Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Time Machine

The Time Machine
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Russell Garcias score til The Time Machine er en kærkommen påmindelse om, hvor stor en nydelse det kan være at dykke ned i klassikerne fra Hollywoods guldalder.

The Time MachineGeorge Pals klassiske filmatisering af H.G. Wells’ The Time Machine (1895) er fra 1960 eller med andre ord fra slutningen af Hollywoods guldalder, og det kan man i den grad høre på Russell Garcias score.

Det her er filmmusik, der går med følelserne udenpå tøjet og bruger de store, klassiske Hollywood-armbevægelser. Det er filmmusik fra dengang, man ikke var bange for patos. Ja, det er filmmusik, der snarere bør skrives FILMMUSIK. Og det mener jeg vel at mærke positivt!

Prøv engang at sammenligne Garcias vidunderlige hovedtema fra The Time Machine med Hans Zimmers “hovedtema” fra Man of Steel: I The Time Machine har det taget menneskeheden 800000 år at degenerere fra mennesker til morlocker. Indenfor filmmusikken har det taget 50.

Okay, fair nok, et tema som det fra The Time Machine ville et moderne filmpublikum have meget svært ved at acceptere – formsproget er simpelthen bare for anderledes og gammeldags – men derfor er der jo ingen grund til, at vi skal spises af med to toner og en ostinato i den moderne filmmusik. Nå, men jeg bevæger mig ud på et sidespor af galde, og det er der ingen grund til, for her har vi at gøre med rigtig filmmusik.

En relativt ukendt komponist

The Time Machine er komponeret af den i bredere kredse relativt ukendte Russell Garcia (1916-2011). Garcia er dog langt fra et ukendt navn inden for jazzmusikken, hvor han igennem tiden både arrangerede og komponerede for et hav af musikere, herunder Stan Kenton.

Garcia var klassisk trænet komponist og fik sit gennembrud i Hollywood da Henry Mancini bragte Garcia ombord som arrangør på The Glenn Miller Story (1954).

Herigennem kom Garcia indenfor hos Universal, hvor han – og nu citerer jeg direkte fra albummets glimrende liner notes – arbejdede på hundredvis af film, tv-serier og radioprogrammer. Hovedparten af dette arbejde foregik imidlertid ukrediteret, så hvis man ser på Garcias credits på IMDb, er listen relativt kort.

Blandt de få spillefilm, Garcia er officielt krediteret for, er The Time Machine uden tvivl den bedst kendte (sammen med en anden George Pal-film, Atlantis, the Lost Continent fra 1961), og Garcia har da også i interviews givet udtryk for, at The Time Machine er det score, han var mest stolt af. Det er der såmænd intet at sige til, for The Time Machine er et fremragende score.

Traditionel og eksperimenterende

The Time Machine er hovedsageligt komponeret inden for den bredt malende symfoniske stil, der var kendetegnende for de store romantikere fra Hollywoods guldalder – som sagt er det med masser af patos og store følelser.

Men samtidig er The Time Machine også et eksperimenterende score, hvor Garcia indbyggede en stribe meget specielle lydeffekter i musikken. I et interview (citeret i albummets liner notes) har Garcia beskrevet processen således:

“I went in with three percussion men… and recorded all kinds of effects – hitting a musical saw with a soft mallet and wavering it, hitting gongs and holding a mike in the center and gradually moving it out to the edge, and crinkling cellophane and blowing into gelatin with a straw, taking a knife to the edge of the table and making it vibrate and then bringing it in so it would that b-r-r-r-r-u-u-u sound. Every kind of effect I could think of.”

Med andre ord er langt størsteparten af de effekter, man hører i scoret til The Time Machine lavet rent analogt. En smule elektronisk grej blev vistnok også brugt og i hvert fald blev nogle ting spillet baglæns og/eller i forhøjet tempo.

Det særlige ved The Time Machine er derfor, at når man i løbet af albummet hører lydeffekter og symfonisk score blandet sammen, så er det ikke en “fejl” eller en blanding af musik og effekter fra filmens lydspor: effekterne er en integreret del af scoret.

Når det så er sagt, kan det med samme også konstateres, at effekterne af og til bliver en smule forstyrrende at lytte til, og i albummets sidste track (et bonustrack med adskillige alternative cues) får man da også enkelte cues uden lydeffekterne.

Smukke temaer..

The Time Machine er et stærkt tematisk score, og det er i særlig grad filmens hovedtema, der dominerer og går igen. Det er et skønt, malende, higende tema, som grundlæggende anvendes på to forskellige måder. Som hovedtema er det stort og uhæmmet romantisk; i sin funktion som et decideret kærlighedstema er det betydelig mere afdæmpet og intimt.

Hovedtemaet dukker allerede op i det første track på albummet, “Main Title / Credits / London 1900” og i sin funktion som kærlighedstema høres det bl.a. i “Weena” (nr. 9).

Men i øvrigt dukker hovedtemaet løbende op som scorets tematiske lim, og det skal vi være glade for, for det er et vidunderligt gammeldags tema af den slags, som vi af mange forskellige årsager ikke hører længere i dag.

Foruden hovedtemaet er der også et tema for hovedpersonens gode ven Filby – endnu et gennemført vidunderligt og smukt tema, der første gang høres fremført på obo i slutningen af det første track. Temaet høres endnu nogle få gange på albummet, bl.a. i en trist udgave i “A Good Friend Gone” (nr. 6).

.. og diverse småmotiver

De to temaer har følgeskab af en række forskellige småmotiver – bl.a. et motiv på tre faldende noder, der dukker op i forbindelse med brugen af tidsmaskinen. Også relateret til tidsmaskinen er et hvirvlende, hypnotisk motiv, bl.a. realiseret ved hjælp af de tidligere nævnte effekter. Begge dele høres i albummets nr. 4, “The Time Machine / People Scurry / Fast Change”.

Heri indgår desuden også en anden effekt, Garcia fandt på for at understrege tidsrejsen: Idet hovedpersonen bruger tidsmaskinen, og ser folk bevæge sig hurtigt rundt, dukker der et par små stykker musik op, skrevet som en imitation af tidlig-1900-tals populærmusik og derefter afspillet ved forhøjet hastighed. Decideret smukt er det ikke, men effekten kan man ikke tage fra det.

Det track på albummet, der er klart mest domineret af lydeffekter af forskellig art, er “Beautiful Forest / Fear” (nr. 7) – her “kæmper” den symfoniske musik og lydeffekterne med hinanden om lytterens opmærksomhed, og det er her, jeg synes, det ender med at blive en smule belastende. Igen må man sige, at effekten er slående, men som selvstændig lytteoplevelse er det ikke ubetinget godt.

De to symfoniske cues, der ligger til grund for dette track, findes i bonus-tracket med titlen “Outtakes Suite” (nr. 16), så lige præcis disse to cues kan man faktisk høre uden lydeffekterne. Det samme gælder så desværre ikke for de andre steder på scoret, hvor lydeffekter og musik er kombineret.

Action og suspense – old school

En pæn del af scoret består, foruden de tematisk orienterede cues, af dramatisk musik – stedvist decideret actionmusik – og suspense, alt sammen naturligvis i samme gammeldags, højdramatiske stil som resten af scoret.

Det begynder for alvor med “Rescue” (nr. 8); et dynamisk actioncue og fortsætter i “Trapped in the Future / Night Scare” (nr. 10), der begynder som suspense (bl.a. med et lille “suspense-motiv” på flygelet) og går over i storladen action, inden suspensemusikken vender tilbage.

Det primære actiontrack på albummet er dog nr. 13, der består af tre cues: “Morlocks / Fight / Escape”. Det starter som skummel suspensemusik, hvorefter det langsomt bygger op, indtil det eksploderer i action (komplet med sit eget actionmotiv).

Med en spilletid på næsten 9 minutter er det albummets længste, og man kan vel diskutere om Garcias actionmusik er helt varieret nok til, at det bliver ved med at være lige interessant hele vejen igennem. Men kvaliteten kan man som sådan ikke sætte spørgsmålstegn ved.

En kærkommen påmindelse

Det er nemt i dag at gøre grin med musik som den her – på grund af dens uhæmmede patos og dens følelsesladede natur. Det vil være at misforstå musikken og den kontekst, den er komponeret i – en tid i filmhistorien, hvor filmmusik generelt var langt mere direkte og åbenlys, end den skulle blive blot få år senere.

Ikke desto mindre vil der være mange, især yngre mennesker, der simpelthen ikke bryder sig om denne type filmmusik. Det er en ærlig sag, for der er ingen tvivl om, at formsproget er markant anderledes end i dag. Men de, der afskriver scores som The Time Machine uden at give det en reel chance, vil gå glip af mange andre perler fra samme tid (og tidligere) – også scores komponeret af endnu bedre komponister end Garcia.

For mig er et score som The Time Machine en kærkommen påmindelse om, hvor stor en nydelse det kan være at dykke ned i klassikerne fra Hollywoods guldalder.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title / Credits / London 1900 (3:14)
2. Terror / All the Time in the World / Fourth Dimension / Time Machine Model (2:53)
3. A Sick World / Warm Friends (2:26)
4. The Time Machine / People Scurry / Fast Change (3:02)
5. Ancient Auto (1:06)
6. A Good Friend Gone / Off Again / Quick Construction / Prayer / Sunburst / Land of the Eloi (4:54)
7. Beautiful Forest / Fear (3:16)
8. Rescue (1:42)
9. Weena (1:50)
10. Trapped in the Future / Night Scare (2:57)
11. Reminiscing (1:46)
12. The Time Traveler (2:42)
13. Morlocks / Fight / Escape (8:42)
14. Love and Time Return (2:41)
15. End Title (2:08)
16. Outtakes Suite (7:33)

Total spilletid: 52:52

Titel: The Time Machine
Komponeret af: Russell Garcia
Orkestreret af: Russell Garcia
Dirigeret af: Russell Garcia
Produceret af (2005-udgivelsen): Lukas Kendall
Komponeret: 1960
Udgivet: 2005
Label: Film Score Monthly

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *