Martin Schjönning
Ingen kommentarer

The Toys That Made Us – Season 1

The Toys That Made Us – Season 1
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Vi er nørder, og de fleste af os ved godt, at den tilstand allerede starter i barndommen. Netflix har lavet en glimrende lille serie om fandommens gateway drug: Legetøj.

The Toys That Made UsGenerelt er Netflix’ egne produktioner af dokumentarprogrammer ikke voldsomt imponerende. Måske er det fordi, jeg ikke ser flow-TV overhovedet, og ikke har gjort det i tyve år, men jeg finder dem vulgært overdramatiserede, sensationalistiske og langt fra oplysende nok. The Toys That Made Us er den delvise undtagelse fra dette.

Grundlæggende set er idéen særdeles simpel. Hvert af de fire programmer i første sæson omhandler en elsket global legetøjsdille, -mærke eller “toy line”, og fortæller historien om legetøjets undfangelse og historie, med alle op- og nedturene.

Det er ikke kun historien om designfasen og produktionen, men i lige så høj grad om patenter, om markedsføring og om rettighedsfejder, kontroversielle fejltagelser og den økonomiske succes eller fiasko, der kan opstå, når man afprøver nye ting.

Tungt skyts

Det er de helt store kanoner, der er kørt i stilling – og det giver en vis mening, når man kun har otte afsnit at gøre godt med (sæson to var planlagt fra starten).

Serien lægger hårdt ud med Star Wars-figurerne, der blev historiens vildeste legetøjssucces nogensinde, inden den styrtdykkede, da hypen fra den oprindelige filmtrilogi døde ud.

Naturligvis handler meget af afsnittet om George Lucas og hans legendariske kontrolsyge – og voksende grådighed – men det er også historien om, hvordan ingen turde satse på stjernekrigstemaet, fordi der ikke fandtes noget lignende, udover Star Trek, der var gammelt og glemt på det tidspunkt.

Det blev derfor ikke Mattel, Mego eller en anden gigant, men det lillebitte firma Kenner, der løb med rettighederne og de absurd mange penge, franchise-figurerne indtjente.

Afsnit to udstiller, på en noget mere bidsk måde, kynismen bag Barbie-universet, der viser sig at være direkte inspireret (formmæssigt faktisk tyvstjålet) fra tyske dukker, der forestillede escortpiger.

Dette afsnit er det mest ubehagelige, fordi de mennesker, der har været involveret i udviklingen af verdens ældste anorektiker, er ekstremt usympatiske. Pengegriske advokater, designere der ikke lægger skjul på, hvor nådesløst man manipulerer børn i legetøjsbranchen, men værst af alt alle dem, der nægter, at der er noget galt med konceptet.

At Barbies fysiske ynder er uopnåelige og giver små piger kropskomplekser benægtes; det samme gør, at hun altid har været bagudskuende, og eksempelvis ikke fik bukser på, eller kom på arbejdsmarkedet, før det var normalt ude i virkeligheden. Afsnit to er det skarpeste, journalistisk set, i første sæson.

I have the power!

Tredje afsnit er mit foretrukne. Det handler om He-Man (der indrømmet også giver små drenge et lidt ubalanceret kropsideal at leve op til), som modsat de andre brands virker til at være skabt med hjertet, lige så meget som med den økonomisk tænkende hjerne.

Selvom designerne småskændes om, hvem der specifikt fandt på hvad, er det tydeligt, at de har hygget sig med at udvikle det bizarre fantasy/sci-fi-kaos, der omgiver He-Man og en af verdens mest legendariske skurke, Skeletor.

Det kan være fordi He-Man-verdenen, i modsætning til legetøjet i de to foregående afsnit, ikke længere er i produktion. De er færdige med at skændes. Det hjælper gevaldigt på stemningen.

Det sidste afsnit handler om G.I. Joe, en legetøjsserie, der efter min mening kun udmærker sig ved at være verdens ældste “dukke til drenge” – altså actionfigur. Joe er inspireret af de krigsveteraner, der vendte hjem efter Anden Verdenskrig, og grunden til at han fra udgangspunktet ikke bare var én, men flere forskellige figurer var … grådighed. Kynismen vender stærkt tilbage.

Hasbro, der dengang var en lille fisk, frygtede at andre firmaer ville stjæle idéen, og lavede derfor en Joe for hvert af de fire amerikanske værn.

Under Vietnam-krigen begyndte folk at vende det militaristiske legetøj ryggen, men under Reagan fik Joe igen vind i sejlene og blev relanceret med den kolossale hær af karakterer – nu med langt mere kreative indslag, som Cobra-organisationen – som de fleste af os nok husker bedst (i Danmark blev G.I. Joe i 1980’erne lanceret som Action Force, red.).

Rent guf for nørderne

Der er noget helt særligt ved legetøj, særligt af denne art, hvor legen også udvikler sig gennem fiktionsuniverser, altså gennem tegnefilm, tegneserier, bøger og computerspil. Og en fællesnævner ved de fire anvendte produktserier er, at de også stimulerer samlergenet.

Af de fire slags legetøj, der præsenteres i første sæson af The Toys That Made Us, er det He-Man, jeg samlede på. Fanatisk.

Jeg lærte mig selv rudimentært engelsk ved at læse de små tegneseriebooklets, der fulgte med hver figur – som jeg brugte alle mine lommepenge på. Mængden af historier fra Eternia, der udspillede sig i mit børneværelse er overvældende. Og det er netop den absolut bedste ting ved programserien.

Der bliver nemlig ikke lagt skjul på, at det er rendyrket nostalgisk følelsesporno blandet med fakta, man udsætter seeren for. Blandt de interviewede er naturligvis opfindere, designere, direktører og advokater, men der er også levnet meget tid til de private samlere. Folk der brænder for deres fandom og har spenderet formuer af tid og penge på deres samlinger.

I Star Wars-afsnittet har man overtalt en supernørd til at åbne verdens største samling for kameraet, og det er klip som dette, der giver hele serien et tiltrængt legesygt præg, midt i alle skænderierne om rettigheder.

Turboklip med bid og humor

Programmerne er fortalt i en kæk – til tider lovligt kæk – tone med masser af jokes. Der klippes hurtigt, og til tider går det desværre lidt ud over troværdigheden, især når enkelte ord og sætninger klippes ud af interviews og genbruges for at understrege andres pointer.

Indledningen i hvert afsnit er en rekonstruktion af en vigtig “scene” i legetøjets udviklingshistorie, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, det ligefrem var Oscar-værdigt skuespil, der præsenteres her. Det emmer af discountproduktion, og er en rigtig ærgerlig måde at indlede ellers morsomme og saglige programmer på.

Men spørgsmålet er, om en serie om legetøj overhovedet skal tages så alvorligt? Egentlig er det befriende bare at finde en dokumentarserie, der ikke handler om Hitler, klimakrise eller dræberhajer, og som holder en uformel tone.

En uformel tone, der dog aldrig taler ned til seeren, der smilende fælder en lille tåre, når afsnittet om ens foretrukne legetøj afspilles. Helt letbenet er det dog ikke, for gennem speak og krydsklipning præsterer folkene bag serien at påpege legetøjsbranchens til tider ret falmede moral – mest tydeligt i Barbie-afsnittet.

Der er altså bid, blandet med underholdning og oplysning, hvilket er et sjældent syn. Enhver nørd, særligt dem af os der husker 80’erne, bør unde sig selv at se første sæson af The Toys That Made Us.

5 stjerner

Titel: The Toys That Made Us – Season 1
Instruktør: Tom Stern
Manuskript: Benjamin J. Frost
Foto: Samuel Brownfield
Klip: James Anderson, Nick Ferrell, Benjamin J. Frost
Musik: Tim Burns
Spilletid: 190 minutter (4 episoder a 45-52 minutter)
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: The Nacelle Company

Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>