Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Thunderball

Thunderball
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Thunderball er ikke den mest interessante Bond-roman, men den er uden tvivl én af de mest underholdende og læsbare.

Historien om tilblivelsen af Ian Flemings ottende James Bond-roman er mere kompliceret end de fleste andre; en omstændighed, der i sidste ende førte til den uofficielle James Bond-film Never Say Never Again fra 1983.

Historien om Thunderball begyndte i 1958, da Ian Fleming og vennen Ivar Bryce begyndte at tale om muligheden for at få lavet en Bond-film. Indtil da var kun Casino Royale blevet filmatiseret og kun som et afsnit i den amerikanske tv-serie Climax!, der kørte mellem 1954 og 1958 – Casino Royale-filmatiseringen blev produceret og vist i 1954.

Bryce introducerede Fleming for den unge instruktør og manuskriptforfatter Kevin McClory og sammen med en anden af Flemings venner, Ernest Cuneo, begyndte de at arbejde på et udkast til historien. Fleming mistede efterhånden interessen i projektet, men Kevin McClory og manuskriptforfatteren Jack Whittingham, som McClory havde bragt ombord, fortsatte arbejdet, og sent i 1959 eller tidligt i 1960 kunne de præsentere Fleming for et manuskript.

Fleming kunne godt lide manuskriptet, og brugte så januar til marts 1960 på at skrive Thunderball, baseret på manuskriptet. I marts 1961, kort før romanen skulle udkomme, fik McClory romanen til gennemlæsning, hvorefter han og Whittingham gik i retten og forsøgte at få udgivelsen stoppet på grund af plagiat – Fleming havde ikke krediteret dem for arbejdet på historien.

Retten tillod romanen at udkomme, men lod det være op til McClory om han ville gå videre med sagen. Det valgte han at gøre, og i 1963 kom sagen endeligt for retten. Det endte med, at Fleming og McClory indgik forlig med det resultat, at Fleming beholdt rettighederne til romanen, mens McClory fik filmrettighederne og rettighederne til manuskriptet. Af samme grund var det McClory, Eon Productions måtte købe rettighederne til Thunderball af, og af samme grund er McClory krediteret som producer på Thunderball (1965).

Derudover har romanens knudrede forhistorie nu ingen indflydelse på selve romanen, som på alle leder og kanter er en typisk James Bond-historie – om end en mere velfungerende én af slagsen end den umiddelbart foregående roman, Goldfinger (1959).

Bond på kur

Thunderball starter med, at James Bond af M bliver sendt af sted til kurstedet Shrublands. Det er M, der har fået en fiks idé, fordi han selv har været på et kurophold, og nu mener han, at stedets helsebringende effekter vil være gode for en mand som Bond. Bond forbander M langt væk, men en ordre er en ordre, og Bond tager naturligvis af sted.

På kurstedet løber Bond allerede ind i medlemmer af den sammensværgelse, der skal vise sig at udgøre historiens primære plot. Denne del af handlingen er faktisk svært underholdende, men i modsætning til filmatiseringen (altså Thunderball, ikke Never Say Never Again), indser Bond aldrig, at der er nogen sammenhæng mellem tildragelserne på Shrublands og historiens hovedplot. Her kan man sige, at filmen på vigtige måder går i rette med og løser et ret markant plothul (det er trods alt lidt for tilfældigt!).

Hovedplottet får vi introduceret direkte fra hestens egen mund, så at sige, da Fleming dedikerer to af bogens tidlige kapitler til SPECTRE-organisationen: The Special Executive for Counterintelligence, Terrorism, Revenge, and Extortion. I kapitlet får vi historien om organisationens baggrund, bl.a. baggrundsinformation om hovedmanden Ernst Stavro Blofeld, som vi aldrig har fået i nogen af Bond-filmene. Derudover bliver SPECTRE’s plan lagt frem i disse kapitler.

Gennem en sindrigt udtænkt plan, hvor en insider vil kapre et britisk bombefly, vil SPECTRE sætte sig i besiddelse af to atomvåben, som de vil bruge til at afpresse den amerikanske og britiske regering for 100 millioner pund.

Det er kun M’s intelligens og sjette sans, der er grund til, at Bond bliver sendt til Bahamas; ikke fordi M eller Bond har nogle konkrete spor at gå efter – sammen med Bonds tidligere tildragelser på Shrublands er det altså dette tilfældige sammenfald, som filmversionen med held retter op på.

Vel ankommet til Bahamas finder Bond naturligvis snart ud af, at der måske er noget at komme efter – også selv om både Bond og Felix Leiter (der snart melder sig på banen) til meget langt inde i romanen er usikre på, om de har ret i deres mistanker.

Bonds mistanke falder på den italienske rigmand Emilio Largo, der ejer en topmoderne lystyacht, Disco Volante, og er på Bahamas med det påskud, at han arrangerer en professionel skattejagt. Bond møder og forelsker sig i Largos elskerinde Domino, der viser sig at være søsteren til den insider-pilot, som SPECTRE har brugt til at kapre det britiske bombefly. Og da Largo har fået broderen myrdet, viser Domino sig naturligvis at blive en vigtig allieret for Bond.

God læsning om man kender filmen eller ej

Mere af handlingen behøver jeg ikke genfortælle her, og særligt ikke for de, der har set Thunderball. Filmen er ikke en et hundrede procent trofast filmatisering af romanen, men langt hen ad vejen er den faktisk, selv om filmen tilføjer både begivenheder og karakterer undervejs. F.eks. eksisterer den mindeværdige kvindelige skurk og Bond-babe Fiona Volpe ikke i romanen, ligesom filmens berømte prolog (med jet pack’en) heller ikke er at finde i romanen.

Men den overordnede handling og rigtig mange af delelementerne i romanen er ført direkte over i filmatiseringen. Derfor vil læsningen af Thunderball også være en interessant oplevelse for de, der har set filmen. Men også de, der ikke har set Thunderball, vil få en masse ud af romanen – ikke mindst naturligvis den basale spænding om, hvad der kommer til at ske videre i handlingen.

Som smurt i olie

Thunderball er en roman, der kører som smurt i olie. Det lader virkelig som om, Ian Fleming har været veloplagt, da han skrev romanen, der er fuldstændig blottet for stillestående passager a la den trættende og alt for lange golfkamp fra Goldfinger. Dertil kommer, at Thunderball er fuldstændig fri for mere vovede elementer. Heri lå ét af de primære problemer i Goldfinger: At Fleming introducerede nogle særdeles vovede temaer, nemlig en lesbisk og en potentielt lesbisk kvindelig karakter, uden at turde tage skridtet fuldt ud.

Thunderball er blottet for den slags problemer og er derfor bare en lige-ud-ad-landevejen spændingshistorie, der i kombination med et plot, der inden for rammerne af Bonds univers er ganske realistisk, fungerer helt eminent. Man skal være klar over, at Fleming intet sted i Thunderball eksperimenterer med hverken sin hovedperson eller formen, så Thunderball er ikke én af de Bond-romaner, der tiltrækker sig særlig interesse på grund af sin form, som f.eks. From Russia, With Love (1957).

Dette skal dog ikke opfattes som en kritik, for efter Goldfinger, der, trods sin underholdningsværdi, også var lettere frustrerende, er Thunderball en fornøjelig, letfordøjelig røverhistorie i Bond-universet.

Dertil er det naturligvis en essentiel roman i og med, at det er her, Ian Fleming introducerer SPECTRE og Blofeld, hvilket bliver særdeles vigtigt i to af de kommende romaner, On Her Majesty’s Secret Service (1963) og You Only Live Twice (1964). Det er med til at give romanen en vis historisk pondus, ikke mindst fordi vi i dag ved, hvor toneangivende en skurk Blofeld skulle blive i filmserien og hvor stor en indflydelse, Blofeld skulle få på populærkulturen i al almindelighed.

Fleming på autopilot – i bedste forstand

Vigtigst af alt er Thunderball en roman, der er sjov at læse, og som indeholder de obligatoriske Fleming-elementer i rigt mål: Vold, sex, eksotiske lokaliteter, hårdkogt humor og en mindeværdig skurk. Thunderball er Fleming på autopilot i den bedste forstand overhovedet: Vi har her at gøre med en velkalibreret, velsmurt maskine, skrevet af en pulpforfatter, der stilsikkert leverer det, han ved, læserne forventer – lidt ligesom Eon Productions skulle komme til med filmatiseringerne i løbet af 1960’erne.

På den baggrund er Thunderball ikke den mest interessante Bond-roman, men den er uden tvivl én af de mest underholdende og læsbare.

5 stjerner

Titel: Thunderball
Forfatter: Ian Fleming
Forlag, år: Jonathan Cape, 1961
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 258
hvid
Thunderball er udkommet i tre udgaver på dansk, alle tre på forlaget Grafisk, men under to forskellige titler. Første gang udkom romanen i 1962 under titlen Domino. Anden udgave kom i 1965 med titlen Agent 007 i ilden (den danske premieretitel på filmatiseringen Thunderball). Tredje gang udkom romanen i 1967 under titlen Agent 007 i ilden: Domino.

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *