Van Helsing

6 minutters læsetid
Van Helsing

You can’t polish a turd, siger et amerikansk ordsprog, og det er unægtelig sandt. I Hollywood er det imidlertid lige så sandt, at man sagtens kan få en lort til at lyde rigtig godt, og der er talløse eksempler på filmiske bæer, der har fået sindssygt god musik. (Desværre gælder det også den modsatte vej: Der er, særligt i disse år, masser af eksempler på gode, eller i alle tilfælde hæderlige, film, der har fået musik, der lyder som om den er komponeret af en femårig, der er sluppet fri i skolens musiklokale med en lægtehammer).

I tilfældet Van Helsing har vi at gøre med en filmisk bæ med forrygende musik! Instruktøren Stephen Sommers’ første rigtig store Hollywood-film var Deep Rising (1998), der fik musik af Jerry Goldsmith. Det var også Goldsmith, der leverede musikken til Sommers’ virkelige gennembrud, The Mummy (1999), men fortsættelsen The Mummy Returns (2001) fik musik af Alan Silvestri, der også stod for scoret til Van Helsing.

I Van Helsing lod Universal Stephen Sommers voldtage nogle af deres mest ikoniske figurer – Dracula, The Wolf Man og Frankensteins monster. Det blev til et rodet CGI-helvede, der sked på stort set alt og gjorde Van Helsing til en actionfigur. Skidegodt.

Bigger is better

Men heldigvis kom der én god ting ud af den omgang lort, der er Van Helsing, nemlig Alan Silvestris score. På én måde kan man sige, at Silvestri har fulgt filmens oplæg, nemlig ved at smide alt, der hedder subtilitet ud af vinduet og gå efter bigger is better-modellen. For hvis der er ét ord, der bedst kan sammenfatte Van Helsing, så er det ”stort”.

O.k., det skyldes måske også, at albummet kun præsenterer et uddrag af filmens musik på cirka 45 minutter, men i alle tilfælde så er den musik, der præsenteres på albummet, med meget få undtagelser stor, larmende og akkurat lige så pågående og oppustet som filmen. Det lyder måske umiddelbart negativt, men sådan skal det faktisk ikke forstås.

Faktisk er det eneste negative ved albummet med musik fra Van Helsing, at det i sidste ende måske er lidt for meget af det gode: Det er 45 minutters non-stop action uden pusterum for lytteren, og det kræver faktisk lidt at høre albummet fra ende til anden.

Når det så er sagt, må det med det samme siges, at musikken er af meget, meget høj kvalitet og albummet er, for nu at sige det kort og kontant, svineunderholdende.

Rytmisk fremdrift

Van Helsing er komponeret overvejende for symfoniorkester. Ret ofte bruger Silvestri desuden kor og stedvist krydres det symfoniske score med lidt electronica, men det er ikke særlig tit. Dertil kommer enkelte andre instrumenter, bl.a. guitar, der høres i et par tracks.

Scoret består altovervejende af actionmusik, dog med enkelte passager med suspense- og horrormusik. De er dog hurtigt overstået og overtages igen af den bombastiske actionmusik, der, helt karakteristik for Silvestri, indeholder masser af slagtøj.

I store dele er Van Helsing et score med en rytmisk fremdrift, skabt gennem den gennemgående brug af slagtøj men også rytmiske ostinati i både stryger- og blæsersektionen. Dertil kommer, at scoret generelt er tematisk orienteret, hvilket kommer til udtryk igennem i hvert fald en håndfuld temaer og motiver, der går igen. Ikke alle disse kan karakteriseres som fuldt udviklede temaer, men motiverne er velartikulerede nok til, at de tydeligt kan genkendes. Det gælder f.eks. for et af de gennemgående actionmotiver, der første gang dukker op i anden del af ”Transylvania 1887”.

Gode temaer

Det første regulære tema, for Dracula, høres i begyndelsen af ”Transylvania 1887” (nr. 1) og er et af scorets bedst udviklede og mest mindeværdige enkeltstående temaer (se dog nedenfor). Det er rytmisk, drevet frem af hvirvlende strygerostinati og slagtøj og fyldt med voldsomme blæserarrangementer og ikke mindst et stort kor. Det dukker naturligvis op mere end én gang på albummet, og også med variationer, men ikke nok efter min smag! Det er et rigtig fint, dystert tema, og måtte som sådan gerne have været brugt mere.

Temaet for Frankensteins monster er imidlertid endnu bedre! Det dukker op i ”Burn It Down” og er både superdramatisk og ret smukt – igen med masser af slagtøj og hvirvlende strygere. Det høres nogle få gange mere (bl.a. igen i ”Final Battle”, nr. 11), men slet, slet ikke nok gange.

Et tredje tema, for Van Helsing himself, høres første gang i ”Journey to Transylvania” (nr. 4) og består af rytmiske strygerostinati, blæsere, guitar og lidt synth. Det er måske ikke scorets mest markante tema, men guitaren gør det til trods for dette selvstændigt og genkendeligt.

De der kender Silvestri vil høre klare ekkoer af dele af Silvestris score fra Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life (2003) i dette tema. I den forbindelse må det i øvrigt siges, at Van Helsing indeholder allehånde Silvestri-ismer (bl.a. de dalende og truende stryger-/blæserskalaer fra What Lies Beneath, 2000), så de, der er bekendte med hans musik vil tydeligt kunne høre, hvem komponisten er.

Et fjerde tema, der fortjener at blive nævnt, dukker første gang op hen imod slutningen i ”Useless Crucifix” (nr. 7) og beskrives bedst som piratmusik! Ordet ”swashbuckling” er i hvert fald det, der faldt mig ind, da jeg hørte scoret første gang, og at sige, at der er stilmæssige ekkoer af John Debneys Cutthroat Island-score (1995) vil ikke være helt urimeligt. Det er et ganske, ganske forrygende lille tema, der virkelig sætter éns tanker i gang om, hvordan scoret til Pirates of the Caribbean-serien kunne have lydt, hvis Silvestri var blevet ombord som komponist.

Mange højdepunkter

De nævnte temaer er på ingen måder en fuld redegørelse for alle de tematiske idéer, der findes i Van Helsing, for derudover er der adskillige småmotiver, bl.a. det actionmotiv, der første gang høres i slutningen af ”Transylvania 1887” og som går igen i mange cues.

På grund af albummets opbygning (mere eller mindre ren action hele vejen igennem) og musikkens generelt høje kvalitet er det, med enkelte undtagelser, svært at pege på bestemte cues som egentlige højdepunkter, for der er fremragende musik i dem alle, men det er måske de længste cues, der har størst gennemslagskraft –”Burn It Down”, ”Attacking Brides” (nr. 5), ”Dracula’s Nursery” (nr. 6) og ikke mindst den forrygende ”Final Battle” (nr. 11). Det er alle bombastiske actioncues, der bare trucker derudaf!

Derudover må to cues fremhæves, fordi de stilistisk adskiller sig ret meget fra den resterende musik. Den første af de to er ”All Hallow’s Eve Ball” (nr. 9), der i de første to minutter er en forrygende, dyster vals med strygere, spinet, solovokal og soloviolin. Det er både smukt og creepy på én gang. Desværre går cuet over i ren action i det sidste minut – det havde ellers været fedt at have valsen ”isoleret” som sit eget cue, men sådan er filmmusikkens natur jo.

Det andet cue, der fortjener særlig omtale, er ”Reunited” (nr. 12), der byder på scorets eneste egentligt forløsende og stille musik, bl.a. med guitar og solovokal og et hjerteskærende smukt tema. Cuet er måske nok en klar ”anomali” i forhold til albummets generelle sammensætning, men ikke desto mindre er der tale om det klart bedste cue, der til fulde demonstrerer hvor dygtig Silvestri er til at skrive smukke temaer.

Anbefales på det varmeste

Jeg må klart erkende at være svært begejstret for Alan Silvestris score til Van Helsing. Som sagt er den eneste lille anke, jeg har, at albummet er så lidt varieret, som det er – og det er også helt klart grunden til, at jeg ikke lytter til Van Helsing-albummet oftere, end jeg gør. Albummet er ganske enkelt et sonisk angreb, fordi musikken er så stor, så højlydt, så bombastisk. Det skal dog på ingen måde forhindre mig i at kaste fem stjerner efter Alan Silvestri og anbefale Van Helsing-albummet på det varmeste.

Nummerliste:
1. Transylvania 1887 (01:26)
2. Burn it Down! (04:46)
3. Werewolf Trap (01:53)
4. Journey to Transylvania (01:34)
5. Attacking Brides (05:03)
6. Dracula’s Nursery (05:47)
7. Useless Crucifix (02:36)
8. Transylvanian Horses (03:55)
9. All Hallow’s Eve Ball (03:01)
10. Who Are They to Judge? (02:00)
11. Final Battle (06:29)
12. Reunited (04:25)

Total spilletid: 42:55

5 stjerner
Titel: Van Helsing
Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: Mark McKenzie, William Ross & David Slonaker
Komponeret: 2004
Udgivet: 2004
Label: Decca Records

Anmeldt i nr. 93 | 13/07/2013

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.