Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

True Romance

True Romance
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

True Romance er en af filmhistoriens bedste kærlighedsfilm og en af mine all time-favoritter. Mainstream-Hollywood bliver ikke meget bedre end her, og kombinationen af Scott og Tarantino er sød musik for mine ører.

True RomanceHvis du ikke har set True Romance, Tony Scotts mesterværk fra 1993, så anbefaler jeg, at du ikke læser denne anmeldelse endnu. Se filmen og kom så tilbage igen. Det ville være hyggeligt.

Til alle jer, der har set filmen: Lad os tage sammen på et romantisk eventyr, lad os sammen tage tilbage til 1993 og det lille strejf af filmmagi, som Scott og Tarantino skabte.

Et ekko fra filmhistorien

Jeg anbefaler, at I i denne sammenhæng finder Hans Zimmers titelnummer “You’re So Cool” frem og lytter til det, mens I læser denne tekst. Det gør det hele lidt bedre. Jeg hørte det på repeat, mens jeg skrev denne anmeldelse, for sjældent har et lille tema betydet så meget for stemningen.

Så tryk nu på play og læs videre. Jeg vil æde min gamle Stetson-hat på, at det efterlader dig glad, altså musikken. Teksten må du selv bedømme.

Det er her vigtigt at tilføje, at Zimmers nummer er en næsten tro kopi af nummeret “Gassenhauer” fra den mesterlige Badlands fra 1973, instrueret og skrevet af auteuren Terrence Malick – det er bare at søge på nettet, så tror jeg du ved, hvad jeg hentyder til.

Badlands er en af Tarantinos favoritter. Og det er ikke kun musikken, der vækker en genklang. Det gør flere tematikker også samt brugen af voice over.

I forbindelse med True Romance bliver det dog til meget mere end en hyldest. True Romance er helt sin egen, et forfriskende pust af forårsfornemmelser og filmisk magi.

Når man kender lidt til Tarantino, så har han jo altid bevæget sig på en knivsæg i forhold til hyldest/kopi af tidligere værker. For mig formår han at gribe bagud i filmhistorien og bruge det til sit eget, og det gælder også for manuskriptet til True Romance.

Eventyret begynder i grumme Detroit

Filmen tager sin begyndelse i Detroit. Den tager sin begyndelse med denne smukke, smukke voice over:

I had to come all the way from the highway and byways of Tallahassee, Florida to MotorCity, Detroit to find my true love.

If you gave me a million years to ponder, I would never have guessed that true romance and Detroit would ever go together. And til this day, the events that followed all still seems like a distant dream. But the dream was real and was to change our lives forever.

I kept asking Clarence why our world seemed to be collapsing and things seemed to be getting so shitty. And he’d say, “that’s the way it goes, but don’t forget, it goes the other way too.” That’s the way romance is… Usually, that’s the way it goes, but every once in awhile, it goes the other way too.

Clarence arbejder i en tegneseriebutik. Han er den ensomme nørd. Filmnørden. Clarence har fødselsdag. Han smutter i biografen for at se en Sonny Chiba-kavalkade. Altså den type Hong Kong-film, som Tarantino selv elsker.

Ind i den ellers næsten tomme biograf kommer en smuk kvinde. Hun tager plads sammen med Clarence. Bagefter snakker de, og senere knalder de. Det viser sig, at kvinden hedder Alabama, og at hun er luder – hun omtaler sig selv som “call girl” og siger, at der er en stor forskel.

Det er åbenbart Clarences chef, der har hyret hende for at gøre ensomme Clarence glad. Så langt så godt. I den almindelige verden ville de to personer sige farvel. Men ikke her. For vi har nemlig at gøre med et moderne romantisk folkeeventyr.

Og vi har at gøre med en manuskriptforfatter, der drømmer, en manuskriptforfatter, som ser sig selv som Clarence og de eventyr, han sikkert gerne selv ville på, da han selv arbejdede i videobutik – ja, der er noget selvbiografisk over Tarantinos manuskript til True Romance. Men tilbage til filmen, tilbage til eventyret.

Drexl og kokainen

Alabama og Clarence bliver hovedkulds forelsket i hinanden, og Clarence beslutter sig for at opsøge Alabamas alfons for at sige, at hun ikke vil mere. At hun vil ud af call girl-branchen.

Den konfrontation ender i en brutal voldsscene, hvor Clarence mod alle odds dræber alfonsen Drexl og kommer væk med det, han tror, er en kuffert fyldt med Alabamas tøj. Det viser sig dog, at kufferten er fyldt med kokain!

Så nu må Clarence og Alabama på et lille eventyr til Los Angeles for at komme af med kokainen. Det viser sig nemmere sagt end gjort, og det ender med et klassisk Tarantino-stand off, hvor alle peger deres våben mod hinanden. Både gangstere, politifolk og filmproducenter.

Derefter følger en af filmhistoriens helt smukke slutninger – sød og dejlig som et eventyr.

Oprindelig havde Tarantino skrevet en mere dyster slutning, men det ville Scott ikke gå med til. Han ville have en happy end. Og det er både vi, og faktisk også Tarantino, meget glade for i dag.

Det får mig også til at ønske, at Tarantino fortsætter som manuskriptforfatter, når han stopper som instruktør. Det kunne skabe ægte filmmagi med andre instruktører, der skulle realisere og sætte deres eget præg på Tarantinos manuskripter.

Derudover er filmen spækket med scener og bipersoner, som har mejslet sig ind i vores filmhistoriske hukommelse. Scenen i biografen, scenen hvor Dennis Hoppers karakter fortæller om sicilianeres oprindelse, scenerne hvor Clarence har fiktive samtaler med sin Elvis-mentor.

Eller Brad Pitts stoner-karakter, scenen i rutchebanen, scenen med coke i bilen, hvor luderen ikke vil skjule den, scenen ved telefonboksen på den øde landevej og man kunne fortsætte.

Det er guf, det er en perlerække af stærke scener, som sammen skaber en smuk, smuk fortælling.

Og hvis man lige tager et kig på nogle af de skuespillere, der medvirker, så kan det jo nærmest få mundvandet til at løbe på Robert Altman: Udover Slater, Arquette, Pitt og Hopper medvirker folk som Gary Oldman, Christopher Walken, Samuel L. Jackson, Michael Rapaport, Tom Sizemore, Chris Penn og ikke mindst James Gandolfini som skurk i én af filmens bedste og mest brutale scener.

Derudover er actionsekvenserne gjort af det smukkeste 1990’er-stof, brutalt og nådesløst. Scotts evner til tempo og opfindsomme kameravinkler sidder også lige i skabet. Der er desuden en fornem vekselvirkning mellem den udpenslede vold og kærligheden, mellem kroppe der smadres og læber der mødes, mellem det grumme og det smukke, mellem sex og kærlighed.

Verdens bedste kærlighedsfilm

True Romance er nemlig en alle tiders bedste kærlighedsfilm, faktisk den bedste hvis I spørger mig. Ja, det mener jeg, sådan helt oprigtigt.

Og det skulle man måske ikke tro, når man taler om en ultravoldelig og selvbevidst actionfilm instrueret af Tony Scott og med et manuskript af Quentin Tarantino. Men det er tilfældet.

Kombinationen af Scotts sans for fremdrift og stil passer utroligt godt med Tarantinos hang til det snakkesalige og intertekstuelle. Ja, jeg tror faktisk, at det var blevet en væsentligt dårligere film, hvis Tarantino selv havde instrueret den. Udover at den var blevet en time længere, havde den også manglet Scotts intensitet.

Men det vigtigste er kemien mellem de to kærlighedsramte hovedroller, Clarence og Alabama. Deres kærlighed, som kommer ud af noget umuligt, filmnørdens/tegneserienørdens møde med luderen, føles ægte, nærværende og smuk.

I en kold og brutal film, hvor rejsen tager os fra kolde Detroit til varme Los Angeles, er de det bankende hjerte, der får mig som tilskuer til at blive følelsesmæssigt engageret. Og det er netop dét, der hæver filmen over de fede one liners, de skarpe actionsekvenser og det fede plot – elementer, der i sig selv kunne have skabt en fremragende actionfilm.

Kærligheden løfter filmen direkte op på mesterværkshylden, og den er skabt i synergi mellem manuskriptet, personinstruktionen og skuespillerne.

Ægte kærlighed

Det er Slater og Arquette, vi kan takke. To skuespillere som hverken før eller siden kommer op på det niveau, som de rammer i True Romance. Det var en film, der gjorde dem til store stjerner der tilbage i de søde start-1990’ere.

Slater skaber som Tarantinos alter ego, den handlekraftige filmnørd, sit livs rolle. Han er cool, sexet, morsom, nørdet og handlekraftig: Kort sagt alle nørders våde drøm.

Arquette er cool, smuk, sjov og handlekraftig. De to skuespillere gør hinanden gode, både i form af deres tydelige fysiske begær efter hinanden, men også i form af det eventyr, de begge kommer på.

På hver deres måde er de klassiske hovedpersoner taget direkte ud af folkeeventyrets verden. To helte, der sammen tager på eventyr, hvor de både møder de klassiske hjælpere og de klassiske skurke. Og sammen skaber de et nyt fælles hjem. Det hele tilsat en herlig voice over og et smukt kærlighedstema af Hanz Zimmer.

Og det er faktisk kernen i True Romance: At den gør dig glad. Folkeeventyr kan også være grumme og brutale, fyldt med trolde som Drexl og hjælpere som Dick. Men folkeeventyr kan også slutte smukt og godt. Slutte med at prinsen og prinsessen, filmnørden og luderen, finder lykke på en smuk strand sammen med deres barn.

En moderne klassiker, et ægte eventyr

Ja, at der er tale om et eventyr, og et smukt et af slagsen, er der ikke nogen tvivl om. Derfor vil jeg også lade Alabama (næsten) afslutte denne anmeldelse med filmens smukke udtoning:

Amid the chaos of that day, when all I could hear was the thunder of gunshots, and all I could smell was the violence in the air, I look back and am amazed that my thoughts were so clear and true, that three words went through my mind endlessly, repeating themselves like a broken record: you’re so cool, you’re so cool, you’re so cool.

And sometimes Clarence asks me what I would have done if he had died, if that bullet had been two inches more to the left. To this, I always smile, as if I’m not going to satisfy him with a response. But I always do.

I tell him of how I would want to die, but that the anguish and the want of death would fade like the stars at dawn, and that things would be much as they are now. Perhaps. Except maybe I wouldn’t have named our son Elvis.

Tak for kaffe, Slater, Scott, Arquette og Tarantino. I er skyldige i at have skabt en af mine helt personlige favoritter.

Ikke verdens bedste film, men en film, der gjorde mig glad, da jeg så den i biografen, og en film, der stadigvæk gør mig glad. Hver eneste gang jeg ser den. Ægte uforfalsket og blodig filmmagi; en film der gør mig nyforelsket i filmen som udtryksform.

Ægte eventyr.

6 stjerner

Titel: True Romance
Instruktør: Tony Scott
Manuskript: Quentin Tarantino
Cast: Christian Slater (Clarence Worley), Patricia Arquette (Alabama Whitman), Dennis Hopper (Clifford Worley), Val Kilmer (Mentor), Gary Oldman (Drexl Spivey), Brad Pitt (Floyd), Christopher Walken (Vincenzo Coccotti), Samuel L. Jackson (Big Don), Michael Rapaport (Dick Ritchie), James Gandolfini (Virgil), Chris Penn (Nicky Dimes), Tom Sizemore (Cody Nicholson)
Foto: Jeffrey L. Kimball
Klip: Michael Tronick, Christian Wagner
Musik: Hans Zimmer
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1993

Anmeldt i nr. 174 | 13/04/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *