Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Videoman

Videoman
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Synthwave-musikerne Waveshaper og Robert Parker har begået et forrygende 1980'er-retro-filmscore, som alle, der sværmer blot det mindste for 1980'ernes synthesizer-scores, bør anskaffe sig!

VideomanJeg er født i 1976 og min filmiske – og filmmusikalske – dannelse fandt således sted i 1980’erne, hvor jeg voksede op med film, der havde musik af koryfæer som John Williams, Alan Silvestri, James Horner, Ennio Morricone, John Barry og mange andre legender, der primært opererede (og for nogens vedkommende opererer) indenfor et symfonisk formsprog.

Men jeg voksede også op med film, der havde musik af Harold Faltermeyer, Giorgio Moroder, Vangelis, Brad Fiedel, Tangerine Dream og John Carpenter. Alle komponister og bands der primært opererede med synthesizede scores.

Min store kærlighed til filmmusik har altid ligget primært hos den symfoniske musik, men jeg må tilstå også at have et meget ømt punkt for den type synthesizede filmscores, der var så mange af i 1980’erne.

Hvilket bringer mig til Videoman – eller Videomannen, som filmen rettelig hedder på svensk. Videomannen foregår ikke i 1980’erne, den foregår nu, men handlingen kredser alligevel om pastelfarveårtiet.

Filmen handler om den alkoholiserede VHS-samler Ennio Midena (inspireret af den virkelige Stockholm-bosatte VHS-samler af samme navn) og den alkoholiserede Simone, der er besat af 1980’erne. De to møder hinanden og indleder et forhold, samtidig med at Ennio er på jagt efter en værdifuld VHS-kassette, der er blevet stjålet fra ham.

Synthwave

Musikken til Videomannen er udkommet på amerikanske Lakeshore Records under den engelske titel Videoman, hvorfor det fremover er den titel, jeg anvender.

Scoret er komponeret af de to svenske musikere Waveshaper og Robert Parker, der begge er markante navne på den såkaldte synthwave-scene, der helt kort fortalt er moderne elektronisk musik, der er stærkt inspireret af 1980’ernes musik fra film og computerspil.

Det har resulteret i et score, der fremstår som én stor kærlighedserklæring til 1980’erne, men som i modsætning til andre retro-1980’er-scores ikke bare rammer en autentisk 1980’er-lyd, men faktisk også i substansen er et nostalgisk throwback til årtiet.

De hippe 80’ere

Det er næppe gået nogen af Planet Pulps læseres næse forbi, at 1980’erne som fænomen er hipt som ind i helvede. Film og tv-serier, der trækker på årtiet – enten ved at foregå i 1980’erne eller ved at trække på 1980’ernes æstetik – er in i disse år.

Det store poster child for den 1980’er-nostalgibølge, der lige nu skyller ind over os, er naturligvis Netflix’ Stranger Things (2016-), men eksemplerne er mange flere, og blandt de vellykkede er f.eks. også David Robert Mitchells særdeles effektive gyser It Follows (2015) og koldkrigs-spion-tv-serien The Americans (2013-).

Også indenfor film- og tv-musikken er 1980’erne vendt tilbage i form af rent synthesizede scores, der trækker på arven fra de komponister, jeg nævnte tidligere, som primært arbejdede med synthesizere.

Her har nutidens filmskabere nydt godt af, at 1980’erne indenfor den elektroniske populærmusik har været populære siden midten af 00’erne, hvor det, der skulle blive til synthwave-scenen, første gang begyndte at vokse ud af fransk housemusik.

I dag er bl.a. Waveshaper og Robert Parker nogle af de hotte navne indenfor synthwave-genren sammen med kunstnere som Carpenter Brut, Pertubator og Mitch Murder – alle kunstnere, som man helt sikkert bør kigge nærmere på, hvis man, som mig, sværmer for 1980’ernes synthesizede filmscores og computerspilsmusik.

17 instrumentale skæringer og 6 sange

Scoret til Videoman består af 17 instrumentale skæringer samt seks allerede eksisterende sange af nutidige kunstnere som Johan Agebjörn, Main, Moto Boy og Sveining Nygaard; en af sangene er dog komponeret af Robert Parker og direkte baseret på ét af hans instrumentale cues fra scoret.

Det skal lige siges med det samme, at (stort set) alle sangene også holder sig indenfor 1980’er-æstetikken, hvor Johan Agebjörn til sine to numre “Love on Ice” (nr. 9) og “Have You Ever Been in Love” (nr. 17) tydeligvis har fundet inspiration hos Pet Shop Boys, mens Sveining Nygaard i stedet har kigget til Depeche Mode for inspiration til “Push and Pull” (nr. 13).

Pet Shop Boys synes også at have stået model til Moto Boys “Blue Motorbike” (nr. 12), mens Mains “Love Frontier” (nr. 11) er noget mere moderne i sin lyd (musikken er dog synthesizet) og i nogle af sine akkordprogressioner mest af alt minder mig om noget, Muse kunne have skrevet.

Den sang, Robert Parker har komponeret musikken til, “Demise” (nr. 23), er igen solidt plantet i 1980’erne, men uden at man kan pege på en entydig inspirationskilde, sådan som man kan med Agebjörns og Nygaards hyldester til henholdsvis Pet Shop Boys og Depeche Mode.

Det bedste af det hele er imidlertid, at alle sangene er ganske glimrende. Og ja, I må have mig undskyldt, men jeg er vokset op i 1980’erne, hvor denne type musik sprøjtede ud af radioen på ethvert tidspunkt. Det er meget muligt, at mange vil synes, at sangene er rædsomme, men jeg elsker dem!

Og så går de perfekt i spænd med Waveshaper og Robert Parkers rent instrumentale cues.

Scoret er trækplastret

Men uanset hvor fine sangene er, så er det Waveshaper og Robert Parkers score, der er det egentlige trækplaster her.

Hovedparten af musikken er komponeret af Waveshaper, der har stået for 11 af de 17 instrumentale skæringer, mens Robert Parker har leveret de sidste seks og altså også én af de seks sange.

De to komponisters cues glider ubesværet sammen, men hvis man lytter virkelig godt efter, kan man godt høre, at det er to forskellige komponister, der står bag.

Robert Parkers cues synes her at være lidt enklere i deres udtryk end Waveshapers, ligesom Partkers cues generelt har en tydelig popmusikalsk sensibilitet over sig, der får flere af temaerne til at lyde som om, de er egnede som basis for sange.

På den måde er det selvfølgelig heller ikke overraskende, at det er Parker, der står bag “Demise” (nr. 23), én af albummets seks sange.

Autentisk

Scoret udspiller sig som én lang hyldest til 1980’erne og 1980’ernes synthesizer-scores. Det gælder både den rent tekniske udførsel og den måde, hvorpå langt de fleste cues er stærkt melodiske og opbygget omkring klart artikulerede, men ofte meget enkle, temaer.

Jeg er ikke ekspert i synthesizere, men både ud fra den måde, scoret lyder på, og ud fra, hvad jeg har hørt de to musikere udtale i interviews, synes scoret at være indspillet på autentiske 1980’er-instrumenter.

Med andre ord lader der ikke til at være tale om moderne synthesizere, der emulerer en 1980’er-lyd, men the real deal – de samme instrumenter, der blev brugt til at skabe mange af de forrygende synthesizer-scores, der kom ud i 1980’erne.

Vangelis, Moroder, Faltermeyer og Carpenter

Som sagt er næsten alle cues stærkt tematisk forankrede; der er kun få cues, der kan beskrives som utematisk underscore, bl.a. “Office” (nr. 3), hvis flimrende synthflader mest af alt giver mindelser om Vangelis.

Til gengæld er der kun ét tema, der går igen i mere end ét cue, nemlig Ennios tema, der første gang høres i “Prologue” (nr. 1) og siden igen i “Ennio’s Theme” (nr. 7). Ellers er alle de tematiske idéer i scoret holdt hermetisk indenfor hvert enkelt cue.

Det betyder måske nok, at scoret ikke ligefrem kan siges at være opbygget omkring ledemotiver i den klassiske filmmusikforstand, men det betyder til gengæld at vi har op mod et dusin forskellige temaer eller melodier i scoret, som man mæske sig i.

Der er ingen grund til at forsøge at gennemgå dem alle systematisk, men det er væsentligt at understrege, at de forskellige cues har forskellige stemningsmæssige kulører, der gør dem egnede som filmmusik-cues.

Blot fordi musikken er solidt melodisk forankret, betyder det altså ikke, at vi kun har gøre med en serie hyggelige “Axel F”-kloner, heller ikke selvom Harold Faltermeyer bestemt er én af inspirationskilderne undervejs. Det samme er Giorgio Moroder og John Carpenter.

Ikke den rene pastiche

Moroder synes særligt at have stået model til et cue som Waveshapers “VHS Passion” (nr. 5), mens “Stolen Tape” (nr. 8), også af Waveshaper, lyder som et møde mellem Harold Faltermeyer og John Carpenter. “Confrontation” (nr. 16), der også er komponeret af Waveshaper, er til gengæld mere rendyrket John Carpenter i sit udtryk.

Sådan veksles der mellem de forskellige inspirationskilder og udtryk gennem scoret, men det må dog til både Waveshapers og Robert Parkers forsvar siges, at ingen af de to på noget tidspunkt ender i den rene pastiche.

Der er altid noget anderledes og originalt – noget ubestemmeligt nutidigt – ved deres kompositioner, som måske nok minder om noget, vi har hørt før, men aldrig sådan, at det lægger sig op ad plagiat.

Bør anskaffes

Jeg er svært begejstret for Videoman-scoret, der måske nok fremstår som en fantastisk gennemført hyldest til 1980’erne, men som ikke desto mindre også tydeligvis er filtreret gennem en moderne æstetik af to komponister, der næppe er gamle nok til at huske 1980’erne.

Videoman er uden tvivl ét af de bedste retro-filmscores, som 1980’er-nostalgibølgen har givet os, og jeg ville virkelig ønske, at det var sådan her, musikken til Netflix’ Stranger Things lød. Her kunne d’herrer Kyle Dixon og Michael Stein virkelig lære en ting eller to.

Alle, der sværmer blot det mindste for 1980’ernes synthesizer-scores, bør gøre sig selv den tjeneste at anskaffe sig Videoman! I vil ikke fortryde det!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Prologue* (1:45)
2. Videoman* (3:15)
3. Office** (1:13)
4. Simone’s Theme** (3:21)
5. VHS Passion* (1:48)
6. Faceless* (1:29)
7. Ennio’s Theme* (2:14)
8. Stolen Tape* (1:24)
9. Love on Ice (Johan Agebjörn feat. Ryan Paris & Sally Shapiro) (4:36)
10. Drift Apart** (3:09)
11. Love Frontier (Main) (3:56)
12. Blue Motorbike (Moto Boy) (4:40)
13. Push & Pull (Sveinung Nygaard feat. Niki Yrla) (4:55)
14. Burglary* (0:52)
15. Franco’s Den* (1:23)
16. Confrontation* (1:17)
17. Have You Ever Been in Love? (Johan Agebjörn feat. Tom Hooker) (4:01)
18. Anyone There?* (1:02)
19. A Sense of Loss** (1:54)
20. A Love Gone** (1:30)
21. Hunted* (1:39)
22. Demise (Instrumental)** (4:11)
23. Demise (Robert Parker, feat. Femmepop) (4:11)

* Komponeret af Waveshaper
** Komponeret af Robert Parker

Total spilletid: 59:45 (heraf score: 33:26)

Titel: Videoman
Komponeret af: Waveshaper & Robert Parker
Fremført af: Waveshaper & Robert Parker
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Lakeshore Records
hvid
Albummet er kun udgivet digitalt.

Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>