White Zombie

1930’erne var et banebrydende årti for gyserfilmen. Vi fik Dracula i 1931, Frankenstein i samme år og The Mummy i 1932; alle film, der skulle gå hen og få en kolossal indvirkning på gysergenrens videre udvikling. Sammen med The Wolf Man fra 1941 og The Creature from the Black Lagoon fra 1954 blev disse film og deres monstrøse skurke skabeloner for utallige gysere, og de barnesko horrorfilmen trådte i Universal Studios må karakteriseres som centrale filmhistoriske begivenheder, hvis ekko stadig høres i dag.

Den første zombiefilm

I dette fornemme selskab mangler der imidlertid noget, for i 1932 blev den første egentlige zombiefilm også udsendt. Titlen var White Zombie, og handlingen er løseligt baseret på William Seabrooks The Magic Island fra 1929, der i detaljerede vendinger beskriver voodoodyrkelsen på Haiti.

Det skal dog indskydes, at der samme år også gik en teaterforestilling i New York med titlen Zombie, skrevet af Kenneth S. Webb, og denne sagsøgte øjeblikkeligt producenterne bag White Zombie, da Webb mente de havde stjålet hans historie. Retssagen vandt han ikke, og sandheden er nok, at White Zombie lånte idéer fra teaterstykket, men både skuespillet og filmen trak på meget fra Seabrooks bog, uden overhovedet at kreditere denne. Tyv tror hver mand stjæler, siger man, og det er nok ikke helt forkert i dette tilfælde.

Voodoozombier

Zombiefilmen er dermed betydeligt ældre end man måske umiddelbart skulle tro, og der er da også verdener til forskel mellem White Zombie og så den nye zombiefilm, som George Romero skabte med Night of the Living Dead i 1968. I 1932 var zombier stivlemmede skabninger, der adlød deres herre blindt, men i sig selv havde de ingen drifter. Mytologisk var de forankret i pulplitteraturens populære opfattelse af haitiansk mystik.

Navnlig voodoo blev populært i 30’erne, og zombiekonceptet var et oplagt eksotisk supplement til de mange europæiske monstre, der ellers hjemsøgte biografmørket. Med andre ord er der ingen splat eller hunger efter hjerne i White Zombie. Derimod får man leveret en række dybt teatralske skabninger, der helt lever op til de andre store monstre. Det kan derfor virke lidt besynderligt, at White Zombie aldrig er blevet kanoniseret og har opnået samme status som de førnævnte film. Forklaringen er dog ganske nærliggende.

White Zombie var en meget billig produktion, der ene og alene levede fordi den havde Bela Lugosi på rollelisten. Hjernerne bag filmen var brødrene Edvard og Victor Halperin, der henholdsvis fungerede som filmens producer og instruktør. De to brødre havde sans for forretning, og Victor havde især fornemmelse for billeder. Det betød, at de for et ganske lille budget var i stand til at stable en film på benene, der så betydeligt dyrere ud.

Lugosi som trækplaster

Helt optimalt fungerede det dog ikke, for man fornemmer tydeligt, at White Zombie var en lille independentfilm, skabt uden for det store studiesystem. Det må derfor også betragtes som lidt af et scoop, at brødrene fik lokket Bela Lugosi med på projektet.

Lugosi havde netop i 1931 fejret sin karrieres største triumf med rollen som grev Dracula, men den uprøvede og sikkert lidt naive ungarske skuespiller, havde tydeligvis stadig ikke helt forstået at udmønte sin stjernestatus i likvide midler. I hvert fald fik Bela kun 800$ for at spille med i White Zombie, hvilket selv for den tid var en latterlig lille sum, mandens berømmelse taget i betragtning.

Som modydelse blev det garanteret, at Lugosi ikke skulle sige ret mange replikker, og her holdt brødrene Halperin ord. Stakkels Bela havde i 1932 endnu kun et ret begrænset engelsk ordforråd, og det krævede en stor indsats for ham at lære sine replikker fejlfrit.

Sablet ned

I det hele taget var White Zombie et sammensat projekt. Filmens kulisser blev lejet hos Universal, og det trænede øje vil således kunne genkende scenarier fra bibelfilmen King of Kings (1927), Dracula og Frankenstein i Halperins produktion. Manden bag zombiernes make-up var da heller ingen anden end selveste Jack Pierce – den mand der skabte Frankenstein, Wolfman og stort set alle andre ikoniske monsterkostumer fra den tid. Pierce var naturligvis også blevet udlånt af Universal.

Pierces zombier er måske ikke blandt hans bedste kreationer, men de stive, dødningelignende skabninger har bestemt et stille udtryk, der meget rammende fanger idéen om sjælløse kroppe, der blindt adlyder deres herres ordre. Et sidste eksempel på produktionens sammensatte karakter er den bærende kvindelige hovedrolleindehaver, der blev spillet af Madge Bellamy – en stor stumfilmsstjerne, der oprigtigt håbede på, at White Zombie ville blive hendes vej ind i talefilmen.

Det blev den imidlertid ikke, for kritikerne sablede brødrene Halperins film ned. Den fik ikke en chance, men på trods af dette indtjente den sig selv mange gange, og førte bl.a. til at brødrene fortsatte med zombierne i Revolt of the Zombies fra 1936. Denne floppede dog kommercielt, og så kom der ikke flere film om de levende døde fra den kant.

Vi skal imidlertid være glade for, at det stadig er muligt at se White Zombie. Filmen blev nemlig regnet som forsvundet helt frem til 60’erne, hvor den efter en lang og slidsom retssag atter blev gjort tilgængelig. Nogen større effekt fik dette dog ikke, og selv i dag, har den ikke påkaldt sig stor opmærksomhed på DVD-markedet.

En rimand med bagtanker

Handlingen udspiller sig på Haiti, og historien åbner da det unge par, Neil Parker (John Harron) og Madeline Short Parker (Madge Bellamy), er på vej mod den lidt mystiske Charles Beaumonts (Robert Frazer) plantage. Neil og Madeline mødte hinanden i New York, men kort efter måtte Neil rejse til Haiti som agent for den bank, han arbejder i. De enedes dog om, at Madeline skulle rejse efter ham, så de kunne blive gift på Haiti.

Der gjorde Madeline også, og ombord på båden mødte hun rigmanden Charles Beaumont, der insisterede på, at de skulle fejre deres giftermål på hans plantage. Der er parret på vej hen nu, men før de når frem, når de at overvære en haitiansk begravelse, og ordet “zombie” bliver introduceret. Det hele emmer af indestængt gru, og noget er under opsejling, men hvad ved vi endnu ikke.

Parret ankommer sikkert på plantagen, og ret kort tid efter kan brylluppet fejres. Den venlige Charles Beaumont har dog ikke helt rent mel i posen, og man aner, at der må stikke noget under hans venlige facade. Det gør der ganske rigtigt også, for det viser sig nemlig, at han har forelsket sig i Madeline, og kort før brylluppet, bønfalder han hende om at forlade Neil.

Det vil hun naturligvis ikke, og derfor bliver Beaumont desperat. Han opsøger den ubehagelige troldmand Legendre (Bela Lugosi), der driver sin sukkermølle ved hjælp af zombiers arbejdskraft. Charles Beaumont tigger troldmanden om hjælp, og det får han så. Han forvandler Madeline til en levende død, og de flytter derefter begge to ind hos Legendre.

Banal handling

Neil tror Madeline er død, men da han en nat i fordrukken tilstand opsøger hendes grav og ser den er tom, øjner han håb. Neils eneste ven på Haiti er den gammelgode præst Dr. Bruner (Joseph Cawthorn), der som filmens Van Helsing på meget kort tid regner ud, hvordan det hele hænger sammen. Dr. Bruner og Neil drager nu af sted for at konfrontere Legendre, der lever i en enorm borgruin ved kysten. Stedet hvor han bor kaldes Valley of the Dead, og så behøver man nok ikke sige ret meget mere om den sag.

Det hele kulminerer i den onde troldmands borg, hvor kærlighed og magi må krydse klinger. Helt ublodigt bliver dette ikke, og på trods af at man aldrig betvivler at kærligheden i sidste ende vil vinde, formår den ligefremme handling at skabe en del spænding omkring Neils kamp mod ondskaben.

Handlingen i White Zombie er yderst banal og dialogen til tider helt ude i hampen, men lykkeligvis har en mand som Bela Lugosi den karakterstyrke det kræver, at fyre selv de mest tåbelige replikker af med stor indføling. Legendre er utvivlsomt filmens absolutte attraktion, mens Dr. Bruner er et yderst generende comic sidekick.

Rendyrket gotik

Det er dog hverken for skuespillet eller historien, at man skal se filmen. Man skal se den fordi den er forbistret stemningsfuld og til tider nærmest grusomt smuk. Godt nok udspiller handlingen sig på Haiti, men ingen af Halperin-brødrene havde tydeligvis været på øen. White Zombie er nemlig rendyrket gotik; godt nok står en del palmer og tropiske buske i kulisserne, men udtrykket er det vi kender fra Dracula og Frankenstein.

Ikke alene bor Legendre på en borg, men borgen er holdt helt i et fabulerende gotisk formsprog. Den eksotiske stemning er der ikke meget af, men derimod er der masser af kold tåge, tung muldjord og forfaldne huse. Visuelt er White Zombie en film i særklasse, og en lang række af filmens scener fortjener at blive set af horrorfans i dag.

Eksempelvis scenen hvor Madelines lig stjæles fra hendes mausoleum. Her bæres liget ud på kirkegården i en åben kiste. Hun er stadig iklædt sin snehvide brudekjole, og kisten bæres af seks levende døde, der med stiv gang går den vanvittige Charles Beaumont i møde. Meget mere gotisk kan de næsten ikke blive, og det er rørende smukt. Tematisk er filmen naturligvis også tæt forbundet med de gotiske klassikere, med emner som kærlighed, der går hinsides graven og ubegribelig hævntørst.

Fascinerende oplevelse

Det kan i øvrigt bemærkes, at filmen, næppe overraskende, ikke er det mindste uhyggelig i dag. På et punkt har den imidlertid et ubehageligt element. Legendre har en ørn, som følger ham over alt. Denne ørn skriger flere gange i løbet af filmen, men da det sikkert har været for svært at skaffe gode optagelser af ørneskrig, er disse fugleskrig gengivet af et menneske. Det giver fugleskrigene et absurd og særdeles ubehageligt træk, der faktisk er stærkt myrekrybsfremkaldende.

Hvis man kan bære over med den lidt kluntede handling, er White Zombie en særdeles fascinerende oplevelse. Det er en film som visuelt er i topklasse, og tilmed får man mulighed for at opleve en Bela Lugosi på sin karrieres højdepunkt. Filmen er noget ganske andet end det, vi normalt i dag forbinder med zombiefilm, men det var her, det hele begyndte. Mange vil sikkert synes Victor Halperins film er for langsom, men giv den en chance – filmen og Bela fortjener det.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Gotika, Voodoo, Zombier