Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The X-Files: I Want to Believe

The X-Files: I Want to Believe
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The X-Files: I Want to BelieveDen nyeste film om Mulder og Scully er en fremragende og enkel thriller, der både har til gården og gaden – hvor gården er fans af serien, og gaden dem, der ikke kender den. Filmen oser langt væk af stemning, og den skræmmende fortælling kryber langsomt ind under huden på seeren.

I denne måned åbner vi op for sluserne til Planet Pulp. Vi har valgt at bringe en lang artikel om successerien The X-Files, og sammen med artiklen følger her en anmeldelse af det foreløbigt sidste skud Mulder og Scully.

Ikke et ord om handlingen

Filmen er en rendyrket thriller, og for ikke at spolere noget, og for at være tro mod seriens mystik, vil jeg ikke skrive noget om handlingen, andet end at filmen er en thriller!

Siden den første X-Files-biograffilm kom ud i 1998, har der været snak, fra både officielle og uofficielle kilder, om, at endnu en film skulle komme. Denne smak forstummede bestemt ikke, da seriens sidste afsnit i 2002 løb over skærmen. Der har dog været en masse problemer forbundet med The X-Files: I Want to Believe, som meget passende fik premiere 10 år efter den første film. Seriens skaber Chris Carter har både måttet slås med producenter og seriens fans, da der naturligvis har været mange idéer om, hvordan den nye film skulle være.

Fejlskud i marketing

Den stemningsfulde intro med Fader Joe (Billy Connolly) i forgrunden

Filmen blev ikke nogen succes ved billetlugerne, hvilket til dels skyldes, at den var i biografen samtidig med dette års helt store billetsluger The Dark Knight (2008). Batman-filmen åbnede i USA den 14. juli, hvor den tog al opmærksomheden de kommende måneder, og det gav problemer for X-Files-filmen, da den åbnede den 25. juli i USA. At marketingsfolkene så også har fejlet i deres lancering af filmen, er så et helt andet problem.

Hvis der, som jeg havde frygtet, var tale om, at filmen var blevet en stinker, var det kun godt, hvis den havde nydt en stille død. Men det er ikke tilfældet. The X-Files: I Want to Believe er nemlig en fremragende film – også for dem, der normalt ikke bryder sig om, eller slet ikke kender til The X-Files.

Dana Scully på sit nye job

Skaberen bag filmen gjorde ret hurtigt folk opmærksomme på, at den nye X-Files-film ikke ville have fokus på aliens og den store konspiration, og på den måde har de, rent kommercielt, været med til at skyde sig selv i foden. Det har givetvis holdt et stort publikum væk, da fraktioner af fanskaren bag X-Files netop ser serien udelukkende pga. af de overnaturlige elementer og den store mytologiske baggrund. Men som sådan er filmen, i X-Files-universet, ikke noget banebrydende. De fleste af seriens afsnit er nemlig små, intense spændingshistorier, hvor det overnaturlige ofte ikke spiller nogen fremtrædende rolle – nøjagtigt som det er tilfældet The X-Files: I Want to Believe, der ”bare” er en thriller (fyldt med lækre detaljer som ikke skal røbes her).

I mine øjne havde det været bedre, hvis skaberne ikke havde sagt et ord om filmen, for netop også at støtte op om den mystik, som serien altid har været svøbt ind i. Men sådan skulle det ikke blive, og det er da synd for pengemændene, men for os tilskuere er det fint. For The X-Files: I Want to Believe er godt nok ”bare” en thriller, men hvilken thriller!

Respekt for serien

Mulder med skæg i en af filmens allersjoveste sekvenser (læg mærke til musikken, når du ser filmen)

Filmens stærkeste kort er uden tvivl, at den både behandler serien med respekt, samtidig med at den tager sig selv og sine modtagere seriøst. Man kunne have frygtet et nostalgisk trip, hvor konspirationshistorien var blevet skruet op på max for ligesom at afslutte de mange åbne spørgsmål, som serien efterlod. Der kunne også være leflet for det unge publikum med masser af aliens og dyre effekter. Men det er heldigvis ikke sket!

For filmen er en rendyrket thriller med et meget effektivt manuskript, gode skuespillere og en stemning, både i den visuelle stil og i historiens udformning, der minder om en blanding mellem The Silence of the Lambs (1991) og Fargo (1996). Filmen kan fint ses og forstås af folk uden kendskab til serien. At kendere af serien, gennem små referencer og roller, så vil få et ekstra udbytte er kun en bonus. Men det er imponerende, at Frank Spotnitz og Chris Carter i deres manuskript har gjort historien så troværdig og spændende, samtidig med at der er nørdguf til fans af serien.

Iskold

Klassisk X-Files-billede - bemærk teksten i venstre hjørne

Den visuelle stemning i filmen er iskold, og støtter perfekt op om den noget morbide historie, og samtidig er den meget tro mod seriens stil. Det kommer helle ikke som nogen overraskelse, når man ser, at Bill Roe er krediteret for kinematografien. Roe var tilknyttet hele 84 episoder af X-Files som netop kameramand. Fra serien kender vi også Mark Snow og hans musik, som denne gang er meget, meget creepy, og hvor temaet er twistet på en ganske fed måde, så det både virker nyt og vækker genklang. Filmens lækre klippestil kan man tilskrive Richard A. Harris, der er ny i X-Files-regi, men som har redigeret film som Terminator 2: Judgment Day (1991), True Lies (1994) og Titanic (1997). Bag filmens helt uovertrufne production design står Mark Freeborn, som Chris Carter kender fra sin egen serie Millenium (1996-1999), og set-dekoratøren Shirley Inget har arbejdet sammen med Carter på 45 episoder af X-Files. Og sådan kunne man fortsætte med mange af folkene bag filmen.

Men hvorfor alt denne namedropping? Jo, det skyldes, at jeg vil påpege, at Chris Carter altid har været dygtig til at samle et godt hold bag sig. Hvad enten det skyldes teknikere, producenter eller skuespillere, har han formået at ramme plet, hvilket også har været en af seriens helt store trademarks, hvor alt stinker langt væk af kvalitet og omtanke. Det er også meget passende, at Carter selv har sat sig i instruktørstolen, da det meget godt runder det hele af. Han er faktisk en dygtig instruktør, hvilket flere af seriens afsnit også vidner om.

Sober og afdæmpet

Mulder barberet og klar til kamp

Filmens kodeord er ”afdæmpet”. Historien fortælles i et langsomt tempo, præget af, at den krybende uhygge og stigende spænding skildres gennem et sobert og enkelt formsprog, hvor billederne veksler mellem at være smukke og uhyggelige (på den smukke måde). Filmens stemning læner sig kløgtig op af det iskolde landskab og de skumle urbane lokationer. Der er få, men intense actionscener, og jagtscenerne, som er en af seriens mange faste ingredienser, er spændende og veludførte.

Skuespillerne er, som resten af filmen, afdæmpede og troværdige. De to hovedroller spilles med vanlig sikkerhed af David Duchovny og Gillian Anderson, selvom det er lang tid siden de sidst besøgte rollerne. De støttes godt op Billy Connoly, der heldigvis holder overspillet i ave som den hårdt prøvede Fader Joe, hvilket er rart når man eksempelvis tænker på hans frygtelige rolle i Timeline (2003). Og rapperen Alvin ”Xzibit” Joiner er ganske fortræffelig som sammenbidt FBI agent.

Enkel og fremragende

Investigation i sneen

Der er som sådan ikke noget nyt under solen her, men den enkle historie leveres perfekt i en lækker visuel indpakning og med en veludført timing i manuskriptet. The X-Files: I Want to Believe fortjener et stort publikum. Den er en fremragende thriller med masser af guf til kendere. Stående bifald herfra. Og efter, man har set filmen, kan man jo meget passende anskaffe sig hele serien på DVD, og se noget af det bedste TV, der nogensinde er lavet – man kan i denne sammenhæng også kigge forbi denne måneds artikel, Al begyndelse er svær, specielt når man skal gøre en UFO-jagt troværdig.

The X-Files: I Want to Believe er venligst stillet til rådighed af SF Film.

5 stjerner

Titel: The X-Files: I Want to Believe
Instruktør: Chris Carter
Manuskript: Chris Carter og Frank Spotnitz
Cast: David Duchovny (Fox Mulder), Gillian Anderson (Dana Scully), Billy Connolly (Fader Joe), Xzibit (Agent Drummy)
Producere: Chris Carter (producer), Frank Spotnitz (producer), Brent O’Connor (executive producer)
Foto: Bill Roe
Klip: Richard A. Harris
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 2.40:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Twentieth Century Fox
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/12/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *