The Texas Chainsaw Massacre

Ganske vist er The Texas Chainsaw Massacre fra 1974 ikke Tobe Hoopers debutfilm, men det kunne det lige så godt være. Sagen er den, at han allerede i 1969 indspillede dramaet Eggshells, uden at nogen overhovedet husker den film for noget nærmere.

Det gør man imidlertid med The Texas Chainsaw Massacre, der blev Hoopers anden film. Faktisk er han blevet så kendt for filmen, at man fortsat i dag primært krediterer ham som manden bag Motorsavsmassakren, som den danske titel lyder – og det til trods for, at Hooper efterfølgende har instrueret en god portion film med titler som Poltergeist (1982), Lifeforce (1986), The Mangler (1995) og Toolbox Murders (2003) som de mest prominente.

Blandt de ti bedste

Man kommer dog ikke uden om, at The Texas Chainsaw Massacre suverænt er Hoopers bedste film, og måske er filmen rent faktisk at regne blandt de ti bedste gyserfilm, der overhovedet nogensinde er lavet. Der er i hvert fald forbløffende mange, der inkluderer filmen på deres top 10, og det kan måske også forklare, hvorfor filmen tilsyneladende har kunnet hægte sig fast i vores kollektive erindring.

Texas Chainsaw Massacre er på en eller anden måde blevet billedet på den ultimativt blodigste og mest vanvittige gyserfilm, der er lavet. Næsten alle, uanset om de har set filmen eller ej, vil kunne komme med en udtalelse om filmen, og selv de yngste vil kunne fortælle, at Motorsavsmassakren er en gyserfilm. At meget af det som filmen er kendt for, nok ikke helt holder stik, er en anden snak, men mere om det senere. Lad os først kigge på denne absolutte klassikers handling.

Tur til Texas

To kærestepar, Sally og Jerry samt Kirk og Pam, har sammen med Sallys handikappede bror Franklin fyldt en autocamper og er rejst sydpå. De er taget ud i det texanske landskab for at besøge søskendeparrets rødder; en øde egn hvor deres bedsteforældre levede.

Besøget har dog også en mere alvorlig side, da der for nyligt har været en stribe hærværk på den lokale kirkegård, som har rystet pressen på grund af den ekstremt morbide karakter. De unge er nu taget af sted for at se, om deres families grave er blevet skændet. Det er de heldigvis ikke, så efter et besøg på kirkegården kan de fortsætte videre til bedsteforældrenes gamle hus.

Rejsen til huset viser sig imidlertid at blive alt andet end behagelig, for først bliver de på mystisk vis afvist ved en tankstation og sendt videre uden benzin. Dernæst samler de en mildest talt sindssyg blaffer op, og først da kan de køre op til det gamle hus.

Ubehagelig stemning

Bedsteforældrenes hjem er stort set en ruin, men Sally kan trods husets dårlige tilstand alligevel glædesstrålende vise de andre rundt. Det vil sige næsten alle de andre, for Franklin har svært ved at komme omkring i huset på grund af sin rullestol, og derfor må han surmulende sidde nedenunder og lytte til de andres grin og snak ovenpå.

De dårlige vibrationer, der allerede lå i luften under køreturen, bliver nu helt tydelige. Franklin føler sig udenfor, og de andre har svært ved at tackle hans konstante brok, så enhver stund væk fra ham virker særdeles attraktivt på de to par.

Nærmest som et forvarsel på det, der ligger i vente, opdager Franklin nogle mystiske dekorationer i husets underetage. Han finder dyreknogler ophængt i tråd, og en besynderlig redelignende samling af fjer, græs og knogler foran døren. Det ser egentlig ikke specielt skræmmende ud, men et eller andet påvirker Franklin, og snart fornemmer alle den ubehagelige stemning.

Jaget af Leatherface

Så beslutter Kirk og Pam sig for at tage ned og bade bag huset. De gør det mest af alt for at være alene, men de kommer rent faktisk aldrig i vandet, for da de er gået af sted, hører de en motor i det fjerne. Kirk beslutter sig for at følge lyden og høre, om de kan købe noget benzin af ejeren. Pam går med ham, og kort efter kommer de til et hus, der ser ud til at være i mindst lige så dårlig forfatning som det hus, de netop er kommet fra.

Alt tyder dog på, at huset er beboet, og da de har banket på i en tid, går Kirk uden videre ind. Pam bliver udenfor, og ser derfor ikke, at en enorm skikkelse med en besynderlig lædermaske for ansigtet kommer frem bag en dør og hamrer Kirk i gulvet med en mukkert. Fra dette øjeblik i filmen er der ikke flere rolige øjeblikke. Den brutale Leatherface, som manden med masken hedder, jager de unge en for en, og naturligvis får han også lejlighed til at svinge den i titlen lovede motorsav.

Ondskaben i mennesket

På sin vis lyder ovenstående beskrivelse vel som handlingsreferatet af enhver slasherfilm, og det er da heller ikke helt forkert. The Texas Chainsaw Massacre følger mere eller mindre det mønster, som nogle år senere blev sat i sat i masseproduktion gennem Carpenters Halloween (1978) og Cunninghams Friday the 13th (1980), men Tobe Hoopers film er også meget mere.

Filmen gløder med en intensitet, som man kun meget sjældent ser, og hele tonen ligger meget langt fra slashergenren. Faktisk er The Texas Chainsaw Massacre en helt anden type film, som i langt højere grad læner sig op ad den psykologiske horror, vi kender fra Hitchcock og Polanski. Det er således ikke så meget selve mordet, der er filmens centrum, men snarere det sygelige menneske, der påfører de unge så mange lidelser.

Samtidig udgør filmen i allerhøjeste grad en vigtig del af den nye horrorbølge, der ramte USA i 70’erne. Sammen med film som The Last House on the Left (1972) og The Exorcist (1973) trak The Texas Chainsaw Massacre gyset i retningen af mennesket. Verden havde vist, at man slet ikke behøvede blodtørstige væsner fra rummet eller levende døde vampyrgrever fra Transsylvanien for at skabe uhygge. Verden, og menneskene som sådan, er udmærket i stand til at være grusomme på egen hånd.

Mytologiseringen af massemorderen som figur var allerede i fuld gang, og at en mand som Charles Manson kunne blive udklækket midt i hjertet af “The Love Generation” kastede foruroligende skygger over den hurtigt døende hippiebevægelse. Alt dette skabte en ny tone i horrorfilmen, som i stedet for at søge fjenden i ydre omstændigheder søgte ind til det monster, der potentielt skjuler sig i os alle.

Kompromisløs og ubarmhjertig

Den direkte inspirationskilde til The Texas Chainsaw Massacre skal man nok finde i Ed Gein, og Tobe Hooper har selv sagt, at da han og Kim Henkel skrev filmens historie, var udgangspunktet at vise en hel Ed Gein-familie. Samtidig kan det nok heller ikke fornægtes, at de trak på stereotype forestillinger om sydstaterne som et vildsomt redneck-helvede, der fortsat i dag lever i bedste velgående. I sidste ende må film som Psycho (1960) og Two Thousand Maniacs! (1964) derfor også have bidraget som væsentlige byggesten til manuskriptet.

I store træk rummer The Texas Chainsaw Massacre meget, vi har set før, men filmen er trods dette stadig et unikum. Den er helt enestående på grund af den komplet kompromisløse attitude og dens ubarmhjertige behandling af sine hovedpersoner. Den er én lang nedstigning i menneskets dunkleste adfærd, men ikke nok med det. Filmen er visuelt fabelagtig.

Takket være et yderst begrænset budget blev den indspillet under primitive forhold, men vel at mærke af folk, der forstod at få det bedste ud af ingenting. Det har givet billedsiden et realistisk, dokumentarisk eller ligefrem hjemmevidoeagtigt præg, som bidrager betydeligt til den skræmmende virkning.

De grynede billeder antyder netop den realisme, som teksten i begyndelsen forkynder, ved at påstå, at filmens handling skulle være baseret på virkelige hændelser. Det er naturligvis løgn og latin, men det virker, og det har været mere eller mindre umuligt at aflive den myte, at filmen skulle være bygget på faktiske begivenheder.

Lydsiden, der præcis som billederne, er ret minimal, har også et ekstremt virkningsfuldt udtryk. Her dominerer dyrelyde og mærkelige toner uden noget egentligt orkestralt score med tilbagevendende temaer, hvilket får de morbide billeder til at fremstå endnu stærkere. Det kan nok ikke udelukkes, at Hooper blev inspireret af The Exorcist, der netop benytter sig af præcis samme fremmedgørende effekt på lydsiden.

Ufatteligt gode skuespilpræstationer

Sidst men ikke mindst fik Tobe Hooper samlet et glimrende hold ganske urutinerede unge skuespillere, der gør det ufatteligt godt. For en film af sin type er skuespillet ovenud vellykket, og her er Paul A. Partains rolle som den handikappede Franklin især interessant.

Filmens ubehagelige stemning begynder allerede fra første øjeblik, og det skyldes navnlig Partains portræt af den storbrokkende og generelt generende Franklin. Her leger Hooper behændigt med seeren, for man kan stort set ikke forestille sig noget mere politisk ukorrekt end en ubehagelig, øretæveindbydende handikappet. Det er Franklin imidlertid, og ved på forhånd at skabe splid i gruppen bliver de unges dødsfald des mere tragisk, for de får aldrig nogen mulighed for forsoning.

Det skal måske i øvrigt nævnes, at der ikke er ret mange af de medvirkende, som efterfølgende fik sig nogen egentlig filmkarriere. Gunnar Hansen, der spillede den maskerede rolle som Leatherface har dog som den mest overraskende af alle slået sit navn fast som type-castet, kannibalistisk galning, og været flittig gæst på horrorcenventions over hele verden. Nogen stor skuespiller kan man dog langt fra kalde ham.

Overdrivelser og underspil

The Texas Chainsaw Massacre har altså tilsyneladende det hele. Eller næsten, for det eneste filmen ikke har, er de overvældende mængder blod, man måske kunne fristes til at tro, hele historien ville være sovset ind i. Det er den bare ikke, for Hooper sigtede oprindeligt efter, at filmen kunne få en PG rating, så selv et ret ungt publikum ville få lov at se den.

Af den grund er det minimalt, hvad man rent faktisk ser af splat. Det bemærker man bare ikke, mens filmen spiller, for den grusomhed og bestialske vildskab, som bliver portrætteret, får én til at forestille sig langt mere, end billederne viser. Det må man tage hatten af for, og her viser Hooper nok det, der er filmens største triumf, nemlig på én side at overdrive grænseløst og på den led gentagende at overraske os, men samtidig at underspille det, vi forventer at se.

Fra film til franchise

Filmen blev en kæmpemæssig succes, og da slasherbølgen for alvor tog fart i 80’ernes første halvdel, var det kun naturligt, at Tobe Hooper på ny allierede sig med Kim Henkel, og indspillede det, der blev til den fine The Texas Chainsaw Massacre 2 fra 1986. Den kunne efterfølges af Leatherface: The Texas Chainsaw Massacre 3 i 1990, vel at mærke uden Hoopers medvirken, men dog med Henkel som konsulent.

Nu havde Kim Henkel for alvor fået blod på tanden, og han instruerede selv det fjerde bidrag, The Return of The Texas Chainsaw Massacre fra 1994, uden denne eller den tidligere film på nogen måde kvalitativt kan sammenlignes med de to første. Herefter lå serien stille i nogle år, men så blev det moderne med de såkaldte remakes, og The Texas Chainsaw Massacre stod for skud i 2003 med Marcus Nispel som instruktør.

Remaken udmærker sig mest af alt ved at være fuldstændig ligegyldig, og da man i 2006 udsendte The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning, var det ikke ligefrem noget, der kunne mærkes på gyserfilmenes Richterskala. Faktisk må det konstateres, at serien for længst har udlevet sig selv, og alle fans bør nok holde sig til de to første film, såfremt det er kvalitet, man går efter.

Fabelagtig

Hvordan man end vender og drejer det, er The Texas Chainsaw Massacre en fabelagtig film. Den er fortsat skræmmende fra første øjeblik, og ligegyldigt hvor mange gange, man har set den, er det svært ikke at blive påvirket af de misantropiske billeder. Tobe Hooper leverede sit livs mesterværk med denne film, og han har aldrig siden lavet noget, som kommer blot i nærheden, men det er der sådan set heller ikke ret mange andre, der har, så det behøver han ikke skamme sig over.

Det burde måske være unødvendigt at sige, men vi har her at gøre med en film, som SKAL stå i alle gyserentusiasters DVD-samling. Der er ingen vej udenom, The Texas Chainsaw Massacre er blandt de største og vigtigste, så har du ikke set den endnu, må du hellere få det gjort, før nogen opdager det!

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Genindspillet, Psykopater, Rednecks, Sydstaterne