Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Wild beasts – Belve feroci

Wild beasts – Belve feroci
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Wild beasts - Belve ferociWild beasts – Belve feroci er en moderat underholdende “dyrene angriber”-gyser, der med sit øko-tema spiller fermt på datidens stigende miljøbevidsthed uden selvfølgelig at have andet på hjerte end at tjene penge.

I 1970’erne så en ny subgenre af horror for alvor dagens lys. Film om dyr, der går amok, var set før, men i 1970’erne blev der i flere horrorfilm lavet en ny sammenkobling. Nu var det på grund af forurening og menneskenes misbrug, at naturen gik amok. Tidsånden var også til det: Greenpeace blev stiftet i 1971, og 1970’erne var også på andre måder det årti, hvor den moderne miljøbevidsthed blev født.

Vi har her på Planet Pulp tidligere anmeldt økogyserne Frogs (1972) og Day of the Animals (1977), men adskillige andre film med lignende temaer kom frem på omtrent samme tidspunkt. Som vi mange gange tidligere har set, ville den italienske filmindustri ikke stå tilbage for noget, og Wild beasts – Belve feroci er et klokkeklart eksempel på, at italienerne også ville have en bid af kagen, mens temaet var hot. Det ses da også af den tosprogede originaltitel.

Foregår i Frankfurt

Rupert Berner - en rigtig mand med et flot overskæg

Wild beasts – Belve feroci indleder med en tekst, der fortæller, at vi befinder os i “en nordeuropæisk storby”. Ret hurtigt står det klart for os, at vi befinder os i Frankfurt am Main, for vi ser ganske hurtigt et skilt, der reklamerer for Frankfurts Zoologiske Have. Alle rollerne har da også tyske navne, selv om filmen er indspillet på italiensk og dubbet til engelsk (begge lydspor ligger i øvrigt på skiven).

Her møder vi dels zoologen Rupert Berner (John Aldrich – det må være et alias) og hans journalistkæreste Laura Schwarz. Laura spilles af Lorraine De Selle, som vi kender fra bl.a. La casa sperduta nel parco (1980) og Cannibal ferox (1981), og Wild beasts – Belve feroci er i øvrigt De Selles sidste spillefilm som skuespiller til dato; siden har hun kun medvirket i et par TV-serier og hun fungerer i dag hovedsageligt som producer.

For lige at tilføje lidt ekstra spænding møder vi også Lauras datter Suzy, som naturligvis udnyttes til at generere lidt spænding i løbet af filmen.

Zoo-dyr på flugt

Rotterne angriber

Efter en kort indledning, hvor vi lige får introduceret de forskellige roller og får slået fast, at Rupert arbejder i zoo’en, begynder tingene at gå galt. Af én eller anden grund går dyrene i haven amok, og det lykkes dem at flygte ud i byen, hvor kaos efterfølger.

Hovedparten af filmen består således af scener, der viser, hvorledes folk bliver overfaldet af diverse dyr. Det er primært dyrene fra zoo, men de allerførste, der omkommer, bliver dog ofre for massevis af glubske rotter, der kommer op fra kloakken. Med andre ord er det næppe noget i den zoologiske have, der er skyld i, at dyrene går amok.

Laura Schwarz

Vi har elefanter, tigre, løver, en gepard og sågar en isbjørn, der går agurk, og det medfører en række moderat underholdende – og moderat blodige – scener, hvor folk på forskellig vis tages af dage. Noget teknisk mesterværk er Wild beasts – Belve feroci ikke, men ved hjælp af en overvejende dunkel lyssætning (filmen foregår primært om natten) og hurtige klip lykkes det dog for instruktøren Franco Prosperi at levere en nogenlunde overbevisende illusion om, at folk overfaldes af de vilde dyr.

Ret beset er der meget lidt reel handling i Wild beasts – Belve feroci. Hovedparten af filmen består som sagt af diverse scener af kaos og folk, der ædes eller flås i stykker, mens Rupert forsøger at finde ud af, hvad der har fået dyrene til at gå amok (PCP i vandforsyningen). Dette fylder dog ikke meget i filmen, og klares for størstepartens vedkommende i filmens sidste ti minutter.

Lidt mere spænding – og lidt mere kød på handlingen – kommer der dog, da vi følger Laura, der med undergrundsbanen er på vej hen for at hente sin datter, der er til danseundervisning på en lokal skole. Det siger sig selv, at turen hen til skolen ikke er begivenhedsløs, ligesom der naturligvis også er ugler i mosen på selve skolen.

Døde rotter?

Elefanter på landingsbanen er et problem

Inden filmen går i gang proklamerer en tekst, at ingen dyr blev gjort fortræd under indspilningen af filmen, men det har jeg meget svært ved at tro på. Jeg tror ikke, at de store dyr kom noget til, men i scenen, hvor de mange glubske rotter bekæmpes med ild, har filmfolkene enten fået fremstillet nogle ekstremt gode rotte-attrapper eller også har de virkelig slået de små gnavere ihjel. En enkelt rotte trædes også under fode, og den ser også i den grad ægte ud.

Hvis der havde været tale om en amerikansk produktion, ville jeg aldrig være kommet i tvivl, men nu har vi altså at gøre med en italiensk produktion fra en periode, hvor italienerne ikke stod tilbage fra at vise ægte dyredrab på film – kannibalfilmene er jo notoriske for sådanne scener.

Isbjørn på krigsstien

Samtidig må man tage i betragtning, at filmen er instrueret af Franco Prosperi, der var én af mændene bag både de to Mondo cane-film (1962 og 1963) og Africa addio (1966), som vi tidligere har anmeldt her på siden, og som i hvert fald stedvist indeholder ubehagelige dokumentariske indslag med både dyr og mennesker, der tages af dage.

Selv om det kan være, jeg tager fejl, er tvivlen desværre med til at kaste et lidt tvivlsomt lys over Wild beasts – Belve feroci, og jeg havde egentlig foretrukket, hvis rotterne havde været tydelige attrapper. Det havde været corny, men dog fjernet enhver mulig tvivl om dyremishandling.

Moderat underholdende

Skuespillet er der ikke meget godt at sige om; det er tvivlsomt over hele linjen. Men det er på den anden side heller ikke skuespillet, der bærer filmen. Det er de mange dyreoverfald, der skal sikre underholdningsværdien, og det lykkes lige akkurat – men også kun lige akkurat.

Wild beasts – Belve feroci havde nydt godt af en mere udbygget handling og en bedre spændingsopbygning, for der er ikke meget af nogen af delene. Selv om de forskellige overfald da er relativt muntre, så er det begrænset, hvor længe det bliver ved med at være rigtigt underholdende, for så overbevisende er de alligevel ikke lavet. Og selv om filmen stedvist er relativt blodig, kunne den også sagtens have brugt endnu et skvæt teaterblod.

Resultatet er en moderat underholdende “dyrene angriber”-gyser, der med sit øko-tema spiller fermt på datidens stigende miljøbevidsthed uden selvfølgelig at have andet på hjerte end at tjene penge.

Wild beasts – Belve feroci er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Wild beasts – Belve feroci
Dansk titel: Rovdyrenes nat
Instruktør: Franco Prosperi
Manuskript: Antonio Accolla & Franco Prosperi
Cast: Lorraine De Selle (Laura Schwarz), John Aldrich (Rupert Berner), Ugo Bologna (Inspector Nat Braun), Louisa Lloyd (Suzy Schwarz)
Foto: Guglielmo Mancori
Klip: Mario Morra
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk, italiensk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1984
Produktionsselskaber: Shumba International Corporation
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *