Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Twin Peaks: The Second Season

Twin Peaks: The Second Season
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Anden sæson af Twin Peaks er en ujævn sag, der i en længere periode midtvejs mister fokus, inden den får nyt liv hen mod slutningen. Selvom helheden er rodet, er anden sæson af Twin Peaks stadig glimrende tv-underholdning – og forrygende mærkelig!

Twin PeaksAnden sæson af Twin Peaks, der løb over de amerikanske skærme fra september 1990 til juni 1991, er en noget mere ujævn sag end den helstøbte første sæson.

Det er der formentlig to årsager til: En knap så stram kreativ styring med serien fra skaberne David Lynch og Mark Frosts side og indblanding fra tv-kanalen ABC.

Fraværende Lynch og Frost

Selvom David Lynch faktisk var fraværende under store dele af optagelserne til første sæson – han var travlt optaget med Wild at Heart (1990) – var sæsonen alligevel i kyndige hænder, da Frost var på settet og styrede slagets gang. Desuden var første sæson helt færdig, inden første episode overhovedet havde premiere.

Men med sæson to var både Lynch og Frost fraværende i lange perioder. Lynch havde kastet sig over en kunstudstilling, der tog meget af hans tid, mens Frost nu var i gang med at forberede sin instruktørdebut Storyville (1992).

Det betød, at rollen som showrunner (selvom det udtryk ikke anvendtes dengang) nu tilfaldt Harley Peyton og til en vis grad Robert Engels, der begge havde været med på første sæson som manuskriptforfattere.

Nu fik de en meget større rolle og én, de ikke magtede på samme måde som Frost. Lynch og Frost var selvfølgelig stadig involveret – Lynch instruerede de vigtigste episoder, bl.a. de to første, sæsonafslutningen og ikke mindst episoden, hvor Laura Palmers morder blev afsløret. Mark Frost skrev selvsamme episoder, på nær sæsonens episode to, der havde manus af Harley Peyton.

Indblanding fra netværket

Et anden giftigt element ved sæson to var ABC’s indblanding. Som betingelse for at bestille anden sæson, stillede ABC nemlig krav om, at Lynch og Frost afslørede Laura Palmers morder ved først givne lejlighed.

Det var noget, Lynch og Frost aldrig havde planlagt at gøre; i hvert fald ikke så tidligt i seriens levetid. Jagten på Laura Palmers morder var den interne motor, der holdt serien i gang, og når først morderens identitet var kendt, måtte serien finde en ny drivkraft.

Det kan man mærke, at Lynch og Frost – samt selvfølgelig Peyton og Engels – havde besvær med.

Den større skare af forfattere, foruden Frost, Peyton og Engels, der skrev anden sæsons episoder, betyder også, at serien ad flere omgange forvilder sig ud i nogle sideplots, der er decideret uinteressante og som tager fokus fra det, der gjorde første sæson så spændende.

Sindssyg eks-FBI-agent

Første sæson sluttede med en cliffhanger af rang, og anden sæson starter på sin vis op lige så stærkt som første sæson sluttede. Herefter er de rigtig stærke episoder spredt mere ujævnt gennem resten af sæsonens episoder, selvom alle episoder indeholder noget seværdigt. Helheden er imidlertid langt mere rodet.

Som forberedelse til at føre serien videre, efter afsløringen af Laura Palmers morder, får vi allerede i sæsonens anden episode at vide, at Coopers tidligere makker og mentor i FBI, Windom Earle, er undsluppet fra det sindssygehospital, hvor han har været indespærret i årevis.

Earle skal gå hen og blive seriens primære (menneskelige) antagonist efter episode 14, og det lykkes for Lynch, Frost og de øvrige forfattere, at få Earle koblet sammen med det okkulte mysterium, der nu træder i forgrunden.

Det afsløres nemlig, at Laura Palmer i virkeligheden ikke blev myrdet af [CENSURERET], men af en dæmonisk entitet ved navn Killer Bob, der blot havde besat [CENSURERET].

Og Windom Earle… ja, han er såmænd ude på at finde The Black Lodge – det sted, Bob kommer fra.

Mister fokus

Problemet med anden sæson af Twin Peaks er måske i virkeligheden ikke så meget, at Laura Palmers morder afsløres, men snarere at det tager forfatterne ret lang tid at få fokus rettet ind på det okkulte mysterium omkring The Black Lodge og Killer Bob.

For faktisk er lige præcis dette plotelement faktisk virkelig velfungerende, selvom det samtidig betyder, at seriens weirdness-faktor øges til det dobbelte.

Uden tvivl er netop seriens nye fokus på det okkulte element også én af de mange grunde til, at folk stod af serien, efter at Laura Palmers morder var blevet afsløret.

Ligegyldige sideplots

Dertil kommer så den håndfuld mere eller mindre ligegyldige sideplots, der introduceres i anden sæson, hvoraf den klart værste helt sikkert er det sæbeoperatiske komplot, som motorcykelfyren James Hurley involveres i.

I en plotlinje, der er fuldstændig løsrevet fra resten af serien, bliver den gode James indfanget af en femme fatale, der vil bruge ham som syndebuk for et mord, hun og hendes elsker har udtænkt.

Dette sideplot er hamrende uinteressant, og så hjælper det heller ikke, at James Hurley i forvejen er én af seriens mindst interessante personer, spillet af den ret træmandsagtige James Marshall.

Men der er flere lignende sideplots, der blot flytter fokus fra Cooper, Laura Palmer, Bob og alle de andre. Et eksempel er, da caféejeren Norma får nys om, at en madanmelder snart kommer til Twin Peaks, samtidig med, at hendes mor pludselig dukker op med en ny ægtemand.

Her rykker serien sig pludselig over i det ægte sæbeopera-univers, som den ellers i første sæson så fint havde karikeret og fordrejet til sin egen fordel.

Det Røde Rum

Lynch har som sagt kun instrueret fire episoder i anden sæson, og der er da heller ingen tvivl om, at det er disse fire afsnit, der står som de kunstnerisk stærkeste.

Lynch instruerede de første to afsnit af sæsonen, hvorefter han holdt pause i fire episoder. Så vendte han tilbage og instruerede afsnittet, hvor Laura Palmers morder afsløres, inden han igen holdt pause på 14 episoder, før han vendte tilbage og instruerede sæsonfinalen.

Afsnittet hvor Lauras morder afsløres står som ét af de stærkeste og mest uhyggelige i hele serien, fyldt med Lynchs karakteristiske billedsprog og bizarre indfald.

Og det samme kan siges om finaleafsnittet, hvor Cooper finder indgangen til The Black Lodge – seriens berømte Røde Rum – og konfronterer Windom Earle og Bob.

Heldigvis er der som sagt andre gode episoder i sæsonen, men ingen af dem har samme gennemslagskraft som de fire, Lynch selv instruerede.

Seriens hjerteblod

Udover at Lynch og Frost blev tvunget til at afsløre Laura Palmers morder og den håndfuld ligegyldige sideplots, der er strøet gennem sæsonen, er den generelle tilgang ellers den samme som i første sæson.

Det er stadig det mere eller mindre besynderlige persongalleri, der er seriens hjerteblod – koblet med nogle fornøjeligt bizarre sideplots omkring samme. F.eks. hotelejeren Ben Hornes psykiske sammenbrud, der fører til, at han tror, han er en sydstatsgeneral under den amerikanske borgerkrig.

Farverige tilføjelser til seriens persongalleri er bl.a. Kenneth Welsh som den psykopatiske Windom Earle og David Lynch selv i rollen som Coopers FBI-chef, den tunghøre Gordon Cole.

Genfinder fokus

Heldigvis genfinder serien for alvor sit fokus hen imod slutningen af sæsonen, og her mener jeg faktisk at den igen bliver rigtig stærk.

Det er som sagt også her, at det okkulte og overnaturlige træder i forgrunden, og selv om jeg altid har elsket denne del af serien, er rigtig mange uden tvivl stået af, efter at det overnaturlige blev en bærende del af seriens plot.

Problemet er, at dette nyfundne fokus kommer for sent. Laura Palmers morder afsløres allerede i sæsonens episode syv, og Black Lodge-plottet træder først for alvor i karakter omkring episode 18. I de mellemliggende 10-11 episoder træder serien vande, og det er da også her at hovedparten af de helt ligegyldige sideplots dukker op og forsvinder igen.

Bizar finaleepisode

Selvom jeg sagtens kan se, at anden sæson af Twin Peaks er betydeligt mindre helstøbt end første sæson og dertil krydret med en række sideplots, der er decideret ringe, så holder serien stadig et imponerende højt niveau, i hvert fald set i sammenligning med stort set alle samtidige serier.

På trods af, at serien taber sit fokus, er den stadig fyldt med den Lynchske weirdness, og det er er i mødet mellem den Peyton Place-inspirerede soap, de finurlige personer og weirdness-faktoren, at Twin Peaks lever. Det eksisterer heldigvis stadig i rigt mål i anden sæson.

Ja, seriens fokus bliver mudret i en rum tid efter afsløringen af Laura Palmers morder, men med introduktionen af Windom Earle begynder serien at live op igen, og da plottet omkring Earle og The Black Lodge for alvor kommer i fokus får serien for alvor nyt liv.

Det kulminerer med den fabelagtigt bizarre finaleepisode, hvor Cooper finder vej til The Black Lodge – med stor sandsynlighed de mærkeligste 30 minutter i amerikansk tv-historie – og episoden slutter med den berygtede cliffhanger, der aldrig blev forløst, fordi ABC trak stikket efter anden sæson.

Alle de involverede troede på, at Twin Peaks ville blive forlænget med en tredje sæson, og derfor slutter anden sæson, som den gør.

Sådan skulle det ikke blive, og de af os, der så serien i sin tid, husker nok chokket og frustrationen over den sidste scene.

Nu, efter 26 års ventetid, får vi så en afslutning – forhåbentlig. Om Lynch og Frost kan indfri de tårnhøje forventninger, der er til de 18 episoder i den “forsinkede” tredje sæson, finder vi snart ud af. Indtil videre kan vi nyde de to oprindelige sæsoner af serien. Også anden sæson, ujævn eller ej.

5 stjerner

Titel: Twin Peaks – The Second Season
Instruktør: David Lynch, Lesli Linka Glatter, Todd Holland, Graeme Clifford, Caleb Deschanel, Tim Hunter, Tina Rathborne, Duwane Dunham, Uli Edel, Diane Keaton, James Foley, Jonathan Sanger, Stephen Gyllenhaal
Manuskript: Mark Frost, Harley Peyton, Robert Engels, Jerry Stahl, Barry Pullman, Scott Frost, Tricia Brock
Cast: Kyle MacLachlan (Special Agent Dale Cooper), Michael Ontkean (Sheriff Harry S. Truman), Mädchen Amick (Shelly Johnson), Dana Ashbrook (Bobby Briggs), Richard Beymer (Benjamin Horne), Lara Flynn Boyle (Donna Hayward), Sherilyn Fenn (Audrey Horne), Warren Frost (Dr. Will Hayward), Peggy Lipton (Norma Jennings), James Marshall (James Hurley), Everett McGill (Big Ed Hurley), Jack Nance (Pete Martell), Joan Chen (Josie Packard), Kimmy Robertson (Lucy Moran), Michael Horse (Deputy Hawk), Piper Laurie (Catherine Martell), Harry Goaz (Deputy Andy Brennan), Eric DaRe (Leo Johnson), Wendy Robie (Nadine Hurley), Ray Wise (Leland Palmer), Sheryl Lee (Laura Palmer / Madeleine Ferguson), Russ Tamblyn (Dr. Lawrence Jacoby), Don S. Davis (Major Briggs), Chris Mulkey (Hank Jennings), Gary Hershberger (Mike Nelson), Grace Zabriskie (Sarah Palmer), Catherine E. Coulson (The Log Lady), Ian Buchanan (Dick Tremayne), Mary Jo Deschanel (Eileen Hayward), Frank Silva (Bob), Kenneth Welsh (Windom Earle), Al Strobel (Philip Gerard), David Patrick Kelly (Jerry Horne), Miguel Ferrer (FBI Agent Albert Rosenfield), John Boylan (Mayor Dwayne Milford), Charlotte Stewart (Betty Briggs), David Lynch (FBI Regional Bureau Chief Gordon Cole), Heather Graham (Annie Blackburn), Robyn Lively (Lana Budding Milford), Dan O’Herlihy (Andrew Packard), Billy Zane (John Justice Wheeler), Michael Parks (Jean Renault), Carel Struycken (Giant), Michael J. Anderson (Man From Another Place), David Duchovny (DEA Agent Dennis/Denise Bryson), David Warner (Thomas Eckhardt)
Foto: Frank Byers
Klip: Jonathan P. Shaw, Paul Trejo, Toni Morgan, Duwayne Dunham
Musik: Angelo Badalamenti
Spilletid:1037 minutter (17 timer, 17 minutter)
Aspect ratio: 1.33:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1990-91
Produktionsselskaber: Lynch/Frost Productions, Propaganda Films, Spelling Entertainment, Twin Peaks Productions

Stikord: Twin Peaks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>