Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The White Buffalo

The White Buffalo
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

John Barrys dissonante western-score er interessant som udtryk for Barrys alsidighed, men også en ubehagelig lytteoplevelse, som de færreste vil vende tilbage til mange gange.

The White Buffalo1977 var et produktivt år for John Barry. Hele syv scores blev det til, heraf fire til forskellige tv-film.

Den første af de tre spillefilm, Barry komponerede musikken til i 1977, var The White Buffalo; en slags western-udgave af Moby Dick, hvor fiktive udgaver af Wild Bill Hickock og Crazy Horse er på jagt efter en stor, hvid bøffel.

Barrys score var ikke det første, der blev komponeret til filmen. David Shire havde leveret et score, som blev kasseret – ifølge Shire formentlig fordi hans musik var for mærkelig.

Det er nu ikke fordi, Barrys score er et mere konventionelt western-score. Faktisk er der vel nok tale om et unikum i Barrys filmografi, for hverken før eller siden leverede Barry et i så udpræget grad dissonant score.

Både Barrys og Shires score er at finde på den udgivelse fra Quartet Records, som denne anmeldelse er baseret på, men her er det kun Barrys score, det skal handle om.

Monomant hovedtema
John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

John Barry (1933-2011), her på et foto fra 1974.

“Main Title”-cuet (nr. 1) kan fremhæves som en udmærket repræsentant for store dele af scoret. Strygere i de lave registre, ditto træblæsere og senere blæsere i de højere registre sammen med percussion og nu også høje, dissonante strygere.

Den måde, Barry bruger slagtøjet i cuet – og i senere cues – minder ganske meget om den måde, han senere skulle bruge slagtøj i sit Dances With Wolves-score, men ellers tåler de to scores ingen sammenligning.

“Main Title”-cuet introducerer også det, der må betegnes som scorets hovedtema, selvom der ret beset er tale om et motiv og ikke et fuldt udviklet tema. Det er bygget op omkring et simpelt motiv på to toner, der gentages et antal gange, inden yderligere fire – nogle gange fem – toner kobles på.

Motivet er præcis så monomant som John Williams’ motiv for hajen i Jaws (1975), og i albummets liner notes leger filmmusikskribenten Tim Greiving da også med idéen om, at Barry på én eller anden måde har været inspireret af Williams.

Det kan man selvfølgelig ikke afvise, men udover at de to motiver hver især er bygget op omkring to toner, har de ikke meget tilfælles.

Hovedtemaet/motivet er det dominerende i scoret, og høres i en halv snes af albummets 17 skæringer.

Stille melankoli

Dertil kommer yderligere to temaer, der befinder sig i mere traditionelt territorium for John Barry. Begge er stille og melankolske temaer, og i begge tilfælde hører vi dem første gang orkestreret for obo.

Det første af disse temaer introduceres i “Jenny Weeds” (første del af nr. 7), suppleret af guitar, og det andet høres første gang i “Eatin’ Crow” (første del af nr. 12), også suppleret af guitar.

Begge disse temaer er rigtig fine udtryk for Barrys sans for den enkle, upyntede melodi og for hans hang til melankoli. Ingen af dem hører til på listen over Barrys bedste temaer, men de er heller ikke dårlige, og de få gange, de optræder, udgør temaerne et velkomment frirum fra den dissonans, der ellers dominerer albummet.

For det er de dissonante cues, der dominerer. Mange af de dissonante cues er egentlig bare variationer på den musik, man hører i “Main Title”-cuet, f.eks. “Buffalo Rampage” (nr. 4) eller de tre cues i nr. 15, “The Place / Cap! / Buffalo Charge”.

Enkelte cues skiller sig lidt ud, f.eks. “Bein’ Afraid” (nr. 11) med sine traurige strygere og træblæsere eller de lave, rumlende strygere og træblæsere i “Kileen Fires” (nr. 13), der aldrig går over i det decideret dissonante.

Interessant og ubehagelig

Alt i alt efterlader scoret dog lytteren med det samme helhedsindtryk som hovedtemaet: Ensporet, dystert og dissonant.

Det betyder, at The White Buffalo er et ganske ubehageligt score at lytte til. Barrys teknik – med lave strygere og blæsere, der bevæger op og ned i registrene, suppleret af dramatisk slagtøj – er bestemt ikke uinteressant, og fra det perspektiv er det et score, som Barry-fans bliver nødt til at udforske.

Det er imidlertid næppe et score, som vil appellere til den mere casual filmmusik-lytter, og jeg skal også gerne selv indrømme, at The White Buffalo er et score, jeg meget sjældent vil komme til at lytte til.

Som udtryk for John Barrys alsidighed er The White Buffalo et interessant bekendtskab, men man skal være beredt på en ubehagelig lytteoplevelse, der ligger langt fra det, de fleste forbinder med John Barry.

2 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (4:05)
2. Mr. Otis (0:42)
3. Charlie One-Eye (1:46)
4. Buffalo Rampage (0:59)
5. Mourning Worm (1:54)
6. Buffalo Bones / Dead Miners / Fetterman (2:13)
7. Jenny Weeds / Flying the Eagle (1:22)
8. Nightmare (0:40)
9. Lost My Bet (1:25)
10. Up French Creek (0:40)
11. Bein’ Afraid (1:43)
12. Eatin’ Crow / Snow Walk (1:57)
13. Kileen Fires (1:13)
14. Hang a Wooden Suit / Rock Pee / Capital Expansion (2:40)
15. The Place / Cap! / Buffalo Charge (2:42)
16. Hokahey (1:03)
17. Ohinyan / End Credits (5:07)

Total spilletid: 32:11

Titel: The White Buffalo
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Fremført af: The Hollywood Symphony Orchestra
Orkestrering: John Neufeld
Komponeret: 1977
Udgivet: 2017
Label: Quartet Records

Anmeldt i nr. 158 | 13/12/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *