Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Total Recall

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det er en smule for langt, og jeg er ikke ubetinget vild med Goldsmiths sammenblanding af synth og orkester. Til gengæld indeholder albummet afsindig meget god actionmusik.

Total RecallMusikken til Paul Verhoevens actionbrag Total Recall (1990) blev komponeret af Jerry Goldsmith, hvilket markede første gang, Verhoeven og Goldsmith arbejdede sammen. De skulle nå endnu to projekter sammen – Basic Instinct (1992) og Hollow Man (2000) – inden Verhoeven tog en længere pause fra filmmageriet. Goldsmith døde, som mange vil vide, i 2004.

Homage til Poledouris

Den anden komponist, Verhoeven har arbejdet mest sammen med i Hollywood, er Basil Poledouris. Det er ikke kun relevant at nævne her, fordi også Poledouris nu desværre er død (2006), men fordi Goldsmith i sit score til Total Recall har indbygget en klar homage til Poledouris.

Således har percussion- og blæsermotiverne i begyndelsen af Goldsmiths “The Dream”, der åbner Total Recall, en umiskendelig lighed med Poledouris’ “Anvil of Crom” fra Conan the Barbarian (1982). Total Recall anses af mange filmmusikentusiaster som Goldsmiths bedste actionscore nogensinde, og det er noget, jeg på et intellektuelt plan sagtens kan følge. At jeg personligt ikke er så vild med albummet er så en anden sag, hvilket jeg skal vende tilbage til.

Den her anmeldte version af scoret er den Deluxe Edition, som Varèse Sarabande sendte på gaden i 2000, og som har en spilletid på næsten 74 minutter – næsten 34 minutter længere end den udgave, Varèse udgav, da filmen kom ud i 1990, og som for længst var udsolgt i 2000. Mit problem med albummet hænger da også sammen med spilletiden, som efter min mening er en del for lang.

En del overflødige cues

Ser man på musikken som sådan er den aldeles ikke dårlig på noget som helst tidspunkt. Goldsmith komponerede scoret med anvendelse af symfoniorkester og en masse synthesizere, og det er blandt andet synthesizerelementerne, jeg af og til har et problem med på albummet, selv om de fungerer aldeles fremragende i filmen. Sagen er simpelthen den, at en del af Goldsmiths syntheffekter skærer mig noget i ørerne, når de høres i kombination med symfoniorkestret. Det er imidlertid klart en smagssag, og det skal da også retfærdigvis siges, at selv jeg synes, at det stedvist fungerer ganske glimrende.

Musikken til Total Recall er overvejende actionmusik – ganske som filmen – men der er også en vis portion decideret suspense, og nogle få cues, som er af en helt anden art, og som bliver decideret smukke. De resterende cues falder vist bare ind under betegnelsen “generisk fyld”, og er hverken specielt godt eller dårligt. Det er en del af disse cues, som f.eks. det 33 sekunder lange “The Aftermath” (nr. 5), der efter min mening er helt ligegyldige, og som det ikke havde været nødvendigt at inkludere på albummet.

Cues som denne er der nogle stykker af, og det er i virkeligheden dem, der gør, at Total Recall aldrig bliver et af mine favoritscores – uagtet, at der er mange enkeltcues på albummet, som er ved at blæse skoene af mig!

Enkelte af suspense- og actionnumrene kunne min mening også godt have været ofret til fordel for en mere fornuftig spilletid, men her må det dog siges, at så snart Goldsmith går i actionmodus er der næsten altid smæk for skillingen. Det er imidlertid karakteristisk, at de virkeligt fede cues med ganske få undtagelser (f.eks. det fede suspense- og actioncue “The Nose Job”) er identisk med dem, der var inkluderet på den originale albumudgivelse.

Glimrende action

Albummet åbner i højt gear med den førnævnte “The Dream”, hvor Goldsmith som sagt lige sender en hilsen til Poledouris, og hvor scorets hovedtema i øvrigt introduceres. Hovedtemaet er ganske fint, om end ikke blandt Goldsmiths bedste, og det høres igen og igen i løbet af albummet, dog aldrig i den kraftfulde version, der præsenteres i “The Dream”, som uden tvivl er ét af albummets fedeste tracks.

Efter “The Dream” får vi et par cues, der primært fungerer som atmosfærisk underscore og med anvendelse af megen synth, inden vi præsenteres for scorets første action. Det kommer i anden halvdel af “The Implant” (nr. 4), og er rendyrket Goldsmith-action, hvilket også betyder, at det er rigtig, rigtig godt. Mere action følger allerede i “For Old Times’ Sake” (nr. 6), men det første rigtigt store action-cue kommer i “Clever Girl” (nr. 7), der endnu engang viser Goldsmiths fremragende evner for at komponere actionmusik. Det er komplekst, fast-paced og energisk actionmusik, og ét af albummets virkeligt gode numre.

De følgende numre byder på mere suspense-underscore (og lidt action), hvoraf især “Howdy Stranger” (nr. 9) faktisk er et ganske glimrende cue, og hvor man faktisk pludselig kan høre en lille reference til Goldsmiths eget score til Alien (1979).

Ud med alle stopklodserne og fyr tyskerne!

Med “The Space Station” (nr. 11) er vi ovre i en anden boldgade. Her bruger Goldsmith synthesizerne til at fremmane en storslået stemning. Det er virkelig flot musik og et eksempel på ét af de cues, hvor synthesizerne virkeligt fungerer efter hensigten, og som ikke føles overflødig, selv om nummeret er meget kort.

Et noget længere nummer, der stemningsmæssigt er i lidt samme boldgade, er det atmosfæriske “The Mutant” (nr. 21) fra sekvensen hvor Arnies karakter møder dobbeltmutanten Kuato. Her bruger Goldsmith synthesizer og orkester til at skabe en lidt mystisk stemning, der bygger op til et virkelig flot og ganske smukt klimaks. Mellem de to stemningfulde og flotte numre har vi dog lige fået actionbraget “The Big Jump” (nr. 18) – endnu et af scorets store actioncues, der endnu engang er ganske fremragende.

Den absolut mest eksplosive action kommer imidlertid med albummets tre længste tracks, “The Treatment” (nr. 24), “The Hollowgram” (nr. 25) og “End of a Dream” (nr. 26). Begge førstnævnte numre veksler mellem suspense og hård action, men med “End of a Dream” trækker Goldsmith alle stopklodser ud, og præsenterer os for næsten 6 minutters non-stop action. Det er sagt af mange, men jeg vil gerne istemme og sige, at her har vi formentlig et af Goldsmiths bedste actioncues nogensinde, hvis ikke det bedste!

Det er afsindig godt, fast-paced og kompleks actionmusik, som kan gøre enhver fan af actionmusik våd i bukserne! Musikken er i øvrigt generelt virkelig kompleks, hvilket bl.a. også eksemplificeres af visse problemer, Goldsmith havde under indspilningerne af musikken.

Pengemændene bag filmen havde således oprindeligt bedt Goldsmith om at indspille musikken med et tysk orkester i München for at spare penge, men efter nogle få dages optagelser måtte Goldsmith sige stop. Musikerne kunne simpelthen ikke finde ud af at spille musikken, som den var komponeret, og produktionen rykkede i stedet til London, hvor scoret så blev indspillet med The National Philharmonic Orchestra, der havde arbejdet med Goldsmith tidligere.

Ikke noget simpelt score

Med andre ord er der bestemt ikke tale om noget “simpelt” score; det er højst avanceret orkestermusik kombineret med synth, og det er som sagt heller ikke på grund af mangler ved musikken, at Total Recall ikke er et af mine yndlingsscores. Det handler grundlæggende om to ting: for det første, at jeg synes, at albummet er lidt for langt og derfor går en smule død i nogle af de mere stille numre. Og for det andet – og her taler vi udelukkende personlig smag – at jeg af og til synes, Goldsmiths synthesizere bliver lidt for pågående, når man lytter til musikken på album.

Når mine personlige anker så er nævnt, må jeg dog også erkende, at Total Recall er et aldeles fremragende actionscore, som ingen Goldsmith-fan kan være foruden. Om det er et score, som ingen filmmusikfan kan være foruden, er et andet spørgsmål, men jeg tøver alligevel ikke med at anbefale det til de fleste.

For ét af de problemer, jeg har med albummet (nemlig længden) kan man programmere sig ud af, og det andet er som nævnt udelukkende min personlige smag, der spiller ind. Om ikke andet bør alle filmmusikinteresserede gøre sig selv den tjeneste at tjekke “End of a Dream” ud, for der er vitterligt tale om eksplosiv actionmusik af den allerhøjeste kvalitet!

Nummerliste:
1. The Dream (3:35)
2. First Meeting (1:13)
3. Secret Agent* (0:55)
4. The Implant* (2:44)
5. The Aftermath* (0:33)
6. For Old Times’ Sake* (3:03)
7. Clever Girl (4:33)
8. The Johnny Cab* (3:50)
9. Howdy Stranger* (2:03)
10. The Nose Job* (1:58)
11. The Space Station* (0:50)
12. A New Face* (1:32)
13. The Mountain* (1:30)
14. Identification* (1:05)
15. Lies* (1:08)
16. Where Am I? (4:03)
17. Swallow It* (3:07)
18. The Big Jump (4:36)
19. Without Air* (1:18)
20. Remembering* (1:53)
21. The Mutant (3:19)
22. The Massacre* (2:37)
23. Friends* (1:43)
24. The Treatment (5:40)
25. The Hollowgram (5:40)
26. End of a Dream (5:46)
27. A New Life (3:30)

Total spilletid: 73:58

* World premiere release

5 stjerner

Komponeret af: Jerry Goldsmith
Fremført af: The National Philharmonic Orchestra
Dirigeret af: Jerry Goldsmith
Orkestrering: Arthur Morton
Komponeret: 1990
Udgivet: 2000
Producer: Jerry Goldsmith
Label: Varèse Sarabande – 302 066 197 2

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *