Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Why Horror Seduces

Why Horror Seduces
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mathias Clasen er en røst, der hverken bør eller kan overhøres, når snakken falder på forskning i horror-kultur. I Why Horror Seduces har han samlet sine resultater og teorier, og det er helt klart værd at læse – hvis du er nørdet nok.

Why Horror SeducesHvorfor læse en bog om de psykologiske drivkræfter bag og kulturelle grundlag for horror? Er det i virkeligheden ikke sjovere at dykke ned i substansen, i fiktionen, hvor monstrene rent faktisk har krop og stemme, og ikke blot finder anvendelse som studieobjekter der skal bortforklare vores hjerners uudgrundelighed? Hvorfor har jeg egentlig valgt at læse denne bog?

Fordi jeg ikke blot er en forbruger af fiktionsrædsel. Jeg er også producent, i form af mit forfatterskab og mine redaktørjobs, i min rolle som gamemaster og live-arrangør, som konsulent på Skrækfest i Odense, og som anmelder på Planet Pulp.

Clasens bog er derfor særdeles vedkommende for mig personligt, men givetvis ikke interessant for almindelige læsere og seere. For mig er Why Horror Seduces et spændende kig ned i motorrummet på den store horror-maskine, et indblik i hvad det er, der driver den, hvad der får stemplerne til at pumpe.

Forførelsen der udeblev
Mathias Clasen (f. 1978).

Mathias Clasen (f. 1978).

Why Horror Seduces er desværre en lidt misvisende titel, der tændte et håb i mig. Jeg har altid selv kædet horror og erotik sammen som et helt naturligt makkerpar, hvor to voldsomt heftige menneskelige følelser – rædsel og passion – støtter hinanden og skaber den mest intense oplevelse for læseren.

Ordet ”Seduces” lovede efter min mening en fælles analyse af de to størrelser, erotik og rædsel, og hvordan de påvirker hinanden.

Clasen kommer desværre ikke rigtigt ind på hele det seksuelt forførende aspekt, og allerede i starten af bogen skyder han de gamle freudianske teorier om den psykologiske sammenhæng mellem sex og horror brutalt ned.

Freud og hans kumpaner er absolut ikke ældet med ynde, og Clasen fremhæver talrige meget morsomme eksempler herpå – mit foretrukne er en teoretiker, der forklarer hvorfor hajen fra Jaws (1975) er skræmmende, ved at aflæse den som en gigantisk symbolsk kusse med skarpe tænder.

Der efterlades absolut ingen tvivl om hvad Clasen mener om psykoanalysen som litterært værktøj, og i særdeleshed dens forkæmpere:

“… it gives them an illusion of privileged access to a hidden layer of textual reality, discernable only to highly-trained specialists. It also allows them to talk endlessly about sexual organs, but with straight-faced gravitas.”

Det er svært at sige Clasen midt imod, men de eksempler, han fremhæver som et forsvar for sin egen langt mere naturvidenskabelige tilgang til horror-psykologi, er ekstreme. Og kan vi faktisk helt udelukke at seksualdrift, dødsdrift og trangen til at lade sig skræmme hænger sammen, bare fordi freudianerne har sagt det? Det synes jeg ikke.

Spøgelser i hjernen

Clasen beskæftiger sig målrettet med, hvorfor vi overlagt opsøger rædsler og afsky – og det er da også et virkelig godt spørgsmål om et psykologisk paradoks på linje med masochisme og cutting.
Hans hovedpointe er, at vores higen efter det uhyggelige er nedarvet gennem tusinder af generationer – det der videnskabeligt kaldes et evolutionspsykologisk udgangspunkt.

Vi har et behov for at blive skræmt i sikre omgivelser for at kunne reagere fornuftigt i en ægte, livstruende situation. Hjernen skelner ikke som sådan mellem reelle trusler som en sabeltiger eller en fuld voldsmand på et værtshus, og abstrakte skabninger som zombie-klovne og varulve. Det er de samme mentale muskler, der bliver trænet.

Baseret på denne grundidé forklarer Clasen omhyggeligt, hvordan forskellige horror-elementer virker – rettelig hvorfor de virker – og leverer en perlerække af gode eksempler.

Naturlige fjender har vi ingen af mere, men frygten for edderkopper, slanger og hajer har overlevet som “ghosts in the human central nervous system.”

Når vi ser en horrorfilm forstærkes vores rædsel, hvis vi kan aflæse skuespillernes rædsel i deres ansigt, fordi evolutionen fortæller os, at social empati er essentiel for vores fælles overlevelse. Når vi væmmes ved de udpenslede selvtorturscener i Saw (2004), aktiveres de samme mekanismer i vores hjernearv, som når vi væmmes ved rådden mad, der kan være farlig at indtage – en forsvarsmekanisme vi alle deler, fordi dem, der ikke besad den, døde af mavesygdomme.

Det er ikke første gang, Clasen tager udgangspunkt i evolutionspsykologien, det er derimod den røde tråd i alle hans bøger, heriblandt de dansksprogede værker Homo Timidus (2004) og tænkepausen Monstre (2012).

Begge disse bøger er lettere tilgængelige rent sprogligt, end Why Horror Seduces, og særligt den lillebitte, men overraskende grundige Monstre kan anbefales til travle læsere. I nærværende bog bredes horror-begrebet dog langt mere ud.

Nye rædsler og analyser

Et par nye udspaltninger af horror-genren, som ikke er berørt i tidligere Clasen-udgivelser, bliver behandlet i Why Horror Seduces: Haunts – fysiske attraktioner, hvor skuespillere og teknikere udgør et slags interaktivt spøgelsestog – og, i langt større udstrækning, computerspil og virtual reality.

Disse medier virker på andre, langt mere mentalt invasive måder end de traditionelle narrativt statiske medier, som film og litteratur, og Clasen føjer hermed en række nye, spændende iagttagelser og hypoteser til sine grundteser. Han bakker dertil sine ord op med ret tungtvejende neurovidenskabelige forskningsresultater.

Omtrent en fjerdedel af bogen er sat af til næranalyser af moderne amerikanske horror-klassikere indenfor romaner og film.

Gennem syv af disse analyser præsenteres læseren for et overblik over horror-genrens forgreninger og udvikling gennem de sidste små 70 år – fra et amerikansk synspunkt godt nok, men vi må jo nok erkende, at USA har været temmeligt skelsættende på det punkt.

Bogen er oprindeligt henvendt direkte til det amerikanske college-marked, så det er på en måde acceptabelt, at Europa og Asien ikke er nævnt.

Værkerne er udvalgt snedigt, så de hver harmonerer med, og dermed illustrerer, en af Clasens evolutionspsykologiske pointer, og det slipper han imponerende godt afsted med.

Hans analyser af især Jaws – denne gang er der ingen vagina dentata i sigte – og The Shining (1977) er med til at folde disse værker ud og blotlægge helt nye aspekter af dem – nøjagtigt som traditionel litteraturanalyse bør gøre.

Kanoniske kvababbelser

Der er dog noget, der nager mig ved udvalget af analyseværker. Der er to værker på listen, hvor den apokalyptiske sværm er fortællingens motor: Richard Mathesons I am Legend (1954) og Romeros Night of the Living Dead (1968).

Det virker unødvendigt, når der ikke er blevet gjort plads til en hæderkronet og populær undergenre som sci-fi/horror, hvor Alien (1979) eller The Thing (1982) havde været oplagt.

Clasen kunne sågar have skiftet repræsentanten for found footage-genren, The Blair Witch Project (1999), ud med Cloverfield (2008), og dermed slå to fluer med ét smæk – og i øvrigt gjort listen næsten ti år mere vedkommende.

Jeg savner også en eksponent for torture porn, eksempelvis førnævnte Saw (2004), og jeg er usikker på valget af den første Halloween (1978) som den arketypiske slasher-film – rettelig usikker på, om The Texas Chain Saw Massacre (1974) ikke er et mere ikonisk værk, hvor hixploitation-genren også kunne blive underlagt Clasens dygtige og tankevækkende analyser.

For at være dækkende for moderne horror – og bestemt ikke på grund af god smag – kunne man også have forventet et eksempel på paranormal romance. Om ikke andet, så for at give mig en forklaring på, hvorfor folk kan lide det! Mest af alt savner jeg dog stadig erotikken! Hvor er Hellraiser (1987)? Eller Interview with a Vampire (1976)? Eller The Hunger (1983)?

Når alt kommer til alt, er analyserne dog både medrivende og oplysende, og måske bunder min brok over Clasens kanon i ønsket om, at han havde analyseret bare ti værker i stedet for syv.

For han skriver sgu både intelligent og belevent, den gode lektor Clasen, og som Danmarks førende horror-forsker, har han absolut noget at have sine postulater i.

Why Horror Seduces samler op på Clasens tidligere værker, men kendere af dem vil alligevel kunne finde meget ny information og inspiration i den. Den er som sagt akademisk tungere end Horror Timidus og i sagens natur en hel del mere omfangsrig end den lillebitte universitære pixibog, Monstre.

Derfor vil den nok tilfredsstille et smallere publikum, men tilfredsstille dem det mere. Jeg var i hvert fald både underholdt og intellektuelt stimuleret undervejs!

***
Anmelderens note: For gennemsigtighedens skyld skal det nævnes, at Mathias Clasen og jeg har haft professionelle forbindelser til hinanden i årevis. Det var Clasen der, som antologiredaktør, udvalgte min debutnovelle til udgivelse og teknisk set startede min forfatterkarriere. Vi har arbejdet for de samme forlag flere gange, og han kommer til at skrive forordet i den næste antologi, jeg er med i. Men det er egentlig bare sådan, det danske horror-miljø hænger sammen – det er småt og til tider ret indspist. Jeg har lagt mig i selen for at behandle Why Horror Seduces som enhver anden genstand for anmeldelse.
***

4 stjerner

Titel: Why Horror Seduces
Forfatter: Mathias Clasen
Forlag: Oxford University Press
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 190

Anmeldt i nr. 162 | 13/04/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *