længe et bind to byder på flere selvstændige historier, eventuelt skrevet udelukkende til konceptet. Om ikke andet så for nye læseres skyld.

2 stjerner

Titel: Women of Marvel vol. 1
Forfattere: Chris Claremont, Carla Conway, Gerry Conway, Tom DeFalco, Linda Fite, Steve Gerber, Stan Lee, David Michelinie, Carole Seuling, Jim Shooter, Roy Thomas
Tegnere: Mike Mayhew, John Buscema, Bob Hall, Don Heck, Bob McLeod, Jim Mooney, John Romita Sr., John Romita Jr., Marie Severin, James Sherman, Marc Silvestri, Joe Sinnott, George Tuska
Forlag: Marvel Comics
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 228 sider
hvid
Historierne i Women of Marvel vol. 1 udkom oprindelig i Avengers #221, Uncanny X-Men #151-152, 182 & 244, Amazing Spider-Man #86, Ms. Marvel #1, The Cat #1, Dazzler #1, Shanna, The She Devil #1.

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019

Stikord: Superhelte

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.