Ugens liste: Mogens’ top 5 over mest unødvendige sequels

3 minutters læsetid

Det burde ikke komme som nogen overraskelse, men alligevel kan man ikke undgå at græmme sig: The Hollywood Reporter kunne i går afsløre, at Fox er seriøse omkring en fortsættelse til dette års nok største skuffelse, sci-fi-stinkeren Prometheus. “Ridley is incredibly excited about the movie, but we have to get it right. We can’t rush it,” udtaler Fox-executive Emma Watts.

Prometheus var en komplet unødvendig sequel (jaja prequel, details shmetails) og tilmed én af de ringe af slagsen. Hollywood har en lang tradition for at lave det, der i bund og grund er totalt unødvendige opfølgere, men ind imellem lykkedes det alligevel at producere en seværdig film. The Godfather: Part II (1974). Indiana Jones and the Temple of Doom (1984). Aliens (1986). Back to the Future Part II (1989).

Langt de fleste sequels er desværre både unødvendige og ringe. Her er min top 5-liste over de mest unødvendige sequels, der også viste sig at være cinematisk bæ. Listen er ikke i prioriteret rækkefølge.

1. Prometheus (2012)
Havde vi virkelig brug for en film, der afmystificerer nogle af de centrale ubesvarede spørgsmål i Alien-serien? Nej, men vi fik den alligevel, og hvis Ridley Scott og kompagni havde ramt niveauet, kunne filmen sagtens have været fantastisk. Det gjorde de så ikke: Et umanerligt sjusket manuskript, som man skulle tro, Scott ikke havde gidet læse ordentligt, inden optagelserne begyndte, sikrede, at Prometheus blev en fis i en hornlygte. En rigtig ildelugtende én af slagsen. Visuelt er filmen dybt imponerende, men det er lidt som at male et pilråddent plankeværk med Gori: Det vælter sgu’, uanset om det så ser pænt ud på overfladen.

2. Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008)
Trilogien var fuldendt i 1989 med Indiana Jones and the Last Crusade. Hovedrolleindehaveren fyldte 66 det år, filmen havde premiere. Havde vi virkelig brug for at se en Indiana Jones i folkepensionistalderen? Hvad vi i hvert fald ikke havde brug for, var David Koepps sjuskede manuskript, der er fyldt med plothuller og dårlig humor, og en pinligt overspillende Karen Allen. Heldigvis har Frank Marshall for nyligt udtalt, at han tager rygterne om en Indy 5 med et overordentligt stort gran salt. Hvis Indiana Jones-serien skal fortsætte, så reboot dog serien med en ny i rollen som Indiana Jones og lad filmene foregå i 1930’erne, hvor Indiana Jones hører hjemme.

3. Star Wars Episode I: The Phantom Menace (1999)
Verdens formentlig længst ventede film blev også én af de største skuffelser – samme med sine to fortsættelser. Den oprindelige Star Wars-trilogi fuldendte fortællingen, og vi havde egentlig ikke behov for at opleve, hvordan Anakin Skywalker blev til Darth Vader eller hvordan Pia Kjærsgaards onde tvillingebror tog magten i det galaktiske senat. Og især ikke, når George Lucas besluttede sig for at skide på stort set alt, han fortalte publikum i den oprindelige trilogi, og ændre fakta, så de passede til det, han lige havde lyst til. Det er ikke bare sjusk, George; det er at skide på de fans, der har gjort dig så stinkende svinerig, du er i dag. Tak for lort.

4. Hannibal
Efter The Silence of the Lambs (1991) kunne verden ikke få nok af Hannibal Lecter. Især ikke Hollywood, der så Lecter som et guldæg (og fortsat gør det – vor egen Mads Mikkelsen er lige blevet castet som Lecter i en ny TV-serie). Verden (og Hollywood) måtte dog vente en rum tid på, at Thomas Harris, forfatteren af bogforlæggene Red Dragon (1981) og The Silence of the Lambs (1988), fik skrevet fortsættelsen. Både som bog og som film, er Hannibal en skuffelse. Hvor Red Dragon og dens første filmatisering Manhunter fra 1986 (filmen Red Dragon kom først 2003) og The Silence of the Lambs begge var glimrende thrillere, der holdt sig inden for rammerne af det nogenlunde plausible, ophøjer Hannibal sin hovedperson til en psykopatisk superhelt. Men hvor romanen er underholdende, til trods for sine problemer, er filmen et miskmask, hvor Lecter i det meste af filmen er reduceret til tandløs Onkel Morfar, der render efter Juliette Moores Clarice Starling som en forelsket teenager.

5. Terminator 3: Rise of the Machines
Det var naturligvis uundgåeligt. Det samme var yderligere fortsættelser, og Terminator: Salvation (2009) er formentlig den dårligste film, jeg nogensinde har set i en biograf. Men det var Terminator 3, der åbnede sluserne, så derfor er det den, der kommer med på listen. Vi havde i den grad ikke brug for at se Arnie med Elton John-briller, men mest af alt havde vi ikke brug for en film, der fuldstændig undergravede det positive budskab i Camerons banebrydende T2: At vores skæbne ikke er fastlagt og at vi selv skaber vores fremtid. Med Terminator 3 træder vi ind i en prædestineret verden, og hvorfor skulle man så i det hele taget se filmen?

Hvilke film topper jeres liste over mest unødvendige sequels? Gå ind på vores Facebook-side og smid en kommentar.

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.