Vampire Circus

For år tilbage tog indbyggerne i en lille østeuropæisk by affære mod den ondskabsfulde vampyrgreve, der levede på borgen i nærheden af byen. Vampyrgreven, der gik under navnet Count Mitterhaus, drev sit uvæsen med byens kvinder, men en dag blev det for meget, og byens ledende mænd stormede fæstningen og jog en stage gennem hjertet på greven.

Selvsamme nat havde vampyren lokket en ung kvinde med sig ned i sin krypt, så da mændene gennemførte angrebet, fandt de vampyren i lag med kvinden fra landsbyen. I sandhed et vederstyggeligt syn, og som straf for hendes hor blev kvinden spærret inde i krypten med vampyrgrevens lig.

Desværre for de gæve vampyrjægere nåede den døende vampyr med raspende stemme at nedkalde en forbandelse over byen. Forbandelsen lød noget i retning af “… Your children will die… You will all die… I shall live again…” og så videre i den dur. Det kunne mændene imidlertid ikke tage sig af, for greven blev til støv for deres øjne, og det blev tid til at feste.

The Circus of Night

Så springer vi frem til nutiden. Der er gået mange år, siden angrebet på vampyrens borg, og hele historien er mere eller mindre glemt. Det skyldes nok i høj grad, at byens indbyggere har fået andet at tænke på. En frygtelig pest har nemlig hjemsøgt staden, og kejserens tropper har lagt en jernring af soldater om byen, der skal sørge for, at ingen slipper ud af karantænen.

I praksis betyder det sådan set, at byens godtfolk får lov at krepere, mens omverdenen ser til. Så sker der pludseligt noget. På forunderlig vis kommer et cirkus til byen. Hvordan de er sluppet forbi soldaterne, kan ingen forstå, men nu er der kommet klovneri til byen, så hvorfor bekymre sig om så prosaiske detaljer?

Cirkusset har navnet The Circus of Night, og det ledes af en smuk sigøjnerske, der med pisk og stram mine holder styr på tigere, aber, akrobater, en stærkmand, en dværg og andet gækkeri. De medbringer også et spejlkabinet i deres kulørte vogne, og allerede samme aften, de er kommet til byen, åbner de deres program med en overdådig opvisning, hvor akrobater på den utroligste vis forvandles til flagermus og kattedyr.

Faktisk er det næsten foruroligende livagtigt at se artisterne opføre deres kunster, og da byens godmodige borgmester lidt senere på aftenen får et slagtilfælde i spejlkabinettet, er det bestemt ikke alle, som føler sig helt trygge ved de fremmedes tilstedeværelse.

Tak for kaffe!

At der er noget lusket ved cirkusset, siger jo næsten sig selv, men hvad byens folk ikke ved, er, at sigøjnersken, der leder hele dette cirkus, ikke er nogen anden end den kvinde, der i sin tid blev spærret inde med vampyrgreven. Hun er nu kommet tilbage til byen med Grev Mitterhaus’ fætter – der også er vampyr – samt det djævleyngel, hun nåede at blive frugtsommelig med, før grevens fæstning blev stormet i sin tid.

Med andre ord er vampyrerne kommet tilbage for at fuldende hævnprofetien, og genoplive den gamle vampyrgreve med blodet fra byens børn. Tak for kaffe! Som de fleste nok har regnet ud, befinder vi os i hjertet af det gotiske Hammer-land, men som det senere skal forklares, er territoriet måske ikke så velkendt endda.

Alternativ vampyrfilm

Hammer kæmpede en fortsat kamp for at finde på nye vampyrhistorier, der kunne tilfredsstille biografpublikumets hunger efter blod og hugtænder. Sagen var ikke let, og titler som Lust for a Vampire (1972) og Dracula AD 1972 (1972) taler deres eget alt for tydelige sprog.

Naturligvis var Grev Dracula vampyrfilmens kronjuvel, men der var trods alt grænser for hvor mange fortsættelser til deres oprindelige filmatisering af Stokers roman fra 1958, de kunne sende på markedet. Derfor søsatte selskabet en række alternative vampyrgrever, som kunne holde publikum hen, mens de ventede på den ægte vare.

Vampire Circus fra 1972 er en af Hammers alternative vampyrfilm, hvor det ikke er Dracula, men en vampyr der ligner ham til forveksling, der driver sit uvæsen. Der er imidlertid også andet ved Vampire Circus, der skiller den ud fra mængden, for filmen blev rent faktisk et led i Hammer Productions’ forsøg på at forny sig selv og føre mere kreativitet ind i deres produktioner. Det medførte, at den næsten helt uprøvede instruktør Robert Young mere eller mindre fik frie hænder, da han trak Count Mitterhaus ind i cirkusmanegen.

Blod på den kreative tand

Filmens manuskript blev skrevet af Judson Kinberg, og præcis som instruktøren var han helt grøn i branchen. Man fornemmer da også tydeligt, at Vampire Circus er blevet udtænkt af unge mænd med ambitioner og blod på den kreative tand. Set i forhold til film som Twins of Evil eller Countess Dracula, der begge var blevet udsendt året før Robert Youngs film, er historien om vampyrcirkusset meget mere ambitiøs og kompleks.

Faktisk arbejder plottet på mange niveauer, og bryder med flere af Hammers vampyr-konventioner. Blodsugerne har således helt nye evner i filmen, og kombinerer man det med et særdeles vildt visuelt udtryk, fremstår Vampire Circus som noget meget u-Hammersk – til trods for at alle delkomponenterne sådan set er velkendte.

Det lader sig således ikke fornægte, at der har sneget sig en hel del flowerpower-psykedelika ind i udtrykket, og de lange akrobatiske scener, hvor vampyrer flyver gennem luften og forvandler sig til flagermus, eller den erotiske nøgendans, der udføres midtvejs gennem filmen, fortæller i allerhøjeste grad, at Robert Young var mere optaget af stemningen i “swinging London”, end den gotiske temperatur i Pinewood Studios.

Arty-farty

Visuelt skal man altså forestille sig Vampire Circus som en bastard mellem syret 70’er-artfilm og klassisk oldschoool Hammer. Naturligvis holder det ikke en meter, for ganske vist er mange af scenerne flotte, men alt det arty-farty, som Young fik sneget ind i produktionen, falder på røven i det øjeblik, det konfronteres med plottets banaliteter.

Der skal nemlig ikke herske nogen tvivl om, at selve historien er så klassisk, som den kan blive – det er blot indpakningen, der forsøger at få den til at ligne noget andet. Vi lader os bare ikke narre så let, og det gjorde publikum heller ikke dengang i 1971. Filmen blev, næppe overraskende, ikke nogen synderligt stor publikumssucces, men hvor meget det skyldtes en generelt dalende interesse for selskabets film eller forsøget på nytænkning, er svært at afgøre.

Gammelkendte ansigter – og Darth Vader

For de hærdede Hammer-fans har man lejlighed til at gense en række gammelkendte ansigter i filmen. Adrienne Corri, kendt fra The Viking Queen (1967) og The Devil Rides Out (1968) er den veloplagte sigøjnerske, der driver cirkusset. En anden gammel bekendt er Thorley Walters, der har rollen som byens borgmester. Walters var med i et utal af Hammer-film, og det er bestemt også underholdende at gense ham som klukkende gammelfar i Vampire Circus.

Anthony Higgins, der spiller den unge vampyr Emil, var på det tidspunkt en af studiets unge løver, der debuterede for Hammer i Taste the Blood of Dracula (1970), men rollen i Robert Youngs film var større, og var det ikke lige fordi Higgins vampyrtænder tydeligvis generede skuespilleren betragtelig i de scener, hvor der skulle vises tænder, kunne han nok være stolt af sin rolle som døsig Jim Morrisonsk vampyr.

Hvad man derimod skal sige til Robert Taymens præstation som Count Mitterhaus er svært, for dels er overvampyren kun ganske lidt med, og dels er han ikke meget mere end en parafrase over Christopher Lee. Dog må man med medgive ham, at da han taber hovedet, sker det på en hidtil ukendt og ganske kreativ facon.

En sidste kommentar skal være, at man i filmen her har lejlighed til at opleve David Prowse – manden der er inde i Darth Vader – for fuld udblæsning. Han spiller cirkussets stærkmand og lirekassespiller. Stort skuespil, eller skuespil i det hele taget, er der ikke tale om, men sjovt er det sgu at se ham daske rundt i tangatrusser.

Slagside

Vampire Circus er en svær film for alvor at holde af. Den er visuelt ganske betagende, og handlingen har alt hvad en god Hammer-film behøver, men det er som om tingene ikke rigtigt vil falde i hak. Filmen halter og lider slagside på grund af kameraets store glæde ved cirkuselementerne og de fortryllende artister.

Der bliver ganske enkelt brugt for meget tid på en masse ligegyldigt lir, som hverken bidrager til historien eller stemningen. Godt nok er billederne velkomponerede og udtrykket sært betagende, men i det store hele holder det ikke, og Vampire Circus kan kun anbefales til den rutinerede Hammer-fan, der allerede har set alle hovedværkerne.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Circus, Hammer, Vampyrer