The Wizard of Gore

Blood Feast (1963) er på mange måder kendt som en milepæl indenfor splattergenren, og har igennem tiden været stor inspiration for mange andre film, og haft stor indflydelse på, hvordan genren har udviklet sig. Hvis denne film ikke havde set dagens lys tilbage i de tidlige 60’er, ville vores filmskat se helt anderledes ud i dag.

Ny bølge af splat

Efter Herschell Gordon Lewis udsendte Blood Feast, sparkede han en ny bølge af gyserfilm i gang, hvor der var lagt mere vægt på at vise publikummet blod og indvolde, end at skabe en egentlig uhyggelig historie. Han skabte med Blood Feast (1963), Two Thousand Maniacs (1964) og Color Me Blood Red (1965) en trilogi, som senere blev kendt som hans Blood Trilogy. Disse film er kendt som hans hovedværker, og skubber ofte mange af hans andre film i baggrunden, hvilket er en skam, da den her anmeldte film er langt bedre end den underlige Color Me Blood Red.

The Wizard of Gore starter på en teaterscene, hvor den overspillende Montag the Magnificent (Ray Sager) indleder filmen med at halshugge sig selv foran et måbende publikum, hvorefter han på magisk vis tryller hovedet tilbage på sig selv! Allerede fra den første scene, hvor Montag hugger hovedet af sig selv, fornemmer man de grinagtige effekter, som går igen i hele filmen.

Men Montags optræden stopper ikke ved simple tryllekunstner som korttricks, kaniner op af en sort hat og lignende. Næh nej – for Montag er noget helt for sig selv (og her taler jeg ikke om Ray Sagers præstation). Hans tricks er nogle, man sidder og funderer over længe, efter man har oplevet hans optræden. Blandt sit publikum finder Montag en frivillig kvinde, som han slæber op på scenen, og spænder fast på en briks – her finder han så sin motorsav frem, og uden meget omsvøb lemlæster han kvindens krop til ukendelighed. Men hvordan kan et publikum blot se på, at en såkaldt tryllekunstner står og lemlæster en kvinde på scenen uden at gribe ind? Jo, for efter “tricket” er ovre, stiger kvinden ned i levende live, uden at fejle noget! Hvordan kan det lade sig gøre? Er det hele virkelig bare en illusion, skabt af Montag the Magnificent?

Morderisk magiker

Det hele lader til at være noget af et lumsk trick, og man har en fornemmelse af, at den gode tryllekunstner ikke har helt rent mel i posen. Da kvinden, som Montag savede i stykker samme aften, findes skåret i stykker på en restaurant senere samme dag, begynder der at opstå nogle spørgsmål vedrørende Montags tryllekunstner.

En reporter, Sherry Carson (Judy Cler), har været inde for at se Montags show, og er blevet interesseret i hans trylleri og tricks, så hun prøver at få et interview med den store tryllekunstner. Desværre er han ikke villig til at give et interview, men er villig til at optræde i hendes program, hvis hun til gengæld vil tage imod to fribilletter til hans show dagen efter. Det går Sherry selvfølgelig med på, og hun slæber en mandlige ledsager med, som i starten ikke er helt så betaget af de uhyggelige tricks, Montag udfører på scenen. Men med tiden bliver også han mere og mere sikker på, at det han ser, ikke er falsk.

Men der er ikke to af Montags shows, der er ens! Hver aften udfører han nye horrible tricks, der får enhver i publikummet til at gyse. To “frivillige” tvinges til at sluge sværd, og brækker deres tarme op på scenen. En anden får banket en jernpæl ind i kraniet, og pillet hjernen ud i trævler. Men det mest fantastiske ved det er, at de unge piger er uskadte umiddelbart efter. Men senere samme nat, findes de døde.

Politiet begynder at undersøge sagen nærmere sammen med Sherry, og holder øje med Montags frivillige, efter de forlader showet, men der er ingen spor af Montag, så det kan vel ikke være ham, der dræber dem, når han ikke er i nærheden, kan det?

Ikke historien i hovedsædet

Mere skal ikke afsløres her, men det kan siges, at filmens slutning ender i et så stort twist, at denne anmelder, efter flere gensyn, stadig ikke helt kan hitte rede i det, eller lade være med at storgrine, hver gang rulleteksterne kører over skærmen.

Der er mange ting, som ikke helt kan forstås ved første gennemsyn, og ofte heller ikke efter flere. Blandt andet er der nogle sekvenser, hvor Montag stjæler lig fra et hospital, og andre, hvor han render rundt på en kirkegård. Hvad dette betyder, og hvad det har med resten af filmen at gøre, skal jeg ikke kunne sige, da jeg er stadig undrer mig over det!

Men når man har med en H.G. Lewis-film at gøre, kan man heller ikke tillade sig at være kræsen, eller stille for mange kritiske spørgsmål vedrørende historiens opbygning, da det hovedsageligt handler om blod og indvolde én masse. Der bliver også vist rigeligt af den røde væske, falske lemmer samt mannequindukker til at tilfredsstille de mere hungrende gorefans. Især scenen, hvor en kvinde får hamret en pæl i hovedet og hendes hjerne trukket ud, er utrolig blodig, og da hun senere får pillet øjet ud er det ligefrem frastødende.

Kan vække appetitten

Da jeg første gang så Herschell Gordon Lewis’ Blood Feast (1963), var jeg godt skuffet over den, og hele skuespillet. Jeg havde hørt om skuespillets kvalitet, men alligevel synes jeg hverken filmen var specielt blodig, eller ufrivillig komisk nok til at gøre den underholdende. Efter mit første gennemsyn af Blood Feast, var jeg lidt modvillig mod at se flere af Lewis’ film, og det gik ikke bedre, efter at jeg havde set Two Thousand Maniacs og Color Me Blood Red, som tog modet helt fra mig. Hvis man har set disse film og ikke fundet dem videre interessante eller sjove, bør man måske alligevel give The Wizard of Gore en chance. Selvom den til tider er rimelig langtrukken, er den en af de bedste H.G. Lewis-film, jeg har haft mulighed for at se, måske kun overgået af The Gore Gore Girls.

Filmen er ude i The Herschell Gordon Lewis Collection, udsendt af Something Weird Video. I boksen finder man, udover The Wizard of Gore, film som A Taste of Blood, The Gruesome Twosome, Something Weird, She-Devils on Wheels og The Gore Gore Girls. Er man til Herschell Gordon Lewis’ film, bør man nok have denne box i sin samling, eller i det mindste et par af filmene. Og dem, der ligesom mig, ikke fandt hans Blood Trilogy videre spændende, eller skal stifte bekendtskab med Lewis’ håndværk for første gang, kan fint starte med The Wizard of Gore.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Splat, Tryllekunstnere