Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

What Lies Beneath

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Alan Silvestri leger Bernard Herrmann på sit score til What Lies Beneath. Som sådan er musikken lige så uoriginal som filmen, men akkurat ligesom filmen er musikken også bundsolidt håndværk.

What Lies BeneathDen amerikanske komponist Alan Silvestri (f. 1950) er af de fleste nok bedst kendt for sin musik til de tre Back to the Future-film (Tilbage til Fremtiden) fra 1985, 1989 og 1990, men hvis man lytter til filmmusik, vil man kende Silvestri for mange overordentligt solide scores inden for mange genrer.

Silvestri har været fast komponist for instruktøren Robert Zemeckis siden Romancing the Stone (Jagten på Nilens juvel) fra 1984, og What Lies Beneath er da også et eksempel på dette makkerskab. Ligesom filmen delte og deler anmelderne, så gjorde scoret det samme med filmmusikentusiasterne. Generelt har musikken til What Lies Beneath ikke fået decideret dårlige anmeldelser, med enkelte undtagelser, men de fleste er enige om, at det er noget jævnt arbejde, der mest af alt fremtræder hamrende uoriginalt.

Homage

Alan Silvestri (f. 1950).

Alan Silvestri (f. 1950).

Som sådan går musikken fint i spænd med filmen, for lige som filmen er én stor homage til Alfred Hitchcock, så er musikken langt hen ad vejen en homage til Bernard Herrmann (1911-1975), der komponerede musikken til mange af Hitchcocks bedste film.

Det vil dog være forkert at sige, at Silvestris score til What Lies Beneath er rendyrket homage, for der er elementer i scoret, der klart repræsenterer Silvestris egen stil. Det gælder i særdeleshed hans anvendelse af blæsere og flere steder også strygerne. Men netop strygerne og anvendelsen af træblæsere på What Lies Beneath er de steder, hvor Silvestri mest effektivt efterligner Herrmanns stil. Og det gør han faktisk godt.

What Lies Beneath er et meget kort album med en spilletid på fire sekunder mindre end en halv time, men faktisk føler man sig ganske godt tilfreds med den korte spilletid. Den repræsenterer fint musikken i filmen, og fordi meget af musikken er snigende stemningsmusik uden tematisk udvikling, er det en god idé, at albummet ikke er længere.

Stemningsmusik

Albummet åbner med strygere og synth i “Main Title”, der efterhånden giver plads for scorets hovedtema. Tema er måske så meget sagt; der er snarere tale om et lille firenode-motiv, der i “Main Title”-nummeret fremføres af strygere over en bund af strygere og synth. Temaet dukker op adskillige steder på scoret og er på trods af sin enkelhed uhyre effektivt.

De fleste numre på albummet er af samme art som “Main Title” – meget lavstemte, stemningsfulde og snigende indspilninger, der primært gør brug af de forskellige strygerinstrumenter, kombineret med piano og synth. Blæsere anvendes også stedvist, primært når musikken går hen og bliver mere voldsom. Vi skal imidlertid helt hen til slutningen af “Ouija Board” (nr. 3) før der kommer et crescendo, der anvendes i én af filmens chokeffekter.

Dem kommer der dog flere af i løbet af scoret, og fordi meget af musikken er spillet ganske lavt, virker de højst effektivt når de endelig dukker op. F.eks. begynder “The Getaway” særdeles brutalt inden det med det samme går over i ren Herrmann-pastiche. Det er den type nummer, der kan skræmme lytteren ud af stolen hvis man ikke er forberedt.

Der er mange, der ikke bryder sig om scores, der hovedsageligt består af stemningsmusik, og for mit eget vedkommende afhænger det også helt af, hvilken type musik, der er tale om. I lige præcis dette tilfælde synes jeg imidlertid det er skønt: Silvestri har formået at gøre musikken virkelig creepy og gåsehudsfrembringende, selv når man lytter til musikken på CD, og det er ikke så tit, man oplever at musik virke på den måde, løsrevet fra filmen.

Et af de bedste eksempler er måske i “You Know” (nr. 4), der i indledningen faktisk er ren Silvestri (strygerne kunne være taget direkte ud af Back to the Future). Herefter sætter komponisten ind med nogle særdeles skumle syntheffekter, der suppleres af et effektivt lavmælt orkester inden nummerets noget mere højlydte finale.

Hatten af for Herrmann

Mange steder på scoret høres Herrmanns indflydelse tydeligt, især i strygerne og træblæserne. Her kan eksempelvis fremhæves “Forbidden Fruit” (nr. 5), hvis anvendelse af de samme bevægelser, der skiftes rundt mellem de forskellige strygergrupper og træblæsere, er ren Herrmann. Mest rendyrket bliver Herrmann-imitationen imidlertid i numrene “The Getaway” (nr. 7) og “Reunited” (nr. 8), der en variation over Herrmanns berømte musik fra Psycho (1960).

Hvor Herrmanns Psycho imidlertid var komponeret udelukkende for strygere, tilføjer Silvestri her blæsere, og det er faktisk overordentligt virkningsfuldt. Desuden repræsenterer blæserne faktisk Silvestri mere end Herrmann, så her får man det bedste fra begge komponister. Sammen med det fabelagtige “Forbidden Fruit” er de to numre nok også scorets virkelige trækplastre. Især “The Getaway” er fabelagtig med sine voldsomme horn og insisterende strygere.

“End Credits”-nummeret (nr. 9) indledes også med musikken fra disse to tracks, men består derefter primært af et medley af musik fra andre af scorets numre. Man kan måske godt argumentere for, at “End Credits”-sekvensen er det eneste nummer, man virkelig har behov for fra What Lies Beneath, og det indgår faktisk på den Alan Silvestri-kompilation, der er udgivet under titlen The Films of Robert Zemeckis, The Music of Alan Silvestri featuring Castaway. Samtidig indeholder denne kompilation en del andre gode Silvestri-numre, så hvis man kun lytter til filmmusik i ny og næ, så kan man roligt investere i denne opsamling i stedet.

Forsigtig anbefaling

For de af os, der lytter til filmmusik lidt oftere og gerne vil have mere af varen, vil jeg imidlertid ikke tøve med forsigtigt at anbefale What Lies Beneath. Man skal være forberedt på et score, der primært består af skummelt og uhyggeligt stemningsmusik, og som kun virkelig eksploderer i et par af numrene. Det er hamrende uoriginalt i alle henseender.

Ikke kun fordi Silvestri i flere af indspilningerne leger Bernard Herrmann, men også fordi resten af musikken også er ganske konventionel horrormusik uden noget som helst nyt under solen. Men det er godt håndværk og solid underholdning, lige som filmen. Og når man yderligere tager den korte spilletid i betragtning, er det også et album, der på intet tidspunkt føles for langt.

Nummerliste:
1. Main Title (1:12)
2. Panic Attack (2:59)
3. Ouija Board (1:14)
4. You Know (2:41)
5. Forbidden Fruit (5:32)
6. I Opened The Door (2:49)
7. The Getaway (2:46)
8. Reunited (3:55)
9. End Credits (6:44)

Total spilletid: 29:56

4 stjerner

Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: Alan Silvestri
Komponeret: 2000
Udgivet: 2000
Produceret af: Alan Silvestri & David Bifano
Label: Varèse Sarabande – VSD-6172

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *