Volcano

4 minutters læsetid

VolcanoVi er i Los Angeles. Her møder vi Mike Roark, lederen af “Office of Emergency Management”. Et mindre jordskælv rammer, og Roark afbryder ferien. Men det er kun starten. For det viser sig, at der er en vulkan, som truer med at gå i udbrud. Lige under Los Angeles’ gader!

Efter filmens første fine akt, hvor vi møder mange af de vigtige karakterer og problemstillinger, rammer ødelæggelserne. Vi er nu lidt over 30 minutter inde i filmen.

Et sidespring

Men før jeg går videre med Volcano, vil jeg gerne lave et sidespring sammen med katastrofefilmen som genre.

1990’erne var et kærkomment årti for den kære katastrofefilm som genre – en genre der havde sin første guldalder i 1970’erne med dejlige titler som Airport (1970) The Poseidon Adventure (1972), Earthquake (1974) og nok min all-time-katastrofefilmfavorit, The Towering Inferno (1974).

Det er en genre, som Hollywood med jævne mellemrum finder frem fra skabet, når man er i humør til at ødelægge ting og sager. En ægte effektgenre, hvor effektfolkene kan vise sig frem.

Den anden guldalder

Det skete så igen i 1990’erne, som passende kan betegnes som genrens anden guldalder. Mere eller mindre lækre sager som Daylight (1996), Twister (1996) og, ikke mindst, Titanic (1997). Samt genrehybriderne Independence Day (1995) og Hard Rain (1998).

Og så mangler jeg lige at nævne et vigtigt 90’er-firkløver.

I forbindelse med Volcano kan man konstatere, at Hollywood, eller de forskellige studier, elsker at få den samme “gode” idé cirka samtidig.

Volcano, fra 20th Century Fox, havde biografpremiere i USA den 25. april 1997, og søstervulkanfilmen, Dante’s Peak, fra Universal Pictures, havde biografpremiere den 7. februar 1997. Vulkanvinderen blev Dante’s Peak, der omsatte for lidt mere end Volcano.

I 1998 så man en lignende duel. Denne gang kom truslen fra verdensrummet, da Armageddon og Deep Impact havde premiere meget tæt på hinanden.

Det der blandt andet giver katastrofefilmen den store appel, eller afsky for nogen, er scener med masseødelæggelse. I forhold til ødelæggelserne og de mange katastrofer er Johannes’ Åbenbaring jo altid en herlig inspirationskilde.

Men det er ikke det hele. For sideløbende benytter disse film sig af det, man kan kalde et “all star cast”.

Det vil sige en stor gruppe af menneskelige skæbner, der som oftest spilles af kendte skuespillere, der på den ene eller anden måde kædes sammen af en given katastrofe.

I The Towering Inferno er det en skyskraber i brand og med et cast, der bl.a. tæller Steve McQueen, Paul Newman, O.J. Simpson, Richard Chamberlain og Fred Astaire – wow, et cast!

Nyere katastrofefilm

I nullerne så vi også en skøn lille opblomstring med dejlige film som The Core (2003), The Day After Tomorrow (2004) og 2012 (2009).

Af nyere katastrofefilm kan nævnes film som Into the Storm (2014), San Andreas (2015), The Wave (2015), Deepwater Horizon (2016), Greenland (2020), genrehybriden Don’t Look Up (2021) og den rædsomme, ja den horrible, Geostorm (2017) – ja, noget kunne tyde på, at vi er midt i en ny guldalder, hvor de store stjerner flokkes om katastroferne.

Dertil kunne man tilføje et utal af billigt producerede katastrofefilm, fra alle perioderne, hvor man forsøgte/forsøger at tjene penge på noget, der er en succes. Ja, jeg kigger blandt andet på dig, Asylum!

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker katastrofefilm. De rammer noget i mig. Ofte er det optakten, der er det bedste – faktisk bedre end selve ødelæggelsen.

Eller sagt på en anden måde: Når optakten har været god, og man er kommet til at holde af karaktererne, så føles ødelæggelsen meget bedre – det samme gør sig jo gældende hos en forfatter som Stephen King, som ofte bruger de samme virkemidler fra katastrofegenren med et stort ensemble af karakterer, som først introduceres, før de kastes ud i død og ødelæggelse.

Jaaaa, hunden overlever!

Volcano tilhører bestemt ikke toppen af katastrofefilmshierarkiet. Men det er stadigvæk en voldsomt underholdende lille sag, der har de helt rette elementer til at gøre min indre katastrofefilmkøter glad.

Ja, ikke mindst er der en scene med en hund! Det skal der nærmest være i en katastrofefilm. Ja, at det lille kræ overlever gør mig altid glad.

Den har også de klassiske elementer med, at ikke alle tager det alvorligt. Medierne har også en fin rolle. Der er konflikterne mellem den sorte og den hvide og hvordan de til sidst ender med at hjælpe hinanden.

Så har den de store, vigtige heltegerninger, hvor der skabes martyrer og legender. Brandmanden, der forsøger at hjælpe sin makker, sprængningseksperten, der ikke vil forlade sin makker, som har brækket benet og, ikke mindst, Stan, der hopper ned i lavaen, mens han kaster en togchauffør i sikkerhed.

Helte og martyrer

Ja, idéen om helte, og om at ofre sig, har altid været en vigtig del i katastrofefilmen som genre. Nærmest i en religiøs forstand – bemærk at Stan går og citerer Biblen, mens han forsøger at få togchaufføren i sikkerhed.

At nogen ofrer sig for, at andre kan leve, er smukt og klassisk. Noget der viser, at vi som menneskehed står sammen mod katastrofen – netop denne del vil mange finde kvalmende og sentimental. Jeg elsker det.

Og så har vi naturligvis helten. Ham der på en måde er hævet over katastrofen, her i en sammenbidt Tommy Lee Jones-udgave, hvor hans karakter Roark blandt andet siger:

“We’re going to put as many people in front of it as it takes. Listen up, people! Let me tell you what’s south of us: no more museums, no more department stores, just homes! People! If we turn and run now, they’re going to be defenseless! You don’t like my plan? That’s good. Give me a another plan, but don’t tell me we’re backing out!”

Han har en plan. Og tak for det.

Underholder konstant og effektivt

Alle disse ingredienser, sammen med de herlige ødelæggelser, gør, at jeg som katastrofefilmfan føler mig hjemme. På trods af, at meget ødelægges, så finder jeg en indre ro. Fordi jeg ved, at det nok skal gå. Fordi jeg ved, at katastrofen vil skabe helte.

Volcano har tilpas mange tåbeligheder i plottet, som gør, at den aldrig når toppen af genren. Men den underholder konstant og effektivt. Og det er nok for mig.

4 stjerner

Titel: Volcano
Instruktør: Mick Jackson
Manuskript: Jerome Armstrong & Billy Ray
Cast: Tommy Lee Jones (Mike Roark), Anne Heche (Amy Barnes), Gaby Hoffmann (Kelly Roark), Don Cheadle (Emmit Reese), John Carroll Lynch (Stan)
Foto: Theo van de Sande
Klip: Don Brochu & Michael Tronick
Musik: Alan silvestri
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1997

Anmeldt i nr. 204 | 13/10/2022

Stikord: Katastrofefilm

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.