Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Timescape

Timescape
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

TimescapeTimescape er en science fiction-roman, skrevet af en videnskabsmand. Ja, ikke bare en videnskabsmand, men en fysiker og astrofysiker, der sideløbende med sin karriere som forfatter har fungeret som forsker og er fastansat ved et universitet.

Umiddelbart kunne man godt fristes til at tro, at sådan en kombination ville medføre en roman, der enten drukner i uforståelig terminologi eller er gudsjammerligt kedelig – eller begge dele. Men det er faktisk ikke tilfældet. I hvert fald ikke med Timescape, som indtil videre er den eneste roman af Gregory Benford, jeg har læst.

Timescape indeholder måske nok en vis mængde tech-speak, men ikke så meget, at det hæmmer forståelsen, og i virkeligheden ligger vægten slet ikke på det videnskabelige som sådan. Timescape er nærmere et science fiction-drama, hvor hovedvægten faktisk ligger på menneskene og deres forhold til hinanden samt deres forhold til den verden, de lever i.

Tachyoner
Gregory Benford (f. 1941).

Gregory Benford (f. 1941).

Rent teknisk må Benfords science fiction klassificeres som hard science fiction, men altså ikke i den forstand, at romanen fokuserer på de tekniske aspekter.

Det betyder bare, at de videnskabelige elementer præsenteres på en måde, der virker seriøse og plausible, hvilket de vistnok også er inden for bestemte teoretiske retninger af kvantefysikken. Men det betyder også, at romanens hovedpersoner færdes i et miljø, der netop af samme årsag virker realistisk og derfor bliver langt mere troværdigt.

Timescape er taget med i Planet Pulps store Tids-tema, men den handler ikke om deciderede tidsrejser. I stedet tager den udgangspunkt i en teori om eksistensen af en type subatomiske partikler med navnet tachyoner.

Teorien går ud på, at disse partikler bevæger sig hurtigere end lyset og dermed (igen: teoretisk) kan rejse tilbage i tiden. Konceptet i Timescape er, at en videnskabsmand i 1998 bruger tachyoner til at sende beskeder tilbage til de tidlige 1960’ere for om muligt at ændre på sin egen samtid, hvor en økologisk katastrofe er i færd med at udfolde sig.

To handlingsspor
Førsteudgaven af 'Timescape', Simon & Schuster, 1980.

Førsteudgaven af ‘Timescape’, Simon & Schuster, 1980.

Romanen følger to handlingsspor, som der veksles mellem: Et der foregår i 1998, og ét der foregår i 1962-63. De to handlinger begynder i øvrigt præcis lige langt fra romanens udgivelsesår 1980 – henholdsvis 18 år før og efter.

I 1962-63-handlingen følger vi den unge fysiker Gordon Bernstein ved University of California i La Jolla, der i forbindelse med nogle eksperimenter støder på nogle underlige fejl i sine målinger. Fejlene viser sig selvfølgelig at være produktet af de eksperimenter, der foretages i romanens 1998-handling, og er i virkeligheden morsekodebeskeder fra fremtiden.

I 1998-handlingen følger vi flere personer: Den britiske fysiker John Renfrew, der har fostret idéen om at sende beskeder tilbage i tiden, hans amerikanske kollega Greg Markham og bureaukraten Ian Peterson, der repræsenterer The World Council. Sidstnævnte er det organ, der koordinerer indsatsen mod den økologiske katastrofe, der er ved at udfolde sig, og som finansierer forskningen.

Den katastrofe, der har kastet verden ud i en alvorlig krise, hænger sammen med udledningen af kemikalier i havet. Benford er forsætligt vag, men man forstår, at der er sket alvorlige ændringer i havenes økosystemer.

Verden er kastet ud i en alvorlig økonomisk krise, der er galopperende arbejdsløshed, fødevaremangel og helt generelt er det et temmelig dystert billede, Benford tegner af 1998. Små bisætninger lader bl.a. også læseren vide, at der har været et atomart terroristangreb i New York. Intet under at Renfrew og kompagni gerne vil forsøge at ændre historiens gang.

For mange hovedpersoner

Men faktisk handler Timescape kun delvist om det konkrete arbejde på at sende beskederne af sted og på at afkode dem. Romanens hovedvægt ligger faktisk på portrætter af de forskellige hovedpersoner.

Her er det særligt portrætteringen af den unge fysiker Gordon Bernstein i 1960’erne, der er vellykket. Når denne del af romanen er den bedste, skyldes det, at Benford ikke har så mange hovedpersoner i 1960’er-sporet og dermed kan koncentrere sig mere om sin hovedperson. Han bliver dermed den bedst beskrevne hovedperson og derfor også den mest troværdige.

Vi hører om Gordons kamp for at få kollegerne til at tro sine utrolige konklusioner, og herigennem tegnes der et troværdigt billede af universitetslivet anno 1962. Men vi kommer også under huden på Gordon; bl.a. igennem beskrivelsen af hans samliv med kæresten Penny og hans kamp med sin jødiske opvækst i New York og sin dominerende mor.

De tre hovedpersoner i 1998-sporet ikke så godt tegnede, bl.a. fordi Benford må dele pladsen mellem de tre. Ingen af dem er nær så godt karakteriseret som Gordon Bernstein er det, og kun én af dem er for alvor interessant. Det er bureaukraten Peterson, der samtidig også er et rigtigt røvhul.

For alvor interessante bliver ingen af 1998-hovedpersonerne dog, og det er én af romanens største svagheder; omtrent halvdelen af bogen følger jo trods alt 1998-handlingen.

Realistisk tone

Det mest bemærkelsesværdige ved Timescape er faktisk romanens realistiske tone, som den opnår dels ved at holde science fiction-aspektet troværdigt, dels ved at lade hovedpersonerne være uperfekte mennesker.

Ingen af hovedpersonerne – hverken Gordon Bernstein eller de tre andre – tegnes som perfekte mennesker. Selv om man har sympati for Bernstein i hans kamp mod skeptiske kolleger og for Renfrew og Markham i deres indsats for at få beskederne sendt tilbage i tiden, er sympatien ikke uforbeholden.

Man irriteres stedvist over Gordon Bernsteins opførsel over for sin kæreste, og man forbløffes over, hvor kedelig og rugbrødsagtig, John Renfrew er. Man både fascineres og frastødes af mandchauvinisten Peterson, og man rynker på næsen, når Markham i samtale med sin kone bagtaler sine kolleger.

Kort sagt: Man føler virkelig, at disse personer er ægte mennesker med alle de fejl og mangler, ægte mennesker har – men også med de geniale idéer, der måske kunne redde verden, hvis lortet brænder på.

Det er så til gengæld romanens største styrke og det, der gør den læseværdig. Det ændrer ikke ved, at 1960’er-handlingen er den klart bedste, og man kan ikke undgå at spekulere på, om romanen egentlig ikke kunne have fungeret fint uden 1998-handlingen. I hvert fald irriteres man også en smule over, hvor vagt Benford egentligt beskriver 1998 – lidt mere kød på miljøet og katastrofens reelle omfang kunne have givet Timescape en smule mere kulør.

Det skal dog ikke ændre på, at Timescape klart er en fin roman, der viser science fiction-genrens bredde. Timescape vil næppe appellere til de, der foretrækker deres science fiction stærkt plotdrevet og da slet ikke til de, der foretrækker deres science fiction a la Heinlein.

Men hvis man vil se, hvordan science fiction kan se ud, når der er skruet gevaldigt ned for “fiction”-delen og med ægte mennesker i centrum, ja så kan Timescape klart anbefales.

4 stjerner

Titel: Timescape
Forfatter: Gregory Benford
Udgivelsesår: 1980
Forlag: Simon & Schuster
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2000
Forlag: Gollancz (SF Masterworks)
Format: Paperback
Sideantal: 412

Stikord: Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *