Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Until September

Until September
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Until September er et rigtig fint score, som det er svært ikke at blive i et dejlig varmt og romantisk godt humør af.

Until SeptemberDen britiske instruktør Richard Marquand er uden tvivl bedst kendt som manden bag kameraet på den tredje Star Wars-film, Return of the Jedi fra 1983.

Marquand døde desværre alt for tidligt, som kun 49-årig, i 1987, og dermed nåede han blot at instruere syv spillefilm.

Foruden Return of the Jedi tæller Marquands filmografi også titler som spionthrilleren Eye of the Needle (1981) – på dansk Nålens øje – med Donald Sutherland i rollen som den tyske spion Der Nagel og retssalsthrilleren Jagged Edge (1985), der på dansk har den knap så mundrette titel Kniven er det eneste vidne.

Her kigger vi nærmere på John Barrys score til én af Marquands mindre kendte film, kærlighedsdramaet Until September fra 1984.

Filmen handler om den amerikanske kvinde Mo (Karen Allen), der er på turistrejse til Paris. Da hun kommer for sent til sit fly og må vente nogle dage, inden hun kan komme hjem, møder hun franskmanden Xavier, og de to falder for hinanden – til trods for, at Xavier er gift. Hvordan skal det dog ende?

Barry som vi kender ham

Until September var John Barrys første samarbejde med Richard Marquand, men det skulle ikke blive det sidste. Barry leverede også musikken til Jagged Edge året efter samt til Marquands sidste film, Hearts of Fire (1987).

Scoret til Until September er nogenlunde præcist, som man forventer det, hvis man ved, at filmen er et kærlighedsdrama med musik af Barry. På dette tidspunkt i sin karriere, var Barry én af mestrene, når det kom til denne type musik, og han skuffer da heller ikke her.

For de, der har fulgt min odyssé gennem Barrys filmografi, er der meget lidt nyt at komme efter i scoret til Until September. Lidt er der dog, for Barry leger en smule med orkestreringen. Hvis man derfor tror, at “kærlighedsdrama” = “næsten rent strygerscore med en smule træblæsere”, så har man kun til dels ret. Det kommer vi tilbage til lige om lidt.

Den kompositoriske tilgang er dog Barry, som vi kender ham. Tempoet er generelt langsommeligt, og musikken er bygget op omkring Barrys faste skema: lag på lag, ostinati og repeterende fraser.

Dertil kommer naturligvis Barrys talent for at komponere fængende, romantiske temaer, og dette talent fornægter sig naturligvis heller ikke her.

Leger med orkestreringen

Det er i orkestreringen, at Barry bringer lidt nyt ind i blandingen. Ikke fordi de enkelte elementer som sådan er nye for Barry, men han bruger dem på en måde, man ikke helt præcist har hørt tidligere.

Det allerførste, man hører, når man starter Until September-scoret er lyden af en synthesizer. Nu er det ikke fordi, Barry var helt fremmed for synthesizere. Så langt tilbage som i 1969 var Barry frontløber i brugen af synthesizere i filmmusik, da han gjorde Moog-synthesizeren til ét af de bærende instrumenter i sit score til On Her Majesty’s Secret Service.

Men Barry blev aldrig én af de komponister, der lystigt eksperimenterede med synthesizerens muligheder, modsat f.eks. en Jerry Goldsmith for hvem synthesizeren var en fantastisk mulighed for at skabe nye, interessante lydverdener.

Men vi er nu oppe i 1980’erne, synthesizerens årti, og selv John Barry kunne ikke helt modstå trangen til at lege lidt.

Brugen af synthesizer i Until September er dog relativt begrænset, men når den optræder, indgår den som en fuldgyldig del af scoret og ikke som noget, Barry forsøger at gemme væk.

Until September blev da heller ikke sidste gang, Barry kom til at bruge synthesizere. Bl.a. kan her nævnes Jagged Edge som det nok mest prominente eksempel – det er et overvejende synthesizet score og bl.a. derfor virkelig interessant i Barrys filmografi. Men det score vender vi snart tilbage til.

Foruden synthesizer gør Barry også brug af mundharmonika, saxofon, akustisk guitar og elektrisk guitar. Alle er naturligvis instrumenter, Barry var fortrolig med og havde brugt tidligere, både i sin musik med The John Barry Seven og i sin filmmusik.

Her er det især den måde, Barry bruger den elektriske guitar, der står frem som noget særligt. Jeg tror ikke Barry har brugt elguitaren på denne måde hverken før eller siden.

Hvad angår orkestreringen er Until September derfor ikke helt så lige-ud-ad-landevejen, som man kunne forvente, når navnet er John Barry. Det ændrer dog ikke på, at strygere, træblæsere og flygel er i højsædet. Naturligvis især strygerne.

Legende og kækt hovedtema

Som man kan forvente af et John Barry-score, er Until September i høj grad bygget op omkring hovedtemaet, som Barry efter en fin indledning for synth og solofløjte introducerer ved 0:25 i “Main Title – Until September.”

Her er temaet indledningsvist orkestreret for flygel og strygere, inden strygerne overtager helt, og generelt er høres temaet oftest orkestreret for enten strygere, fløjte eller begge dele, af og til suppleret af andre instrumenter, bl.a. harpe.

Hovedtemaet, eller variationer på det, optræder i 10 af albummets i alt 16 tracks, og det er derfor selvfølgelig helt umuligt at komme udenom. Ikke at man ønsker det, for der er vitterligt tale om et fint tema, uden at der er tale om ét af Barrys allerstørste romantiske temaer.

Der er noget legende og kækt ved hovedtemaet, hvilket naturligvis kun er passende til en film som Until September. Der er med andre ord ikke tale om den skæbnetunge romantik, der præger f.eks. et score som Hanover Street (1979). Trods det har temaet hele tiden en snert af den bittersødme, som de fleste af Barrys kærlighedstemaer har. Det er med til at give temaet en behørig pondus, der også gør det langtidsholdbart.

Undervejs er der nogle fine variationer på hovedtemaet, hvor Barry reducerer det en smule og ændrer lidt på tempoet. Det gælder f.eks. den version, der dukker op ved 0:24 i “Waiting / First Flight” (nr. 2), eller den mismodige udgave, der høres fra ca. 0:19 i “Memories” (nr. 10); et i øvrigt smukt cue, der generelt repræsenterer scorets mørkeste side.

En af de fineste varianter er dog den mere livlige og travle, der dukker op i “He Catches Her” (nr. 15), da Xavier haster til lufthavnen for at nå at stoppe Mo i at rejse hjem.

Flere temaer

Hovedtemaet er dog ikke det eneste tema, Barry leverer – naturligvis. Da saxofonen dukker op som en repræsentant for den mere kødelige del af Mo og Xaviers affære, har den sit eget tema. Det høres første gang ved 1:15 i “Foreplay” (nr. 4), umiddelbart efter og før en fremførsel af selve hovedtemaet.

Det gælder generelt for saxofontemaet, at det kun optræder i nær relation til hovedtemaet – enten før, efter eller mellem fremførsler af hovedtemaet – og som sådan kan man være fristet til at anse det som en slags B-tema til hovedtemaets A-tema.

Sådan tror jeg dog ikke, Barry har tænkt på det, og noget lignende er tilfældet ved mange Barry-scores. Altså at Barry på et tidspunkt introducerer et tema, der er nært knyttet til hovedtemaet og kun optræder i relation til det, men uden at det sekundære tema skal opfattes som en integreret del af hovedtemaet.

Uanset hvad, så er saxofontemaet rigtig fint. Det er naturligvis en kliché, Barry her bringer på bane – saxofonen som musikalsk repræsentant for det kødelige – men den fungerer ikke desto mindre upåklageligt. Samtidig må det også siges, at saxofonen ikke har den tilrøgede, decideret sexede lyd som den f.eks. har i scoret til Body Heat (1981).

Foruden hovedtemaet og saxofontemaet er der yderligere ét tema, der optræder mere end én gang. Det er et virkelig smukt tema for fløjte, der spilles over en ostinato, fremført af akustisk guitar. Temaet høres første gang i “Candle Light” (nr. 6), hvor det siden gives til strygerne, og det dukker op igen i “It’s Love” (nr. 9).

Endelig er der to temaer, der kun dukker op én gang. Begge temaerne er komponeret for mundharmonika, og begge høres kun én gang – i hhv. “Waiting / First Flight” og “The Morning After” – uden at de dog er dårligere af den grund.

Mundharmonikaen er naturligvis også et instrument, Barry var fortrolig med og havde brugt med stor succes tidligere, bl.a. i det glimrende score til The Chase (1966) og i det fantastiske hovedtema fra Midnight Cowboy (1969).

De to mundharmonikatemaer i Until September-scoret tilføjer musikken en snert af tænksom melankoli, uden at de på nogen måder har den ensomme lyd, mundharmonikaen også nogle gange kan formidle.

Ny brug af elguitar

På mange måder er Until September altså endnu et score, hvor Barry opererer indenfor sin komfortzone, men som antydet tidligere, er ikke alt helt ved det gamle. Foruden den diskrete brug af synth, fremstår Until September også som noget specielt ved den måde, Barry bruger elguitaren.

Den dukker op to gange. Første gang er i “One More Time” (nr. 11), der sammen med det umiddelbart foregående cue, “Memories”, repræsenterer scorets mørkeste stunder.

“One More Time” åbner med strygere og træblæsere, inden saxofonen dukker op i en form, der ikke antyder sex og sensualitet, men snarere ensomhed. Saxofonen suppleres af skiftende synthesizerharmonier og herover en ret fritflydende elguitar, der bidrager til den generelle stemning af ensomhed og mismod.

Det er en glimrende brug af elguitarens lyd og endnu et eksempel på, at selvom Barry på dette tidspunkt meget langt hen ad vejen havde fundet sin foretrukne form og stil, så var han ikke bange for at bruge velkendte instrumenter på nye måder.

Elguitaren dukker op igen nær slutningen af “He Catches Her”, men selvom formen er den samme – en fritflydende solo – er stemningen en helt anden. Her ligger guitaren nemlig over en variant på hovedtemaet, orkestreret for strygere, og guitaren får derfor mere karakter af en form for romantisk forløsning.

Det er ret fremragende set af Barry, at den samme lyd, brugt i to forskellige kontekster, kan have vidt forskellige effekter, samtidig med at brugen af elguitaren naturligvis trækker tråde tilbage til det tidligere cue.

Romantisk godt humør

Until September er et rigtig fint score, som det er svært ikke at blive i godt humør af. Ikke lårklaskende humoristisk godt humør, men dejlig varmt og romantisk godt humør.

Det er på ingen måde ét af Barrys største scores, men til fans af komponisten er der masser at anbefale her.

Anmeldelsen er baseret på Kritzerlands udgivelse af scoret fra 2011. Det er baseret på samme kilde som Intradas udgivelse fra 2009, og ligesom Intradas udgave mangler der ét cue, som lader til at være gået tabt for bestandigt; ellers er scoret komplet.

Foruden det (næsten) komplette score, der ligger som nr. 1-16, inkluderer Kritzerlands udgave dog også det oprindelige album, der i sin tid udkom på Varèse. Det ligger som nr. 17-29 på skiven. Her har jeg dog kun forholdt mig til nr. 1-16.

4 stjerner

Nummerliste:
Film sequence:
1. Main Title – Until September (1:19)
2. Waiting/First Flight (1:51)
3. Second Spat (1:53)
4. Foreplay (2:51)
5. Score (1:07)
6. Candle Light (2:34)
7. The Morning After (2:11)
8. Excuse (1:03)
9. It’s Love (0:59)
10. Memories (3:28)
11. One More Time (2:44)
12. Hotel (1:52)
13. Seine (1:53)
14. Not Again! (1:35)
15. He Catches Her (5:46)
16. End Title – Until September (2:35)

Total spilletid: 35:41

Original album sequence:
17. Main Title – Until September (1:19)
18. It’s Love (0:59)
19. Not Again! (1:35)
20. Second Spat (1:53)
21. He Catches Her (5:46)
22. Candle Light (2:34)
23. Seine (1:53)
24. Foreplay (2:51)
25. One More Time (2:44)
26. Waiting (1:30)
27. Memories (3:28)
28. The Morning After (2:11)
29. End Title – Until September (2:30)

Total spilletid: 31:13

Samlet total spilletid: 66:54

Titel: Until September
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1984
Udgivet: 2011
Label: Kritzerland

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *